Man skal da være fantasiforladt for ikke at kunne være et pommes frites-monster!

Man skal da være fantasiforladt for ikke at kunne være et pommes frites-monster!

Da vi havde fået tilstrækkeligt sol, vandrede vi glade op og ned og op og ned i Spelungas gader, der mestendels består af trapper, og indkøbte blandt andet et par klipklapper til smållingerne, inden vi slog os ned på et torv med en guddommelig udsigt for at spise aftensmad. Børnene fik stik mod sædvane Fanta!

En skøn og solrig dag blev tilbragt ved stranden i Spelunga. Vi fravalgte kækt betalingsstrandene og slog os ned på en af de små, offentlige enklaver i stedet. Carl hookede op med en jævnaldrende italiener, og sammen etablerede de en leg, som gik ud på at kaste sig i vandet, kravle i land, trampe i et hul og så forfra igen. Carl fik en vandpistol og Alma en svømmeskildpadde, og for en gangs skyld skiftedes forældrene til at være i vandet. Moderen fravælger som oftest nærkontakt med koldt vand, men det italienske hav var så tilpas lunt, at det gik. Alma var meget optaget af at skulle så langt ud, at hun ikke kunne bunde, og proklamerede mange, mange gange efterfølgende, at det sjoveste havde været at være ude på det dybe vand sammen med moderen og svømme (i skildpadden) uden at holde fast.


… fra terassen.

Status fra sommerlandet: I går var vi på det lokale marked og besøgte Vittorias børnehave. I dag var vi morgenkække og besluttede at lave en rask vandretur op ad bjerget til det gamle Castro på toppen for at spise frokost og is. Som sagt, så gjort. Børnene marcherede glade afsted og så døde slanger, levende firben og en masse sommerfugle. Vel ankommet til byen på toppen var der ikke andet at få end vacuumpakkede sandwiches med upopulært indhold. Vi nøjedes med is. Derefter rundede vi Mama Ciociara og legepladsen og tumlede derpå nedad igen. Hos Niels og Silvia ventede lasagne, hvorefter Carl blev stukket under foden af (antager vi) en hveps, græd meget og højt og længe og fandt i søvn på sofaen på portioen. Hvor han altså stadig ligger i skrivende stund, mens Alma og Vittoria leger.

Og det blev ikke dårligere af, at vi fik rutschebanen anbragt et passende sted.

Børnene bader stadig, nu på sjette time…

Lille Ella, Anders og Dittes søde babybarn, har nu fået vand i håret. Den lille familie var med til festen, som blev holdt i et kulturhus med god plads til, at børnehavet kunne udfolde sig nogenlunde frit. Stor succes! Alma genså sine venner fra Sverige og havde en fabelagtig dag, og Carl… ja, Carl gik sine egne veje.

Børnene på slottet har hang til action. De har længe dyrket at lave dristige spring fra skænken, men efterhånden er udfordringen blevet for lille. Carl besluttede sig derfor for at trappe op og starte en ny trend med at springe fra Almas sengekant….


Alma har tilbragt eftermiddagen i Tivoli – uden resten af familien… Barnet med det aktive, sociale liv blev inviteret i Tivoli af børnehaveveninden Freja (og hendes far), så over middag blev hun hentet og kom hjem kl. 19.15, træt og stjernelykkelig med en flaske blå sukkerdrik i hånden.
I mellemtiden spiste Carl og moderen frokost, læste Orla Frøsnapper i haven, puttede breve i postkassen og var på vej mod stranden, da faderen kom hjem fra Århus, hvor der i weekenden blev holdt Bellevue Tokamp. Carl var så optaget af det med stranden, at han dårligt nok standsede for at sige til den hjemvendte. Til gengæld havde faderen lappet en lille, gul lånecykel, da vi kom tilbage efter badeturen, så nu kan Carl øve sig på at cykle to-hjuler.
En samling fotos af den lille familie.

Moderen og de søde små var en tur på stranden i gårsdagens høje solskinsvejr. Ganske vist blæste der en frisk vind, men det kunne ikke afholde Carl og Alma fra at smide tøjet og kaste sig i bølgen den blå. De holdt ud imponerende længe, før de kapitulerede og ville have tøj på igen. Desværre var kameraet glemt derhjemme, så der er ingen fotodokumentation at få.
Carl havde kronede dage ved den svenske å. Han fiskede flittigt med de nyindkøbte net og fiskestænger og fik også lov at låne en rigtig fiskestang med hjul og alting. En af de første dage trampede han pludselig afsted mod åen på egen hånd. Nærmere adspurgt forklarede han, at han bare ville ned at fiske? Moderen formanede ham på det mest indtrængende om, at han aldrig måtte gå til åen uden at sige det til en forælder. Resten af opholdet kom Carl troligt og regelmæssigt for at melde, at han lige smuttede ned til åen for at fiske. På en eller anden måde var det centrale budskab “ikke uden en voksen” gået lidt fløjten.
I øvrigt fik begge børn stort set lov til selv at bestemme, hvornår de ville i seng. Det ville de sent, kan vi godt afsløre, og de var trætte! Men de hyggede sig. Til gengæld har Carl haft lidt svært ved at genoptage de gode hverdagsvaner og gør sig alskens krumspring for at forhale sengetiden. Moderen forsøgte med argumentet om, at hvis man bliver for træt, bliver man helt mærkelig i hovedet. Det lød åbenbart spændende, for Carl spurgte omgående, hvornår han måtte prøve at være vågne og blive mærkelig i hovedet. Vi blev enige om nytårsaften. Han spørger jævnligt, hvornår det er nytår…

Den lille familie har atter været på den årlige hyttetur til de svenske skove. Faderen tog i forvejen med smållingerne, mens moderen stødte til lidt senere pr. tog. Carl arbejdede temmelig hårdt turen igennem på at holde mindst én voksen engageret nonstop, men fra tid til anden forglemte han sig og bondede lidt med nogle af de andre børn. Alma forsvandt omgående i børnehavet og havde ikke tid til at køre med på stationen for at opsamle moderen. Carl var til gengæld fyr og flamme. Vi købte lidt ind på vejen; gummistøvler, fiskeudstyr og andre uundværligheder. Carl slog sig begejstret løs i legetøjsafdelingen og kom rendende med en bøtte sæbebobler, som han gerne ville have. Det var så okay. Men så fik han øje på et gevær, og ihukommende den ofte hørte replik “du må kun få én ting” opsøgte han straks moderen og stak hende sæbeboblerne, mens han forklarede, at han gerne ville bytte boblevandet for et få et gevær i stedet… Som det kan ses af det nederste billede, var moderen ikke i stand til at stå imod.

De søde børns fader har på sin iphone installeret et spil, baseret på Ice Age-filmene. Spillet, hvor det lille is-egern skal samle agern, er blevet en familiær fællesaktivitet. “Spille is!”, råber Carl, og så er det bare frem med telefonen. Både Alma og Carl elsker det, men selv om de begge to er urimeligt gode til at styre egernet rundt og skubbe, hoppe, stampe og kravle sig vej frem gennem diverse forhindringer, foretrækker de begge at have faderen som backup af den simple grund, at egernet nogle gange skal forcere en udfordring i form af en slags dinosaurus. Den har i familiens folkemunde fået betegnelsen piggedyr, og det er så ulideligt spændende, om egernet klarer sig forbi piggedyret, at de helst skal have en voksen til at klare lige den paragraf.
Samtidig er isspillet et klasseeksempel på, hvordan den digitale verden kan gribe ind i den virkelige virkelighed. Det har nemlig affødt en analog-real leg med det simple navn Piggedyr. Legen går ud på, at en voksen går frem og tilbage på tværs af et afmålt stykke, fx fortovet, og så skal børnene i rollen som isegern nå forbi, uden at piggedyret kommer til at røre dem. Legen er umådeligt populær og kan fås i mange niveauer, afhængigt af bredden på fortovet og piggedyrets ganghastighed.
Carl, barnet uden sprog, har endegyldigt besluttet at skifte status til det meget-talende barn. Han arbejder ihærdigt og meget målrettet på at få aktiveret sit enorme, passive ordforråd, og det går faktisk meget godt med det. Det betyder så også, at han ser stort på syntaks, korrekt sætningskonstruktion og udtale. Han siger stadig mig i stedet for jeg, og han bygger stadig sætninger op ved at anbringe ordene efter vigtighed med en eventuel negation hæftet på til sidst: Mig nattøj på nej!
Især dobbeltkonsonanter er også svære for ham, og af uransagelige årsager går han i søsters fodspor og erstatter oftest vanskelige bogstaver med h. Således finder barnet det lettere at sige “hnyvehnægt” end tyveknægt.
Papahop : barbarpapa-kop (æøå test)
Barnet uden sprog udpeger og udtaler nu med upåklagelig præcision: Da-da hammerhaj, da-da hvidhaj, da-da tigerhaj…
Til hans ære skal dog anføres, at ordene vælter frem. Han kopierer alt, hvad der bliver sagt, og hans ambitioner fejler ikke noget. Fx skulle Carl tisse, og moderen vekslede undervejs til badeværelset et par ord med husherren, hvilket fik en utilfreds Carl til at ymte, at “snakke mig tiss’ bukser snart”. (Hvis du snakker, tisser jeg snart i bukserne.)
Han er desuden meget kreativ i sine forklaringer, når der er et ord, man ikke forstår. Fx fattede moderen ikke ordet flagermus. Carl tænkte sig om et øjeblik, sagde så indtrængende MUS og viftede derpå med armene, mens han sagde “flyve”. Så var det pludselig ikke så svært. Eller forleden, hvor han ville høre en sang og ikke kunne sige hvilken en (mig mangler ord). Resolut trak han afsted med moderen, standsede på fortovet og pegede på en udtrådt tyggegummiklat, mens han sagde “synge”. Ahaaaa – du vil gerne høre Tyggegummikongen Bobbel? Og ja, det var jo det, han ville.
Alma og Carl har udviklet en ælteleg til absurd totalteater. De kravler nu rundt på gulvet med puder på ryggen og leger, at de er kager med glasur…
En sløv lørdag morgen blev konverteret til koncert, som derefter blev suppleret med dans. Det var så som så med den musikalske kvalitet. Til gengæld fejlede entusiasmen ikke noget.
