Carl, barnet uden sprog, har endegyldigt besluttet at skifte status til det meget-talende barn. Han arbejder ihærdigt og meget målrettet på at få aktiveret sit enorme, passive ordforråd, og det går faktisk meget godt med det. Det betyder så også, at han ser stort på syntaks, korrekt sætningskonstruktion og udtale. Han siger stadig mig i stedet for jeg, og han bygger stadig sætninger op ved at anbringe ordene efter vigtighed med en eventuel negation hæftet på til sidst: Mig nattøj på nej!

Især dobbeltkonsonanter er også svære for ham, og af uransagelige årsager går han i søsters fodspor og erstatter oftest vanskelige bogstaver med h. Således finder barnet det lettere at sige “hnyvehnægt” end tyveknægt.