Hajer

Barnet uden sprog udpeger og udtaler nu med upåklagelig præcision: Da-da hammerhaj, da-da hvidhaj, da-da tigerhaj…

Til hans ære skal dog anføres, at ordene vælter frem. Han kopierer alt, hvad der bliver sagt, og hans ambitioner fejler ikke noget. Fx skulle Carl tisse, og moderen vekslede undervejs til badeværelset et par ord med husherren, hvilket fik en utilfreds Carl til at ymte, at “snakke mig tiss’ bukser snart”. (Hvis du snakker, tisser jeg snart i bukserne.)

Han er desuden meget kreativ i sine forklaringer, når der er et ord, man ikke forstår. Fx fattede moderen ikke ordet flagermus. Carl tænkte sig om et øjeblik, sagde så indtrængende MUS og viftede derpå med armene, mens han sagde “flyve”. Så var det pludselig ikke så svært. Eller forleden, hvor han ville høre en sang og ikke kunne sige hvilken en (mig mangler ord). Resolut trak han afsted med moderen, standsede på fortovet og pegede på en udtrådt tyggegummiklat, mens han sagde “synge”. Ahaaaa – du vil gerne høre Tyggegummikongen Bobbel? Og ja, det var jo det, han ville.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.