Fisker-Carl

Carl havde kronede dage ved den svenske å. Han fiskede flittigt med de nyindkøbte net og fiskestænger og fik også lov at låne en rigtig fiskestang med hjul og alting. En af de første dage trampede han pludselig afsted mod åen på egen hånd. Nærmere adspurgt forklarede han, at han bare ville ned at fiske? Moderen formanede ham på det mest indtrængende om, at han aldrig måtte gå til åen uden at sige det til en forælder. Resten af opholdet kom Carl troligt og regelmæssigt for at melde, at han lige smuttede ned til åen for at fiske. På en eller anden måde var det centrale budskab “ikke uden en voksen” gået lidt fløjten.

I øvrigt fik begge børn stort set lov til selv at bestemme, hvornår de ville i seng. Det ville de sent, kan vi godt afsløre, og de var trætte! Men de hyggede sig. Til gengæld har Carl haft lidt svært ved at genoptage de gode hverdagsvaner og gør sig alskens krumspring for at forhale sengetiden. Moderen forsøgte med argumentet om, at hvis man bliver for træt, bliver man helt mærkelig i hovedet. Det lød åbenbart spændende, for Carl spurgte omgående, hvornår han måtte prøve at være vågne og blive mærkelig i hovedet. Vi blev enige om nytårsaften. Han spørger jævnligt, hvornår det er nytår…

DSCF8458.JPG DSCF8449.JPG

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.