Kategoriarkiv: Carl

Housewarming

Alma og Carl var med moderen til housewarming i Aprils nye hus. Selve arrangementet var ikke så børneorienteret, men der er ganske mange dyr i huset, så besøg falder altid heldigt ud.

Punkt nummer et var at få leguanerne ud og på skødet.

Punkt nummer to var at se husstandens to kongepythoner, en lillebitte babyslange (som børnene holdt) og en større på noget over en meter (som kun moderen holdt).

Punkt nummer tre var at nusse meget små og søde kattekillinger.

Punkt nummer fire var at fodre hunden Max.

Punkt nummer fem var at fodre sig selv. (Alma sad ved siden af en mand, som i mangel af social børneintelligens ikke kunne finde på andet end at joke med, at hun skulle give ham noget af sin mad. Alma betroede bagefter moderen, at han havde været irriterende, men hun ville ikke sige det for ikke at gøre ham ked det…)

Punkt nummer seks var at indtage en specialfremstillet børnedessert, eftersom fødselsdagskagen først skulle på bordet til midnat.

Punkt nummer syv var for Alma at få lov at synge Alibali i højtalerne, men da bandet var i gang med lydprøven, lykkedes det projekt ikke.

Og så tog vi hjem.

IMG_0009.JPG

Tilbage til civilisationen

Den lille familie forlod Klitmøller med planer om at runde Harald og John og evt. Randers Regnskov på vejen mod Århus. Sådan gik det imidlertid ikke. Faderen og de søde små forlod huset for at bese Hanstholm Fyr og aflevere biblioteksbøger i Thisted, mens moderen pakkede og gjorde rent i Sambo. Men faderen kom for skade at låse nøglen inde i bilen sammen med hundene i det varme solskinsvejr ved fyret, så det hele blev lidt forsinket af at skulle tilkalde en autohjælp-mand, som kunne låse bilen op igen, før hundene gik omkuld. Det endte derfor med, at vi kørte den direkte vej til Århus og landede hos farmor i tid til aftensmad efter at have hørt soundtracket fra Ronja Røverdatter hele vejen.

De sidste dage ved Vesterhavet forløb på bedste vis. Alma og Carl var begge ude at få en lille træktur på ponyfarmen, og siden var Alma afsted igen for at ride en tur på sin elskede Prins nede på stranden. Denne gang prøvede hun at trave. Den første travetur huede hende ikke, men hun var klar på at prøve igen og valgte denne gang at lukke øjnene – og så gik det helt forrygende. På en eller anden måde sansede hun langt bedre at følge bevægelserne og holde balancen, når hun ikke blev distraheret af synet. Der skal nok blive en habil rytter ud af hende!

Desuden fik vi visit af en slægtning af den tidligere ejer af Sambo. Han havde sin søn med, og sønnen havde to søde døtre på fire og seks år. Alle øjnede chancen for en legeaftale, så dagen efter tilbragte pigerne eftermiddagen i hinandens selskab. Carl nægtede at være med og cyklede i stedet en tur med faderen.

Den sidste aften gik vi forbi Klitmøllers eneste pizzeria og tog pizzaer med ned til havnen, hvor vi sad med den mest vidunderlige udsigt ud over et roligt hav med lysglimt på bølgerne og spiste. Pizzaerne var i øvrigt ganske udmærkede.

Dagene i Århus er som vanligt blevet tilbragt i godt selskab. Faster Dorte har haft besøg, hundene er blevet afleveret til deres rette ejerinder, og børn, moder og farmor har været en tur i Tivoli Friheden. Formiddagen var en enorm succes, hvor ungerne væltede sig i glæde over at måtte prøve alt, hvad de gerne ville, og hvor Alma vandt en bamse. Men så kom der regnvejr… meget af det. Så vi opgav efter frokosten at prøve flere forlystelser og kørte i stedet ned for at hente Vikki på skolen. Resten af dagen kørte alle smållingerne i højeste gear og var meget vilde og meget larmende og meget søde.

Next stop: Haderslev!

Sommerrester fra 4. juli 2010

Da vi vendte hjem fra Italiens-færden primo juli, skulle moderen på festival og modtage legat og hæder. Her så vi andre vores snit til at tage på stranden. Holdet blev i sidste øjeblik forstærket med Thea. Og her er fotodokumentationen fra faderens iPhone i vanlig sløret kvalitet. Det begyndte med badning i lagunen (det begreb som Alma stivnakket kalder »kommunen«) – og endte med ansigtsmaling og udklædning på stranden og afsluttende koldskål på matriklen. En fest.

Klik for lille filmklip!

PS: Al ansigtsmaling er udført af dværgene selv – også faderens …

Supplement

Som tilføjelse til faderens udmærkede beskrivelse af dagens første udflugt supplerer moderen lige med et par detaljer: Hundene rullede sig i noget seriøst ulækkert og stinkende og blev badet straks efter hjemkomsten. De tog det pænt. Efter et godt måltid og en lille hvilepause ville Carl gerne cykle “en lille tur” med moderen og hundene. Carls lille tur blev ikke så lille igen, den endte med at tage knap to timer og strakte sig over en del kilometer. Hundene har ikke løftet et øre hele aftenen…

Mens moderen og Carl turede den, hyggede faderen og Alma i det af farmor donerede telt. Siden kom Alma op og bad om noget at drikke. “Far er i gang med at sove nede i teltet,” meddelte hun og slog sig ned hos sin bror for at se med på en film. Faderen benægtede sandheden i den påstand.

Aftentur

I dag tog vi et par timer på stranden, hvor der ikke var vejr til at bade, men til gengæld fint vejr til at flyve med drage. Børnene havde morskab af det et stykke tid, mens drageflyvningen fasthold faderens interesse under hele opholdet. Børnene befriede den nedstyrtede drage, lave rutchebaner i sandet og hyggede sig generelt fint. Hundene tonsede op og ned og op og ned og så nogle heste og havde det mægtigt.

Eftermiddagens vejr indbød ikke til andet end sofahygge. Moderen fik en lur. Det gjorde Carl også. Efter aftensmaden besluttede smållingerne og moderen, at hundene fortjente en god gåtur inden sengetid. Børnene op på cyklerne og så afsted. Der var masser af gode vandpytter at suse igennem på grusvejene, så det trak ud, og da vi endelig var klar til at vende næsen mod Sambo, ville børnene gerne cykle længere. Godt så. Vi forlængede aftenturen med et smut gennem byen og forbi en nyligt fundet legeplads og nåede omsider tilbage små to timer efter afgang og langt over sengetid. Vi kan godt afsløre, at der ikke var problemer med at få de søde små lullet i søvn i dag.

Drage på stranden i Klitmøller

Slik!

Vejret arter sig virkelig ikke her ved vestkysten! Blæst og regn og modbydeligt er det. Vi besøgte Thisted for at vaske tøj og købe ind. Først rundede vi biblioteket et par timer og lånte en uhyrlig masse film og musik samt nogle billedbøger og to romaner til moderen (one down, one to go). Derefter indkøb – og på grund af søde børn og dårligt vejr besluttede moderen, at det skulle være en aften uden mange grænser. I selskab med Carl blev der indkøbt slik og kager, aftensmaden bestod af en pastaret med bacon og masser af ost, og stik mod sædvane fik ungerne lov til at se film ad libitum efter maden og spise slik, småkager og osterejer uden andre begrænsninger end den, der naturligt opstår, når alle poser er tomme. Alma troede ikke sine egne ører og stornød den uvante frihed. Faderen drattede i seng med tøjet på. Børnene holdt ud til to film, før de måtte give op og gå i seng. Det var hyggeligt!

Thy i regnvejr

I dag blev Sambo ramt af en seriøs mængde regnvejr. Barnefaderen skulle have den meget larmende bil en tur forbi værkstedet for at blive lidt mindre larmende. Moderen, børnene og hundene gik en frisk tur langs stranden mod Ørhage imens ud fra den antagelse, at regnen nok ville holde op. Det gjorde den ikke. Undervejs kom vi forbi de ulmende rester af et bål og forsøgte ihærdigt at få ild i det igen, men forgæves – alting var alt for vådt. Til gengæld aftalte vi at lave bålfest på stranden med snobrød og pølser ved førstkommende lejlighed. Moderen havde ikke medbragt penge, så da vi kom til Ørhage, var der ingen mulighed for en pause og noget varmt. I stedet traskede vi hjem gennem byen. Børnene mukkede overhovedet ikke, de trampede bare afsted som to små, tapre landsoldater. Oscar så derimod ud til at føle sig nogen strabadseret…

Vel hjemme konstaterede moderen, at regnfrakkelommen ikke havde været rigtigt lukket. Og at telefonen havde været i lommen. Telefonen er nu død…. Børn og hunde blev tørret og nusset og anbragt på bløde møbler, svøbt i hhv. dyne og uldtæppe og for børnenes vedkommende forsynet med honningmælk og en film, og snart var alle mand uanset antal ben kørende igen.

Bilen kom lige så stille hjem, og vi besluttede, at en regnvejrsdag var det helt rigtige til det årlige besøg på Kirsten Kjær-museet. Afsted med os. Undervejs fandt vi ud af, at der var det årlige Vildsund-marked, så vi ændrede kurs mod Vildsund. Vel ankommet med en sovende Carl i bilen viste det sig, at posen med skiftetøj, herunder lange bukser til Alma, stod hjemme i sommerhuset. Heldigvis glimrer Vildsund med en genbrugsbutik, så moderen og Alma gik hen og sørgede for nødekvipering i form af bukser til Alma, en jakke til Carl og en ekstra paraply fra Thisted Kommune. Alt i alt kostede det den nette sum af 25 kr.

Og så ind på markedet – gys i gryden! Det var virkelig et dyk ned i folkedybet på den helt uhyggelige måde! Børnene prøvede et par karruseller. Carl skulle prøve radiobilerne, men slog hovedet ved første påkørsel og gik i panik og måtte bæres bort. Alma skulle prøve spøgelsestoget, men gemte hovedet i armene og resten af sig i moderens favn ved første lyd. Uden at have set eller hørt noget som helst insisterer hun fortsat på, at det var meget uhyggeligt. Vi forlod tivoliet og skridtede kræmmermarkedet. Det var ret stort, og det ser ud til, at folk i Vildsund har et uhørt behov for tennissokker i store partier. Det var mudret, og det regnede, men humøret var højt. Til sidst nåede vi frem til det store telt, hvor vi havde planlagt at spise aftensmad. Kandis skulle spille, og desværre havde vi været så langsomme, at de allerede var gået på scenen, da vi kom. Derfor kan den lille familie nu prale med at have oplevet en live koncert med Kandis. Alle øvrige tilstedeværende i teltet kunne teksterne uden ad. Teenagere med tofarvet hår og udtrådte basketstøvler flokkedes om scenen for at få autograf. Dansegulvet blev brugt flittigt af folk i alle aldre, i ALLE aldre, og alle rokkede til de fede rytmer. En særegen oplevelse, som man måske vil vide at sætte pris på, når den er blevet ordentligt fordøjet….

Carl og Alma fik først pølse og derefter noget med nogle ribben. Ved afgang lagde Carl pænt et ben på hver af de brugte pølsebakker og rakte stakken til moderen, som var rørt over barnets hjælpsomhed i henhold til oprydning. Det viste sig at være en fejltolkning. Carl havde planlagt at tage dem med hjem, så han kunne spise resten af remouladen og ketchuppen senere…

Alma har slet ikke været til at slå ud, fordi hun har Tessie ved sin side. Ustandseligt kigger hun henrevet på hunden og fortæller, at hun mener, at Tessie er glad og har det godt, og så får Alma det også selv så rart indeni. “Det er helt utroligt, at nogen hund kan være så sød som dig,” kurrer hun lykkeligt. Oscar stæser huset tyndt med to børn i hælene og har allerede lært, at napper han noget af Carls legetøj, er det ok et stykke tid, men når Carl begynder at blive skinger i stemmen, gør man klogt i at slippe herlighederne i en fart.

Vesterhav med lånehunde

Ferien har atter ramt den lille familie, som i skrivende stund muntrer sig på vestkysten i Sambo. Vejret lader noget tilbage at ønske, hvad angår vindstille, solrige stranddage, men i det mindste regner det ikke. Sambo rummer i år to ekstra gæster, idet Tessie og Oscar har fået lov til at komme med. De blev passet hos farmor under ejerindernes feriefravær, og farmor havde ikke spor imod at lade tjansen gå videre. Tanken var, at Carl og i særdeleshed Alma kunne få en forsmag på, hvordan tilværelsen med hund reelt former sig, når man ser bort fra de gyldne drømme om gåture med lyserødt halsbånd på egen hund.

Hidtil er det en stor succes. Alma og Carl har inddelt sig selv og hundene i et pigehold og et drengehold, og legesyge, lille Oscar spæner glædestrålende rundt med to jublende varaner i hælene, mens Tessie nyder hyggestunder på skødet eller ved siden af kærlige, nussende Alma.

Eneste anke fra Almas side er faktisk rettet mod moderens tilbøjelighed til at tiltale hundene “hunde”, når hun henvender sig til dem begge to på én gang. Det er helt vildt strengt, synes Alma, ikke at bruge deres navne, og det formilder hende ikke, at moderen også bruger fællesbetegnelser for børnene.

Cykelmester

Så blev det Carls tur til at blive selvkørende på to hjul uden støtte. Lørdag aften tog han sin første triumfrunde på egen hånd efter talrige protester over faderens insisteren på en hjælpestang. “Mig ka’ sæl!!!” hylede Carl, og efter meget kort tid beviste han sin påstand og fik til sin store glæde pinden pillet af igen.

Her til morgen ønskede Carl sig at øve lidt på cyklen. Fint nok, tænkte moderen og gik ned i forventning om et par afslappede ture frem og tilbage ad vejen. Få minutter senere sås selvsamme moder i rask trav for at følge med hurtigtcyklende barn, som i overlegen stil tilbagelagde et par kilometer på cykelstien. Og senere cyklede vi på stranden. Og hjem igen. Og senere endnu cyklede Carl med faderen til stranden igen. Og hjem igen. Alt i alt har han nok tilbagelagt min. fem kilometer i dag. “Jeg er en cykelmester,” proklamerer han, og moderen er tilbøjelig til at give ham ret.

Carl cykler selv

Det er ikke længe siden, at Carl prøvede Rebeccas aflagte gule lyn, men måtte parkere den igen med uforrettet sag. Benene rakte så at sige ikke. Men i går, lørdag, ville han prøve igen. Og nu så det mere troværdigt ud. Faderen monterede et tilspidset kosteskaft som styrepind. Carl protesterede vedholdende: “ka’ godt!” Og bortset fra den svære indledende start, hvor man skal ha skidtet til at rulle fra 0 km/t, så lykkedes det faktisk drengen på en enkelt tur ned til enden af vejen at bryde koden. Og efter et par gange frem og tilbage foran skolen, blev det til en ubrudt og kun let slingrende tur hele vejen hjem.

I dag stod den gule racer også på Carls skema. Moderen måtte løbe for at holde trit og Carl satte sig demonstrativt og ventede på, at faderen var færdig med at bygge og støbe stensætning i haven, så han kunne komme ud og rulle på andet end gadens fortov.

Så gik det mod stranden for anden gang i dag. Alma valgte den mere velbehagelige løsning bagpå faderens cykel. Begivenhedsrig var turen, der bød på shish-kebab, fritter, tordenskylle, et hav af strandgæster mm. Desuden blev det klart, at Carl mangler bremseteknik, når han kører ned ad bakke.

Her er han i fuld koncentration på vej hjem fra dagens triumftur.

Sommerferie, afslutning

Under ferien i Castro ville Alma gerne tage et billede af Carl. Carl stak af. Alma løb efter. Kameraet røg på gulvet og gik i stykker… Moderen har ikke andre end sig selv at bebrejde, men hvor ER det ærgerligt! Vi bringer et par overlevende pics og beklager, at feriens sidste dage forbliver udokumenterede.

Så træt bliver man efter en dag i Rom.

DSCF8803.JPG

På gaden i Rom så vi en bil, der var så lille, at den omgående blev klassificeret som en “Carle-bil”, dvs. den mindste unge.

DSCF8801.JPG

Gyngeklatring

For klatreabe-børnene gik der ikke mange øjeblikke, før gyngestativets oprindelige formål var udtømt for muligheder, og under ledelse af entreprenante Alma transformerede de det til klatrestativ med indlagte mobiludfordringer i stedet. Vittoria greb udfordringen, og der blev lagt en del kræfter i at klatre rundt på gynger og stativ. Carl demonstrerer en af metoderne.

DSCF8829.JPG DSCF8822.JPG DSCF8823.JPG DSCF8824.JPG DSCF8825.JPG DSCF8826.JPG DSCF8820.JPG DSCF8828.JPG

Guldkorn

Carl har fået temmelig godt styr på sproget, skønt det stadig kniber med udtalen, og han er egentlig ret avanceret. Fx ytrer han ofte, når han har måttet ud i kreative forklaringer for at gøre rede for, hvad han mener: “Det er dét, jeg taler om/det er dét, jeg tænker på.”

“Mor, når jeg siger, du skal komme, skal du gøre det!”

“Det er mor, der bestemmer. Jeg bestemmer kun over mig selv.”

“Den/det er bare så sej!!”

I dag var vi på vej hjem fra stranden, da Carl pludselig begyndte at grine, fordi han kom til at tænke på noget sjovt fra børnehaven: “Mor, ovre i børnehaven vi gjorde sådan her [slår hænderne fladt mod cykelstyret] på bordet og sagde: Hvor er maden, hvor er maden? Vi gjorde det ikke alle sammen, det var kun mig og Julie.”

Carl sidder af og til og læser for sig selv, og det viser sig, at han kan “læse” hele bogen om Kåde køer i køkkenet etc., komplet med betoninger og passende stemmeføring.

Ingen kaje

Carl blev af faderen bedt om at holde kaje og replicerede med stor overbevisning: “Jeg har ingen kaje. Jeg har en mobiltelefon!” Bemeldte (legetøjs)mobiltelefon blev for øvrigt indkøbt på stranden i Terracino, hvor Alma spottede den hos en af de mange strandsælgere og mente, at moderen absolut burde købe en til Carl, som længe har ytret ønske om en sådan. Det var jo ikke til at stå for, så købt blev den, og stor glæde vakte den.

Afgangen fra stranden er altid langstrakt, bl.a. fordi børnene afskyr sand i skoene og har svært ved at kombinere koncepterne skylle sko + skylle fødder + løst sand.

DSCF8842.JPG DSCF8848.JPG

Duerne skal vel også leve

Vi havde medbragt lidt forsyninger til storbyvandringen, herunder nogle ualmindeligt kedelige kiks. Vi (moder og Alma og Carl) enedes lynhurtigt om, at de kiks var bedre anvendt til duefodring. Duerne flokkedes om benene på os til børnenes store henrykkelse. De duefodrende børn blev i øvrigt foreviget ikke blot af moderen, men også af forbipasserende.

DSCF8758.JPG DSCF8759.JPG DSCF8763.JPG

At gøre Rom

Forleden tog vi toget til Rom og gjorde byen en dags tid, før vi returnerede til langt ude på landet. Som det allerførste og hårdt presset af ungerne gik turen til Peterspladsen, hvor traditionen byder at spise is…. Det var et lykkeligt gensyn med både “isbus” og springvand.

DSCF8750.JPG DSCF8765.JPG DSCF8778.JPG

Grottebesøg

Det er sommer, det er sol, og det er regnvejr…. også i Italien. Fra morgenen så det blot truende ud, så efter at bjerggorillaerne var blevet fodrede i deres bur under bordet, begav moderen og Silvia sig på marked alene, mens faderen og varanerne kørte en tur til Vallecorsa, hvor de forgæves forsøgte at købe juice på et konditori og i stedet endte med et par fede kager.

DSCF8724.JPG DSCF8727.JPG

Om eftermiddagen satte vi kurs mod Pastena for at gense grotterne. Carl brokkede sig noget på vejen, fordi han mente at være bange for grotten, men da det kom til stykket, var den noget mindre frygtindgydende, end han havde forestillet sig, så der var ingen problemer.

I flagermusegrotten, hvor vi benovet gloede op af et bjerg af guano, erklærede Carl, at han ikke elskede flagermus. Det affødte en snak om flagermus, som omfattes med stor sympati af moderen. Deres små muse-ansigter med vinger på, og deres ekkolodsnavigation, der ville få dem til at flyve fikst rundt om Carls hoved. “Nu mig osse ælsger favermus,” udbasunerede Carl og tjekkede lige efter, hvad resten af familien mente om de flyvende smådyr.