Dagen har været præget af dramatik og ulykker. Carl faldt for en gangs skyld ikke i søvn på vej ud til Shaba, så han blev afleveret i vågen, men dødtræt tilstand under højlydte protester, som dog ikke varede ret længe. Det kan siges med sikkerhed, fordi moderen stod rundt om det nærmeste hjørne og lyttede efter, om den søde baby fortsatte med at græde. Imidlertid var de kun lige nået på legepladsen, før Carl stod på næsen og fik nogle skrammer og en bule, så da moderen kom for at hente, havde den stakkels dreng blå mærker og et plaster i panden.
Da vi havde hentet Alma, var der fri leg på vuggestuens legeplads, inden vi skulle hjem. Carl myldrede omkring i gruset og jublede; kastede med gruset, rodede i det, lagde sig på maven og svømmede i det. Hver gang han fandt en uregelmæssighed i form af et blad eller et stykke bark, kom han og afleverede det til sin mor med en meget undrende lyd. Alma klatrede op i et legestativ af træstammer, hvor man kan gå på line og holde balancen i to andre stykker snor imens. Hun var vældig god til det, og bagefter hoppede hun ned fra halvanden meter højde. Flere gange.
Så gik vi hjem. Og vi GIK faktisk hjem, Carl på egne, små ben hele vejen ovre fra vuggestuen. Bortset fra den alderssvarende tilbøjelighed til at gå den forkerte vej, gik han faktisk hele vejen. Ovre hos de gamle var vi en tur oppe ad en trappe. Men så faldt Alma ned ad de sidste trin og knaldede næsen i asfalten. Heldigvis slap hun med hudafskrabninger, men et øjeblik lænede vi os op af en seriøs krise med en vildt grædende Alma med næseblod og Carl, der trissede sine egne veje afsted ind over en af plænerne – og vi var stadig langt fra hjemmet og ingen klapvogn.
Dog, alle overlevede. Carl pillede rundt i græsset, mens Alma faldt til ro. Løftet om en trekantis (Sun Lolly) fik hende dysset helt ned, og hun indvilligede i selv at gå hjem. Carl blev indfanget og båret resten af vejen for at speede tempoet lidt op, så slutteligen endte alt godt.