Dødsyg jul

Julen kom og gik. Som bekendt lagde moderen sig syg fra d. 24. og var ikke til meget sjov de næste dage. Heldigvis skaffede et par panodiler tilstrækkeligt med friskhed til at klare nogle timer på selveste juleaften, så man ikke gik glip af de søde børn, der kastede sig ud i et få-og-giv-gaveorgie af uoverskuelige dimensioner. Alma havde storproduceret billeder til alle mand, og de var alle sammen møjsommeligt blevet pakket ind og forsynet med navn, og hun nød rollen som den glade giver. Alma og Vikki sneg sig ind i stuen til juletræet for lukket dør – på grund af hundene, naturligvis! – mens de øvrige spiste lidt mere af den gode julemad. Et tjek lidt senere afslørede, at de var gået i gang med at åbne flere pakker. Takket være Vikkis nye læsefærdigheder kunne de afkode, at der fx var en gave til Alma. Desværre for pigerne var der tre glaskugler i pakken, og den ene røg omgående på gulvet og gik i stykker, så da døren blev åbnet, stod de begge to med store øjne og var helt elektriske for at få sløret fadæsen i en fart. Alma var noget berørt og nævnte flere gange i løbet af aftenen, at hun var ked af, at hun havde tabt kuglen.

Carl var i fin form til at åbne gaver, men blev forstyrret af de meget farlige hunde, der tumlede sig i leg på gulvet. Han er blevet uforklarligt bange for dyr – en udvikling, som moderen følger med dyb bekymring – og han panikkede nærmest over lille, søde Oskar, når de bumsede sammen. Det har nok ikke gjort noget godt for tilliden til dyr, at Shahin nogle dage senere var forbi Klokkerbakken med deres lille, nye schæferhvalp, som uset løb ned i gangen til børneværelserne, hvor Carl legede helt alene. Den stakkels dreng hikstede længe efter.

Heldigvis holdt børnene sig raske til familietamtam også d. 26., men derefter fik de feber, løbenæser og hoste begge to. Og det blev ved. Og det blev ved. Og vi rejste hjem, mens moderen lige nåede lidt opkastningssyge på falderebet og kastede op i bilen, ud af bilen, på færgen og i bilen igen… Vel hjemme blev børnene ved med at være syge, mens moderen heldigvis efterhånden blev rigtig rask. Nytårsaften kom og gik ret upåagtet. Ungerne røg i seng til normal tid, hvorefter moderen kollapsede på sofaen. Hen under midnat ruskede vi hinanden vågne nok til at se klokken slå 12, og så sov vi videre.

Faderens jernkonstitution reddede ham fra at følge resten af familien, som faldt på tælling (og her vil vi gerne sige pænt undskyld for smittespredning…)

Men NU er alle (7-9-13) raske igen. I morgen starter hverdagen igen, og moderen gruer for at skulle aflevere mindstebarnet, der altid tager det meget tungt at skulle passes efter mange skønne dage i familiens skød, hvor han altså befinder sig bedst.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.