Alma har i lange tider hævdet, at hun ikke kan lide løg. Imidlertid har hun nu en ny begrundelse: “Det er bare, fordi jeg ikke kan lide lyden af løg, når jeg spiser dem, mor.” Moderen forholder sig afventende og forventningsfuldt for at se, hvad det kan udvikle sig til, hvis hun bliver presset en anelse mere.
Her til aften debuterede Alma desuden med flyvende faner i kunsten af snyde folk til at gøre, hvad man ønsker. Kontekst: Moderen hoppede med Carl. Alma ville gerne blande sig og hive moderen og evt. også Carl med ind i stuen til en alternativ leg. Carl ville hoppe, så vi sagde nej tak. Så ville Alma dække hafferlaffen (en elefantlignende bamse, red.) til med moderens tørklæde. Hun har altid yndet at brede tæpper, duge, håndklæder, lagner, tørklæder m.m.m. ud på gulvet eller ud over ting, og hun geråder som oftest i hysterisk arrigskab, fordi de ikke vil folde sig ordentligt ud eller ligge rigtigt. Derfor tilbød moderen at komme til hjælp, hvis det nu viste sig, at tørklædet ikke ville ligge rigtigt på hafferlaffen. Alma dimsede lidt i skjul bag Carls seng, dukke så frem og sagde beklagende, at “der stikker hele tiden noget frem”.
Okay, Carl fik besked om, at Alma skulle have hjælp, og moderen forlod hoppeområdet. Blot for at konstatere, at bemeldte hafferlaf var fint dækket til. Let undrende kiggede moderen efter den bortabsenterede Alma, som med et strålende smil fra stuen glad erklærede, at “jeg snød dig. Jeg ville gerne have, at du holder op med at hoppe med Carl.”
Efterhånden skal man da holde tungen lige i munden for ikke at blive taget ved næsen. Eller… noget.