For et øjeblik siden kom der en lille baby for at bo sammen med os på slottet, og i søndags blev babyen to år. Det er ikke helt til at forstå, han er jo lige kommet. Den store dreng, som Alma nu kalder ham, fik pakker fra morgenstunden og var vildt begejstret for det hele, især det med at pakke op. Alma fik en enkelt storesøstergave, som hun først pure afviste, men som siden blev taget til nåde alligevel. Hun klarede fint, at Carl fik næsten alle gaverne og masser af opmærksomhed og nøjedes med fra tid til anden at ytre, at når hun har fødselsdag, vil hun gerne have de samme ting, som Carl fik.
Om formiddagen holdt vi fødselsdag med tre af Carls jævnaldrende fra vuggestuen: Adrian, Victoria (som han for øvrigt har gået til babymusik med) og Anton. Efter en ganske kort introduktion til det nye sted legede ungerne på forbilledlig vis og stort set uden konflikter, kun afbrudt af bolleindtag og lagkage, som dog ikke faldt de små mennesker smag (bortset fra Alma, naturligvis, som formentlig kunne have spist det meste af den alene).
Efter middagsluren gik vi en tur på stranden. Det var hyggeligt, men koldt. På et tidspunkt gik Carl resolut op til sin lille cykel og gjorde det klart, at han gerne ville hjem. Alma fik en større nedsmeltning over den forestående afgang og truede med at grave sig selv ned i sandet, hvis hun ikke måtte blive der. Hun blev noget højrøstet. Faderen bad hende lade være med at råbe, hvilket udløste følgende udødelige replik, hvis sandhed må bevidnes af enhver, der har prøvet at føle virkelig vrede: Men far, jeg kan ikke sige det, jeg skal, uden at råbe!!
Aftensmaden bestod af frikadeller og pasta til fødselarens udelte tilfredshed, og efter endnu lidt leg med de nye ting gik Carlemand to år træt, men glad i seng.