Uden navn 7

I starten af det nye år var den lille familie til demonstration for et anstændigt Danmark, efterfulgt af italiensk restaurant og en tur på skøjtebanen på Kgs. Nytorv. Demo’en startede på slotspladsen og bevægede sig derefter ind til Rådhuspladsen. Under gåturen demonstrerede Carl store anlæg for civil ulydighed. Vi gik bagest, og efter hele flokken fulgte naturligvis et par politibiler. De der politier vil altid gerne holde sammen på demonstrationen, så de kørte rigeligt tæt på for at presse de sidste til at slutte op. Men de havde gjort regning uden vært! Da Carl opdagede politibilen bag sig og havde fået bekræftet, at det var ok at gå på vejen, holdt han løbende øje med den, og når den kom for tæt på, stillede han sig op med manende håndbevægelser og råbte NARJ NARJ til den. (Moderen sværger, at han ikke havde fået den adfærd indpodet udefra.) Til sidst gav de op og holdt sig på afstand og lod bagtroppen bevæge sig i sit eget, langsommelige tempo.

DSCF5815.JPG DSCF5819.JPG DSCF5826.JPG

Nytår 2009

Stemningspics fra den totalt stemningsløse nytårsaften, hvor influenzaen lagde folk på stribe. Alma fejrede efter eget ønske nytår i en nattrøje med glimmerheste på, og moderen var på barnets foranledning iført den afghanske folkedragtskjole. Moder og mindstebarn skåler i hhv. champagne og mælk, mens Alma tænder sin tiende stjernekaster.

DSCF5770.JPG DSCF5778.JPG DSCF5785.JPG

Store ambitioner

Aftensmaden bestod af pastaskruer. Carl sad og arbejdede seriøst med at få flere skruer på gaflen på én gang. Til sidst var der fem skruer tilbage på hans tallerken, og Carl tiltrak sig opmærksomhed med vrede lyde. Det viste sig, at hans ambition var at få dem alle sammen på gaflen – en lille gaffel vel at mærke. Faderen udbredte sig om, at han kunne ikke få dem alle sammen på, og at han under alle omstændigheder ikke kunne få dem ind i munden. Derefter spiddede Carl med stor præcision den femte og sidste parmesanindsmurte skrue, udbrød et begejstret jaaaa og proppede derefter hele herligheden i munden. De kunne godt være der.

Edit: Alma sidder ved siden af i skrivende stund og kagler om, at moderen skal skrive på bloggen, at en plus to er et eller andet, varierende med krav om, at moderen skal droppe skriveriet og være kildedyr eller krammedyr, alternativt fangedyr…

Nu må vi se…

Alma og mor i gang med at smøre madpakke til den planlagte skovtur. En halv bolle lå og flagrede ubrugt. “Hvad skal den der tingest egentlig bruges til?” spurgte Alma. “Den skulle tilbage i posen, men du kan da spise den nu, hvis du er sulten?” Alma: “Jaaa, nu må vi se, om jeg bider i den. Det tror jeg, jeg gør. Ja, se, det gjorde jeg.”

Morgensang

Alma lavede en lille sang på vej til børnehaven:
Græsset er grønt, græsset er grønt, fuglene flyver højt i det fjerne og sidder på deres reder.

Moderen forstod ikke ordet reder, eftersom r bliver til h og blødt d ofte bliver til w. “Jeg mener der, hvor fugleungerne sidder i deres skaller, og fuglemor sidder på dem,” forklarede Alma.

Alma beder ofte om en historie på vej til eller fra børnehaven. Moderen siger tit nej, fordi det er svært at fortælle historier med alle de afbrydelser, der uvægerligt kommer. Men Alma udvikler sig til en benrå forhandler og har således en række alternativer:
Vil du fortælle en historie?
Men hvad så med en fælleshistorie? (Hvor vi i teorien skiftes til at fortælle, men hvor Almas bidrag i praksis er en enkelt sætning eller bare “jeg kan ikke finde på noget”)
Men hvad så med en fælleshistorie, hvor du fortæller lidt, og jeg fortæller meget? (As if…)
Men hvad så med en sanghistorie? (Et Alma-koncept, hvor hun indleder med et par strofer af egen avl, hvorefter moderen skal fortælle)

Nutte-Carl

Carl brillerer løbende ved at være så sød og så sjov, at man næppe tror det muligt. Der ligger en stor entertainer gemt i den dreng. Her til aften sad han fx og legede med sine stabelkasser og fandt ud af, at man kunne hænge en på hvert øre, hvilket han selv storgrinede af. Forældrene grinede også en hel del!
Carl har desuden spottet ideen med en hævet pegefinger, så når han virkelig vil sætte trumf på et nej, kommer den lille, fede finger i spil.
Efter at Alma kørte noget ulverollespil en sen, halvmørk eftermiddag ved biblioteket, brugte Carl en del tid på at spille bange og med opspilede øjne spørge efter ulve (uuh-uuh), slanger (sssshhh), løver (warh) og tigre (wahr). Hver gang får han at vide, at “der er ingen ulve/slanger/løver/tigre”. Hele remsen skal gentages hver gang, og til sidst smiler han tilfreds og gentager “narj narj” nogle gange. Siden har han arbejdet på at perfektionere angstreaktionen, som nu er et bekymret “hov” sammen med store øjne og begge hænder for munden. Senest er han så begyndt på at sige uhyggelige ting til moderen, og når hun angiveligt bliver forskrækket, kommer han med udstrakte arme og et indtrængende udtryk i ansigtet hen og krammer og aer, mens han siger “narj, narj” (=du skal ikke være bange); en vist ret naturtro gengivelse af moderens beroligende trøstereaktioner.

Carl og Alma er også gode til at trøste hinanden, om end de gensidigt er tilbøjelige til at afvise søskendetrøst midt i den store kvide, hvad den så end består i. Men nogle gange fungerer det. Carl har fx en svaghed for at kaste ting på gulvet, og her til aften var det en af faderens elskede, gule tallerkener. Den overlevede ikke faldet, og moderen fastslog småirriteret, at han skal lade være med at smide med ting. Carl brokkede sig lidt, og så kom Alma farende og krammede ham, hvorefter hun henvendte sig til moderen med rynkede bryn og bebrejdende blik. “Jeg synes, det var synd for Carl, at du råbte til ham. Du skal ikke råbe til ham, det er ikke i orden!” (Og der blev altså ikke råbt, men talt lidt mere bestemt, end det er normalt på slottet, red.)

To års-tjek

Carl har været til to års service-tjek i dag. Han er sund og rask, måler 90 cm og vejer 15,4 kg. Ikke så mærkeligt, at folk synes, han er tung at bære på. Carl hyggede sig vældigt med legetøjet både i venteværelset og inde hos lægen og var slet ikke klar til at skulle afsted – for slet ikke at tale om, hvor lidt klar han var til at blive afleveret i vuggestuen! Han råber nej og ryster på hovedet og græder og vender ryggen til for ikke at sige farvel, men heldigvis varer det kun, til moderen er ude af døren, før han er klar til at lege igen.

Introspektive Alma

Alma har store evner for introspektion, og hun er lige så god til at formidle, hvad hun finder derinde. Fx sad hun forleden og spillede computer. Spillet var svært, og Alma hidkaldte hjælp. Hun er godt klar over, at det er upopulært at kalde på hjælp hvert tiende sekund, så hun skyndte sig at forklare: “Når jeg spiller det svære, og I skal hjælpe, er det bare, fordi jeg godt kan lide jer og gerne vil være sammen med jer.”
I går aftes, mens hun aede moderen på armen: “Ved du hvad, moar, i dag har du slet ikke gjort mig ked af det.” Det er da rart at vide…

Desuden er Alma generelt meget omsorgsfuld over for Carl. Naturligvis er der småkonflikter om diverse legetøj og om, hvem der får først af dette og hint, men ud over det står Alma som regel klar med en krammer/en bamse/en sut, når verden (eller moderen) går Carl imod. “Nåhr, Carl, du skal ikke være ked af det. Er det, fordi du mangler en bamse?” siger hun og omfavner ham. I går var de lidt oppe at toppes om retten til at vælte sneskovlen (og ja, det er de helt store dramaer, der kører her på slottet). Moderen talte i telefon og overlod det til dem selv at finde en løsning, indtil Carl, som ofte basker for at vise, at han er sur, pludselig var ved at hamre en mursten ned i hovedet på Alma. Moderen skræppede op, Alma nåede at flytte hovedet, og Carl blev forskrækket og ked af det over at blive råbt ad. “Det gjorde ikke ondt, mor,” sagde Alma formanende til moderen og vendte sig derpå mod den kede Carl og krammede løs, mens hun forsikrede, at det ikke gjorde noget, og at det ikke var i orden, at moderen havde råbt.

Familieweekend

I den forgangne weekend havde Alma og Carl besøg af hele to bedstemødre. Fredag ankom faster D og farmor og lidt senere Ole, som alle tre skulle til koncert. Farmor returnerede herefter til slottet og sov i underetagen på Almas køjeseng. Alma havde langt om længe fået sit fastelavnsris med hjem fra børnehaven og risede familien op med stor ihærdighed og arbejdsglæde.
Lørdag drog Alma, far og farmor mod Cinemateket sammen med Almas børnehaveven Leo og dennes mor. Efter filmen gik turen til legepladsen, hvor der var stor forbrødring, og hvor Alma og Leo lagde planer om et fælles besøg hos Almas farmor. Leo mente, at farmors legetøj lød kedeligt, men Alma løste straks problemet ved at foreslå, at de bare kunne tage noget Knæks med (Knæks er en slags byggelegetøj, red.). I mellemtiden havde moderen fået rusket liv i den tungt sovende Carl, så hele familien samledes på legepladsen. Til sidst tog moderen og Alma et smut med hjem til Leo. Farmor frøs og var gået hjem i utide.
Søndag drog farmor afsted, og efter et kort limbo ankom mormor. Stor gensynsglæde. Eftermiddagen bød på fastelavnsfest på skolen. Ingen af børnene ville klædes ud, og Alma var ikke meget for at deltage i fællesarrangementerne, men alligevel hyggede de sig begge to meget godt.

Dårligt selskab

Carl betragter ofte Alma som autoritet (undtagen naturligvis i interessekonflikter), og det volder visse vanskeligheder. Når Carl fx ikke vil have nattøj på og siver hen mod døren, kigger han sig over skulderen og får fra moderen et “Carl, du skal blive her”. Men så siger Alma “gå bare, Carl”, og afsted over alle bjerge er han. “Lad ham bare gå, mor, du kan jo bare hente ham igen om lidt,” siger den lille taktiker og tilføjer, at hun nok hellere selv må gå med for at få ham til at komme – hvilket jo har den skønne implikation, at hendes eget natteklargøringsprojekt også går i stå. Moderen forudser, at de bliver mere end vanskelige at hamle op med på lidt længere sigt.

Carl og Alma har flere og flere konflikter, efterhånden som Carl (nogle gange i bogstaveligste forstand) begynder at bide fra sig, når han er uenig med søster, men de leger også bedre og bedre sammen. Carl kan stadig ikke følge reglerne i Almas sindrige rollelege, og hun kan ikke forstå, at han gør det, han ikke skal, men de kan tumle sammen, og det gør de i stor stil. Ind i den store seng, hop-hop-hop hen til hinanden, hvorefter noget, der ligner et kærligt kram, bliver til en brydekamp, og så kaster Carl sig oven på Alma og hopper og mosler, indtil hun vipper ham af, og så starter de forfra. Man bliver jo helt blød om hjertet ved at se den søskendesamdrægtighed, der for alvor begynder at spire frem.

Ud med Langballe

Jesper Langballe dukkede op i fjernsynet. Moderen buh’ede og forklarede Alma, at han er en dum og væmmelig mand. “Så skal vi have ham ud af vores fjernsyn. Og bagefter ud i verdensrummet. Kan vi det, moar?” Godt forslag dér, Alma, om end nok lidt svært at føre ud i livet.

Det var så de dræn…

Alma begyndte efter aftensmaden at klage over ondt i øret og blev hastigt mere og mere pjevset og forpint. Efter en panodil tog hun og moderen derfor en tur forbi vagtlægen, som konstaterede en mellemørebetændelse, og som ikke kunne se noget dræn på det øre, der gjorde ondt. Godt nok er praktiserende læger berygtede for at være meget lidt gode til ører, men øresmerter + intet flåd = pænt stor sandsynlighed for, at drænet faktisk er røget ud. Så nu er Alma atter på øre-penicillinkur. Hvis der er nogen derude, som kan hekse, hører vi gerne fra jer.

Sne!

Alma og Carl har nydt sneen de første par dage og måtte bogstaveligt talt drives afsted mod børnehave og vuggestue om morgenen. Sne er stadig sjovt, men knap så attraktiv mere. Den er jo også kold; alt for kold, når man helst vil være vantefri for maksimal bevægelsesfrihed for fingrene. Alma er begyndt at mumle om, at hun gerne vil have sommer snart. Desuden snakker hun evindeligt om, at hun gerne snart vil besøge onkel Niels i Italien, så moderen overvejer en smuttur i løbet af foråret, såfremt alle praktiske detaljer kan passes sammen.