Både Alma og Carl har et nært og kærligt forhold til mormors brusekabine. Alma går derind og lukker efter sig, når hun skal sysle med småting uden forstyrrende lillebrorindgriben. Carl går derind og lukker dørene, hvorefter han udstøder sin assistancelyd, fordi han ikke kan åbne dem igen ved egen hjælp. Men sjovt er det – også fyrretyvende gang.

Carl og Alma i en stille, fælles læsestund. Efterhånden leger de af og til sammen uden kriser og uden voksenhjælp i lange perioder; oftest, når Alma, som foretrækker at lege nonstop med en voksen, har fået at vide, at hun er nødt til at underholde sig selv for en stund.
Forleden blev moderen modtaget i vuggestuen med følgende surmulende serviceinfo fra sandkassen: “Susanne (en af pædagogerne, red.) siger, at børn skal lege med hinanden. Men jeg vil hellere lege med de voksne…” *tænkepause* “… men det skal Susanne ikke bestemme, for så vil jeg bare lege med mig selv. Alene!”

Skabslukkedimser fra Ikea har en begrænset levetid, og de hyppigst brugte svigter fra tid til anden. Den har Carl luret. Hans yndlingsskab rummer bl.a. plastikbokse, tekanden, stearinlys og fødselsdagsremedier. Det er hårdt arbejde at proppe flag i tekanden og få låget på igen og så gentage processen med omvendt fortegn – adskillige gange – men nogen skal jo gøre det.

Bedre sent end aldrig: Et par billeder af de søde børn i sneen. Alma havde lånt Carls arveflyverdragt str. 2 år, som han bruger til at sove i, og fandt stor moro i det faktum, at hun nu lignede Carl. Vanterne med snor i elsker hun, selvom hun insisterer på at have snoren hængende løst, så den hele tiden kommer i vejen for hende. For øvrigt har moderen genfundet Almas vinterstøvler fra sidste år, som Carl har fået lov at låne i de sidste, kolde dage. Det stakkels barn havde jo ingen støvler, efterdi moderen antog, at foråret var lige om hjørnet, da han skulle have sine første sko.

Ved frokosten før fiskebesigtigelse fik Carl for første gang lov til at smage pommes frites. Det kunne han mægtig godt lide. Bulen i panden stammer fra et rutchebaneuheld kort forinden.

Lejligheden var forsynet med en fransk altan, som hurtigt blev omdøbt til abeburet. Alma havde fået et postkort med Barcelona Zoo´s albinogorilla, og stærkt inspireret af såvel gorillapostkort som Peter Pedal legede hun resten af opholdet, at hun var den store abe i abeburet. Hun udpegede også andre huses altaner og fastslog tilfreds, at “de har også en abebur”. Hun lever formentlig i den vildfarelse nu, at alle spaniere har aber i deres lejligheder. Carl forstod ikke så meget af de finere nuancer, men nød bare at stå og kigge ud over folkedybet.

Alma elsker at spise isterninger. Det var dog ikke den eneste slags is, hun fik på ferien!

Den store kat stod på den nærliggende minirambla til Almas udelte begejstring. Hun sad på den, behørigt assisteret af faderen, og hun sad under den, hun gav den mad, hun klappede den, og hun råbte et dybtfølt “farveeeel, store kat”, da vi kørte forbi den i taxaen på vej til bussen på hjemturen.

En bakke jordbær falder på et tørt sted efter lang tids stenbrovandring, og storesøsterstatus indebærer (ifølge storesøster), at man har ret til at administrere goderne.

En enkelt euro og vupti, Alma rider tur på Samone nede i skoven.

Der blev spist fødselsdagsmiddag på en nærliggende restaurant. Carl faldt pladask for kartoflerne og udviste en besynderlig svaghed for at putte kartoflen i øret, når den ikke var i munden. Det blev et værre svineri, men Carl var glad og tilfreds, og så kan man jo tilgive meget.

I går var Alma for første gang i biografen. Desværre havde moderen glemt kameraet, så den store begivenhed er kun dokumenteret med nogle pænt dårlige telefonpics. Hun har et nært forhold til Jungledyret Hugo, og derfor faldt valget på Hugo 3. Faderen, som gerne ville have været med hende, begik den fejl at spørge Alma selv, hvem der skulle med, formentlig i den sikre overbevisning, at Alma ville svare “fa-ar”. Men Alma ville altså helst afsted sammen med sin moder, og det kom hun så. Det var en stor oplevelse for den søde pige. Billetkøen, popcornkøen, reklamerne – alt blev taget ind som en del af det at gå i biografen og nydt derefter. Moderen bad om et lille bæger popcorn. Et lille bæger viste sig at indeholde ca. 2,5 liter, så ingen kom til at sulte under filmen.
Alma foretrak at sidde hos moderen i stedet for på sit eget sæde, det var fabelagtigt hyggeligt. Hun kommenterede vanen tro hele filmen, men der var ikke ret mange mennesker, og de fleste var små børn, der heller ikke kunne klappe kaje, så det gjorde ikke spor.
I bilen (gen)fandt Alma Hr. Nilsson – en gibbonabe, som Carl egentlig fik i fødselsdagsgave af Shaba, men som han ikke har knyttet bånd til. Det har Alma til gengæld. Hr. Nilsson var angiveligt lidt ked af, at han ikke havde fået popcorn. Men det var der råd for:
“Jeg har popcor til Hr. Nilsson i mi lomme. Og vand. Slurp-slurp-slurp, siger Hr. Nilsson. Jeg har popcor og vand i mi lomme til Hr. Nilsson. Og én pillebollermad (peanutbuttermad, red.) og én honnemad (honningmad, red.) har jeg smurt til ham. Nu er han dejlig mæt.”

Carl arbejder på at blive i stand til at forcere enhver naturligt forekommende forhindring i terrænet. Han er meget effektiv efterhånden.

… for en husmor.

Efter aftensmaden erklærede Alma, at hun godt ville på en udflugt. Faktisk ville hun helst på biblioteket, men det kunne ikke lige lade sig gøre. I stedet blev hun hældt i flyverdragten og den højtelskede pandelampe og kom med moderen ned i haven. Alma rykkede glædestrålende ind i legehuset i haven med pandelampe og det hele. Med den kunne hun jo se at give dukken, koen og den medbragte kanin mad, og der var åbent spillerum for, at den ene kunne drikke den andens kaffe og hvad deraf følger. “Jeg vil gerne være alene, vi hygger, du må ikke være med,” sagde hun, så moderen hentede vasketøj og overlod barnet til sig selv. Under fraværet overvågede faderen Almas aktiviteter fra førstesalen. Det er vanskeligt at skjule sine bevægelser, når man er iført pandelampe.
Der gik hyggelige tre kvarter med natligt udendørs-samvær. Alma vekslede også en del replikker med en statue af en dreng, der står ved hushjørnet. Hun mener, at han er en nisse, og når moderen lægger stemme til, snakker hun med ham, som om han var levende.
“Vil du ind i huset, nisse?”
“Nej, jeg går ikke ind i mit hus, når der er nogen i haven.”
“Hvorfor det, nisse?”
“Fordi mit hus er en hemmelighed.”
“Nisse ikke gå ind i si´ hus. Det er hemmelighed,” forklarer hun så moderen.

I morges hentede Alma Carls dyne. “Den er ´skidt,” erklærede hun, hvorefter hun hev betrækket af, puttede det i tørretumbleren, som hun kalder vaskemaskine, og tændte for den. Derefter hentede hun et rent betræk til babydynen i skabet. Betrækkene ligger sammen med juniorbetrækkene på en hylde, som hun skal bruge en stol for at nå op til, men det var ikke desto mindre et af de rigtige betræk, hun kom med. Så blev dynen proppet ind og dynen lagt tilbage på sengen, efterfulgt af et tilfreds “sådan, moar”.

Almas største lidenskab er og har længe været rollespilslege, hvor hun lægger stemme og handling til en mængde små historier, guest starring et bredt udvalg af figurer, dukker og forhåndenværende dimser. (Det er meget tit noget med nogen, der skal sove eller spise, og man hører hyppigt udsagn som “jeg kan se, du er træt” og “sådan er det desværre, lille dukke”.)
Juleaftensdag fik Alma lov til at åbne pakken med Bamsehuset, som hun legede lykkeligt med hele eftermiddagen. Før middagen fik hun endnu en pakke, en Lego-zoo fra Vikki. Alma sad på gulvet og kiggede fra Bamsehuset på den ene side til Zoo på den anden, og der gik ikke mere end ca. 30 sekunder, før den første zoo-abe var gået på besøg hos Bamse for at spise boller.
For øvrigt til Vikkis store fortrydelse. Hun havde nemlig selv ønsket sig den Zoo, som hun så storsindet havde valgt til Alma, og hendes store mission gik ud på at samle det hele, så det matchede billedet på æsken. Hun havde det svært med, at hun ikke kunne få arbejdet gjort, fordi de klodser, hun skulle bruge, jævnligt havde bortabsenteret til Bamsehus eller opland sammen med dyrene.