Kategoriarkiv: Carl

Halloween

De søde små har glædet sig til Halloween i lange tider; mest fordi man så skal gå fra hus til hus og få slik… Søndag var dagen for Store Slikmarch. Mange af husene var pyntet med edderkopper og andre gyseligheder, og Alma var klædt ud i sit nye hekseoutfit, mens Carl havde rollen som heksens kat.

IMG_0373.JPG IMG_0386.JPG

Det var meningen, at børnene på vejen skulle følges, og der var først afgang kl. 19. Det var for sent, viste det sig – adskillige af husene havde allerede udsolgt på slikfronten efter talrige tidligere besøgende. Der var markant flere på togt end sidste år. Dog lykkedes det i regn og mørke at få en del i posen, skønt Alma ikke forsømte en lejlighed til at pointere, at hun havde fået mere slik året forinden. Da Carl fandt mængden passende, ville han gerne hjem, så vi raidede hastigt de sidste huse og satte kursen mod slottet. Vel hjemme fik børnene lov at indtage en beskeden del af rovet. Resten blev lagt væk med højtideligt løfte om, at de måtte få det som fredagsslik.

Hele ugen er der blevet talt ned til fredagsorgiet, og endelig oprandt dagen! Efter aftensmaden og iklædt nattøj var der fri adgang. Carl havde fået nogle lakridser og kunne ikke lide dem, så han fik lov at bytte med et stykke af moderens til lejligheden indkøbte fredagsslik. Dernæst ytrede han stor bekymring for, om den fraværende, i Polen residerende fader mon havde købt fredagsslik til sig selv, så vi ringede til faderen for at spørge. Heldigvis havde hotellet anbragt karameller på puden, så der var ikke slikmangel i Polen heller. Faderen fortalte, at han havde købt gaver til børnene, hvilket fik den meget trætte Carl til at gå i post-Disneysjov-spåner og hulkende kaste sig på sofaen, fordi “jeg savner min gave”, hvorefter han faldt i søvn. Alma var mest optaget af moderens tilbageværende slik. Hun var begejstret, da Carl viste sig at være faldet i søvn, fordi det egentlig var hans tur til at vælge historie, og nu fik Alma så lov i stedet. Dog holdt hun kun et halvt kapitel i den aktuelle Narnia-bog, før hun bad om at komme ind og sove.

Carl har for øvrigt svært ved at huske, at faderen er bortrejst. Han spørger løbende, om han må vække far/hente far/kalde far ned til aftensmaden.

Verden ifølge Carl

Carls lille hjerne har travlt med at få overblik og skabe orden af kaos. Fx havde han hørt sangen “Det er på gaden, at gøglerne kommer”. Han kunne godt lide den og fik den som godnatsang. Dagen efter var han noget trykket på vej over til børnehaven. Det viste sig, at han troede, at sangen handlede om øglerne og ikke gøglerne, og nu var han nervøs for, om de ville komme, når han gik på gaden…

I dag ymtede han, at “når jeg ser en cirkel, kalder jeg den en… hvad hedder nu sådan en, som er inden i en bloble og gør sådan her [smider sig på ryggen og vifter med arme og ben], og som er nede i vandet?”

Mor: “Øhmmm… en vandmand?”

Carl: “JA! Du havde ret, mor, du sagde det rigtigt.”

Faderens mange år

Som bekendt havde faderen fødselsdag i mandags. Alma hidbragte gaver fra det jyske – en tegning og et glas kastanjer, begge dele fint indpakket. Carl var endt med at vælge en Gomiti som sin gave. Som serviceinfo til læserne kan det oplyses, at Gomitier er små monstre, delt op på forskellige familier/egenskaber. Det er vist meningen, at man skal samle dem efter bestemte regler, men Carl hænger sig ikke den slags smålige krav, han elsker dem alle sammen uden forbehold. Og derfor var det naturligvis også en god gave til en voksen – hvem ville ikke være lykkelig over at få en Gomiti?

Begge de søde børn formåede at holde tæt med indholdet af deres gaver, og ikke nok med det: De formåede også at holde fuldstændig tæt med den store fødselsdagsoverraskelse, at Morten, Anja, Silje og Vikki kom på hemmeligt besøg på selve fødselsdagsmorgenen. Således kom deres tilstedeværelse fuldstændig bag på fødselaren, som havde overnattet på loftet og søvndrukkent blev hentet ned af Carl.

Efter en storslået morgenmad (tak, Morten) blev Alma udliciteret og havde en fornøjelig dag i Zoo, hvor hun bl.a. havde lavet papir af elefantlort. Hun havde det også med hjem… Carl udviste absolut og slet ingen interesse for at tage med og kom i stedet i børnehave. Da familien igen var samlet, kørte vi til den italienske yndlingsrestaurant og spiste fødselsdagsmiddag. Alt i alt en ret vellykket dag.

  IMG_0326.JPG IMG_0329.JPG

Angreb er det bedste forsvar

Alma og barnefaderen forsøger at etablere en eventyrrolleleg, hvor faderen i yndlingsrollen som bjørnehest bærer de små gennem skoven, hvor de møder alskens udfordringer. Carl håndterer enhver potentiel fare ret monomant ved at dunke dem i hovedet med Buzz Lightyear. Alma er middelsvært irriteret…

På billedet ses en eskalerende ridder-kungfu-leg, hvor Carl er Mester Sifu, som tænksomt og alvorligt går for at stirre i vandet og tænke over tingene.

IMG_0330.JPG

S-s-stammen

Carlebarnet har periodisk stammet – som så mange andre børn gør i perioder. Normalt driver det over af sig selv og handler om usikkerhed eller for stor sproglig iver. Nu har han imidlertid stammet gennem en længere periode, og det bliver kun værre. I Carls tilfælde taler han ikke staccato, men virker, som om svælget kramper sig sammen for ham. Han skærer ansigter og virrer med hovedet, mens han gentager og gentager det ord eller den stavelse, som har sat ham i stå. Det er synd for ham, og det generer ham enormt. Han taler stadig uden at lade sig standse, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Han er allerede begyndt nogle gange at bede moderen sige det dumme ord, der ikke vil komme ud af hans mund. Derfor er børnehaven nu blevet sat i gang med at starte et forløb, hvor man gennem en talepædagog bliver henvist til Stammecentret. Og SÅ skal vi nok få has på den stammen!

Ønskesedler

Carl og moderen var taget på fødselsdagsgaveshopping, idet faderen jo fylder en hulens masse år på mandag. (Carl mener, han bliver fire). Carl havde besluttet, at hans gave skulle være en legetøjsflagermus og en helt. Det lykkedes ganske vist ikke at finde hverken det ene eller det andet, men noget helt tredje. Undervejs faldt Carl over en del ting, som han godt ville have skrevet på sin ønskeseddel til jul. Det meste var legetøj, men noget overraskende åbenbarede han også et brændende ønske om en dejskraber…

Tre er en svær alder

Carl har et seriøst behov for at markere sin selvstændighed for tiden. Et virkelig seriøst behov… Den nyeste trend er at hoppe ned fra toilettet og erklære, at “jeg lover ikke at vaske fingre”. Forældrekravet om obligatorisk håndvask efter toiletbesøg bliver med mødt med en modstand, der i den grad er en bedre sag værdig. I skrivende stund er Carl således i gang med et protesthappening på tredje kvarter. Han har smækket døren til badeværelset, låst sig inde, kastet sig på gulvet, erklæret, at “nu er du aldrig min bedste mor” og “nu vil jeg aldrig elske mit legetøj mere” og så videre og så videre….

Edit: Mens jeg skrev sidste linje, kapitulerede han og vaskede hænder. Freden varede præcis fem sekunder. Nu er han i gang med protesthappening nr. to over, at vi ikke har kanelknækbrød, og at han ikke må få kammerjunker.

Retorikkens ædle kunst

Carl står på sin ret, også når han ikke har det. Hans argumenter er stadige ikke SÅ spidsfindige, men hvad han mangler i raffinement, vinder han på optimisme og vedholdenhed. For eksempel: “Okay, okay, hvis jeg ikke må få pizza, så vil jeg bare have pizza!”

Her til morgen bad Carl om en bolle med leverpostej og fik en grovbolle. Alma spurgte, om der ikke var flere lyse boller tilbage, og den greb Carl i farten. Den følgende halve time rasede han over grovbollen og ville have en lys bolle. Han kastede den fra sig med afsky, sønderkrummede den med sine små, vrede næver, smed den på gulvet, trampede på den og trumfede med at skubbe sofabordet hen over den. Til sidst greb han sin tallerken og gik målbevidst hen mod brødskuffen, mens han med et “du kan bare prøve på at standse mig”-udtryk i ansigtet erklærede, at nu tog han sig en lys bolle !

Mor: “Det skal du ikke gøre, Carl, for så tager jeg den fra dig, og så bliver du så ked af det”
Carl, overtalende: “Men jeg vil bare have et lillebitte brød” (viste med fingrene, hvor lille det skulle være)
Mor: “Nej, Carl, desværre.”
Carl, udfordrende: “Men så vil jeg bare have en brun bolle!”

Overnattende gæster

De søde små har været alene hjemme med faderen hele ugen. Moderens fravær skyldtes en lille turne med den altid omkringfarende fru Helger. Alt forløb glat, lyder meldingerne. Ved moderens hjemkomst var der koblet et ekstra barn på flokken, nemlig Almas veninde Freja, som for første gang skulle overnatte på slottet. Der blev indkøbt lidt sødtex, børnene plukkede blomster, og alle var uovertruffent søde og medgørlige. Her til morgen skulle Freja jo så afhentes, men det var ingen af pigerne egentlig indstillet på. De ville gerne have, at Freja blev boende i hvert fald dagen ud og helst til på mandag. Det var Frejas far dog ikke helt indstillet på, så de fik kun et par timers udsættelse.

IMG_0268.JPG

Kokkens lærling

Carl vil ofte gerne hjælpe med at lave mad, forudsat at det indbefatter at skære noget i stykker. Forleden blev han mødt af en helt ny udfordring, idet kold, formstøbt pasta skulle skæres i stykker. Først skar han omhyggeligt hver eneste pastastykke i bittesmå stykker, men da moderen viste, hvordan han kunne skære gennem hele dynen på én gang, kom der anderledes fart over feltet. Bemærk 1) den begejstrede koncentration 2) kniven i så hastig bevægelse, at man dårligt kan se den på billedet….

IMG_0208.JPG

Tivoli i 11. time

Fredag var der lukkedag i børnehaven. Moderen og smålingerne satte kursen mod zoo, men sadlede om og tog en spontan tur i Tivoli i stedet. Moderen var spændt på, om børnene ville trække i hver sin retning i forhold til at ville, hhv. ikke ville prøve diverse forlystelser, men de opførte sig på alle måder upåklageligt, de søde, søde børn. Vi prøvede et par ting, herunder dyrekarussellen, der altid er et hit, Den Flyvende Kuffert og nogle biler på skinner, hvor de selv skulle stå i køen, give damen billetterne og køre turen, mens moderen stolt og bifaldende så til. Desuden er Tivoli blevet beriget med en Rasmus Klump-legeplads, og lykken tilsmilede os virkelig; mens vi var der, kom Rasmus Klump hamselv på besøg! Alma hilste og krammede. Carl skulle overhovedet ikke have noget klinket. De var meget søde og meget glade og fuldstændig ikke-plagende.

IMG_0194.JPG IMG_0199.JPG IMG_0201.JPG IMG_0206.JPG

Svampejagt

Sidste weekend bød ikke kun på vejfest og havherskere. Søndag gik turen til Gribskov i selskab med Rasmus, Christina og de søde små, Anna og Bertil. Målet var svampepluk. Svampe var der masser af, spiselige var desværre de færreste. Heldigvis er der så meget andet sjov i en skov. Carl fandt en udsigt og var helt oppe at ringe. Alma samlede skoveffekter til fremvisning i børnehaven. Vi så en helt ægte fluesvamp og tre myretuer. Der var mange sorte biller. Alma forsøgte at slutte venskab med en af dem. Signe, hed den, og Alma ville gerne have den med hjem. Til sidst blev den så frustreret over fangenskabet, at den bed hende i hånden. Stor forargelse og måbende vantro! Signe fik lov at blive i skoven.

Midt i det hele fik Bertil et seriøst udslæt. Han er allergisk over for mangt og meget, men kilden til det voldsomme udslæt kunne ikke spores, så de kørte hjem for at få fat i nogle antihistaminer. Den lille familie fra Amager fortsatte skovturen lidt længere. Alma og Carl fandt en væltet træstamme med mange grene på og kæmpede sig begejstret vej hen ad stammen. Uundgåeligt var det næsten, at Carl røg ned. Han landede nogenlunde blødt i de mange grene, der lå ved siden af stammen, så han ramte slet ikke jorden. Til gengæld hang hans bukser fast i en kvist på stammen, så han ikke kunne komme op, men lå som en skildpadde på ryggen og råbte fortørnet, så det gjaldede over mark og vang. Bukserne gik i stykker, Carl holdt. Det var heldigt.

Da alle havde fået nok, kørte vi tilbage til civilisationen. Bertil var tilbage i fin form efter antihistaminer, Rasmus lavede svampesauce, så vi kørte til Frederiksberg i stedet for til Amager. Maden var forrygende og selskabet godt. Børnene trivedes fint sammen trods træthed, så vi kom hjem lige til nattøjstid.

Det var en god weekend!

IMG_0151.JPG IMG_0176.JPG IMG_0155.JPG IMG_0157.JPG

Kampen mod havherskeren, fortsat

Livornias børn blev udsat for en række prøvelser for at redde stranden. De skulle fylde flasker med vand via dåser, samle strandting med symbolværdi, arbejde sammen, finde vej gennem en labyrint, undgå at træde på sandet, smide vand på en tør vandmand og grave sig under en pæl i sandet, før de endelig kunne modtage den velfortjente hyldest og erklære stranden for tilbagevundet og ikke-kviksandsplaget.

Alma deltog i løjerne med liv og sjæl, stiv i blikket af koncentration, mens Carl hurtigt droppede de honette ambitioner og kørte soloræs. Moderen og et par andre flot udklædte havfolk blev gemt af vejen på toilettet for at bevare overraskelsesmomentet, indtil de skulle i spil. Det kostede en del mistroiske blikke fra et par forbipasserende hundeluftere, der ikke var helt sikre på det uskyldige i tre udklædte damer på et offentligt toilet.

Vi dokumenterer lige Havdronningens grønne hår og børnenes festmåltid.

IMG_0118.JPG IMG_0126.JPG IMG_0147.JPG

Øjesten…

Overhørt samtale mellem smålingerne, som begge er hævede omkring øjnene pga. onde myg:

Alma (via bamse): Carl, jeg er din øjesten

Carl: Jeg er ikke en øglesten!

Alma: Det er bamsen, der siger, at den er DIN øjesten, Carl

Carl: JEG ER IKKE EN ØGLESTEN!!

Alma: Nej, Carl, ØJENsten. Det er bare sådan en af de sten, som du har inde i dit øje.

Carl: Nej, Alma, du tager fejl. Jeg har ikke en sten i mit øje. Det er bare et myggestik, jeg har i mit øje.

Tværkontinentale venskaber

Faderens gode, gamle ven Asbjørn og hans australske kone Karen besøgte slottet med deres lille datter Ina… og så gik der fem år. I den forgangne uge kom de endelig igen. I mellemtiden havde de fået endnu et barn, en søn på tre, som bærer det stolte vikingenavn Thorbjørn. Moderen havde takket være en ualmindeligt godt timet forkølelse undgået en mandeloperation dagen før invasionen, så alle var klar til at tage imod. Børnene kom fantastisk ud af det med hinanden, og det tog ikke ret lang tid, før de australske smållinger havde aktiveret en hel del af deres store, men passive danske ordforråd. “Det ser godt ud,” skrålede Ina fra altanen, mens faderen og Asbjørn byggede trampolin i haven.

Især Ina og Alma blev perleveninder, gav hinanden spontane smågaver, sludrede løs på en kombinade af dansk og engelsk og krammede i ét væk. Drengene var en anelse for små til at kunne se helt bort fra de sproglige forhindringer, men legede dog også udmærket. Vi var på den lokale byggelegeplads, hvor Alma og Ina tog teten og var totalt selvkørende fra første øjeblik. Vi var også på en lille sightseeing-tur i Kongens København, hvor vi kørte med den førerløse metro og gik ad Strøget via Rundetårn til Kongens Have, som både har legeplads og kunstudstilling at byde på.

IMG_0034.JPG IMG_0037.JPG IMG_0043.JPG IMG_0045.JPG