Kategoriarkiv: Ferie

Jubiii, bål!

Det er måske alle, der ved det, men moderen har en brændende forkærlighed for at lave bål. På det lille, beskyttede bålsted ved Vandet Sø var der mulighed for at udleve tilbøjelighederne. Vi var der en aften, lavede bål og stegte burgere, majs og bruschetta. Lækkert. Dagmar nød at få lov til at drible rundt efter forgodtbefindende og blev temmelig beskidt af sine udflugter i sivene. Det var for sjovt, så det måtte gentages. Maden var lidt en undskyldning for at tænde ild, så gang to havde vi kun pølser og skumfiduser. Og alle gode gange tre, så det lykkedes også moderen at få sat ild på indsamlet drivtømmer en ret blæsende aften på stranden. Bål er godt!

Slutspurt

Børnene blev gode venner med kattene i området, især en lys kat, som blev døbt Riften, fordi den havde et sår ved det ene øre.
Der bliver lavet salt i området. Vi kørte hen for at se nærmere på det, men kunne desværre ikke komme ind på selve området for at røre ved saltbjergene.
Den sidste dag blev der gjort rent, Carl og Alma vaskede trappe og terasse, og om aftenen slog vi os løs med kunstneriske is.

Tabarca

I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!

Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.

Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…

I vandet!

Som bekendt har moderen en kraftig aversion mod koldt vand, og havvandets temperatur lod en del tilbage at ønske, så det blev kun til en enkelt dag i bølgen den blå. Det blev til gengæld også dokumenteret! Det samme blev nogle af bygningsværkerne, som vi lavede i fællesskab.

Orihuela

Vi kørte også en tur til den nærliggende Orihuela, som er en større by med et charmerende, gammelt centrum med pladser, skæve gader, broer og alt, hvad til faget hører. Det eneste, der manglede, var restauranter. Højest besynderligt. Der var en del barer, hvor man kunne få forskellige slags bocadillos, men ingen restauranter. Til sidst slog vi os til tåls med et underlødigt friture-måltid på en bar, hvorefter vi naturligvis fandt byens samlede restaurantbestand rundt om næste hjørne.

Verdens kedeligste?

Når vi ikke var ved stranden eller gik tur i byen, kørte vi på et par ture i oplandet. En dag blev brugt på at jagte citronmarker uden hegn. Tidligere var det ikke noget problem at negle et par citroner, for dengang var det kun appelsinlunde, der havde hegn om, men åbenbart har tingene grebet om sig. I hvert fald var også citrontræerne nu bag hegn, hvilket jo gør et lille citronskud noget vanskeligere. Til sidst og efter flere forgæves forsøg lykkedes det dog at finde et par træer, hvis grene voksede tilstrækkeligt meget ud over hegnet til, at vi kunne nå et par umodne citroner, som derefter fik lov at ligge og modne i bagagerummet på lejebilen.

Dernæst lagde vi vejen forbi landsbyen San Miguel for at se noget andet end vores egen by. Det havde vi så ikke behøvet. Sjældent har man set noget dødere end San Miguel i siestaen. Der var to åbne barer, og det var det. Ingen mennesker på gaden. Ingen butikker. Intet tegn på liv. Overhovedet. Dog bød byen på en lidet flatterende attraktion i form af det, der måske er verdens kedeligste legeplads: En flisebelagt plads med to vippedyr på fjedre. Nix weiter. Det var så ynkeligt, at det næsten var sjovt. Ved siden af groede et par oliventræer, som børnene kravlede rundt i for dog at få lidt ud af besøget. Man blev svært taknemmelig over IKKE at bo i San Miguel!

verdens kedeligste legeplads

Diverse feriepics

Her følger lidt godt og blandet fra ferien i Spanien.

Tandløs

Carl har længe haft to rokketænder i undermunden, og de nye takketænder var begyndt at vokse op bagved, så han havde dobbelttænder som en haj. Okay, en haj har vist syv rækker, men I ser billedet, ikke? Men en morgen konstaterede han, at han manglede en tand. Han havde uhørt fornøjelse ud af visheden om, at han havde slugt den i søvne og dermed havde spist noget af sig selv… Den anden røg ud i lufthavnen, da vi skulle hjem, efter at have siddet så løst, at den nærmest lå ned.

Klippevandring

I Torreveija er der bygget en halvanden kilometer lang mole, komplet med overdækkede bænke og vandpost på halvvejen. Og det er jo en udmærket tur at vandre derud og tilbage ad den slagne vej. For enden er der store klipper, hvor fiskerne står, og hvor vi til mormors store bestyrtelse klatrede ned for at fodbade før tilbageturen. MEN på ydersiden af den slagne vej er der stablet klippeblokke op, og det er naturligvis langt sjovere at tilbagelægge turen til spidsen ved at klatre og hoppe fra klippe til klippe, så det gjorde moderen og de små en dag. Det var langt og hårdt, men sjovt, og vi mødte adskillige familier af vilde katte, som havde forlagt residensen til kølige og velbeskyttede klipperevner. Vi klatrede dog kun den ene vej. Tilbage til byen tog vi den nemme løsning.

Viva Espana!

Tre dage før sommerferiens officiel start for skolebørn drog moderen og de små, som ikke længere er så små, mod syd sammen med mormor med destination Alicante -> Torreveija. Der var afgang om aftenen, så vi landede først sent om aftenen. Biludlejningen pressede en latterligt dyr ekstraforsikring igennem, hvilket de umiddelbart slap afsted med, fordi man ikke er ret indstillet på besvær med to meget trætte børn på slæb. Alma bar det pænt, men Carl fik et mindre sammenbrud ved ankomsten og græd over, at han savnede Dagmar og sin far, og at han ikke kendte huset, og at han slet ikke kunne sove sådan et fremmed sted. Elendigheden toppede, da der viste sig at være lukket for vandet. “Sig, det er løgn: Vi er i Spanien i et fremmed hus, og så er der ikke noget VAND?!?” udbrød han tårevædet. Han sov, før hovedet ramte puden.

Men intet får verden til at ændre sig til det bedre som søvn, og dagen efter var stemningen noget mere i retning af ferie. Der var varmt og dejligt, om end vandet var koldere end forventet – moderen var kun i en enkelt gang, hvilket børnene var noget utilfredse med. De to uger gik med ultimativ afslapning. Der blev tilbragt mange timer med spil og læsning, både indenad og højt. Vi spillede ludo om, hvem der skulle give is. Vi var på stranden nogle gange, men det trak ikke så meget, som moderen nok havde troet. Vi vandrede til stranden, og vi vandrede ned i byen, og nogle aftener vandrede vi først hjem omkring midnat – børnene fulgte langt hen ad vejen moderens døgnrytme med sene aftener og sene morgener. I deres første leveår var vi en anelse bekymrede over deres tilsyneladende A-menneskementalitet, men hangen til at stå tidligt op viser sig heldigvis at være noget, de vokser fra.

Carl havde et uheld, idet han skulle springe fra én stenbænk til en anden og havde overvurderet sin springformået. Med fuld kraft knaldede han skinnebenet ind i den skarpe stenkant, så moderen var overbevist om, at benet var brækket. Han græd (skreg) i nogle minutter, snøftede lidt videre og sluttede sig derpå til Alma, da hun ville over på legepladsen. Hun havde trøstet med efter bedste evne, men da hun vurderede, at den akutte ulykke havde lagt sig, var hun klar til at smutte videre, og Carl var altså klar til at smutte med. Han havde fået en bule midt på skinnebenet og en lang hudafskrabning. Dagen efter var der kun hudafskrabningen tilbage. Ikke engang et blåt mærke fik han. Vildt.

Rapport fra hjemmefronten

Men ungdommen morer sig i Spanien med badning, badedyr og is-extravaganza skridter vagthunden og arbejdshesten den hjemlige front af. I afvigte weekend blev der dog tid til et enkelt besøg på Gyldenholm Slot syd for Slagelse, hvor hunden og herren overnattede i eget telt – uden pløkker og oversejl. Det var Lars og Roxana, der holdt fest og således fik hunden lejlighed til at hilse på sin århusianske navnebror foruden familiens skaldede onkel og hårfagre faster fra Århus. Der var mange gamle kendinge, og det var vældig hyggeligt. Ikke mindst da vi kunne dele bilturen med fru konfektøse Johanne og husbond Peter. Og også fordi det trods dårlige vejrudsigter alligevel holdt tørt.

Uheld

Påskeferien indledtes hos mormor. Hygge og afslapning, afbrudt af et dramatisk styrt fra et tårn på legepladsen. Carl faldt ned og fik et par grimme flænger i hagen. Heldigvis boede mormors læge tæt på, så han kiggede, rensede og limede, og efter en Panodil og en masse ynk og omsorg var Carl klar igen.

Den sidste aften i Haderslev skulle vi på restaurant Ridehuset. Efter godt en halv times tid uden så meget som at afgive bestilling fortrak vi til Slotsgade, hvor vi spiste tapas. Det var lækkert, men klokken var mange, og de små kunne næsten ikke hænge sammen.

Juleferie

En enkelt dag igen, og så er ferien uigenkaldeligt slut. Det er en skam, for den har godt nok været god. Børnene har taget sent op-sent i seng-konceptet til sig, og alle har stortrivedes med at holde fri. Børnene har leget med diverse legekammerater efter helligdagene, vi har været på et par småture, og ellers har alting bare kørt i meget lavt tempo; noget, der vist bekommer os alle temmelig godt. Alma, den søde skat, ymter, at det har været en af de bedste juleferier i hendes liv. Carl slår øjnene op om morgenen og spørger, om ikke der er nogen, der vil med ind i sofaen og hygge. Livet er godt.

Vær velkommen, 2013

Et år er gået, et nyt er begyndt. Overgangen mellem de to blev fejret sammen med Nikolaj og hans familie.

Alma var helt oppe at ringe over 1) at skulle holde nytår med en af sine venner 2) at vi skulle starte på ET HELT NYT ÅR!
Carl havde en lille krise på vej op ad havegangen, hvor han tårevædet bedyrede, at han helst ville være derhjemme, fordi han ikke kunne lide, at tingene var anderledes, og hos Nikolaj var alting anderledes – legetøjet, huset, reglerne. Det holdt dog ikke mere end to minutter efter ankomst, for så var han i fuld gang med noget af det anderledes legetøj, og således endte alt lykkeligt.

Det var en superhyggelig aften med lækker mad (heriblandt en hjemmelavet tomatsuppe af den slags, som det tager to døgn at lave) og god stemning. Børnene legede og holdt tappert ud uden. Nikolajs lillesøster Selma måtte dog give fortabt hen på aftenen, men de andre var stadig vågne kl. 01.15, da vi trillede hjem. Henrik, faderen, havde indkøbt en pakke assorterede skyde-af-dimser og lod børnene skiftes til at vælge en ting, der skulle fyres af. Konceptet var udmærket og intentionerne de bedste, men pakken viste sig at være mere omfangsrig end først beregnet, så efter halvanden time var den slet, slet ikke tom endnu… Vi kan afsløre, at de sidste brag først blev affyret 1. januar.

Dagmar var ikke meget glad for bulder og brag, men bar sin vanskæbne med nogenlunde oprejst pande, i hvert fald så længe hun var indendørs.

Glade, dejlige jul

Forventningsfuld, glad giver. "Carl, det er bare den BEDSTE gave, den, du får af mig!"
Forventningsfuld, glad giver. “Carl, det er bare den BEDSTE gave, den, du får af mig!”
Hundefobien holdt ikke så længe. Annika holdt længst ud og kundgjorde det højt og lydeligt, da hun ikke længere var bange. Vi forevigede øjeblikket, hvor lille pige klappede ikke-farlige hund.
Hundefobien holdt ikke så længe. Annika holdt længst ud og kundgjorde det højt og lydeligt, da hun ikke længere var bange. Vi forevigede øjeblikket, hvor lille pige klappede ikke-farlige hund.
juletræ
 

Risengrødsgnaskende, søde børn, som udviste stor tålmodighed, da middagen blev forsinket pga. uvelkommen orm i den første omgang grødris.
Risengrødsgnaskende, søde børn, som udviste stor tålmodighed, da middagen blev forsinket pga. uvelkommen orm i den første omgang grødris.
Julen 2012 blev den jul, hvor vi for første gang tilbragte højtiden under eget tag. Det var meget velkomment; børnene glædede sig over det dagligt fra midt i november. Desværre var Morten, Anja, Silje og Vikki fraværende, det samme var den store, hvide gorilla, men resten af klanen fra begge sider holdt sig indenlands og gæstede slottet. Det var en fabelagtigt hyggelig og afslappet jul, og vi fra slottet vil gerne takke alle gæster for deres uundværlige bidrag til den gode stemning.

For Vittoria og Annika var det første gang, de skulle opleve en dansk jul. Det var med en vis spænding, vi imødeså samværet med mange mennesker og hund, men det gik noget så overordentligt udmærket alt sammen. Pigerne lagde ud med at være bange for Dagmar, men det varede ikke længe, før de opgav konceptet og i stedet sluttede venskab med den brogede livsnyder.

Børnene fandt fluks hinanden og legede eksemplarisk juledagene igennem. Juleaften blev man ganske varm om hjertet, da vi gik rundt om træet og sang julesange på livets løs, mens Annika gik med og kiggede på lysene og den syngende familie med et saligt smil. Alma og Carl havde gensidigt sådan ønsket at give hinanden hhv. en fjernstyret helikopter og en fjernstyret helikopterbil, og det kunne moderen naturligvis ikke stå for, så det blev enden af det. Der indtraf et øjebliks potentiel krise, da papiret kom af, fordi de elektroniske dimser var mindre i virkeligheden, end de havde forekommet englebørnene på billederne, men de blev modtaget med glæde, og især Alma har øvet sig meget.

Mormor blev en dag ekstra, og efter en langsom formiddag tog vi en tur i Tivoli, hvor børnene nåede at afprøve en massiv mængde forlystelser på meget effektiv vis. Hyggeligt, julesmukt og pyntet med lys og temmelig koldt. Siden er der blevet leget igennem med diverse legekammerater, og vi ser nu frem til nytåret, som skal fejres med Nikolaj og familie.

Efterårsferie

Efterårsferien ligger nu bag os. Den blev brugt på en tour de bedstemor, startende i Haderslev. De dunede små var blevet inviteret på efterårsophold hos mormor med indlagt samvær med Vega og Alfred, som var på besøg hos Fleming og Eva. Dog var der ikke nogen særlig interesse for (for ikke at sige decideret modvilje mod) at tage forældreløse afsted, så moderen koblede sig på. Det seneste familiemedlem Dagmar var naturligvis også med. Lørdag morgen var bilen pakket, og afsted det gik.

Vi indlogerede os på loftet og havde et par hyggelige dage med biftur, gåture og en mandag, hvor børnene oppefra og nedefra lavede popcakes nede hos Eva. De var flotte og meget delikate og blev indtaget til kaffen. Efter et par timers fri leg var der fællesspisning hos Eva og Fleming. Dagmar var med dernede og blev modtaget af en bange, en ligeglad og en meget sur kat. Bemeldte katte er af arten norsk skovkat, og de kan, har vi nu konstateret, nå en fuldstændig grotesk størrelse, når de skal føre sig usmageligt frem. Efterhånden nåede de fire dyr dog en vis intern forståelse, hvor Dagmar fik lov at være i fred, så længe hun holdt sig til sine egne mennesker og ikke nærmerede sig a) soveværelset eller b) Fleming.

Børnene sov på en fælles luftmadras, Dagmar i Almas kuffert.

Derefter stod den på Århus og den søholmske del af slægten. Vi nåede at se alle, skønt nogle skulle rejse og andre arbejde, og Dagmar mødte Tessie og Oskar. Det gik ikke ganske uden gnidninger, men vi har dog store forventninger til det fremtidige samvær. Der blev lavet græskarlygter sammen med Silje og Vikki, Alma og Carl overnattede hver for sig hos Ole og Dorte, og faderens fødselsdag blev fejret med morgenbord, besøg på Aros og fødselsdagsmiddag. Og som om det ikke kunne være nok, nåede vi lige at se Stumpen (aka moderens bror Niels), Silvia og pigerne, som smuttede en tur til Århus lørdag. Generel udhængning, loppemarked og legeplads, og SÅ skulle vi hjem.