Efterårsferien ligger nu bag os. Den blev brugt på en tour de bedstemor, startende i Haderslev. De dunede små var blevet inviteret på efterårsophold hos mormor med indlagt samvær med Vega og Alfred, som var på besøg hos Fleming og Eva. Dog var der ikke nogen særlig interesse for (for ikke at sige decideret modvilje mod) at tage forældreløse afsted, så moderen koblede sig på. Det seneste familiemedlem Dagmar var naturligvis også med. Lørdag morgen var bilen pakket, og afsted det gik.
Vi indlogerede os på loftet og havde et par hyggelige dage med biftur, gåture og en mandag, hvor børnene oppefra og nedefra lavede popcakes nede hos Eva. De var flotte og meget delikate og blev indtaget til kaffen. Efter et par timers fri leg var der fællesspisning hos Eva og Fleming. Dagmar var med dernede og blev modtaget af en bange, en ligeglad og en meget sur kat. Bemeldte katte er af arten norsk skovkat, og de kan, har vi nu konstateret, nå en fuldstændig grotesk størrelse, når de skal føre sig usmageligt frem. Efterhånden nåede de fire dyr dog en vis intern forståelse, hvor Dagmar fik lov at være i fred, så længe hun holdt sig til sine egne mennesker og ikke nærmerede sig a) soveværelset eller b) Fleming.
Børnene sov på en fælles luftmadras, Dagmar i Almas kuffert.
Derefter stod den på Århus og den søholmske del af slægten. Vi nåede at se alle, skønt nogle skulle rejse og andre arbejde, og Dagmar mødte Tessie og Oskar. Det gik ikke ganske uden gnidninger, men vi har dog store forventninger til det fremtidige samvær. Der blev lavet græskarlygter sammen med Silje og Vikki, Alma og Carl overnattede hver for sig hos Ole og Dorte, og faderens fødselsdag blev fejret med morgenbord, besøg på Aros og fødselsdagsmiddag. Og som om det ikke kunne være nok, nåede vi lige at se Stumpen (aka moderens bror Niels), Silvia og pigerne, som smuttede en tur til Århus lørdag. Generel udhængning, loppemarked og legeplads, og SÅ skulle vi hjem.




