Påskeferien blev mestendels tilbragt i Århus. En hel uge indlogerede vi os på Hotel Klokkerbakken. Der var tid både til arbejde og leg, Stenomuseet, Den Gamle By, æggejagt, overnatning hos Dorte og Ole samt fællesfødselsdag for Ole, Anja og Silje, hvor Dagmar brillerede ved at finde og hugge to af de bortgemte påskeæg i haven. Alma og Carl havde produceret hjemmelavede gaver af hhv. elastikker og trylledej. Der lå en del timers arbejde i især Almas gaver, hvor hun troligt sad og så instruktionsvideoer på Youtube og kopierede (efter øjemål, for instruktionerne var på engelsk).
Kategoriarkiv: Ferie
The Old Corner
Søndag stak vi afsted til Yosemite, den store nationalpark på kanten af Sierra Nevada. Den fylder 3.081 km2, og 85% er defineret som “wilderness”. Det var en lang tur, som blev endnu længere af, at vi lavede et par stop. Et af dem var i Farmington, som tilsyneladende bestod af et brandstationsskur, en tankstation, to andre bygninger, hvoraf den ene husede en bar, samt en beboer, som fiffigt havde fået moslet sine nationale og religiøse overbevisninger sammen til et samlet budskab. På en eller anden måde slog Farmington os ikke som et sted, hvor man havde lyst til at blive.
Hovedattraktionen på turen dukkede op lidt senere. En gammel saloon ved navn The Old Corner. Og gammel var den; den blev bygget, da området var boblende aktivitet på grund af minedrift, i 1860 cirka, og den har ligget der lige siden. Et par præriebrande er gået pænt udenom, og skønt der er blevet bygget lidt til i baren og sikkert (måske) også malet en gang eller to, ligner stedet sig selv fra gamle dage at dømme efter de fotografier, der var spredt på væggene med rund hånd. Der var fx et foto af en gammel togrøver ved navn Black Beard, som stod ved baren og fik en øl. Deraf kunne man se, at den udskårne del af baren var den oprindelige. På en optrykt plakat, der hang ved siden af, kunne man se, at selvsamme Black Beard blev pågrebet af myndighederne og fik bortabsenteret sit hoved, som derefter kom på glas og blev sendt på udstillingsturne til de forskellige saloons. Only one day! Den samme skæbne led en anden forbryder, Joaquim. Helt ærligt, hvor mærkeligt er det lige? At putte folks hoveder i glas og sende dem på tour??
På væggene hang desuden signerede dollarsedler, skilte, gamle plakater, reklamer, et rensdyr, en elg (begge pyntet med hatte, perlekæder og diverse), et slangskind, gamle brugsgenstande, et galgereb og en del andet, som er blevet glemt i skrivende stund. Loftet var fyldt med kasketter. Helt fyldt. Hvis udtrykket “overlæsset uden at være enkelt” nogensinde har passende, er det i denne sammenhæng. Hold på hatten for et ravende radikalt raritetskabinet!
Der sad et par drukmåse og hyggede sig derinde. De lovpriste maden i høje toner, især noget, de kaldte French Dip. “That’ll bring a smile on your face for sure,” lovede de. Vi var sultne, så vi bestilte noget mad. Faderen faldt for fristelsen og valgte French Dip. Det viste sig at være en skive oksekød i en blødt flute, som skulle dyppet i et glas med noget tyndtflydende BBQ-sovs. Vi kan afsløre her i dette lukkede forum, at The Old Corner ikke er et sted, man kommer på grund af maden. Men det var en oplevelse af de sjældne, og vi drog berigede videre.
Hyggedage i Petaluma
Efter alle vores mange aktiviteter var det på sin plads med et par afslappende dage i Petaluma. Børnene har spillet Minecraft sammen i et uendeligt antal timer. De kan spille sammen alle fire på hver sin spilledims, og snakken går livligt om, hvad de skal bygge og hvorhenne, hvem der skal gå ud og fange kyllingerne, om der skal være lava eller ej, og om, hvornår Carl og Anton har reserveret plads på pigernes hotel. Det er fantastisk underholdende at høre på, og på trods af spilledimserne må det anses for en meget social aktivitet.
Vi har været på legepladsen og i klubben – et lokal sportscenter med alle mulige aktiviteter, også for børnene. Ungerne har badet i poolen og spillet squash og wii. Vi har spist frokost på den lokale ølbryggeri Lagunitas, som også har en restaurant. Lækker mad og en velgørende, afslappet stemning. Dejlige dage! Af hjertet tak til Karina og Martin for at lade os hænge ud i deres liv.
Udflugt til Sonoma
Vi brugte en solbeskinnet dag på at cruise rundt i en pittoresk, lille by ved navn Sonoma. Den har også en mission, men denne gang sprang vi over. I stedet gik vi tur i parken, hvor der sandt for dyden var en del ting, man ikke måtte, klatrede i træer, nød solen, spiste is, kiggede på butikker og vandrede ud til general Valejos hus. Han blev sendt fra Mexico op for at grundlægge en by og hjælpe missionen. Inde i huset hang et billede af hr. generalen og et par damer, hvoraf den ældste og tykkeste så noget muggen ud. Vi gættede på en sur svigermor, men fandt siden ud af, at det faktisk var fru Valejo. Hun havde fået 16 børn, og seks af dem døde som små, så der er måske ikke noget at sige til, at hun er lidt sammenbidt at se på. Huset blev ved den ældste Valejodatters mellemkost lokalhistorisk nationalarv, så turister som yours truly nu kan betale fem dollars for at få lov at bese gemakkerne. Oven over hovedhuset lå først køkkenbygningen, hvor den kinesiske kok også havde sit hummer, og derover på bjergskråningen en lillebitte hytte, hvor en af sønnerne havde fået lov at bo. Med sit gevær, sin riffel, fiskegrejet, de 14 hunde, de tre aber, de fire katte og naturligvis papegøjen. Vi må ikke glemme papegøjen.
Point Reyes
Point Reyes er en halvø, klassificeret som naturpark og rammen om storslået natur og et rigt dyre- og planteliv. Søelefanterne yngler, hvaler migrerer forbi, og rødhovedede gribbe flyver lige forbi. Fabelagtigt. Liggende ud til Stillehavet, sådan ret yderligt, er det også temmelig forblæst og køligt. Vejret var smukt og forholdsvis stille, da vi var det, men som regel er det blæsende eller stormfuldt. Yderst på spidsen af spidsen ligger et gammelt fyrtårn. Det er ikke i brug mere, men i forne tider var det bemandet med fyrpassere. Det har ikke været nogen fed tjans at sidde derude i storm og rusk og blinke i mørket og vente på bedre tider. Undervejs besøgte vi en lille stenstrand, hvor børnene fandt nogle meget rengnavede (eller -vaskede) knogler. Dog ikke fra hvaler.
Det mystiske hus
Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.
Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.
Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.
Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.
Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.
The Winchester Mystery House
Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.
Sejltur
Som kompensation for den manglende færgetur fra Sausalito til San Francisco tog faderen med Alma og Carl på en rundtur i bugten. Moderen forblev på land. Vandet trækker ikke meget, og billetterne var ret dyre, og da der samtidig var en nyindkøbt bog at hygge sig med, var det ikke noget stort offer. Søulkene havde en god tur.
Søløver
Ved Pier 39 fylker søløverne sig. De er kommet til af sig selv og er (selvfølgelig) blevet en turistattraktion, så der er lagt flåder ud til flokken, hvor de kan ligge og sole sig. En løselig optælling landede på ca. 1.000 søløver. De lugter ikke så godt, men er enormt sjove at se på. De kan godt lide at ligge tæt, og eftersom der løbende er nye, der gerne vil op og mænge sig, er der et leben og en råben, når de solvarme, tørre søløver bliver luffet på af våde, kolde, små søløver, som også vil være med i hulen. Heldigvis for sidstnævnte er søløver ikke særlig smidige, og når de oven i købet ligger meget tæt, må de de under luffer trampede nøjes med at løfte hovedet og OU-OU’e surt, indtil der bliver ro igen.
Cabel cars – igen, igen!
San Francisco har nogle historiske cabel cars, som ikke er særlig hurtige, men til gengæld enormt hyggelige og charmerende. Foran i vognene sidder man udendørs og kan sågar få lov at stå på trinbrættet. Billetterne koster 6 dollars pr. næse, men vi købte tredagespas til offentlig transport, og de gjaldt også cabel cars, så vi turede lystigt rundt i antiktransporten.
Rundt i byen
Vi brugte en del tid på at traske rundt og indsnuse atmosfæren. Vi var igennem Chinatown, som er den største og ældste kinesiske bydel på de kanter, efter at en hulens masse kinesere i sin tid kom til Californien for at bygge jernbane. Det er ret hypet med en masse turistslam til uhyrlige priser, men midt i det hele lå en lille plads med en legeplads, hvor de gamle kinesere samledes for at snakke og spille kort. Der blev ikke talt meget engelsk der!
Omkring indgangen til Chinatown lå der nogle butikker med glas og statuer og flotte skakspil. Alting var sjovt nok temmelig dyrt, så det blev ikke til noget flot skakspil. Til gengæld investerede Carl i en emaljefrø, der kan åbnes og gemme på små ting.



California dreaming
Vi er i bekneb for opladere, så fotos følger senere; jeg siger det bare. Vi er i bekneb, fordi vi er i San Francisco og kun har to omformer-tingester, så der kan kun sættes to ting til opladning ad gangen. Og det er jo egentlig for lidt, når man tager antallet af devices i betragtning.
Carl fyldte syv år (og hvor vildt er det lige!!). Om fredagen havde han en vandmelonhaj med til uddeling i klassen, lørdag var der fødselsdag, Dagmaraflevering og pakning, og søndag kl. 3.45 hoppede vi i taxaen til lufthavnen. Gaaaaab!
Turen til Guds eget land gik fortrinligt. De børn er bare nogle hårde rejsenitter. Første etape var København-Amsterdam. Overkommelig distance, modbydelig turbulens på vej ned, kvalme og ofring i fedttæt pose. Heldigvis gik det lange stræk Amsterdam-San Francisco glat. Filmene var desværre alle på engelsk, men med jævnlige serveringer, nogenlunde god plads, bøger, spil og Nintendo forløb tiden ok. Børnene var råseje. Alma fik en lillebitte lur, Carl faldt desværre i søvn på vej ned… Vi blev hentet af Martin, og vel ankommet til Petaluma nappede børnene en time på øjet, før vi gik en tur (i regnvejr!), forsøgte med et legepladsbesøg og fik en is før sengetid.
Dagen efter gjorde vi downtown Petaluma og tog den med ro. Moderen blev ramt af noget forkølelseshalsonde og måtte tanke op på amerikanske drugs, som ikke fås i Danmark – better living with chemistry, som Karina siger. Nu går det bedre.
Tirsdag tog vi bussen til San Francisco og bad en taxa finde vej til den lejede lejlighed. Kay, vores udleder, var netop ankommet, da vi kom tyve minutter for tidligt. Han havde lige tænkt sig, at han skulle nå at gøre rent. Mjo. Det gik han så i gang med, og det kan afsløres, at det ikke er hans spidskompetence. Men pyt med det, badeværelset, sengetøj og håndklæder er rene, så det går nok. Vi gik tur, shoppede sko og faldt bevidstløse omkuld, da vi kom hjem.
I dag har vi været i Chinatown, i det italienske område og på Pier 39 for at se søløver. Vi har gået rigtig meget rundt i byen, som er aldeles vidunderlig! På vej hjem hoppede vi på en af de historiske cabel cars, der kører på skinner og skal tage tilløb for at komme op ad bakkerne. De er topnuttede, og man kan sidde med benene ud over kanten foran i vognen. Det prøver vi i morgen.
Endelig jul!
D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.
Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.
Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.
Pynt med pynt på
Lillejuleaftensdag. De søde børn var berammet til et møde med den lokale fotograf på mormors foranledning. Det gik udmærket, om end Carl brød sammen i tårer over at føle sig presset, og fotografen var noget ude af trit med virkeligheden i forhold til at tage billeder af børn:
Børn, stoneface
Fotograf: “Kan I sige “tissemyre”?”
Børn: “Tissemyre fniiiis”
Børn, stoneface
“Klik”
Vel hjemme blev der pyntet for fuld kraft. Juletræet med sin pynt står klar, og bagefter fik gaverne tur. Vi havde kun pakket dem ind, men ikke givet dem bånd og sløjfer, al den stund bånd og sløjfer bliver fladmaste af transport. I stedet havde vi taget pynten med. Moderen og alle fire unger barrikaderede sig i soveværelset. I praksis viste det sig, at Carl og Alma gerne tog mod hjælp fra kusinerne, og moderens rolle stort set blev begrænset til at transportere færdigpyntede pakker fra soveværelse til gavebjerg.
Kunst og fantasi
Carl tegner på livet løs, og han udfolder en imponerende fantasi. Nedenstående er fra hans dagbog fra skolen, hvor de tegner og skriver om livet i 0.u. Billedet forestiller Pelle (Alma 10.000’s lillebror, red.), som har fået ildkugler, og Carl med våben, som har bundet en masse uhyrer sammen med harpiks.
Carl har desuden fået en tegnebog, hvor han har ambitioner om at tegne en daglig tegning hele året. Her har vi et blobbermonster, en sindssyg kok med en motorsav og en mand, der vil skyde ti kanonkugler på uhyret på én gang.
Århustur
Tak for besøg til Carl og Alma og tak for lån til forældrene.
Hyggeligt med gæster fra Amager. Vi nåede rigtigt meget på det døgn, vi havde børnene i vores varetægt.
Allerede på færgen mod Jylland torsdag aften var der højt humør, og der blev taget fotos med de obligatoriske kaninører og spist softice – på faderens initiativ. Fasteren var uskyldig. Da vi ankom til Århus, stod farmor klar med sprøde andelår, og Ole sluttede sig til selskabet.
Oven på en gang hoppeborg i Nordcenter Stor med farmor fredag formiddag, var den vildeste energi brændt af, og selskabet var klar til en tur i Den Gamle Bys nye julehus. Faster D, som var på arbejde i DGB tog imod flokken, og børnene prøvede den stærkt imødesete gimmick, hvor man stikker hovedet op på nisseloftet gennem et wc-bræt. Der var også en kravlevæg, et julehuskespil på væggen og meget andet børnesjov.
Efter at have fået varmen over henholdsvis en sukkerkringle, et par af Den Gamle Bys legendariske lyserøde hindbærsnitter og en vanillekrans, gik turen videre rundt på de toppede brosten til købmandsbutikken, skolen, borgmestergården og markedspladsen. Her var begejstringen stor, da Carl lige netop siden sidste besøg havde haft held til at vokse så meget, at han kunne snige sig op på de 120 centimeter, som er påkrævede, hvis man skal svinge sig i luftgyngen. Faster D var også tilfreds med vokse-indsatsen. Så slap hun nemlig for at ledsage Alma på luftturen. Børnene klarede den på egen hånd.
Hjemme på Gefionsvej ventede Ole med flæskesteg, og så var der fest. “Vi er samlede her i dag for at hylde flæsket,” proklamerede Alma højstemt. Hun havde sørget for, at vi fik indkøbt juleservietter og havde dækket et stemningsfuldt bord, så selv om vi kun var i november, blev der taget forskud på julen, gnasket gris og spist moste kartofler med litervis af Oles børnevenlige brune sovs. Om lørdagen blev menuen i øvrigt gentaget til frokosten, og da blev der taget sugerør i brug for at få det fulde udbytte af de populære dråber.
Efter fredagsmiddagen placerede børnene sig – godt indpakkede i tæpper – med hver sin skål fredagsslik foran fjerneren, og så var der ro en stund. Inden sengetid kiggede Carl og Ole i vikingebøger, og Ole fortalte om arkæologiske fund fra vikingernes vilde liv for en meget interesseret tilhører. Børnene fik også en smagsprøve på faster D’s museumsprogrammer – fra Skanderborg Museum, hvor en arkæolog fortalte om knogle- og kraniefund fra Illerup Ådal. De syntes, det var sejt, at deres faster var inde i fjernsynet. Efter den strabadserende dag var der udbredt stemning for at gå tidligt til ro, så efter en godnathistorie sov de kære små faktisk allerede omkring kl. 21.
Lørdag morgen puslede det i stuen, og vi kunne fra soveværelset se, at der var lys i det meste af huset. Et kig på uret afslørede til fasterens gru, at klokken var 5.22. Carl mente, at det var ved at være tid til at stå op, men han fik besked på at sove lidt længere. Det prøvede han så på den næste times tid, men det lykkedes ikke rigtigt, så ved halv syv-tiden måtte han installeres med dynen foran Ramasjang og var vældigt tilfreds med det.
Alma sluttede sig til ham i sofaen en times tid senere, og faster D stod op og kogte havregrød og lagde dej til dagens pebernøddebagning.
Efter morgenmaden nåede vi et par spil, og børnene gik så i gang med den sædvanlige leg, hvor de deler huset op og indretter hvert deres “hus” ved at hente så mange ting som muligt fra værelserne ind i stuerne. Alma forkyndte, at hun boede både i stuen og i køkkenet, og da de voksne spurgte, hvor vi så skulle være, fik vi at vide, at vi bare skulle være der også – det var kun hyggeligt. “I er de gamle bedsteforældre, som er kommet for at være her, fordi I er utilfredse med plejehjemmet.” Mjaaa…
Vi skulle hente et par bøger på biblioteket og drog af sted alle mand. Derfra marcherede vi i regnen videre til kirkegården med en julekrans til farfar. Den blev nedlagt på Pegasusstenen af børnebørnene i fællesskab. Besøget på kirkegården udviklede sig til den helt store nekro-antropologiske ekspedition, hvor vi læste sidste hilsner på silke-kransebånd, fortalte om brænding kontra full-body-begravelser, så på soldatergrave og muslimske gravsten. Alma var noget betaget af de mange nipsting – egern, småfugle og lysestager – som folk havde anbragt på gravene, så hun mente, at det nok var bedst at gå i gang med at investere i de ting, der skulle være på hendes grav til sin tid. Så var hun jo selv herre over, hvordan den blev indrettet, for “det kan jeg da virkelig ikke overlade til min mor…”
Stærkt optændte af emnet gik børnene i gang med at tegne skitser til deres egne gravmæler, da vi var nået hjem igen. Carl var inde på noget med et stenhus, hvori hans grav til sin tid skulle være – vi snakker nok nærmest et mausolæum. Ja, der er jo ingen grund til at fedte med sit eftermæle. Den der med “de ukendtes” fællesgrav købte de da overhovedet heller ikke. Hvad er der sjovt ved det?
Temaet “for-jul” blev ført igennem, og vi fik efter frokosten trillet og bagt et par hundrede pebernødder. Derefter blev der stillet op til det store slag Trivial Pursuit. Børnene ville gerne prøve kræfter med ostespillet, så det kastede vi os ud i, desuagtet at vi ikke er indehavere af en børne- eller familieudgave af spillet. Det blev så klaret ved, at faster D. improviserede børnespørgsmål hen ad vejen, og det var der ikke nogen, der klagede over. Carl vandt, og det var en tiltrængt sejr, efter at han havde været på randen af en nedsmeltning over to nederlag i det nervepirrende gåsespil aftenen før.
Sidste punkt på lørdagens hyggeprogram var ild i pejsen. En helt ny feature på Gefionsvej, hvor der nu er blevet sat gang i motoren, som skal trække røgen op gennem skorstenen. Det fungerer og er råhyggeligt, og det var et par tilfredse gæster, der sad og kiggede ind i ilden med hver sin dåse egne friskbagte pebernødder inden for rækkevidde. Efter en slutspurt med en gang dyreyatzy, kom farmor og afhentede Amagerkiksene, og freden sænkede sig atter over matriklen.
Kærlig hilsen Ole og Dorte
Efterårsferie 2013
Det har været en heftig efterårsferie på social-siden. Først kom mormor. Derefter en flyvende udskiftning med farmor. Og da hun tog hjem, kom de afrikanske piger. Det har været overdrevet hyggeligt alt sammen.
Mormor har beriget vores tilværelse med det til dato mest fantastiske fuglefoderbræt. Det er hamret ned i plænen ved siden af skuret, fiffigt placeret, så ingen katte kan nå det pga. udhæng på taget.

Farmor tog os med på “verdens bedste restaurant”, Den kinesiske mur, hvis verdensklassestatus primært er begrundet i et running sushi-bånd. Der er bare ikke noget, der kan konkurrere med at tage små tallerkener med hapsere, når de futter forbi på rullebåndet, fuldstændig som man har lyst. Farmor havde i øvrigt bestilt et spil til levering hos os, og planen var selvfølgelig at spille det, mens hun var der. Uheldigvis nåede det ikke at komme i tide. Til gengæld har børnene har stor glæde af det efterfølgende, især en bogstavleg-del, hvor man trækker et bogstav og så skal finde så mange ord som muligt, der starter med det bogstav, inden for bestemte kategorier. Det er imponerende, hvor meget de børn faktisk kan.
Og så kom pigerne, og det var som altid en stor fornøjelse. De var selv taget med toget denne gang, og bortset fra lidt besvær med at finde dem, da de ankom, er alt gået glat. Vi har været i biografen og måtte køre i to hold, fordi der endte med at være i alt seks børn (Carls ven Gustav var også med), og så mange kan der ikke på forsvarlig vis proppes i bilen. Vi var på Nationalmuseet og se vikingeudstilling og et smut på Tøjhusmuseet, hvor der var ridderdage, og hvor Carl havde tilbragt dagen sammen med førnævnte Gustav.
Vi nåede også at få Scoldoscals’ telefon repareret og indkøbt en oplader og et taletidskort, så hun kan komme i forbindelse med omverdenen. Indkøb blev foretaget i Field’s kl. 20 fredag aften. Scoldoscals var bjergtaget – “sikke et dejligt sted”, blev hun ved med at sige, mens hun stirrede sig henrevet omkring. Mjo… Moderen er som bekendt knap så begejstret for Fields, men ikke desto mindre sætter vi det på som et programpunkt ved næste besøg. Vi har også allerede aftalt, at vi skal på Nationalmuseet igen for at kigge nærmere på de faste udstillinger, som vi kun nåede at se i forbifarten.
Desuden blev der produceret eksorbitante lagkager, scones og boller i anledning af faderens fødselsdag, og de blev nydt i så stor grad, at fredagsslik måtte konverteres til lørdagsslik.
I dag tog pigerne hjem, katten blev syg og måtte på et urimeligt dyrt dyrlægebesøg, og Alma har debuteret i Wordfeud. Hendes første chat-kommentar til faderen var “Va så bieber svækling”. I morgen står den på udmugning og rengøring, og så er det hverdag igen.
Lånekusiner på feriebesøg
Mormor tilbragte et par dage på slottet sammen med Riziki, Louise og Scoldoscals. Det var ualmindeligt vellykket! Vi tog det roligt med masser af tid til at hænge ud. Vi brugte nogle timer på Den Blå Planet sammen med 100.000 andre, men derudover stod den meget på leg og samvær og isspisning og strandtur. Et mysterium, der aldrig blev løst, var, hvorfor Scoldoscals går i vandet med nederdelen på, men sådan er verden jo så forunderlig.
Vejret var guddommeligt, og børnene sov i haven i to nætter. Nogle i telt, andre på trampolin. Skal man være hudløst ærlig, havde man nok regnet med, at i hvert fald et par stykker var kommet retur til huset, da først det blev mørkt, men det var der ikke noget med. Carl var sågar vågnet og skulle tisse og var kravlet ned fra trampolinen og havde tisset og var kravlet op igen. Nat to sov han dog indenfor, der var noget med, at det var for besværligt at være ude, når han vågnede, men de andre nappede en nat mere.
Vi nåede også et besøg hos den anden Alma, som havde lavet en aftale med mormor om en bytter, hvor Alma skulle have en Thorkild (en hæklet abe) og til gengæld skulle give et eller andet af egen fabrikation. Det blev et glas syltetøj og en tegning. Vi – det vil sige børnene – lavede kager, som vi havde med, og så tilbragte vi et par hyggelige timer i Almas have. Alma, Alma og Riziki legede så godt, at vi efterlod de to, da vi gik hjem, og først samlede dem op, da vi skulle ud at spise.
Det var et enormt hyggeligt besøg, og vi har allerede lagt billet ind på at få dem tilbage i efterårsferien.
Besøg hos kusinerne
Sådan en hyggelig kusinedag kunne ikke stå alene, så dagen efter pakkede vi børn og hund og kørte til Aalborg, hvor mormor passede børn. Endnu en meget vellykket dag med en noget mere human temperatur. Faktisk blev det decideret sommervarmt. Det var rart!
Der var et målrettet dagsprogram, så vi satte fluks kursen mod zoo som det første. Barnefaderen havde glemt sin hat og sin solcreme, så han gik rundt som Lawrence of Aalborg Zoo med et håndklæde kækt draperet om hovedet for at dække den sarte isse. Zoo havde en god legeplads og en masse dyr (sjovt nok). Dagmar tiltede trekantet, da hun opdagede en lille indhegning med marsvin – dem har hun stiftet bekendtskab med hjemme på vejen, og hun finder dem umådeholdent interessante. Til gengæld luskede hun rundt med halen mellem benene og så sig nervøst over skulderen, da vi var i nærheden af de store katte.
Vi spiste friture-domineret frokost med fri udsigt til et rensdyrfamilie, og på vej ud faldt vi over noget sceneunderholdning, som de tre store havde en del sjov ud af, mens Annika hævdede at hade “dem der” og følgelig tilbragte hele seancen med hænderne for ørerne.
Derefter entrede vi Aalborgtårnet, der havde en storslået udsigt og verdens kedeligste cafeteria. Dagmar måtte blive nede, så vi returnerede ret hurtigt til jorden og gik videre til kunstmuseet, der bød på dagens sidste, men ikke mindste attraktion, en springvandskunstinstallation i haven. To kredse af huller sendte med forskellige intervaller vand til vejrs, og det var både flot og sjovt at lege i for børnene. Og koldt…. Mormor forsøgte med stor stamina at vinde gehør for det synspunkt, at øvelsen var at undgå at blive våd. Til sidst gav Alma fortabt: “Men mormor, hvad nu, hvis vi ikke har LYST til at lave øvelsen!?!”
Inden afgang nåede vi også at spise aftensmad og bese den nye residens udefra. Den ligger som nærmeste nabo til zoo, hvilket udløser gratis årskort. Cool. Vi glæder os til at se det indefra næste gang.
Besøg af kusinerne
En dag havde vi fint sommerhusbesøg af mormor og kusinerne fra Aalborg. Det var en meget hyggelig dag med gåtur, strandtur i noget kølige temperaturer, is, legeplads og skærmstening.
Annika lagde ud med at være meget bange for Dagmar, men det gik hurtigt over, og begge kusiner var stolte som små paver over at være hundeholder, da vi gik tur. Det var lidt et tovtrækkeri at holde pigerne påklædte, for de insisterede på ikke at fryse, og onkel Niels havde truet med bål og brand, hvis de blev snottede, eftersom familien skulle til Italien tre dage efter. Men det lykkedes. Så vidt vides blev ingen andre end Alma forkølet.




You must be logged in to post a comment.