I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!
Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.
Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…