Nej, det vindblæste look skyldes ganske enkelt, at hårpragten nu er tilstrækkelig til en hestehale, men at det søde barn afmonterer elastikken, så såre moderen har sat den i – med nedenstående interessante hårmode til følge.

Carl vokser og bliver større og ser generelt ud til at trives godt på slottet. Han plages stadig af manglende kontakt med sin hjerne eller af luft i maven, eller hvad det nu er, der giver uro. På det seneste har der dog været en del gode dage imellem, så vi håber, at han snart er klar til at opføre sig som en ordentlig baby.

For at fremme processen har han været hos zoneterapeut, som mener at kunne konstatere ømhed i maven og i tyndtarmen og behandler løs for at komme det til livs, samt til kiropraktor, som fandt noget fastlåst noget mellem skulderbladene. Sidstnævnte er formentlig årsagen til, at Carl ikke er meget for at ligge på maven og løfte hovedet – kiropraktoren sammenlignede det med et hold i nakken. Næste uges kiropraktorbesøg burde have løst det problem, og så skal der trænes nakkemuskler.

Alma, Carl og moderen har været på en lille ferie hos farmor, mens de længe ventede håndværkere byggede væg hjemme i stuen. På grund af alt for kraftig vind gik turen syd-om, og selvom der er langt fra København til Århus, opførte englebørnene sig stort set upåklageligt. Carl sov, så længe bilen bevægede sig, og Alma bar sin fastspændte skæbne med uhørt tålmodighed.
På vej til Århus gjorde vi pitstop i Odense, hvor der var et legerum med et computerspil, der virkede ved berøring af skærmen. Alma knaldede omgående næven mod skærmen for at vise moderen, at hun gerne ville spille. Det fik omgående skærmbilledet til at skifte til en dreng, som sagde “HEJ”. Alma hvinede henrykt og hilste pænt, hvorefter hun brugte lang tid på at stå derinde og sige “hej” til computeren i håb om et svar.
Dagene hos farmor var meget hyggelige. Alma startede med at slå en runde i huset og tjekke, at alt var, som hun sidst havde set det, og så følte hun sig ellers hjemme.
Vikkis gamle, grønne børneplasthavestol kom atter til ære og værdighed, omend Alma ikke nøjedes med at sidde på den, men også hoppede ned fra den. Hoppene udførtes med stor sikkerhed med undtagelse af den ene gang, hvor Alma troede, at en mavelanding a la Bamse (som i Bamse&Kylling) ville være en god ide. Det var det ikke.
Faster D samt Morten og Anja og de store kusiner Silje og Vikki kom forbi til middag. Alma legede med Vikki, henrykt over opmærksomheden, og Silje formastede sig til at lære hende en smule Nick&Jay-lyrik: I love ya, I love ya. Alma gentog meget villigt “Ijowja, ijowja”.
Som man kan se, blev der også tid til at hænge lidt ud foran fjernsynet, mens man ventede på maden; Alma fandt det svært at vente, så hun har forsynet sig med en kop af gårsdagens køleskabskolde pastaskruer til at fordrive tiden med.
Carl havde det lidt hårdt med sig selv under opholdet og kunne ikke sove. Det blev til mange barnevognsture, og farmor fik sin rigelige andel af babykontakt! Til moderens genopbyggelse stod farmor desuden for det meste af natteroderiet; det var skønt!
For en god ordens skyld skal lige bekræftes, at håndværkerne faktisk arbejdede under vores fravær, og at den famøse væg blev bygget som aftalt.

Alma finder fortsat morskab i at se verden på hovedet gennem sine ben. Ved den aktuelle lejlighed valgte hun at prøve at fange sutten bagvendt. Desværre kom hun til at skubbe den endnu længere bagud, hver gang hun var lige ved at få fat i den, så til sidst måtte hun give fortabt og hente den på mere traditionel vis. Men jagten var sjov, så længe den varede.

Carl har en stor fremtid som imitator for sig. Vi offentliggør her et af hans første arbejder og lader det være op til det benhårde publikum at bedømme præstationen.
Udfordringen lyder: Hvilken skuespiller imiterer Carl?
Vi kan godt hjælpe lidt og afsløre, at der er tale om en skuespiller, der ofte ses i Olsenbanden-film.

Ovenstående betyder på Alma-sprog “rutchebane”, fordi det er den lyd, man laver, når man rutcher. På den lokale legeplads er der en sneglesnoet en af slagsen, som Alma tit og ofte har rutchet på sammen med moderen. I weekenden tog hun det store skridt, at hun efter nogle øveture insisterede på at kravle op ad trappen og rutche ned selv. Det var meget modigt, for det er et stort legetårn og en høj rutchebane.
Alma afviste den tilbudte hjælp med en nyligt tillært gestik: Hun “genner” én væk, mens hun siger “buah, buah”, og hun fortsætter, til man har fjernet sig så meget, at hun føler sig sikret mod utidig indgriben.
Desværre endte hendes selvstændighedsøvelse brat, takket være en noget større piges utålmodige mellemkomst. Alma sad før hver tur og tog mod til sig på toppen af rutchebanen, og bemeldte pige, der legede fangeleg med en veninde, kunne åbenbart ikke vente, så hun “hjalp” lige Alma med en hånd i ryggen *knurre snerre brøøøøl, sagde løvemoderen*
Lille Alma mistede balancen på vej ned og kom til at dreje rundt, så hun landede med hovedet først. Heldigvis stod moderen klar til at gribe, så hun slog sig ikke, men hun blev naturligt nok noget forskrækket, og siden har hun nægtet at nærme sig nogen rutchebane overhovedet. I dag blev gennembrudsdagen, hvor hun genoptog rutcheturene sammen med moderen – stiv i hele kadaveret på den første tur og derefter noget mere løssluppent.
Vi regner med, at hun snart tager turen på egen hånd igen.

– jeg har hænder!

Carl kan godt lide at ligge i sit aktivitetscenter og kigge på de maritime dingledyr. Centret er desuden forsynet med en ikke-maritim blomst, der spiller en vuggevise. Det er virkelig noget; Carl holder meget af den flinke blomst, der spiller for ham.

… hælder man op.

… skåler man med sig selv.

Alma har nu fået sit eget værelse, som hun dog på sigt skal dele med lillebror. En grå onsdag flyttede faderen med vennen Johnnys hjælp rundt på stort set alle løsdele i lejligheden, så vi nu er klar til at få bygget væg i stuen og dermed lave et nyt soveværelse, mens moderen og Carl raidede Ikeas børneafdeling. Da Alma kom hjem, ventede der hende således et nyt værelse med sjove møbler og plads til legetøj.
Moderen havde med stor spænding afventet hendes reaktion og var som vanligt bekymret – og som vanligt uden grund. Alma tog strax værelseskonceptet til sig og har fra første aften sovet derinde alene, som om hun aldrig havde bestilt andet.
Hun har nu udviklet ejerfornemmelsen i en sådan grad, at hun griber den ene forælder ved hånden og trækker vedkommende ind på værelset og hen på legetæppet, hvorefter hun med stor overbevisning smækker døren i for at værne om hyggestunden og privatlivets fred. Fra tid til anden lukker hun også døren efter sig selv, hvilket er noget af et fejltrin, al den stund hun ikke kan åbne den igen ved egen hjælp.

Alma tager sig godt af Carl. Hun kommer løbende og aer ham på hovedet, når han græder, siger særskilt godnat til ham og sørger for at holde sig orienteret om, hvor han befinder sig, og om vi nu har husket at få ham med op fra barnevognen. “Kar-kar”, hedder han på Alma-sprog – af uvisse årsager har hun tildelt ham et dobbeltnavn. Alma giver ham også gerne sutten (og fatter simpelthen ikke, hvorfor han ikke bare holder fast i den) og fodrer ham fornøjet med sutteflasken, Sidstnævnte dog mest for sjov, hvorfor hun kun får lov, når Carl er ved at være mæt; i sulten tilstand er det for frustrerende for babyen, at sutteflasken bliver doseret i to-sekunders intervaller.

Som man kan se på billedet, vil hun gerne holde ham med selskab, når han ligger på gulvet. Her til aften afprøvede Alma liften, hvor hun fnisende lige akkurat kunne klemme sig ned, hvorefter hun tog babydynen med ud på stuegulvet og smugsov på den. Da det blev kedeligt, besluttede hun at inddrage Carl i legen og forsøgte på egen hånd at bære ham hen på dynen. Heldigvis for Carl befandt han sig i moderens favn, da Alma slog til, så han fik den fornødne support og led ingen overlast.

I korthed kan konkluderes, at Alma aspirerer til at blive en rigtig god storesøster.

Så fredfyldt er den søde baby med de fine, runde kinder, når det endelig lykkes ham at falde rigtigt i søvn.

Carl har haft besøg af sundhedsplejersken. Siden det sidste besøg for fjorten dage siden har han taget 800 gram på, så han nu vejer fem kilo. Det er en pæn kampvægt, synes moderen, og han er da også sprunget to vægtkurver op.

Desværre udviser han beklagelige tendenser til at følge i storesøsters kolikplagede fodspor. Som bekendt har søvnen været delt op i ret korte stræk med ret lange vågenpauser imellem, især om natten. I dag var så dagen, hvor Carl stort set var vågen i tolv timer. Han døsede lidt, men hverken favn, gåture, barnevogn eller andet kunne få ham til at falde til ro og i søvn.
Skulle nogen være i tvivl, får man ikke en sød og glad baby ud af det! Moderen håber, at forløbet bare var en enlig svale, men forbereder sig mentalt på nogle hårde uger.
Til gengæld må han gerne følger søsters eksempel i forhold til nattesøvn i øvrigt.

Alma holder meget af en eftermiddagssnack, og hun har fået en ny favorit: Rugbrød. Tørt rugbrød uden smør eller andre formildende omstændigheder.
Det er meget besyndeligt, men afgjort at foretrække frem for kiks og andre sødtex- alternativer.

Alma har taget et udviklingsmæssigt kvantespring, efter at hun har fået styr på hopningen.
Sprogligt pludrer hun som aldrig før og forsøger at sige Alma. Ord som ko og hat er genkendelige, og så er der en masse, som kun hun selv forstår.
Foruden ord har Alma opfundet en lang række tegn, som letter kommunikationen. Fx: Pege ind i munden = sut. Pege ind i munden og sige slubrelyd = tørstig.
Fysisk klatrer hun pludselig op og ned ad alting, hun forcerer stejle bakker uden besvær, og hun er begyndt at trisse afsted på egen hånd, når vi er ude i verden, efter at have kørt med en sikkerhedsafstand mellem sig selv og forældre på 50 cm i måneder. I weekenden indtog familien således brunch efter Alma og faderens ugentlige svømmetur i DGI-byen. Da Alma havde spist og set situationen an, driblede hun afsted og forsvandt jævnligt ud af syne bag søjler og buffetbord. Dog kunne man indirekte positionsbestemme hende ved hjælp af forbipasserendes nedadgående blikke, når de gik forbi det på gulvet omkringtrillende barn.
Som noget ganske nyt forsøgte hun ved samme lejlighed at tage sine bukser af ved egen hjælp. Det lykkedes ikke ganske, fordi hun havde støvler på, men moderen indfangede dog barnet med bukserne nede ved knæene.
Desuden er hun begyndt at tælle en-to-tre som indledning til aktiviteter. Hun kan ikke sige ordene, og hun kan kun folde tommel og pegefinger ud, men hun rammer det rigtige antal hver gang: Eh, heh, heh – efterfulgt af et henrykt grin.

Carl havde besøg af Peter Mark og følte sig tilsyneladende ikke helt tryg ved situationen.

Carl kampskider, så det er en lyst, og det medfører en del flere tøjskift, end det rigtigt passer ham. Moderen benyttede en af lejlighederne til at forevige den 17 dage gamle Carl i næsten bar figur. Han vokser, men han er stadig majet lille. Han scorer allerede højt på nuttethedsskalaen, men med Almas eksempel for øje antager vi, at han løbende vil vokse sig stedse sødere og sjovere, som ugerne og månederne går.

Det barn er da bare hamrende fotogent.

Med en ny baby i familien genoptager vi strax den spændende og publikumsvenlige sportsgren “steder at anbringe en baby”.
Der er vel ikke noget ydmygende i at ligge i en lyserød dukkevogn for en rask dreng? Og man kan da sagtens passe mindre søskende, når man er tyve måneder, ikke?

Carl har haft familiært besøg i den forgangne uge. Torsdag var mormor taget en tur til hovedstaden for at bese babyen. Hun hidbragte også pynt til Alma, som gerne tumler rundt med pragten herhjemme, men har nægtet at blive klædt ud til fastelavn.
I weekenden kom Morten, Anja og kusine Silje og do. Vikki forbi. Carl lod sig villigt holde af den store kusine, som også vandt Almas gunst ved at forsyne hende med rigelige mængder torskerogn med remoulade. Vikki blev til sin store fortrydelse vurderet for ung til at holde baby.