Huuiii!

Ovenstående betyder på Alma-sprog “rutchebane”, fordi det er den lyd, man laver, når man rutcher. På den lokale legeplads er der en sneglesnoet en af slagsen, som Alma tit og ofte har rutchet på sammen med moderen. I weekenden tog hun det store skridt, at hun efter nogle øveture insisterede på at kravle op ad trappen og rutche ned selv. Det var meget modigt, for det er et stort legetårn og en høj rutchebane.
Alma afviste den tilbudte hjælp med en nyligt tillært gestik: Hun “genner” én væk, mens hun siger “buah, buah”, og hun fortsætter, til man har fjernet sig så meget, at hun føler sig sikret mod utidig indgriben.
Desværre endte hendes selvstændighedsøvelse brat, takket være en noget større piges utålmodige mellemkomst. Alma sad før hver tur og tog mod til sig på toppen af rutchebanen, og bemeldte pige, der legede fangeleg med en veninde, kunne åbenbart ikke vente, så hun “hjalp” lige Alma med en hånd i ryggen *knurre snerre brøøøøl, sagde løvemoderen*
Lille Alma mistede balancen på vej ned og kom til at dreje rundt, så hun landede med hovedet først. Heldigvis stod moderen klar til at gribe, så hun slog sig ikke, men hun blev naturligt nok noget forskrækket, og siden har hun nægtet at nærme sig nogen rutchebane overhovedet. I dag blev gennembrudsdagen, hvor hun genoptog rutcheturene sammen med moderen – stiv i hele kadaveret på den første tur og derefter noget mere løssluppent.
Vi regner med, at hun snart tager turen på egen hånd igen.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.