Alle indlæg af Flickr

Sødt sovende

Carl napper sig en morfar, og det skal være ham vel undt. Han har været trykket af luft i maven og har derfor haft en del urolige timer; til moderens store ærgrelse har en del af dem ligget om natten, hvorfor mor og baby har sovet på sofaen for ikke at vække den hårdt arbejdende fader og Alma.

Ud og afsted

Så nuttet ser man ud, når man er klar til at drage ud i verden. Carl har bl.a. været med i Almas vuggestue, hvor der var bred enighed om, at han var nuttet. Vi satser på en plads til ham også, når den tid kommer, så de hyppige storesøsterbesøg kan ses som en lang og skånsom indkøring.

Gyng gang

Carls skråstol er et glædeligt bekendtskab for Alma. Hun indtog den straks, og når sikkerhedsbæltet er spændt, afventer hun en svingetur ved faderens mellemkomst. Hun er stærkt utilfreds med moderens flødearme, når vi er alene hjemme, og Alma må affinde sig med manglende fysisk formåen og følgelig ingen gyng-gang.

Velkommen til Carl!

carls_allerfoerste.JPGPræcis som sin søster valgte Carl at ankomme på terminsdagen, dog på et mere humant tidspunkt af døgnet: Kl. 16.09 blev han eksterneret, 56 cm lang, 3965 gram tung og med en usædvanligt lang navlesnor tre gange rundt om halsen. Sidstnævnte voldte ham dog ingen problemer.

Ankomsten lignede Almas til forveksling: Vi blev kostet ind i opholdsrummet for at vente på en jordemoder og derefter ind på fødestuen. På det tidspunkt var moderen fem cm åben. Efter halvanden time i selskab med en sød jordemoder og en sød jordemoderstuderende samt jævnt hen virkningsløs akupunktur og lattergas blev Carl så dagens lys.

Vi kørte hjem efter yderligere et par timer og ankom i tide til at hente Alma hos familien underbo, give hende en dukke og en dukkevogn i storesøstergave og putte hende i egen seng til normal tid.

Alma fandt det festligt, at både hun og moderen fik en ny dukke. Hun hvinede begejstret ad Carl og prikkede benovet til ham, da det gik op for hende, at han var levende, men udviste derudover ikke den store interesse. Men det er selvfølgelig også svært at konkurrere med en lyserød dukkevogn.

Alma Morgenhår

Alma har et særligt talent for gøre noget sært med sit hår, når hun sover. Det forreste er fint og glat, mens nakkehåret uvægerligt er nærmest touperet, når hun står op. Moderen begriber ikke, hvordan hun bærer sig ad, men touperet er det – og svært at rede ud.

Klæd-ud-Alma

Alma betragter henrevet sig tørklædeklædte jeg i spejlet. Som accessories har hun valgt en rosenbeklædt taske i matchende, lyserød nuance. Det er et ubestrideligt faktum, at Alma godt kan lide at klæde sig ud, så sidder nogen derude med en ubændig trang til at fifle lidt med noget tyl og lidt glimmerstads, skal I bare slå jer løs.
Desuden er barnet taske-fetichist. Hun har meget ofte (mindst) én taske med sig, når hun tuller rundt og leger, hvad enten det er hjemme eller i vuggestuen. Hun udpeger fornøjet enhver taske i billedbøgerne, og ser hun Tinky-Winky med den røde taske i en teletubbie-film, standser hun resolut forevisningen og løber hen for at hente sin egen røde Minnie Mouse-taske.

I en af teletubbie-filmene er der for øvrigt en scene, hvor tubbierne får kager og derefter løber udenfor, efterladende kagerne på bordet. Alma bliver meget oprørt over at se det – hver gang!

Svært, men lækkert

Yoghurt er svært at håndtere, men det, der rent faktisk når hele vejen til munden, er mums, mener Alma.

Til hendes forsvar skal dog anføres, at banan/pære-yoghurt ER ret tyndtflydende. Generelt er hun rigtig god til at få maden skovlet indenbords på anstændig vis. Hun mestrer med maner at få gaflet diverse stykker op fra tallerkenen, og hvis maden er bare nogenlunde tør, behøver hun ikke engang en hagesmæk.

Nyt ord

Alma har indlemmet “ma” (mad) i ordforrådet, hvilket er praktisk, for hun fik brug for det her til aften, da hun sådan trængte til en lille snack før sengetid.
Hun var syg i går og fik derfor lov at blive hjemme hos sin moar i dag. Efter en sen frokost var der ikke megen appetit til aftensmaden, og så kan man jo godt blive lidt brødflov hen ad sengetid.

Alle de ord!

Kaj og Andrea – kan man andet end elske dem?

Alma begynder for alvor at eksperimentere med at tale nu. Hun har længe brugt “ja” og “nej”, som dog skal tages med et vist forbehold. Efterhånden kommer der mange korte ord til, men det er svært, for de lyder jo altså meget ens… Ben, bil, ble, Bent, bog, mad, mor, mere, sut, sulten, ugler i håret og ugler i træerne – det er da svært at hitte rede i og få udtrykt tydeligt.
Hun siger også vov vov, kra kra, uuh uuh (uglen), grå (skål), AUW (betyder, at noget er varmt), Silla (fra vuggestuen), gu (sko), oa (mor), bar (far), å-håu (Teletubbies).

Desuden har hun endelig lært at hoppe efter at have øvet sig i sengen og med forældrehjælp meget længe. Hop-hop-hop afsted, bump ned på numsen og triiiiil om på ryggen – det er altså stuntkomik af høj klasse.

Velkommen, 2007

Let forsinket poster vi et billede af Almas nytårsaften, hvor hun sad ved børnebordet sammen med alle de store børn og førte sig frem (med moderen ved siden af). Det bekom hende overordentligt vel at have så mange store venner at lege med, og hun hoppede i senge og puder med et mod, der trumfede de fleste af de andres.
På trods af de tilstedeværende 16 børn og lige så mange voksne var det en rolig nytårsaften. Kl. 21 måtte Alma kapitulere over for de mange aktiviteter og nye indtryk og gå i seng. I soveværelset lå i forvejen en baby, og sidenhen kom de lidt større børn til, efterhånden som de faldt i søvn. Heldigvis sov samtlige unger fra raketter og anden nytårsstøj. Da det værste havde lagt sig efter midnat, drog Alma og moderen hjem, mens faderen festede videre. Alma udpegede og grinede af raketter hele vejen hjem og lagde sig pænt til at sove videre, da hun landede i sin egen seng.

Alma går i store sko

store_skoMeget kan man sige om hende, men hun går ikke i små sko, hende Alma. Hun har udviklet en forkærlighed for at låne moderens og nogle gange sågar faderens sko, som hun tramper overraskende sikkert rundt i. Hvis hun har et par tasker, et sjal eller et par solbriller ved hånden samtidig, er det fuldendt.

Almas nye venner

Der blev knyttet stærke bånd mellem Alma og Bamse, Kylling og Ælling i julen, ikke mindst fordi farmor ikke blot var leveringsdygtig i videobånd, men også i skærmtroldenes fysiske modstykker. Alma vil frygtelig gerne røre ved de spændende ting i fjernsynet og snavede jævnligt skærmen til i sine forsøg på at kramme og kysse Bamse eller fodre ham med ost, og det hjalp på frustrationerne at have Bamse, Kylling og Ælling ved hånden som krammedyr.

Lige tilpas

Efter visitten i det sønderjyske gik turen til farmor, som til Almas store henrykkelse er i besiddelse af en plast-havestol i børnestørrelse. På trods af ustabilitet og en tendens til at vælte bagover grundet ringe vægt tog Alma ufortrødent plads og tilbragte lykkelige stunder med at se Bamse & Kylling på video. Dog underminerede hun løbende sit eget underholdningsprojekt, fordi farmors fjernsyn står i nå-højde, og det overgik Almas forstand, at Bamse og co. forsvandt fra skærmen, når hun trykkede på de mange sjove knapper.