Alma er jubellykkelig over sneen. Sidste år ville hun overhovedet ikke have noget med det hvide stads at gøre, men nu er hun slet ikke til at holde nede. Da det begyndte at sne i forgårs, gik moderen og Alma ned i haven efter aftensmaden for at være sikre på at nå at lege i sneen; det er jo set før, at den er væk næste morgen. “Det er hmaddersjovt at lege med hne,” råbte Alma (det ret konsekvent erstatter den første af to på hinanden følgende konsonanter med et nasalt h) og styrtede rundt.
Næste morgen erklærede hun, at hun gerne ville ned og lege i sneen alene, så hun blev proppet i vintertøjet og kom ned på egen hånd, mens moderen og Carl blev færdige. Inden da havde Alma og Carl leget inde på værelset i tyve minutter uden at spørge efter en voksen og uden konflikter. De var faktisk så topnuttede begge to hele dagen, at de nær aldrig var kommet i seng, fordi moderen havde mest lyst til at blive ved med at kysse på dem.
Alma hjalp med at skrabe sne af bilen, og mens moderen stod og bandede over den forsinkede vinter, lød det med dybtfølt glæde fra det lille menneske med den røde flyverdragt: “Hvor er det gønt (skønt) med hnevejr.” Så var det pludselig svært at bevare den negative attitude.
I vuggestuen havde hele børneflokken været ude på den store legeplads, vuggestuebørn og børnehavebørn mellem hinanden. Alma glemte rent sit ry som en lille, forsigtig pige, og kastede sig ud i sneboldkamp med de store drenge! Moderen var ret imponeret.
Carl har ikke mange lovord tilovers for sneen. Den er kold, og den opfører sig åndssvagt og gør ham våd, når han samler den op. Til gengæld er det topunderholdning at se på Alma, når hun leger.