Carl i zoo

DSCF4041.JPG Lille Carl får sjældent lov til at sætte ret mange punkter på dagsordenen, så forleden – nåja, som det kan ses af påklædningen ligger det faktisk et par uger tilbage – fik han en solofridag. Efter at have afleveret Alma i vuggestuen drog moderen og Carl af sted mod zoo. Carl faldt i søvn i bilen og snorkede sødeligt i ganske lang tid i bilen efter ankomsten, så moderen fik ordnet en del forretningsanliggender pr. telefon fra parkeringspladsen. Da han vågnede op, var han smågnaven, lige indtil han spottede det første dyr, og så var han solgt! Han gloede med stive øjne på aber, løver, flamingoer, pingviner – ja, på alt, hvad der rørte sig. Han var imponerende god til at opdage også stationære dyr i de forskellige indhegninger, og de var alle sammen mageløst spændende. Det belyser endnu en søskendeforskel: Da Alma var med i zoo på samme alder, var hun markant mere optaget af andres klap- og trækvogne end af dyrene, som helst skulle stå og buhe hende lige ind i ansigtet, før hun lagde mærke til dem.
Efter mange dyr og en tur ind til gederne fortrak vi til cafeteriet, hvor Carl først grovåd sin madpakke og derefter halvdelen af moderens stærkt underlødige stykke pizza. Bagefter øvede vi os i at læne os mageligt tilbage i hhv. højstol og pindestol og lægge armene bag nakken. Carl kan godt nok ikke nå sin nakke, men han kunne få hænderne op på hovedet, og det var godt nok. Vi gjorde det mange gange, og Carl morede sig kosteligt. Alt i alt en god dag, der forventes gentaget inden alt for længe.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.