Det har skortet på opdateringer på bloggen de seneste måneder. For at rette lidt op på det forsømte tager vi nogle store spring med mange billeder, og så bliver stilen vanligt detaljeret herfra.

Det har skortet på opdateringer på bloggen de seneste måneder. For at rette lidt op på det forsømte tager vi nogle store spring med mange billeder, og så bliver stilen vanligt detaljeret herfra.

Der er så dejligt ude på landet, det har moderen og de søde børn sandet i dag, hvor vi tog en tur langt ud på Sjælland for at besøge Klokker-Ulla. Hun residerer i et hyggeligt, lille bondehus i selskab med en beostær og dagens hovedattraktion, hunden Bella. Bella har en sørgelig fortid og er stadig en anelse nervøs, så til at starte med blev hun til Almas store harme anbragt i soveværelset. Efter saftevand i haven, ribsplukning, grankogleindsamling og et fascinerende møde med en mariehøne spiste vi frokost, og derefter fik Bella lov til at komme ned. Der var stor, gensidig interesse mellem hund og børn, og efter en imponerende kort tilvænningsperiode var Alma og Bella bedste venner. Det kan hermed anses for bevist, at Bella ikke nærer nævneværdig antipati mod små, larmende mennesker. Vi gik en lille tur med Almas nye, bedste ven. Vejen var kantet af usandsynlige mængder af meget store skræpper. Det kaldte på Carls explorer-gen, så han gik mange ture gennem skræpperne, der var højere end ham selv. Hen på eftermiddagen blev børnene under store protester og efter farvelfodring med mange hundekiks lodset ind i bilen og sov, før vi havde kørt 500 meter.

Til aften var Alma for første gang længe ude på to hjul og viste sig noget mere habil og motiveret end første gang. Således er det erklæret med stor sikkerhed, at hun skal cykle i børnehave i morgen.

Carls nyeste: (S)piller bold!
I det hele taget er han begyndt at lydefterligne ordene i vid udstrækning, så der er vist ingen tvivl om, at sproget begynder at tage fart nu. Det bliver rart for ham. Han bliver så glad for at blive forstået, og selv om han udnytter det eksisterende ordforråd til fulde, er og bliver det jo begrænset, hvad han kan udtrykke, og han har så meget på hjerte. Måske vil han sågar holde op med at baske folk, når han bliver sur?
I den forgangne weekend tilbragte Alma hovedsageligt lørdagen i selskab med moderen, idet vi først tog over til børnehaveveninden Freja sammen med Carl. Da det blev tid for en lille Carlelur, vendte vi snuderne hjemad, og strax efter putning tog moderen og Alma i Helvedet for at købe fødselsdagsgave til Leo, som blev seks år, og derefter videre til selve fødselsdagsfesten. Det var en meget social og meget hyggelig dag.
Søndag havde Alma så et stort ønske om at komme alene på tur med faderen, og det blev realiseret, mens Carl og moderen hyggede sig hos Anton og Josefine. Alma og faderen nåede vidt omkring og rundede både stranden med sommerunderholdning for poderne, Helgoland med kooooldt vand og til sidst Ingolfs Kaffebar med en meget træt Alma.

Det volder af og til svare kvaler at sameksistere for de små mennesker. Især Carl har svært ved at greje sit eget irritationspotentiale og kan følge Alma rundt og rundt, når hun forsøger at slippe af med ham for at få lidt fred, mens han bliver mere og mere frustreret og til sidst baffer hende en, når hun ender med at råbe “NEJ, CARL! Jeg vil lege alene!” Så må FN aka moderen skride ind. Igen. Sig bare til, hvis vi lige skal sørge for fred i Mellemøsten, nu vi har den fremme.
Dog nyder de søde små også hinandens selskab. Vi iler til med dokumentation for rolige stunder med gensidig sympati. På det første foto er de levende optaget af en kat, der vanen tro var vandret ind i baghaven for at slappe lidt af og til sin forbløffelse fandt matriklen fuld af mennesker i alle størrelser, og som derfor søgte tilflugt under trappen. Alma gennemskuede dog hurtigt, hvad der skal til for at formilde en let bekymret villakat; børnebordets tallerkener blev plyndret for kyllingerester, og strax havde de søde børn fået sig en ny ven.



Tom og Ileana og ikke mindst Tomasito, som nu er blevet så stor, at han skal kaldes Tomás, er atter landet i hovedstaden. Alma og Carl er noget interesserede i gæsterne, og der er blevet hoppet seriøst igennem på trampolinen, både med og uden moderens tilstedeværelse. Den dag, de landede, ytrede Alma med ondt i hovedet, at hun dagen inden havde haft svært ved at falde i søvn. “Havde du også ondt i hovedet i går,” spurgte den bekymrede moder. “Nej, det var bare, fordi jeg var så spændt på, at de skulle komme,” svarede det søde barn.
Carls seneste sproglige fremskridt: Bølger og dyr. Førstnævnte tog han til sig under en hoppetur på trampolinen, hvor vi legede stormvejr, og moderen kørte frem med “bølgerne ruller, bølgerne ruller”. Carl kiggede undrende og smed sig derpå ned og rulle frem og tilbage over trampolinen og råbte “bøøøjer, bøøøjer”. Det med dyret kom sig af, at verdens mindste tordenflue satte sig på hans fod. Carl gerådede i stor affekt og sansede som sædvanligt ikke at børste den af. “Hvad er der galt – nå, det er et lille dyr,” sagde den tililende fader og bortabsenterede den mikromale synder. Derefter brugte Carl nogle minutter på at rode rundt i sin sandal og i bunden af bilen for at lede efter fluen, mens han kaldte “dyer, dyer”.
Alma spillede fegudmoder og svingede tryllestaven efter folkets ønsker. Hun lavede store lagkager, hundekiks og godt vejr fra nu af og til jul. Til sidst ønskede moderen fred i verden. Alma sad lidt og så eftertænksom ud, hvorefter hun replicerede: “Nej, det kan jeg ikke trylle frem.”
Det er godt nok at kende sin begrænsning.
Carl tager flere ord ind:
Kom (hom), stop (ofte ledsaget af løftet politi-hånd, bruges også i betydningen lad være ved fx hårvask) og som det nyeste, helt store hit her til aften: Anton, navnet på en af yndlingslegekammeraterne. Anton er knap et år ældre end Carl, men de har samme statur og en fælles interesse for fægtelege og brydekampe, og de er meget glade for at lege med hinanden. “Se, det er mine venner,” siger Anton, når vi ringer på døren.
Som om det ikke var nok, har begge børn i dag været ude at lege på egen hånd. Alma sammen med tvillingerne fra nedenunder samt Josephine, Antons storesøster. I mellemtiden gæstede Carl Anton. Moderen gik hjem for at hente ham et par tørre bukser, og det affødte ikke skyggen af krise, så hun benyttede sig af den uventede frihed til at ordne aftensmaden. Alma var lidt benovet og noget genert over at være sammen med tre store seks-årige, som har års rutine i at lege sammen – “jeg blev lidt genert. Det kan man godt blive, når noget er nyt. Det kan være svært at vænne sig til. Jeg følte mig ikke helt tryg, og derfor ville jeg ikke spørge, hvad de legede, for de skulle ikke vide det, det er kun dig, mor, der skal vide, at jeg ikke følte mig helt tryg,” afrapporterede det introspektivt ret begavede barn – men hun havde det trods alt sjovt nok til at takke nej, da moderen slog et smut forbi og tilbød hende at komme med hen for at hente Carl.
I formiddags drog den lille familie til stranden for at nyde det vidunderlige sommervejr, der har gjort hjemkomsten fra skønne Italien lidt mere udholdelig. Lotte, Carls gudmor, Mette, Theodor og Felix gjorde os selskab, og senere kom også Rasmus og Anna. Børnene er de rene vandhunde – og når man bruger ordet vandhund, giver Carl sig straks til at kravle rundt i vandet og sige vov. Efter nogle timers tummel i sand og vand vendte vi snuden hjemad, hvorefter alle gik ned til tælling og først vågnede ved 17-tiden. Det er svært at vænne sig til dagligdags tilstande efter 14 dages ferie…
Så trods det sene tidspunkt er der ingen umiddelbar udsigt til sovende børn.
Under aftensmaden sad moderen og brokkede over menstruationsondt i maven. Carl brugte et par minutter på at få verificeret, at det gjorde ondt, og hvor det gjorde ondt, og så hoppede han resolut ned fra stolen, rakte hånden ud og sagde trøstende “kom, kom”. Derefter trak han moderen over til fryseren, tog et køleelement ud og lagde det på den stakkels mave. Han er en ualmindelig sød dreng! Og dagens Alma-historie, ordret gengivet:
Der var en prinsessekat, og så kom der en prins. Altså en katteprins. Prinsessekatten stillede en stige op i dagligstuen og kravlede op på den og satte noget, der lignede en slags tårn, foran. Katteprinsen tog sit skjold og sit sværd, og så reddede han prinsessen. Så blev de forelskede, fordi han syntes, at hun var smuk, og hun syntes, at han var smuk, og så blev de gift.
Roms lufthavn er forsynet med sjove kunstværker (tror vi nok, at det er), som man kan gå ind i og kigge ud af og hoppe ned fra. Ikke overraskende erklærede Alma, at hun skulle bo derinde, og at hun havde fødselsdag og skulle vækkes med sang og gaver.
Vel hjemme efter dødsdrom med italiensk taxachauffør og flyvetur og ny taxatur i mere adstadigt tempo skulle Alma lege med Leo, hendes bedste børnehaveven. Leo ville imidlertid ikke høre tale om at lege hjemme hos Alma, så enden af det blev, at store, lille Alma drog afsted mod Christianshavn sammen med Leo og Leos far en times tid efter ankomsten til hjemmet og legede der resten af eftermiddagen, indtil moderen hentede hende hjem til aftensmaden. Hun bliver stor, den lille….

De sidste par dage af ferien blev tilbragt i Rom, som er og bliver en vidunderlig by. Vi var afsted uden sikkerhedsnet i form af klapvogn, men kom alligevel en del omkring, Carl en del af tiden på forældreryg. Vi var på Piazza Navone, hvor der blev leget intenst med springvand og drikkepost. Det sidste vakte moro og kærlige smil i hele den ene ende af pladsen, og de søde børn blev fotograferet af turisterne und alles. Jo jo, danerne gør Rom med anstand. Vi nåede også Peterspladsen, men kom ikke ind i kirken. I stedet ankom vi lige i tide til at se paven køre rundt i pavemobilen og vinke til de jublende masser, hvorefter han entrerede den hellige stol og gav sig til at tale til folket. Børnene var ikke synderligt imponerede og absolut ikke til sinds at vente på den engelske version af den pavelige bulletin, så indholdet af talen må vi finde andetsteds. Men der blev spist is og leget i endnu et springvand, og dermed var alt såre godt.
For øvrigt gik både ud- og hjemtur uden problemer af nogen art. Det er nemt nok at rejse med børn, når de er så hårde til det som Carl og Alma.

Selv på gadens hårde sten findes et fascinerende dyreliv. Således mødte vi både duer og heste i storbyen, og de skulle helst fodres, respektive klappes, hver gang.

To besøg i det lokale storcenter blev det til: Først for at købe en telefon til moderen, siden for at returnere den defekte nyerhvervelse. Under sidstnævnte visit mistede moderen kameraet, troede vi. Det var ærgerligt; to bortabsenterede kameraer på lige så mange år er en ret dårlig statistik. Heldigvis dukkede det mirakuløst frem af disen på bunden af en taske.
Lige inden for indgangen har centerfolkene viseligt placeret en lang række put-penge-i-mig-og-jeg-bevæger-mig-i-30-sekunder-maskiner. Der var flyvemaskiner, biler, motorcykler, heste… ikke overraskende et meget populært sted hos den yngre generation. Alma og Vittoria delte et par ture, mens Carl tog sig en lur i bilen med faderen som selskab. I bilen forbereder de sig helt klart på en dag at skulle færdes i den italienske trafik, hvor det kræver mindst to mands opmærksomhed at holde sig orienteret om de andre fartpsykopaters gøren og laden. Vi kørte med et kongeeksemplar af slagsen, da vi skulle til lufthavnen fra Rom, og vi er inderligt taknemmelige for at slippe fra ham med liv og lemmer i behold.

Og så lige et par ekstra billeder, bare fordi børnene på dem er så søde…

Carl er fuldstændig faldet for bordfodboldens glæder og jubler med dybtfølt begejstring ved ethvert mål, også selvmål. Det vigtigste er helt klart at være med. Alma er noget mindre fascineret af at lade små, farvede plastikmænd bøffe en bold frem og tilbage på et bord, så hun gav sig til at lege Esmeralda i stedet for, og man må da lade hende, at hun har fat på noget af det rigtige. (Esmeralda er den smukke, dansende sigøjner fra Klokkeren fra Notre Dame, red.)

Carl har en svaghed for at parre hvad som helst i lille (biddibiddi, sagt med pivestemme) og moar. Da han så et lille hul i en vandinstallation, biddibiddi’ede han, hvorefter han spottede et stort hul i muren og straks udnævnte det til moar. For en gangs skyld valgte Alma at blande sig i familierelationerne, idet hun mente, at så stort et hul måtte være en far. Det diskuterede de en del resten af ferien. Vi lader bedømmelsen af, hvem der har ret, være op til læserne.

Gode lege kræver faktisk ikke så meget udstyr. Soveværelset i lejligheden gjorde god fyldest. Øverst ses børnene, som er døde. Modergråd udløste mirakuløs genopstandelse med tilhørende trøst og kys. Mange, mange gange. På de nederste billeder er de hunde i hundehuset. Der blev finurligt nok også leget hundelorte….

Carl og Alma på cafetur med latte caldo på landsbytorvet.

Det blev kun til en enkelt strandtur under opholdet, men de aktuelle temperaturer i Danmark taget i betragtning, gør det såmænd ikke noget. Vi tager da bare til vores egen strand i morgen, ja, vi gør så!
