Carl tager flere ord ind:

Kom (hom), stop (ofte ledsaget af løftet politi-hånd, bruges også i betydningen lad være ved fx hårvask) og som det nyeste, helt store hit her til aften: Anton, navnet på en af yndlingslegekammeraterne. Anton er knap et år ældre end Carl, men de har samme statur og en fælles interesse for fægtelege og brydekampe, og de er meget glade for at lege med hinanden. “Se, det er mine venner,” siger Anton, når vi ringer på døren.

Som om det ikke var nok, har begge børn i dag været ude at lege på egen hånd. Alma sammen med tvillingerne fra nedenunder samt Josephine, Antons storesøster. I mellemtiden gæstede Carl Anton. Moderen gik hjem for at hente ham et par tørre bukser, og det affødte ikke skyggen af krise, så hun benyttede sig af den uventede frihed til at ordne aftensmaden. Alma var lidt benovet og noget genert over at være sammen med tre store seks-årige, som har års rutine i at lege sammen – “jeg blev lidt genert. Det kan man godt blive, når noget er nyt. Det kan være svært at vænne sig til. Jeg følte mig ikke helt tryg, og derfor ville jeg ikke spørge, hvad de legede, for de skulle ikke vide det, det er kun dig, mor, der skal vide, at jeg ikke følte mig helt tryg,” afrapporterede det introspektivt ret begavede barn – men hun havde det trods alt sjovt nok til at takke nej, da moderen slog et smut forbi og tilbød hende at komme med hen for at hente Carl.