Hvad kan man sige? Carl bygger tårne på værelset…

Hvad kan man sige? Carl bygger tårne på værelset…

Alma er faldet for en tegnefilm ved navn Dora the Explorer. Filmene er, som navnet antyder, skabt i USA. De er bygget extremt pædagogisk op med indlagt interaktion, idet børnene opfordres til at kalde på rygsækken og kortet eller udpege ting i billedet. Begge børn elsker det og hjæææææælper.
Filmen: Vi har brug for DIN hjælp! Sig “rygsæk”
Alma: Ryghæk!
Filmen: Højere!
Alma af sine lungers fulde kraft: RYGHÆK!
Carl kan ikke sige rygsæk, men han kan pege på ting på skærmen, og så har han af Dora lært at sige “hort” (kort) – så når det er kortet, der er brug for, er Carl med på råbeholdet. “Hort! HOOORT!”
Som en del af det pædagogiske sigte har filmene sekvenser, hvor børnene lærer nogle ord på engelsk. Alma mestrer nu “wait” og øver sig flittigt på “thank you” og “you’re wellcome”.

Carl er internt blevet defineret som det menneskelige svar på en muskelhund. Han mosler og mosler og tonser rundt og tumler og hopper og så forfra igen. Han har også taget rollen på sig, således at man ofte oplever ham vuffe med knurrende stemme, mens han vifter faretruende i luften med hænderne, alternativt kravler afsted for at bide én i benet eller nikke skaller, så højt han kan nå.
Forleden lancerede Alma en leg med balloner aka babyer under blusen. Se, det var en koncept, som den lille tykke kunne forholde sig til! Vi fotodokumenterer den åbenbarede muskelhundenatur.

Alma cyklede på det ret smalle fortov, kørte ved siden af fliserne og væltede, i hendes optik fordi der ikke var plads nok til cyklen på fortovet. Med blikket rettet opad og meget vred stemme: “Gud! Du skulle da have givet os lige så meget plads som bilerne!”
Første dag med vinterjakke. Åh, hvor bliver hun da stor, den lille skat…

Alma med krum ryg og stok: “Jeg er ikke så rørig, som dengang jeg var 80.”
Desuden tramper hun gerne rundt og råber: “Hvad vil vi ha’? Frihed! Hvornår vil vi ha’ det? NU!” Alternativt marcherer hun rundt om køkkenøen med knyttet næve og råber: “Berlusconi er en nar.”
Gad vide, hvor hun får det fra?
Carl opererer stadig med temmelig få ord og ufatteligt mange betydninger og betoninger af samme, suppleret med mimik og gestik. Således betyder “hut” både tog (fut), prut og slut. Til gengæld betyder det ikke sut, for den hedder “bu”. Imidlertid forhindrer de manglende sprogkundskaber ikke barnet i at finde på historier. De er temmelig simple, ganske vist, for det er alligevel svært at formidle et narrativt forløb med fire ord, men de er der. Og moderen gætter på, at handlingsforløbet hurtigt bliver adskilligt mere komplekst, når sproget på et tidspunkt rækker til det. Han fortæller med lyde, ord og gestus, og han går ikke videre, før man har afkodet og formuleret meningen korrekt. Carls første fulde historie lyder som følger:
Carl tager sin næse og kaster den ud af vinduet (tager sig til næsen, viser hånden, der holder om noget usynligt, kastebevægelse med gryntelyd, der betyder anstrengelse)
Den lander på jorden (“bup”)
Så kommer der en bi (“bi”)
Den tager Carls næse (“hap” og hapsebevægelse med hånden)
og flyver op i luften med den (“bi” – “summm” – “høj” og flyvebevægelse med hånden)
Den flyver hjem med næsen (“em”)
og så spiser de andre bier næsen (gnaskelyde og “mmmm”)
Carl får en ny næse (samler en fiktiv næse op fra gulvet og sætter den på plads)

I fredags var moderen og varanerne alene hjemme. Heldigvis blev vi ikke overladt til vores eget, kedelige selskab. Freja skulle med os hjem, og derefter koblede Thea sig også på. Frejas mor dumpede ind lidt senere, og så var der ellers linet op til hygge og samspisning for både voksne og børn.

Selv i Eksperimentalen skal personalet af og til på kurser og den slags overflødige tiltag, og så bliver institutionen lukket. Da det skete sidste gang, drog moderen og de søde børn afsted til zoo i skønt solskinsvejr, medbringende madpakker og med Alma i selvvalgt og til lejligheden passende leopardkjole. På legepladsen løb Alma ind i Thea, en børnehaveveninde, og de to insisterede straks på at tilbringe resten af dagen i hinandens gode selskab, så da vi blev trætte af zoo, tog Thea med os hjem. Forinden nåede vi dog at hilse på gederne. Theas far var god til at finde lækker bark, som man kunne fodre de firbenede charmetrolde med, og pigerne morede sig kosteligt, når gederne i utålmodighed begyndte at gnaske i rygsæk, trøje og bukseben.
Alma har i det hele taget fået øjnene op for det skønne ved at besøge vennerne på egen hånd. Thea, Freja og Alma leger dagligt sammen i børnehaven, og når man kommer for at hente poderne, mødes man hver dag af et massivt folkekrav om 1) at Alma kommer med Freja eller Thea hjem, eller 2) at Freja eller Thea kommer med Alma hjem. Det er forunderligt, at det lille, morsyge nussehoved er blevet sådan en stor, selvstændig pige, som ikke vil med sin mor hjem.

Carl og Alma var til cykeldag i strandparken. Carl benyttede lejligheden til at lufte sin nye cykelhjelm og fik også tid til at dyrke en af sine yndlingsaktiviteter, gennemkravling af cykelstativer. Han mestrer teknikken perfekt. Det eneste, det kræver, er, at moderen inden start fjerner edderkoppespind. Carl er nemlig aldeles overbevist om, at hvis han rører ved edderkoppespind, kommer der en edderkop og hapser ham og bider ham i fingeren.
Der skulle løses opgaver langs en rute, som i sidste ende førte til et telt, hvor man fik udleveret en præmie i form af en drikkedunk med energirigtige slogans på. Desværre blev ruten indledt med et telt, hvor man kunne lave cykelpynt, så det tog en rum tid, før vi var klar til at rykke videre. Faktisk så rum en tid, at arrangementet sluttede umiddelbart efter. Heldigvis fik de søde børn en præmie, selv om vi ikke gennemførte, og – oh jubel – de fik også en guldmedalje! Så nu har Alma to stk. guldmedaljer, eftersom hun også fik en, da hun løb Børnemilen på Christianshavn.

Forleden fyldte Christinia 38 år, og naturligvis måtte den lille familie med til festen. Det meste af den, i hvert fald, idet faderen valgte at blive hjemme for at arbejde. Der var festligt pyntet og meget at kigge på, og Almas liv blev beriget med en fantastisk fe-kjole, komplet med vinger og blomsterkrans. Carl brugte en del tid på at blande bygge-bunker af hhv. sand, jord og cement. Det måtte han sikkert ikke, men herregud, det ER jo Christiania – I kan ikke slå os ihjæææææl….

Den årlige vejfest løb af stablen, og vi havde som fællesaktivitet for store og små lagt an til et storstilet rollespil. Landet Livornia var i fare, og børnene måtte i skikkelser af dværge, alfer, elvere, krigere og vismænd kæmpe for at redde det. Hver gruppe havde sine særlige evner, tildelt efter alder og formåen, således af fx dværgene var gode til at grave, mens alferne kunne helbrede og redde liv. De voksne var enten på mørkets side i form af hekse, orker og andet godtfolk, eller også agerede de hjælpere af forskellig art.
Carl og bedstevennen Anton var dværge, som kravlede igennem en tunnel, gravede et stykke af Fredens Tavle fri af sandet og bragte det tilbage under stor applaus. Alma var sammen med to jævnaldrende alf, som piskede rundt på slagmarken og bragte de af orker slagne krigere tilbage til livet. En af orkerne var for øvrigt faderen, mens moderen fik æren af rollen som elverdronning. Det var storslået og meget vellykket. Da mørkets kræfter var forvist fra Livornia, var der fest og middag, og de tapre små fik deres velfortjente præmie i form af små Haribo-poser. Jublen ville ingen ende tage, og vi glæder os allerede til næste år.

Efter turen til Årø fylkede vi os lidt ekstra i storfamiliens skød hos mormor. Pigerne hyggede sig sammen, og der var som vanligt kamp til stregen om retten til at ommøblere køleskabsmagneterne. Som en ny og populær feature var de små mennesker en tur på Dammen på vandcykler, hvilket de syntes godt om. Mindre godt var det, at parkens ænder som sædvanligt var så stopmætte, at de ikke gad æde de anselige mængder af brød, som børnene kastede i nakken på dem.


Alma har store glæde af at få lov til at håndtere kameraet, og når hun er i spil, tager hun af og til nogle ret fine billeder. Dette stemningsfulde portræt af en Askepotfigur på det mormoderlige gulvtæppe viser da et imponerende potentiale hos den unge fotograf. Hvad mon titlen er? “Mørket falder på – en diskurs om det eventyrliges møde med virkeligheden”, måske.

Den næste store begivenhed i familiær henseende var et besøg i Haderslev. Onkel Niels og tante Silvia gæstede Danmark, så mormor besluttede at samle hele flokken inkl. niecer og nevø og invitere på færgetur og frokost på Årø. Det var en stor succes! Alle hyggede sig, især Alma snakkede en masse med hunde, maden var god, pigerne tampede onkel Niels, og færgeturen var et hit.

Vel tilbage i Århus fra Klitmøller tog vi os en overnatning, og dagen efter drog vi videre mod hovedstaden. Eller rettere: Tre af os drog videre mod hovedstaden. Alma havde til sin uskrømtede glæde fået lov at blive alene hos farmor fra søndag til lørdag! Farmor var en anelse nervøs for, at kedsomhed skulle indfinde sig og farmorstjerne tilsvarende dale, men den bekymring blev gjort grundigt til skamme. Alma havde en fantastisk uge og spurgte straks efter hjemkomsten, hvornår hun måtte besøge farmor alene igen. Man må sige, at der er sket en udvikling fra klæbende, fremmedangst pusling til stor, selvstændig pige, der ofte besøger veninder solo og brændende ønsker sig at få lov at overnatte hos bedsteveninden Thea.

Dværgen Alma, som brugte ganske meget tid på at synge dværgesang og dimse med hænderne i luften. Da vi forleden skulle holde vejfest med tilhørende rollespil for alle involverede personer, havde Carl og bedstevennen Anton fået rollen som dværge. Carl sad og så tænksom ud en stund, hvorefter han greb fat i nakken på sin trøje og prøvede at trække den hen over hovedet. Almas dværgekundskab har åbenbart gjort indtryk på ham, siden han kunne huske, at det var sådan, man skulle gøre.

Carl demonstrerer, hvordan ketchup passer fortrinligt til både pølser og is….

Ferien bød på nogle skønne dage med sol og stille vand. Uanset vindstyrke og temperatur var børnene for øvrigt meget indstillede på at smide tøjet og drøne i vandet.

Der er stort potentiale for hygge på sådan en sommerhussommerferie. Divaen viser, hvordan man nyder livet med anstand og præsenterer efterfølgende ponyen Prins, på hvilken hun red hele vejen ned til stranden og tilbage. Ponyer styrer!
