Sommerrester fra 4. juli 2010

Da vi vendte hjem fra Italiens-færden primo juli, skulle moderen på festival og modtage legat og hæder. Her så vi andre vores snit til at tage på stranden. Holdet blev i sidste øjeblik forstærket med Thea. Og her er fotodokumentationen fra faderens iPhone i vanlig sløret kvalitet. Det begyndte med badning i lagunen (det begreb som Alma stivnakket kalder »kommunen«) – og endte med ansigtsmaling og udklædning på stranden og afsluttende koldskål på matriklen. En fest.

Klik for lille filmklip!

PS: Al ansigtsmaling er udført af dværgene selv – også faderens …

Supplement

Som tilføjelse til faderens udmærkede beskrivelse af dagens første udflugt supplerer moderen lige med et par detaljer: Hundene rullede sig i noget seriøst ulækkert og stinkende og blev badet straks efter hjemkomsten. De tog det pænt. Efter et godt måltid og en lille hvilepause ville Carl gerne cykle “en lille tur” med moderen og hundene. Carls lille tur blev ikke så lille igen, den endte med at tage knap to timer og strakte sig over en del kilometer. Hundene har ikke løftet et øre hele aftenen…

Mens moderen og Carl turede den, hyggede faderen og Alma i det af farmor donerede telt. Siden kom Alma op og bad om noget at drikke. “Far er i gang med at sove nede i teltet,” meddelte hun og slog sig ned hos sin bror for at se med på en film. Faderen benægtede sandheden i den påstand.

Blueberry Hill

»Dengang jeg var en dreng
– en blåbærdreng«

Endnu engang overraskede vejret os positivt, så vi udsatte igen turen til Harald & John for at udnytte det fine overskyede vandrevejr. Sølver-Escorten rettede næsen syd mod Bøgsted Rende, hvor Den skaldede Stifinder genfandt vores gamle vandresti i den kuperede klitplantage, der nu også er en del af landets langstrakte første nationalpark.

De rapfodede poder er i sandhed blevet vandringsmænd. Det er slut med at brokke sig over et par kilometer til fods.

Første ben gik sydpå ad den gamle redningsvej langs kysten. Siden slog vi kortvarigt mod øst ind i landet og for igen at trække nordpå ind i den gamle plantage med dramatiske bakker og klitter og slyngede stier. Moderen havde glemt at spise morgenmad, og forsyninger var der ikke noget af, så det var stærkt velkomment, da stifinder prøvesmagte og godkendte et blåbærkrat, der viste sig at være uudtømmeligt i omfang – eller med Almas ord: ‘uendeligt’. Her blev vi hængende en times tid og alle nød at lege stenalder-samlere.

Fodrappen Carl fandt dog tid til at invitere stifinder med op på den højeste klit i nærheden. Efter at ha besejret den hugormekontrollerede sydside af dette veritable bjerg, kunne vi fortjent løfte hænderne mod himlen og nyde udsigten 360°. Senere gentog vi turen af en mere civiliseret sti med Alma og moderen som sherpaer.

Al snak om regn var forduftet og sveden sprang på panden og andre steder på den sidste del af turen, hvor børnene løb om kap med Oscar og Tessie i et forsøg på at fange og tampe den hex, der ideligt gemte sig og genopdukkede på stien foran dem. Så varmt blev det, at stifinder måtte tilbagelægge den sidste del af ruten i bar indianeroverkrop.

Det var i sandhed en ’tilbage til naturen’-tur …

Aftentur

I dag tog vi et par timer på stranden, hvor der ikke var vejr til at bade, men til gengæld fint vejr til at flyve med drage. Børnene havde morskab af det et stykke tid, mens drageflyvningen fasthold faderens interesse under hele opholdet. Børnene befriede den nedstyrtede drage, lave rutchebaner i sandet og hyggede sig generelt fint. Hundene tonsede op og ned og op og ned og så nogle heste og havde det mægtigt.

Eftermiddagens vejr indbød ikke til andet end sofahygge. Moderen fik en lur. Det gjorde Carl også. Efter aftensmaden besluttede smållingerne og moderen, at hundene fortjente en god gåtur inden sengetid. Børnene op på cyklerne og så afsted. Der var masser af gode vandpytter at suse igennem på grusvejene, så det trak ud, og da vi endelig var klar til at vende næsen mod Sambo, ville børnene gerne cykle længere. Godt så. Vi forlængede aftenturen med et smut gennem byen og forbi en nyligt fundet legeplads og nåede omsider tilbage små to timer efter afgang og langt over sengetid. Vi kan godt afsløre, at der ikke var problemer med at få de søde små lullet i søvn i dag.

Drage på stranden i Klitmøller

Slik!

Vejret arter sig virkelig ikke her ved vestkysten! Blæst og regn og modbydeligt er det. Vi besøgte Thisted for at vaske tøj og købe ind. Først rundede vi biblioteket et par timer og lånte en uhyrlig masse film og musik samt nogle billedbøger og to romaner til moderen (one down, one to go). Derefter indkøb – og på grund af søde børn og dårligt vejr besluttede moderen, at det skulle være en aften uden mange grænser. I selskab med Carl blev der indkøbt slik og kager, aftensmaden bestod af en pastaret med bacon og masser af ost, og stik mod sædvane fik ungerne lov til at se film ad libitum efter maden og spise slik, småkager og osterejer uden andre begrænsninger end den, der naturligt opstår, når alle poser er tomme. Alma troede ikke sine egne ører og stornød den uvante frihed. Faderen drattede i seng med tøjet på. Børnene holdt ud til to film, før de måtte give op og gå i seng. Det var hyggeligt!

Thy i regnvejr

I dag blev Sambo ramt af en seriøs mængde regnvejr. Barnefaderen skulle have den meget larmende bil en tur forbi værkstedet for at blive lidt mindre larmende. Moderen, børnene og hundene gik en frisk tur langs stranden mod Ørhage imens ud fra den antagelse, at regnen nok ville holde op. Det gjorde den ikke. Undervejs kom vi forbi de ulmende rester af et bål og forsøgte ihærdigt at få ild i det igen, men forgæves – alting var alt for vådt. Til gengæld aftalte vi at lave bålfest på stranden med snobrød og pølser ved førstkommende lejlighed. Moderen havde ikke medbragt penge, så da vi kom til Ørhage, var der ingen mulighed for en pause og noget varmt. I stedet traskede vi hjem gennem byen. Børnene mukkede overhovedet ikke, de trampede bare afsted som to små, tapre landsoldater. Oscar så derimod ud til at føle sig nogen strabadseret…

Vel hjemme konstaterede moderen, at regnfrakkelommen ikke havde været rigtigt lukket. Og at telefonen havde været i lommen. Telefonen er nu død…. Børn og hunde blev tørret og nusset og anbragt på bløde møbler, svøbt i hhv. dyne og uldtæppe og for børnenes vedkommende forsynet med honningmælk og en film, og snart var alle mand uanset antal ben kørende igen.

Bilen kom lige så stille hjem, og vi besluttede, at en regnvejrsdag var det helt rigtige til det årlige besøg på Kirsten Kjær-museet. Afsted med os. Undervejs fandt vi ud af, at der var det årlige Vildsund-marked, så vi ændrede kurs mod Vildsund. Vel ankommet med en sovende Carl i bilen viste det sig, at posen med skiftetøj, herunder lange bukser til Alma, stod hjemme i sommerhuset. Heldigvis glimrer Vildsund med en genbrugsbutik, så moderen og Alma gik hen og sørgede for nødekvipering i form af bukser til Alma, en jakke til Carl og en ekstra paraply fra Thisted Kommune. Alt i alt kostede det den nette sum af 25 kr.

Og så ind på markedet – gys i gryden! Det var virkelig et dyk ned i folkedybet på den helt uhyggelige måde! Børnene prøvede et par karruseller. Carl skulle prøve radiobilerne, men slog hovedet ved første påkørsel og gik i panik og måtte bæres bort. Alma skulle prøve spøgelsestoget, men gemte hovedet i armene og resten af sig i moderens favn ved første lyd. Uden at have set eller hørt noget som helst insisterer hun fortsat på, at det var meget uhyggeligt. Vi forlod tivoliet og skridtede kræmmermarkedet. Det var ret stort, og det ser ud til, at folk i Vildsund har et uhørt behov for tennissokker i store partier. Det var mudret, og det regnede, men humøret var højt. Til sidst nåede vi frem til det store telt, hvor vi havde planlagt at spise aftensmad. Kandis skulle spille, og desværre havde vi været så langsomme, at de allerede var gået på scenen, da vi kom. Derfor kan den lille familie nu prale med at have oplevet en live koncert med Kandis. Alle øvrige tilstedeværende i teltet kunne teksterne uden ad. Teenagere med tofarvet hår og udtrådte basketstøvler flokkedes om scenen for at få autograf. Dansegulvet blev brugt flittigt af folk i alle aldre, i ALLE aldre, og alle rokkede til de fede rytmer. En særegen oplevelse, som man måske vil vide at sætte pris på, når den er blevet ordentligt fordøjet….

Carl og Alma fik først pølse og derefter noget med nogle ribben. Ved afgang lagde Carl pænt et ben på hver af de brugte pølsebakker og rakte stakken til moderen, som var rørt over barnets hjælpsomhed i henhold til oprydning. Det viste sig at være en fejltolkning. Carl havde planlagt at tage dem med hjem, så han kunne spise resten af remouladen og ketchuppen senere…

Alma har slet ikke været til at slå ud, fordi hun har Tessie ved sin side. Ustandseligt kigger hun henrevet på hunden og fortæller, at hun mener, at Tessie er glad og har det godt, og så får Alma det også selv så rart indeni. “Det er helt utroligt, at nogen hund kan være så sød som dig,” kurrer hun lykkeligt. Oscar stæser huset tyndt med to børn i hælene og har allerede lært, at napper han noget af Carls legetøj, er det ok et stykke tid, men når Carl begynder at blive skinger i stemmen, gør man klogt i at slippe herlighederne i en fart.

Vesterhav med lånehunde

Ferien har atter ramt den lille familie, som i skrivende stund muntrer sig på vestkysten i Sambo. Vejret lader noget tilbage at ønske, hvad angår vindstille, solrige stranddage, men i det mindste regner det ikke. Sambo rummer i år to ekstra gæster, idet Tessie og Oscar har fået lov til at komme med. De blev passet hos farmor under ejerindernes feriefravær, og farmor havde ikke spor imod at lade tjansen gå videre. Tanken var, at Carl og i særdeleshed Alma kunne få en forsmag på, hvordan tilværelsen med hund reelt former sig, når man ser bort fra de gyldne drømme om gåture med lyserødt halsbånd på egen hund.

Hidtil er det en stor succes. Alma og Carl har inddelt sig selv og hundene i et pigehold og et drengehold, og legesyge, lille Oscar spæner glædestrålende rundt med to jublende varaner i hælene, mens Tessie nyder hyggestunder på skødet eller ved siden af kærlige, nussende Alma.

Eneste anke fra Almas side er faktisk rettet mod moderens tilbøjelighed til at tiltale hundene “hunde”, når hun henvender sig til dem begge to på én gang. Det er helt vildt strengt, synes Alma, ikke at bruge deres navne, og det formilder hende ikke, at moderen også bruger fællesbetegnelser for børnene.

Socialiseren

Tom og Ileana har atter ramt landet, hvilket i sagens natur afføder en del social aktivitet. Mennesket er et socialt dyr, og de søde små holder sig ikke tilbage. Især Alma finder det overdådigt hyggeligt med masser af mennesker og events. Foruden grillning i egen have har vi også været en tur i Ole og Pias nye sommerhus sammen med gæsterne fra Guatemala. Hovedattraktionen var dog hverken de tobenede, pastaen eller den uhyrligt store klump parmesan-ost. Næ, det var søde, hvide, bløde, store Valentin, en vaskeægte slædehund. Valentin vandt omgående både moderen og børnenes hjerter!

Her på falderebet inden næste ferie har mormor indlogeret sig hos familien Underbo, som er midlertidigt fraværende. Alma var i går med børnehaven i Kgs. Have, og sjældent havde hun oplevet noget skønnere, så i dag holdt hun fri og tog derind igen, denne gang i selskab med mormor. Hun kom lykkelig hjem og fortalte om alle de flotte ting, hun havde set på Rosenborg. De havde købt et hæfte med postkortbilleder af nogle af herlighederne. Alma bladrer det igennem og fortæller pr. billede, at “den her har jeg set, og den her har jeg set”, og hver gang der kommer et billede af fx en gylden tallerken, standser hun og siger med store, dramatiske øjne, at “det er rigtig guld, mor!”

Cykelmester

Så blev det Carls tur til at blive selvkørende på to hjul uden støtte. Lørdag aften tog han sin første triumfrunde på egen hånd efter talrige protester over faderens insisteren på en hjælpestang. “Mig ka’ sæl!!!” hylede Carl, og efter meget kort tid beviste han sin påstand og fik til sin store glæde pinden pillet af igen.

Her til morgen ønskede Carl sig at øve lidt på cyklen. Fint nok, tænkte moderen og gik ned i forventning om et par afslappede ture frem og tilbage ad vejen. Få minutter senere sås selvsamme moder i rask trav for at følge med hurtigtcyklende barn, som i overlegen stil tilbagelagde et par kilometer på cykelstien. Og senere cyklede vi på stranden. Og hjem igen. Og senere endnu cyklede Carl med faderen til stranden igen. Og hjem igen. Alt i alt har han nok tilbagelagt min. fem kilometer i dag. “Jeg er en cykelmester,” proklamerer han, og moderen er tilbøjelig til at give ham ret.

Carl cykler selv

Det er ikke længe siden, at Carl prøvede Rebeccas aflagte gule lyn, men måtte parkere den igen med uforrettet sag. Benene rakte så at sige ikke. Men i går, lørdag, ville han prøve igen. Og nu så det mere troværdigt ud. Faderen monterede et tilspidset kosteskaft som styrepind. Carl protesterede vedholdende: “ka’ godt!” Og bortset fra den svære indledende start, hvor man skal ha skidtet til at rulle fra 0 km/t, så lykkedes det faktisk drengen på en enkelt tur ned til enden af vejen at bryde koden. Og efter et par gange frem og tilbage foran skolen, blev det til en ubrudt og kun let slingrende tur hele vejen hjem.

I dag stod den gule racer også på Carls skema. Moderen måtte løbe for at holde trit og Carl satte sig demonstrativt og ventede på, at faderen var færdig med at bygge og støbe stensætning i haven, så han kunne komme ud og rulle på andet end gadens fortov.

Så gik det mod stranden for anden gang i dag. Alma valgte den mere velbehagelige løsning bagpå faderens cykel. Begivenhedsrig var turen, der bød på shish-kebab, fritter, tordenskylle, et hav af strandgæster mm. Desuden blev det klart, at Carl mangler bremseteknik, når han kører ned ad bakke.

Her er han i fuld koncentration på vej hjem fra dagens triumftur.

Almas første solo-ferie

Alma har til sin udelte henrykkelse tilbragt eftermiddagen med Leo og hans mor. Desværre skal Leo på ferie i 14 dage, og derefter skal vi på ferie, så pludselig var der længe, til de kunne ses igen. Indtil Leos mor foreslog, at Alma kom med dem et par dage til Leos bedsteforældre i Nordsjælland. Alma var fyr og flamme og hoppede op og ned og ville gerne det hele.

Mor: Så kan du måske være der oppe en dag? Eller to?

Alma: Eller tre!

Sommerferie, afslutning

Under ferien i Castro ville Alma gerne tage et billede af Carl. Carl stak af. Alma løb efter. Kameraet røg på gulvet og gik i stykker… Moderen har ikke andre end sig selv at bebrejde, men hvor ER det ærgerligt! Vi bringer et par overlevende pics og beklager, at feriens sidste dage forbliver udokumenterede.

Så træt bliver man efter en dag i Rom.

DSCF8803.JPG

På gaden i Rom så vi en bil, der var så lille, at den omgående blev klassificeret som en “Carle-bil”, dvs. den mindste unge.

DSCF8801.JPG

Gyngeklatring

For klatreabe-børnene gik der ikke mange øjeblikke, før gyngestativets oprindelige formål var udtømt for muligheder, og under ledelse af entreprenante Alma transformerede de det til klatrestativ med indlagte mobiludfordringer i stedet. Vittoria greb udfordringen, og der blev lagt en del kræfter i at klatre rundt på gynger og stativ. Carl demonstrerer en af metoderne.

DSCF8829.JPG DSCF8822.JPG DSCF8823.JPG DSCF8824.JPG DSCF8825.JPG DSCF8826.JPG DSCF8820.JPG DSCF8828.JPG

Følsomme Alma

Almas bedste ven Leo er stoppet i børnehaven, mens vi har været på ferie. Alma vidste det naturligvis godt, men hvordan skal man forberede sig på en ændret virkelighed, når man kun er fem år og for første gang stifter bekendtskab med “aldrig mere” – det er svært for hende. Heldigvis er forældrene til de respektive poder enige om at forsøge at fastholde venskabet, så længe børnene vil det, og i morgen skal Alma til sin udelte fryd tilbringe hele dagen sammen med Leo.

Udsigten til et Leo-løst børnehaveliv har imidlertid allerede længe gjort det lille pus meget labil over for alt, der handler om tab. Således bryder hun konsekvent ud i ulykkelig gråd, når faderen fx istemmer “Hvem kan sejle foruden sejl” som godnatsang. I dag var det “Hvalen Valborg”, der åbnede for sluserne. Stakkels, lille pige…

Guldkorn

Carl har fået temmelig godt styr på sproget, skønt det stadig kniber med udtalen, og han er egentlig ret avanceret. Fx ytrer han ofte, når han har måttet ud i kreative forklaringer for at gøre rede for, hvad han mener: “Det er dét, jeg taler om/det er dét, jeg tænker på.”

“Mor, når jeg siger, du skal komme, skal du gøre det!”

“Det er mor, der bestemmer. Jeg bestemmer kun over mig selv.”

“Den/det er bare så sej!!”

I dag var vi på vej hjem fra stranden, da Carl pludselig begyndte at grine, fordi han kom til at tænke på noget sjovt fra børnehaven: “Mor, ovre i børnehaven vi gjorde sådan her [slår hænderne fladt mod cykelstyret] på bordet og sagde: Hvor er maden, hvor er maden? Vi gjorde det ikke alle sammen, det var kun mig og Julie.”

Carl sidder af og til og læser for sig selv, og det viser sig, at han kan “læse” hele bogen om Kåde køer i køkkenet etc., komplet med betoninger og passende stemmeføring.

Ingen kaje

Carl blev af faderen bedt om at holde kaje og replicerede med stor overbevisning: “Jeg har ingen kaje. Jeg har en mobiltelefon!” Bemeldte (legetøjs)mobiltelefon blev for øvrigt indkøbt på stranden i Terracino, hvor Alma spottede den hos en af de mange strandsælgere og mente, at moderen absolut burde købe en til Carl, som længe har ytret ønske om en sådan. Det var jo ikke til at stå for, så købt blev den, og stor glæde vakte den.

Afgangen fra stranden er altid langstrakt, bl.a. fordi børnene afskyr sand i skoene og har svært ved at kombinere koncepterne skylle sko + skylle fødder + løst sand.

DSCF8842.JPG DSCF8848.JPG