Farvel til sutterne

Lørdag formiddag tog Carl og moderen på en tiltrængt mor-og-søn-udflugt. Målet var rekordmuseet, som er en turistfælde på Strøget, der altid tiltrækker børnene, fordi der er en model af verdens største mand udenfor og af verdens største haj i billetsalget indenfor. Carl glædede sig, men desværre viste det sig, at de to eneste reelle attraktioner var netop de to, der kunne beses uden billet. Vi gik derfor hastigt videre. På vej forbi Illum spottede Carl en kæmpestor bamse med en masse balloner. Det viste sig at være trækplaster for åbningen af den nyindrettede børneafdeling… Men Carl ville gerne se det, så vi gik op. Der var et legehjørne, hvor Carl slog sig ned, og så var der sørme en skoafdeling med sko til brede poter, så nu vi alligevel var det, blev der indkøbt forårssko og sandaler. Ved afgangen en times tid senere fik Carl en heliumballon med sig. Naturligvis kom han til at give slip, så den steg til himmels, da vi kom ud. Stor og højlydt sorg.

Men heldigvis var vi tilfældigvis på vej til legetøjsbutikken, hvilket kunne afhjælpe den værste kvide. Carl har indtil nu brugt sut, når han skulle sove, men vi var enige om, at når han blev fire år, skulle vi sige farvel til sutterne. Og når man siger farvel til sutterne, må man vælge et stykke legetøj. Det var mere end vanskeligt at vælge mellem alle herlighederne, men til sidst besluttede Carl sig for en rumskyder med en masse herlige lydeffekter og blinkende lys. Den måtte først pakkes op, når sutterne var pakket ned, så hele vejen ned ad Strøget, i metroen til Amager og fra stationen til slottet bar Carl sin skyder, fuldstændig stålsat i sin beslutning om at få elimineret de sutter i en fart, så han kunne komme til at lege. Han ville ikke engang med hen for at putte dem på suttetræet eller i postkassen til julemanden. Og siden har han så ikke brugt sut. Det har været helt problemfrit, og der har ikke været nogle problemer med at falde i søvn uden.

Social fredag

Fredag morgen spurgte Malou og Alma, om Malou måtte komme med hjem. Moderen fik i løbet af formiddagen fat i Malous far, som gav tilsagn og lagde besked om det i børnehaven. Uheldigvis havde moderen ganske glemt en gammel aftale om, at Alma denne fredag skulle med Freja hjem… Lykkeligvis ringede Frejas mor for at minde om det, så efter et par svedige øjeblikke blev løsningen, at både Freja og hendes mor kom med hjem sammen med Alma og Malou. Der var således fuldt og meget hyggeligt hus. Godt, at alt blev løst på bedste vis.

Releaseparty

Efter Almas første ridetime gik det tjuhej tilbage til børnehaven for at hente Carl. Torsdag var nemlig også dagen, hvor der var festivitas i anledning af et nyt internet-børnespil, ABCity. Spillet er nøje strikket sammen med skyldig hensyntagen til både underholdning og læring, og børnene er meget glade for det. Normalt ville man nok ikke lægge vejen forbi midtbyen i myldretiden for at fejre, at et nyt computerspil har set dagens lys, men dette var relevant for den lille familie, fordi Rie havde speaket og optrådte til festen. Desuden var der kage.

Vi var kun lige ankommet, før Alma og Carl styrede målrettet hen mod en ledig spillekonsol og derefter var tabt for omverdenen.

IMG_0890.JPG

IMG_0888.JPG

Hestepige in spe?

Alma har længe ønsket sig at få lov at gå til ridning, og nu har en åbning på et begynderhold åbenbaret sig. Torsdage kl. 14-15 vil Alma fremover være at finde på ryggen af en pony. Det turde være overflødigt at sige, at hun glæder sig…

Fødselsdagsfest derhjemme

Adrian og Anton, med hvem Carl heldigvis var blevet forsonet, kom med hjem til fødselsdagsfest. Moderen havde lavet pølsehorn og lagkage og arrangeret en skattejagt, hvor de små skulle finde vej gennem en række ledetråde i form af fotografier, hvoraf det sidste viste det sted, hvor skatten var gemt. Hvilket tilfældigvis var i tørretumbleren.

Der blev leget igennem. Anton var træt og bad om at komme hjem forholdsvis tidligt, mens Adrian holdt fanen højt og sågar blev til aftensmad i stedet for at blive hentet kl. 18 som planlagt. Da batterierne var flade hos børnene, satte de sig til at spille computerspil efter tur, mens faderen bagte pandekager.

Alt i alt en meget vellykket fødselsdag for Carl, nu fire år!

IMG_0875.JPG IMG_0878.JPG

Børnehavefødselsdag, fortsat

Moderen havde lavet zombie-boller, som i dagens anledning havde taget deres festhatte på. Dem kunne Carl godt lide. Alma kunne bedst lige det med festhattene og udpegede den sjove gimmick for skolegruppeveninden Elicia.

IMG_0848.JPG

IMG_0853.JPG

Når der skal råbes hurra i børnehaven, laver man x antal små, stille hurra’er og giver så det sidste fuld skrue. Alle advares om at holde sig for ørerne, hvis de ikke kan lide, at der bliver råbt højt. Carl er ellers ikke bleg for selv at sætte sit markante aftryk på lydtapetet, men han holdt sig alligevel for ørerne.

IMG_0871.JPG

Børnehavefødselsdag

Carl holdt en traditionel børnehavefødselsdag på Månestuen. Moderen kom med zombieboller, og Alma var naturligvis også med. Børnehavefødselsdag indbefatter blandt andet, at fødselsdagsbarnet drikker saft af guldkoppen, spiller fødselsdagssang på marsvinet, tænder og puster lys ud, vælger en fødselsdagssang OG bliver, hvis man tør, løftet i vejret på stolen efter antal år. Carl turde godt.

IMG_0858.JPG

IMG_0861.JPG

Først blev Carl ét år….

IMG_0862.JPG

Så blev Carl to år….

IMG_0863.JPG

Så blev Carl tre år….

IMG_0868.JPG

Og så blev Carl FIRE år!

Carl fire år!

For fire år siden var der veer og flere veer og en lille, lækker baby, der kom med hjem og blev taget for at være en dukke af den nybagte storesøster.

I dag er der en stor Carlemand, som bliver fire år, og som fik et væld af seje gaver. Til sin store glæde fik han den meget omtalte Ben10-bane, hvor monstrene skal fange Ben10. Derudover fik han to store transformers, som volder svare kvaler, når de skal transformeres fra bil til robot og vice versa, transformer-klædud-tøj, så han kan matche robotterne, et hammerspil, en selvspillende rockguitar, en bakuganskyder og en bakugan-lommelygte. Glæden ville ingen tage. Alma fik traditionen tro en storesøstergave.

Til morgenmad var der selvvalgte frostflutes med syltetøj og honning samt juice, og efter en rum legetid ventede børnehaven. Til frugttid skal der så fejres fødselsdag på stuen med moderens hjemmebagte zombie-boller, og så hjem til mere fødselsdag med pølsehorn, lagkage og skattejagt. Carl har bestilt pandekager til aftensmad.

I går var Carl blevet dødeligt uvenner med sin ellers bedste ven Anton. Eller rettere, Anton var blevet uvenner med Carl. Det var svært at afkode, hvad det drejede sig om, og Carl virkede pænt uvidende om problemet og ville gerne med Anton hjem at lege, men Anton erklærede rasende, at de ikke var venner mere, og at han ikke ville komme til fødselsdag i dag. Heldigvis er de, bl.a. ved pædagogernes mellemkomst i dag, blevet forsonede.

CIMG0219.JPG CIMG0230.JPG CIMG0225.JPG

Skøjteprinsessen

Forleden drog moderen og Alma afsted mod skøjtehallen, den lokale i Kastrup. Vel ankommet og meget forventningsfulde viste det sig desværre, at de åbningstider, der var at finde på nettet, ikke stemte overens med de faktiske åbningstider. Således var hallen optaget af en flok meget lidt dygtige ishockeyspillere, som vedvarende faldt over stavene og over hinanden. Alma kunne næsten ikke rumme skuffelsen, men det hjalp lidt, at vi hang ud og grinede, hver gang de granvoksne mandfolk meget, meget langsomt gled frem mod pucken og i stedet faldt over hinanden i slowmotion.

Dagen efter var vi mere heldige, og foruden skøjteløb fik vi også set ismaskinen i aktion. Alma tonsede tappert afsted helt inde ved siden og klamrede sig til rækværket for hver femte meter. Hun holdt ikke så længe, men havde dog haft en god oplevelse. Nogle store, meget hurtige teenagedrenge, som havde svært ved konceptet “hold passende afstand”, bidrog til Almas afgang fra isen. De samme drenge vil om nogle år formentlig være at finde på motorvejen, og man kan nok godt gå ud fra, at deres tilgang til afstandskonceptet vil være udfordret også til den tid.

I dag var vi afsted for anden gang. I stedet for Kastrup Skøjtehal valgte vi at forsøge med den udendørs bane på Genforeningspladsen. Der var markant bedre plads, om end isen var noget beskidt. Der var ikke noget rækværk at holde fast i, så Alma faldt rigtig mange gange, men hun klarede sig bedre end første gang og har en ganske udmærket balance. Hun bliver bare for irriteret over at falde hele tiden, hvilket der jo ikke er noget at sige til.

»Alle aber bor i junglen«

Carl tog en rundtur i Olines univers til morgen. Han endte hos en af sine favoritter pingvinen Nikolaj, hvis yndlingsbeskæftigelse er at forcere en flod med træstammer, flodheste og krokodiller for at nå over til pandekagestakken på den anden side. Men der er også en elektronisk malerbog, hvor man kan farvelægge og placere forskellige af Nikolajs venner. Efter et par varianter kom Carl frem til at aberne rottede sig sammen i den mørke nat, så de kunne skræmme krokodillen væk med deres øjne, der lyste i natten. Carl kalder værket »Alle aber bor i junglen.«

Blå aber i natten skræmmer krokodiller bort med deres lysende øjne.
Blå aber i natten skræmmer krokodiller bort med deres lysende øjne.

Mosling med storytelling

De søde små har længe dyrket at mosle med faderen efter spisetid. Mosling er for de uindviede en tumleleg, der kan udvides og suppleres med brydning, kildning, fangeleg og meget andet.

Efterhånden som børnene bliver større, overtager historiefortælling mere og mere det rent tumlemæssige. Således har faderen ofte haft rollen som bjørnehest, der rider gennem skoven med forskellige dyr/væsener på ryggen og møder alskens farer undervejs. Historierne og rollefordelingen bliver stedse mere kompliceret. Forleden var Alma med mormors efterladte ørevarmere som rekvisit en rødnakket ara, der lå på æg i sin rede på bordet.

IMG_0821.JPG

Skøjtetid

Alma har længe ønsket sig at komme i skøjtehallen og prøve at stå på skøjter, men hver gang er noget kommet i vejen for den planlagte tur. På vej hjem fra damebrunch i søndags øjnede moderen en oversvømmet fodboldbane og kastede bilen ind på en p-plads for at se nærmere på potentialet. Det var enormt. Dog var der den begrænsning, at isen kunne bære børnene, men ikke moderen selv, som således var henvist til at heppe fra sidelinjen. Ungerne stornød det begge to. De faldt rigtig mange gange, men hoppede på ægte tumlingevis tilbage på benene og benede videre.

IMG_0819.JPG

Damebrunch

I søndags var smållingerne og moderen til brunch med nogle søde damer og deres ligeledes søde børn. Destinationen var Cafe Krudthuset, som glimrer ved god plads, økologisk mad og et meget veludstyret legeområde. Børnene havde en fest med bacon, pølser og chokolademadder. Udenfor er der også legeområde, og da selskabet brød op, boltrede de søde små sig i munter leg i klatretræet. De var aber, naturligvis, i bur i zoo. Moderen fik rollen som zoo-gæst, der snød dyrepasseren og gik ind til aberne.

IMG_0804.JPG

IMG_0810.JPG

Han ligner en, der er ved at falde ned, men det er han faktisk ikke, han havde helt styr på det.

IMG_0812.JPG

Sekundet efter, at billedet blev taget, røg Alma på jorden. “Det var altså ikke mig, der gav slip, det var min krop!”

IMG_0805.JPG

Selv den kækkeste abe kan blive træt…

IMG_0815.JPG

Mormor-lørdag

Mormor var på fransk visit fra fredag til lørdag. Moderen var fraværende fredag aften i embeds medfør og fandt ved hjemkomsten såvel fader som mormor med blikket fast fikseret på en skærm; faderen ved computeren, mormor ved iPad’en…

Lørdag formiddag var der hygge og fri leg, hvor Alma fik indrulleret den ældre generation i noget figurleg med en vægelsindet prinsesse, der skulle giftes. Carl hyggede sig imens på gulvet med sine “seje ting” – den faste fællesbetegnelse for alle uhyrer, actionfigurere, Ninja Turtles, Gormitier, Bakuganer etc. Den i forvejen anselige samling blev forleden markant forøget via Zacharias fra familien Underbo, som kom op med en gavmild donation af figurer, som han ikke selv leger med længere. Carl var uhæmmet lykkelig og fortalte om sit mageløse held til alle, han mødte – og alle skal ikke forstås billedligt…  

IMG_0787.JPGIMG_0783.JPG

Derefter drog vi ud i verden til fods. Først til legetøjsbutikken, hvor smållingerne blev stillet over for den enorme udfordring at vælge et stykke legetøj til et max-beløb. Det var svært, der var mange muligheder, men til sidst kunne vi forlade stedet i god ro og orden, Carl to Gormitier og Alma en Smølfine med bil rigere.

Næste stop på vejen var frisøren. Carl var blevet noget Beatles-agtig i overetagen, og Alma fik sit pandehår i øjnene. Det var ikke nogen fornøjelse, mente Carl, men han klarede det! Turen blev rundet af på Madmanifesten, hvor vi spiste øko-frokostbuffet, og ungerne legede i det fantastiske legerum. Turen hjem på gåben var lang, men de holdt flot ud. Vel hjemme nappede de en sofapause, og så var de på hhv. cykel og løbehjul. Det var en dejlig dag.

IMG_0791.JPG

Nu er jeg endelig nået længere op…

Dengang verden var begravet i sne, lavede snerydderne snebjerge, som for-isede, og som var fantastiske at lege på. Man skal her forestille sig moderen nervøst trippende på fortovet, mens hun holder øje med forbipasserende biler, grebet af frygt for, at ungerne på en eller anden måde skulle komme til at trille op ad bakke og ned på den forkerte side af bjerget og videre ud på vejen…

IMG_0730.JPG

IMG_0733.JPG

Mavepine

Alma har pludselig igen fået ondt i maven efter en lang periode helt uden. Det er træls for alle parter og mest for Alma selv. I dag var vi så en tur forbi de praktiserende lægers laboratorium for at få taget en blodprøve, så vi med sikkerhed kan få konstateret, om hun kan eller ikke kan tåle mælk, og om det er laktosen, der i givet fald er problemet. I virkeligheden skulle der have været lavet en laktose-tolerans-test, men testen indbefatter, at man skal møde fastende og drikke en masse væmmelig væske, og det vil man trods alt ikke forlange af en fem-årig.

Begge smållinger var med. Vi havde snakket lidt om det med blodprøve, og bl.a. havde moderen fortalt ud fra egne erfaringer, at man ikke kan mærke nålen, når først den sidder der. Alma var lidt betænkelig ved situationen, da det blev hendes tur, men heller ikke mere end det. Hun sad på skødet, Carl stod musestille ved siden af og fulgte interesseret med, og i løbet af et par øjeblikke var det hele overstået. Carl ville gerne vide, hvorfor Alma ikke fik sit blod tilbage, og Alma ville godt lige meddele, at det havde gjort ondt HELE TIDEN, og så fik de hver et par klistermærker, og det var det. Moderen var passende imponeret over sin tapre datter.

Ved sengetid var Alma træt og havde lidt mavepine og udbrød dramatisk: Det er den værste aften nogensinde! [tænkepause] Men hvis det var den aften, hvor jeg skulle have hugget hovedet af, ville det være den værste.