Farvel til sutterne

Lørdag formiddag tog Carl og moderen på en tiltrængt mor-og-søn-udflugt. Målet var rekordmuseet, som er en turistfælde på Strøget, der altid tiltrækker børnene, fordi der er en model af verdens største mand udenfor og af verdens største haj i billetsalget indenfor. Carl glædede sig, men desværre viste det sig, at de to eneste reelle attraktioner var netop de to, der kunne beses uden billet. Vi gik derfor hastigt videre. På vej forbi Illum spottede Carl en kæmpestor bamse med en masse balloner. Det viste sig at være trækplaster for åbningen af den nyindrettede børneafdeling… Men Carl ville gerne se det, så vi gik op. Der var et legehjørne, hvor Carl slog sig ned, og så var der sørme en skoafdeling med sko til brede poter, så nu vi alligevel var det, blev der indkøbt forårssko og sandaler. Ved afgangen en times tid senere fik Carl en heliumballon med sig. Naturligvis kom han til at give slip, så den steg til himmels, da vi kom ud. Stor og højlydt sorg.

Men heldigvis var vi tilfældigvis på vej til legetøjsbutikken, hvilket kunne afhjælpe den værste kvide. Carl har indtil nu brugt sut, når han skulle sove, men vi var enige om, at når han blev fire år, skulle vi sige farvel til sutterne. Og når man siger farvel til sutterne, må man vælge et stykke legetøj. Det var mere end vanskeligt at vælge mellem alle herlighederne, men til sidst besluttede Carl sig for en rumskyder med en masse herlige lydeffekter og blinkende lys. Den måtte først pakkes op, når sutterne var pakket ned, så hele vejen ned ad Strøget, i metroen til Amager og fra stationen til slottet bar Carl sin skyder, fuldstændig stålsat i sin beslutning om at få elimineret de sutter i en fart, så han kunne komme til at lege. Han ville ikke engang med hen for at putte dem på suttetræet eller i postkassen til julemanden. Og siden har han så ikke brugt sut. Det har været helt problemfrit, og der har ikke været nogle problemer med at falde i søvn uden.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.