Mavepine

Alma har pludselig igen fået ondt i maven efter en lang periode helt uden. Det er træls for alle parter og mest for Alma selv. I dag var vi så en tur forbi de praktiserende lægers laboratorium for at få taget en blodprøve, så vi med sikkerhed kan få konstateret, om hun kan eller ikke kan tåle mælk, og om det er laktosen, der i givet fald er problemet. I virkeligheden skulle der have været lavet en laktose-tolerans-test, men testen indbefatter, at man skal møde fastende og drikke en masse væmmelig væske, og det vil man trods alt ikke forlange af en fem-årig.

Begge smållinger var med. Vi havde snakket lidt om det med blodprøve, og bl.a. havde moderen fortalt ud fra egne erfaringer, at man ikke kan mærke nålen, når først den sidder der. Alma var lidt betænkelig ved situationen, da det blev hendes tur, men heller ikke mere end det. Hun sad på skødet, Carl stod musestille ved siden af og fulgte interesseret med, og i løbet af et par øjeblikke var det hele overstået. Carl ville gerne vide, hvorfor Alma ikke fik sit blod tilbage, og Alma ville godt lige meddele, at det havde gjort ondt HELE TIDEN, og så fik de hver et par klistermærker, og det var det. Moderen var passende imponeret over sin tapre datter.

Ved sengetid var Alma træt og havde lidt mavepine og udbrød dramatisk: Det er den værste aften nogensinde! [tænkepause] Men hvis det var den aften, hvor jeg skulle have hugget hovedet af, ville det være den værste.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.