Kategoriarkiv: Udviklingen

Alma 6 år!

Så blev det endelig Almas fødselsdag! Seks år og skoleklar. En flok nye og et par gamle veninder var inviteret til fødselsdagsfest om eftermiddagen.
Kl. 06.00 stod moderen op og bagte boller – Carl skulle på koloni og var derfor nødt til at møde på pletten kl. 7.55 for at komme med bussen. Faster D var ankommet planmæssigt på sin overraskelsesvisit og listede ind i de sene aftentimer, uhørt af børnene, for at kunne være en overraskelse om morgenen. Det var hun også, om end Alma sov så dybt, da hun blev vækket med sang, at der gik nogen tid, før hun registrerede det uventede i fasterens tilstedeværelse.
Mens bollerne svedte i ovnen, blev der åbnet gaver. Carl fik traditionen tro et par småting som lillebrorgave, mens Alma havde et helt pakkebjerg. Hun fik mange gode ting, hvor den længe ønskede hamsterbane (Zhu-Zhu) virkelig vakte jubel. Et smølfehus fra Carl blev hun også glad for. Derudover fik hun bl.a. et løbehjul, et collagesæt, et svømmebælte og en taske. Mormor havde også købt et smølfehus, som viste sig at være i de samme farver som det, hun allerede havde fået. Derfor gik turen i dag til legetøjsbutikken, hvor smølfehuset blev konverteret til en hamsterbil m. campingvogn, suppleret med endnu en hamster, købt for Almas egne penge. Carl tog også sine penge med og investerede i en kamphamster (Kung-Zhu) og en kampuniform. Nu glæder han sig til at få en til, så de kan slås med hinanden.

Alma kørte på fritidshjem på det nye løbehjul, og kl. 15 blev fem smågenerte piger afhentet til fest. Dertil havde Alma (aftenen forinden) spontaninviteret en pige fra vejen. Leo, Almas stadig kæreste ven, og campingveninden-in-spe Vega var også inviteret, men Leo dukkede aldrig op, og Vegas fritidshjem var taget på en spontan heldagstur, så Vega kom heller ikke. Malou og Carl sluttede sig til det gode selskab, da de kom retur fra kolonien kl. 16.

Først blev der åbnet gaver, og søde Alma roste bl.a. det flotte papir, som en af pigerne havde pakket ind i. Efter lidt fri leg, hvor de fik rystet den værste generthed af sig, skulle de lege aber, som skulle løse opgaver for at vise, at de kunne klare sig i junglen: De skulle finde mad, åbne den (en guldkaramel) med tæerne, skyde kokosnødder på fjenderne, undgå samme fjender, huske godt og til sidst lave hver sin lagkage, som de fik med hjem i en kagekasse. Der var hvidt, blåt og lyserødt flødeskum, syltetøj, vingummier, chokolade og lyserødt/lilla sukkerstads til pynt, og så var det bare at slå sig løs. Børnene gik til opgaven med stor dedikation.



Det var en skøn dag. Børnene trivedes, og ingen hverken græd eller blev uvenner. Alma var glad for sin fødselsdag, og tilbagemeldinger fra diverse forældre tyder på, at arrangementet generel faldt i god smag.
Da gæsterne var gået, fik de lov til at spise deres kager – eller rettere, så meget af dem, som de kunne klemme ned. Alma sagde nej tak til gaffel og fortærede kagen efter burgermetoden.

Selvvalgt mælkerationering

Carl og Alma spiser havregryn med hhv mælk og laktosefri mælk.

Alma: Carl, jeg synes du skal holde en pause med at drikke så meget mælk. Det er ikke godt for dig.

Carl: OK, så holder jeg pause med at drikke så meget mælk.

Alma: Jeg synes, du skal drikke et glas om morgenen og et glas til aftensmad.

Carl: OK, så drikker jeg kun et glas til morgen og et glas til aften og så vand for resten.

Sverige 2011

Kristi Himmelfart = Sverigestur. Således også i år, hvor faderen og smållingerne drog ad Sverige til med Anja bag rattet. Det var nemlig lykkedes faderen at forpurre noget vigtigt på en vigtig hjemmeside aftenen inden afrejsedagen, hvorfor han havde arbejdet i stedet for at sove. I 13. time lykkedes det at få fejlen rettet, og afsted kom de. 2011 blev året, hvor vejret artede sig på sit allersmukkeste. Det var heldigt, for vi var seriøst mange afsted, og den ene af bygningerne var lukket pga. renovering, så flere end normalt måtte ligge i telt.
Børnene havde en fest, fra de kom, til vi kørte igen. Der blev bygget svævebane og karrusel, og der blev badet og sejlet i kano og ristet skumfiduser og spiste en masse mad, og om morgenen var der “Mutella” på bordet. Carl henrykkede folket ved at synge en lille hyldest til Nutella, bestående af variationer over temaet “Jeg elsker Mutella”. Han digtede også en myggesmædesang, foranlediget af de ufatteligt mange myggestik, han havde fået, især i ansigtet. Lørdag morgen var han fuldstændig skæv i hovedet, men hen ad vejen kom han heldigvis til at ligne sig selv igen. “Jeg hader myg, myg. Jeg hader myg, myg. De tager alle blomster, og drikke al saften, så alle de andre insekter, kan ikke få noget af den. Jeg hader myg, myg.”

 

Den danske sang…

Alma synger lystigt løs af den nye sangskat, som hun bliver præsenteret for på fritidshjemmet. Trofaste læsere har allerede stiftet bekendtskab med “Ansat af fjender”.
En anden klassiker, som man dårlig nænner at rette, er “Jeg er din partners gade, jeg er din bedste fod”.

Nye venner

I den forgangne weekend blev der endelig lejlighed til at besøge April og hele menageriet. Det er lang tid siden sidst, og Alma har mange gange spurgt til det. Det blev en dejlig dag!

April var dog sidste stop på vejen. Alma havde overnattet hos Malou, så indledningsvis blev hun afhentet, og derefter startede vi med at køre til Nørrebro for at mødes med Vega, Alfred og deres forældre. Vega bliver snart seks år og skal i skole til august ligesom Alma. Vegas morfar bor nedenunder Almas mormor i Haderslev. Hvert år drager bemeldte morfar Flemming og den bedre halvdel Eva på en uges campingferie med børnebørnene, og ret spontant inviterede de Alma med. Det ville Alma gerne! Så for at tjekke kemi mellem pigerne skulle de lige tjekke hinanden. Det gik upåklageligt! De legede supergodt sammen, og Vega fortalte en masse om, hvor fedt der er på campingpladsen, så Alma er helt ekstatisk. “Skal jeg sove i campingvognen, mor? Flere nætter? Sammen med Vega og de andre? En hel uge? Det bliver så FEDT!”
I dag har Vega så gæstet Almas hjemmebane, og de legede uden et ondt ord i fem timer.

Vega havde de forjættede hamstere, så Alma var lykkelig
To søde campingveninder: Vega og Alma

Derefter satte vi kursen mod April i Valby. På vejen kom vi forbi et loppemarked og lavede et pitstop, man vil jo nødig gå glip af noget. Hos April var man ved at forberede en større grillaften, som vi strax koblede os på. Der var det sædvanlige opbud af mennesker og hunde og katte og slanger, og Alma var salig: “Det er så dejligt at være omgivet af så mange dyr.”



Der blev pustet pool op og i processen leget en del med vand. Uheldigvis huskede ingen at slukke for vandet, så langt senere stod en anselig del af haven pludselig under ti cm vand, da poolkanten kollapsede. Carl og Alma legede med hundene, som i princippet skulle blive i huset, eftersom de i et væk tager på springtur i alle nabohaverne, men i praksis var en del ude alligevel pga. den idelige kommen og gåen ind og ud af huset. De legede også med slangerne. Den lillebitte slange, som tidligere gik under tilnavnet armbåndslangen, var ikke længere helt så lille og blev derfor opgraderet til halskædeslange. Den store var bare blevet endnu større. Den er lidt af en udbryderkonge og stikker ofte af fra sit bur og bliver fundet i vasketøjskurven, i skraldespanden eller andre lune gemmesteder. Den forsøgte også at tage flugten fra kærlige børnehænder, men ganske uden held.

Glade børn og måske lidt mindre glade slanger
Den forhenværende armbåndslange, nu opgraderet til halskædeslange
Carl ser Tornerose med rygsækslangen

 

"Hvornår er det min tur til at holde slangen???"

Børnene tog en slapper på sofaen med Tornerose. Grillorgiet blev indtaget i haven, og bagefter var der bål. Carl bad flere gange om at komme hjem, men ombestemte sig derefter, når noget nyt og spændende var under opsejling. Alma, det lille partydyr, var absolut ikke til sinds at forlade festlighederne og græd sine modige tårer, da vi endelig satte kursen hjemad, fordi “nu laver alle de andre noget sammen, og vi er ikke med.” Derefter græd hun lidt over, at hun savnede far, at hun savnede Oscar og Tessie, og at hun savnede at have en kat. Vel hjemme var hun alligevel meget godt tilfreds og faldt i søvn på ti sekunder.

 

Velkommen til skolen!


Alma har fra dag et været jublende begejstret over fritidshjemslivet. I dag var der så velkomstdag til skolen, hvor alle de nye 0. klasse-børn blev samlet klassevis, legede gymnastik-lege med og uden forældredeltagelse og derefter klippe-klistrede familiebilleder i deres klasseværelser. Det er så sødt at se, hvor umage de gør sig for at være store! Men Alma var meget tilfreds med det hele fra start til slut, og moderen er ligeså. 0.u virkede som en meget velfungerende børnegruppe, og vi er vældig fortrøstningsfulde. Den sidste gymnastikleg var boldmassage til stille musik, hvor forælder masserede barn og derefter vice versa. Lærer Christian var temmelig imponeret over, hvor godt hele flokken klarede den øvelse, som åbenbart kan være temmelig udfordrende for nogle, fordi man skal være rolig, stille, fordybet og kunne rumme meget nærhed.
Alma var blevet ønsket netop i u-klassen på grund af klasselæreren Laila, som havde en helt særlig struktur for forløbet gennem det første skoleår med stort fokus på kreativitet og fortælling. Det var dog samtidig med lidt angst og bæven, da selvsamme Laila rent pædagogisk havde sit fokus en del år tilbage i tiden. Og så endte det med, at Laila pludselig besluttede sig for at gå på pension, så u-klassen i stedet skal have den nyudnævnte Christian, der hidtil har haft sit virke på fritidshjemmet Pavillonen. Han har meget fokus på det kreative, men kombinerer med gymnastik og fysisk udfoldelse, der foruden motion og leg har til formål at styrke sammenholdet, tilliden til hinanden, evnen til fordybelse sammen. Hvis Christian var en Facebook-status, ville moderen have trykket “Like”.

Grillfest på fritten

Forleden var der grillfest på fritidshjemmet. Det var vældig hyggeligt, og børnene havde det mægtigt. På et tidspunkt var der fællessang, og da pædagog-Hans stille an med guitaren, myldrede alle ungerne op for at synge sammen med ham med stor entusiasme. Det er John Mogensen og Kim Larsen og alt muligt andet, han har lært dem – “så vi be’r bare guderne om godt vejr, og så pisser det ned”.

Undskyld er vigtigt

Carl satte sig for at tegne, men fattede interesse for at klippe og klistre i stedet. Han gik målbevidst i gang med at lave én til faderen og én til moderen. Hans begrundelse var, at “nogle gange bliver I vrede på mig, og nogle gange siger I undskyld”. Muligvis var gaven ment som et hint om, at han gerne vil have, vi siger undskyld hver gang. Han uddybede med, at “når jeg giver dig sådan en, så betyder det, at vi er gode venner”. Den dreng er umulig at stå for! Stilen i de to dekorationsgaver er også meget godt ramt: Stjerner og store flade til faderen, hjerter og dims og mange farver til moderen. Han har sans for det med stil. I dag ytrede han således, at moderens orange bluse passede godt til de orange syninger på den grønne nederdel.

Billedrester fra iPhone

Her er lidt rester fra iPhonen. Billedkvaliteten er som bekendt ikke i top på iPhonen, men motiverne overvinder manglen på skarphed.

Tip: Klik på et billede og navigér med pil-til-højre/venstre.

Grænseafsøgning i morgenlandet

Faderen blev vækket af en målrettet dreng: »Må vi godt få kanelsukker på?«. I hånden holdt han en mumikop fyldt med kold risengrød. »Mmmhvvaaa?« blev fremmumlet. Det blev taget som en bekræftelse, og blev rapporteret i klar røst tilbage til headquarter inde i sofaen i stuen. Hun bad depechen om at få lokaliseret kanelsukkeret, hvilket nok var det egentlige behov og grunden til, at Carl var blevet sendt på denne Urias-togt. Faderen fik beskrevet placeringen for duoen, og blev som tak ladt i ro. Lige indtil samme depeche blev sendt i byen igen: Denne gang for at få at vide, hvor  Carls pizza-rest og Almas lasagne-ditto fra aftensmaden var gemt, og hvordan man kunne varme dem i mikrobølgeovnen.  Den entreprenante foretagsomhed tager til i det magtvakuum, der opstår, når moderen er bortrejst.

Den gamle reol er genoprettet

Lamaen har hovedet fuldt af billeder på nyordningen. Meget specifikke billeder. Ind i mellem lider planerne skibbrud, når de møder virkelighedens fordringer, men hun er ikke ueffen udi at ordne og organisere sine bamser og skatte. Moderen havde stillet hende i udsigt, at nok ikke alle bamser, ville kunne få en fremtrædende position i den nye verdensorden. Men faderen havde lovet  Alma, der havde udvist vedholdenhed og kampgejst i kampen mod mælebøtternes fremmarch i haven, en dusør for alle de afhuggede mælkebøttehoveder. Først var der en is, men den belønning fik den noget mindre ihærdige Carl også. Så for at udvise en vis retfærdighed, lovede faderen dusørjægeren i særlig belønning. Og så blev en ny hylde over sengen aftalt.

I cykelkælderen fandt faderen et fint stykke teak-bordplade, som var blevet til overs fra køkkenøen. Det blev slebet og afprøvet og kunne godt ha virket. Men man blev enige om en mere ambitiøs plan: en 3-dækker af et hjørnehyldesystem over sengen i tynd MDF-plade. Farven skal være mørkegrøn har Alma besluttet.

Men inden man fik set sig om, var Silvan lukket for søndagen, så nu ligger projektet stille til næste weekend.

Ølkassereolen

Farfarens klassiske 70'er-fænomen blevet parteret og genopbygget

Farfarens legendariske grå ølkassereol var på vej mod Den Gamle Bys 70’er-museeum. Den blev reddet på stregen. Først kom den med på iværksættermesse i Køge, så har den hvilet sig i det nye cykelskur, og i går kom der så drev i sagerne. Faderens to gamle IKEA-skabe blev doneret til naboens soveværelse. Og så var der plads på børneværelset til ølkasserne, der blev bygget op af Alma og faderen i en spændende trappekonstruktion, der kunne bestiges af børn. Carl hjalp med at bære kasserne op af trapperne. Alma fantaserede om de spændende muligheder for bamseudstillinger mm, men søndag formiddag skar moderen igennem og dikterede placeringen af de forskellige legeeffekter. I skrivende stund er vi meget tæt på en nyordning på børneværelset.

 

Almas første frit-uge

I den forgangne uge har Alma for første gang smagt frihedens sødme. Hun startede i fritidshjemmet Satelitten i mandags, spændt og glad og forventningsfuld. Moderen havde ondt i maven. Forældrene var venligt, men bestemt blevet bedt om at forføje sig omkring kl. 9.30, så det gjorde vi. Alma så lidt betuttet ud, men var fast besluttet på at være stor, så hun gik pænt ind i fællesrummet efter afskeden og forsøgte at pejle sig ind på, hvad alt det her frit-liv nu handlede om.

Fritidshjemmet ligger på skolens område, men i egne bygninger. Der er tre afdelinger, og børnene kan, når de har meldt deres ankomst, færdes frit i inde og ude i alle afdelinger. Der er en tavle i hver afdeling med børnenes navne og en masse legoklodser i forskellige farver. Hver farve betyder en bestemt aktivitet eller et bestemt sted, fx ude, i legeren, i skoven, på tur, i Hovedhuset, så både børn og voksne ved, hvor de skal lede efter et bestemt barn. Godt at vide, når man kommer og skal finde sit eget afkom på et af de tusinder af steder, hun kan være på det store område.

I ugens løb har tilbagemeldingerne fra barnet været positive. Hun har leget med nogle af de andre børn, og det, som var moderens store bekymring, nemlig de forholdsvis få voksne, viste sig at være det, der virkelig vakte Almas begejstring. Man må selv bestemme! Man bestemmer selv, hvornår man vil gå ud, hvornår man vil gå ind, hvor og med hvad og hvem og hvor længe man vil lege, og de voksne holder ikke øje. Hun kan slet ikke få armene ned, den lille. Torsdag på vej hjem udbrød hun med jubel i stemmen: “Åh, det er så FEDT at gå på frit!”

Socialt begavede børn

Alma havde lidt svært ved at finde det rigtige ben, da Carl og jeg var fyldende til stede igen. Da vi var på vej ud, stod de nede i opgangen. Jeg var stadig oppe, men kunne høre dem. Alma legede med sin hoppebold, den hoppede væk, Carl fangede den og afleverede den ikke, da hun bad om det. Hun var generelt lidt pirrelig og temmelig træt, så hun brølede himmelhøjt af ham. Carl brølede tilbage. Stilhed. Snøften. Et grådkvalt “undskyld, Carl”. Et grådkvalt “Okay. Undskyld, Alma”. Moderen var pavestolt af poderne!

Da moderen kom ned, var Alma stadig ked af det. Adspurgt var hun ked af, at hun var blevet SÅ gal på Carl. Hun har såre menneskeligt ladet sin almene frustration og gnavenhed gå ud over ham – og fortrød det. Hun har nok haft en fornemmelse af, at hun var uretfærdig, endnu mens det skete, og hun elsker jo sin lillebror, så hun var ked af det bagefter. Så snakkede vi lidt om, at man helst ikke skal miste besindelsen, men at det sker nogle gang for alle, også for voksne, og at det til gengæld var meget flot håndteret at sige undskyld og blive venner igen bagefter.

De MÅ være verdens sødeste børn!

Om bollers natur

»Far, boller er bare endeskiver«. Det var det første begejstrede budskab, faderen fik smidt i hovedet fra Carl, der allerede sad i ensom majestæt bænket ved burger-aftenbordet og havde haft god tid til at studere burgerbollens anatomi. Og drengen har jo ret. Det er faktisk bare to endeskiver, der er slået sammen til en meget lille brød.

Stjernekigger

Ved puttetid onsdag aften sagde Alma pludselig: »Far, jeg så et stort lysglimt på himlen!«. Det var nok et stjerneskud, svarede faderen, hvorpå Alma fik travlt med at ønske. Her til morgen læste moderen i sit foretrukne nyhedsmedium – det såkaldte internet – at der angiveligt var styrte en meteor ned over Østjylland ved 20-tiden onsdag.

Her kan man læse om fænomenet i nederste venstre hjørne af billedet. [Klik på det for stor visning.]

Almas meteor fotograferet på Silkeborg-egnen af en Jesper Grønne

Læs videre Stjernekigger →

Farvel til sutterne

Lørdag formiddag tog Carl og moderen på en tiltrængt mor-og-søn-udflugt. Målet var rekordmuseet, som er en turistfælde på Strøget, der altid tiltrækker børnene, fordi der er en model af verdens største mand udenfor og af verdens største haj i billetsalget indenfor. Carl glædede sig, men desværre viste det sig, at de to eneste reelle attraktioner var netop de to, der kunne beses uden billet. Vi gik derfor hastigt videre. På vej forbi Illum spottede Carl en kæmpestor bamse med en masse balloner. Det viste sig at være trækplaster for åbningen af den nyindrettede børneafdeling… Men Carl ville gerne se det, så vi gik op. Der var et legehjørne, hvor Carl slog sig ned, og så var der sørme en skoafdeling med sko til brede poter, så nu vi alligevel var det, blev der indkøbt forårssko og sandaler. Ved afgangen en times tid senere fik Carl en heliumballon med sig. Naturligvis kom han til at give slip, så den steg til himmels, da vi kom ud. Stor og højlydt sorg.

Men heldigvis var vi tilfældigvis på vej til legetøjsbutikken, hvilket kunne afhjælpe den værste kvide. Carl har indtil nu brugt sut, når han skulle sove, men vi var enige om, at når han blev fire år, skulle vi sige farvel til sutterne. Og når man siger farvel til sutterne, må man vælge et stykke legetøj. Det var mere end vanskeligt at vælge mellem alle herlighederne, men til sidst besluttede Carl sig for en rumskyder med en masse herlige lydeffekter og blinkende lys. Den måtte først pakkes op, når sutterne var pakket ned, så hele vejen ned ad Strøget, i metroen til Amager og fra stationen til slottet bar Carl sin skyder, fuldstændig stålsat i sin beslutning om at få elimineret de sutter i en fart, så han kunne komme til at lege. Han ville ikke engang med hen for at putte dem på suttetræet eller i postkassen til julemanden. Og siden har han så ikke brugt sut. Det har været helt problemfrit, og der har ikke været nogle problemer med at falde i søvn uden.