I got the power!

Carl hoppede ud af bilen ved hjemkomsten i går og råbte: “Jeg smutter over til Anton”, og så var han væk. I morges kom Anton så op for at spørge, om Carl ville være med til at se på et computerspil (hvad fornøjelsen er i det, overgår moderens begrænsede forstand, men det er ret populært…). Anton havde nemlig overnattet hos familien Underbo og var således lige ved hånden. Væk var Carl. Han tilbragte dagen med vennerne, kun afbrudt af på- og omklædningsseancer, når sokkerne var blevet trampolinvåde eller lign.

Alma tilbragte påskens sidste formiddag med at sukke over, at hun kedede sig, og den sidste eftermiddag i selskab med Mille og Emilie. Hos Mille havde hun set en eller anden Pet Facebook-app i funktion og kom derfor hjem med et inderligt ønske om også at få en Pet.
“Åhr, mor, må jeg ikke godt få en Pet?” [Store, bedende øjne, før hun sætter trumf på] “Carl, vil du ikke også gerne have en Pet?”
Carl, som legede med sine Gormitier, havde ikke hørt efter, men han var straks klar til at piske en stemning op og råbte solidarisk “Jeg vil også have en Pet.” I løbet af ingen tid kørte der et taktfast råbekor, skiftevis “Vi vil ha’ Pet” og “Børnemagt,børnemagt”. De to ville have klaret sig fortrinligt hos Kommunistisk Ungdom.

Generelt begynder man at få en fornemmelse af, at de er ude på egne vover og egentlig ikke underlagt forældrekontrol længere. Da faderen lagde sig ud med Carl under aftensmaden ved at afvise at mosle, hylede Carl først op med sit “Hvorfor er du så ond imod mig? Jeg synes, du er ondskabsfuld!”.
Da faderen derefter afviste at blive kaldt ondskabsfuld, kiggede Carl køligt på ham: “Jeg har lyst til at stikke denne her gulerod ind i dit øre.”

Jaså.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.