I Torreveija er der bygget en halvanden kilometer lang mole, komplet med overdækkede bænke og vandpost på halvvejen. Og det er jo en udmærket tur at vandre derud og tilbage ad den slagne vej. For enden er der store klipper, hvor fiskerne står, og hvor vi til mormors store bestyrtelse klatrede ned for at fodbade før tilbageturen. MEN på ydersiden af den slagne vej er der stablet klippeblokke op, og det er naturligvis langt sjovere at tilbagelægge turen til spidsen ved at klatre og hoppe fra klippe til klippe, så det gjorde moderen og de små en dag. Det var langt og hårdt, men sjovt, og vi mødte adskillige familier af vilde katte, som havde forlagt residensen til kølige og velbeskyttede klipperevner. Vi klatrede dog kun den ene vej. Tilbage til byen tog vi den nemme løsning.
Kategoriarkiv: Aktiviteter
Marked
Om fredagen forvandles en del af byen til markedsplads. Boder smækkes op på gaderne, og nogle timer efter pilles de ned igen og efterlader et svineri af affald, som så bliver ryddet af en kommunal gravko. Markedet er et fast indslag i hver eneste ferie, og således også i denne. Den største attraktion var slikboderne, hvor børnene fik lov at forkøbe sig i fredagsslik i større mængder, end de nogensinde har prøvet før. Derudover var det mest småting som hårblomster, hatte og lign., vi investerede i. Alma ønskede sig et badedyr til stranden, men det var der ikke noget med, så hun købte en oppustelig delfin i en strandbiks senere på dagen i stedet.
Viva Espana!
Tre dage før sommerferiens officiel start for skolebørn drog moderen og de små, som ikke længere er så små, mod syd sammen med mormor med destination Alicante -> Torreveija. Der var afgang om aftenen, så vi landede først sent om aftenen. Biludlejningen pressede en latterligt dyr ekstraforsikring igennem, hvilket de umiddelbart slap afsted med, fordi man ikke er ret indstillet på besvær med to meget trætte børn på slæb. Alma bar det pænt, men Carl fik et mindre sammenbrud ved ankomsten og græd over, at han savnede Dagmar og sin far, og at han ikke kendte huset, og at han slet ikke kunne sove sådan et fremmed sted. Elendigheden toppede, da der viste sig at være lukket for vandet. “Sig, det er løgn: Vi er i Spanien i et fremmed hus, og så er der ikke noget VAND?!?” udbrød han tårevædet. Han sov, før hovedet ramte puden.
Men intet får verden til at ændre sig til det bedre som søvn, og dagen efter var stemningen noget mere i retning af ferie. Der var varmt og dejligt, om end vandet var koldere end forventet – moderen var kun i en enkelt gang, hvilket børnene var noget utilfredse med. De to uger gik med ultimativ afslapning. Der blev tilbragt mange timer med spil og læsning, både indenad og højt. Vi spillede ludo om, hvem der skulle give is. Vi var på stranden nogle gange, men det trak ikke så meget, som moderen nok havde troet. Vi vandrede til stranden, og vi vandrede ned i byen, og nogle aftener vandrede vi først hjem omkring midnat – børnene fulgte langt hen ad vejen moderens døgnrytme med sene aftener og sene morgener. I deres første leveår var vi en anelse bekymrede over deres tilsyneladende A-menneskementalitet, men hangen til at stå tidligt op viser sig heldigvis at være noget, de vokser fra.
Carl havde et uheld, idet han skulle springe fra én stenbænk til en anden og havde overvurderet sin springformået. Med fuld kraft knaldede han skinnebenet ind i den skarpe stenkant, så moderen var overbevist om, at benet var brækket. Han græd (skreg) i nogle minutter, snøftede lidt videre og sluttede sig derpå til Alma, da hun ville over på legepladsen. Hun havde trøstet med efter bedste evne, men da hun vurderede, at den akutte ulykke havde lagt sig, var hun klar til at smutte videre, og Carl var altså klar til at smutte med. Han havde fået en bule midt på skinnebenet og en lang hudafskrabning. Dagen efter var der kun hudafskrabningen tilbage. Ikke engang et blåt mærke fik han. Vildt.
Rapport fra hjemmefronten
Men ungdommen morer sig i Spanien med badning, badedyr og is-extravaganza skridter vagthunden og arbejdshesten den hjemlige front af. I afvigte weekend blev der dog tid til et enkelt besøg på Gyldenholm Slot syd for Slagelse, hvor hunden og herren overnattede i eget telt – uden pløkker og oversejl. Det var Lars og Roxana, der holdt fest og således fik hunden lejlighed til at hilse på sin århusianske navnebror foruden familiens skaldede onkel og hårfagre faster fra Århus. Der var mange gamle kendinge, og det var vældig hyggeligt. Ikke mindst da vi kunne dele bilturen med fru konfektøse Johanne og husbond Peter. Og også fordi det trods dårlige vejrudsigter alligevel holdt tørt.
For meget!
Carl ytrede ønske om at kaste med hoppebolde og blev mødt med det sædvanlige forbud mod at gøre det i 1) køkken 2) stue 3) soveværelse. “Du kan gå ind på værelset og kaste med dem, hvis du vil kaste indenfor,” lød det fra det mødrene ophav. Det fik Alma til at protesterer højlydt på grund af risikoen for, at nogle af hendes sartere ejendele skulle gå til i processen. Se, den vinkel havde Carl ikke tænkt på før, men det gjorde han nu! I løbet af sekunder røg han ud inde fra værelset, helt underdrejet af bar forargelse: “Åhr, I tænker kun på jeres egne ting, men I er bare ligeglade med vores ting! De må godt gå i stykker! I siger bare, at jeg skal kaste inde på værelset, og så går vores ting i stykker, og det er I bare ligeglade med!!!”
Det måtte så gøres endnu klarere, at der ikke var tale om et kaste-påbud, men om en kaste-tilladelse, og at det derefter var op til børnene selv, om de ville løbe risikoen, eller om Carl skulle gå udenfor for at kaste. I skøn forening tømte de søde små værelset for de genstande, som var i risikozonen, hvorefter Carl lystigt kastede løs.
De børn er altså meget, meget svære at stå for.
Sverige 2013
Kristi Himmelfart kom og gik, og med den også den årlige hyttetur til Sverige. Traditionen tro kørte faderen afsted med Carl og Alma onsdag eftermiddag, mens moderen fulgte pr. tog fredag eftermiddag. Mange mennesker på lidt plads i mange dage – dårlig kombination! Dog var afgangen nær ikke blevet til noget, fordi bilen pludselig opførte sig mærkeligt. Den ville ikke starte og kørte i vildt høje omdrejninger, når den endelig kom i gang. Faderen drog ud for at finde et værksted, der havde længe åbent, med den tese i baghovedet, at der var blevet fyldt forkert benzin på den – og ikke af ham selv… Heldigvis viste det sig at være en temperaturdims, der forårsagede problemet. Det blev diagnosticeret af et par gutter i en baggård på Strandlodsvej. Værkstedet havde lukket, men de sad og hang og mente at vide noget om biler. De kiggede og tændte og slukke og trykkede og diskuterede. Den ene havde selv haft sådan en bil. Han havde haft det samme problem. Han havde lige sådan en reservedel liggende. Og vupti vapti var bilen pludselig ikke i stykker mere, og det ville han da godt have… bom-bom… skal vi sige 100 kr? for.
De søde børn elsker Sverigesturen. Fra solen pipper frem første gang om foråret, snakker Alma om, at lugten, luften, lyset og alt andet forårsagtigt minder hende om Sverige, og årets tur var en lige så stor succes som de andre år.
Moderen gik glip af den obligatoriske rundboldturnering børn mod voksne, som blev afholdt torsdag i stedet for fredag. Alma og især Carl var meget oprørte over, at der ikke blev spillet mere rundbold, men fredag aften var folk for trætte, og lørdag var en masse taget hjem. Til gengæld lykkedes det Carl at stable en fodboldkamp på benene fredag aften. Med stor ihærdighed hvervede han interessenter og fordelte hold, og heldigvis fik han det maget sådan, at han selv var på det vindende hold.
Der var to, der var tre, der var….
Lidt spontant poppede mormor forbi slottet på en solbeskinnet søndag. De søde små havde været i bad og vasket hylder (den faste og inderligt forhadte weekendtjans med at vaske sine legetøjshylder), og Anton var kommet på besøg. Der var to punkter på programmet: Is på stranden og høst af brændenælder til aftensmaden – brændenældesuppe og hjemmebagte speltboller. (Man burde faktisk bo i 2100 Ø for at køre den hjem. Til gengæld behøver man ikke købe nælderne i Irma, når man bor på Amager.)
Da vi var klar til at gå til stranden, viste det sig, at Antons mor var taget på indkøb, så vi udvidede konceptet fra to til tre børn. Isene var gode! Og store! På stranden fandt børnene nogle forkullet træ, som man kunne tegne med, og så gik der ellers grafitti i den. I over en time var især Carl og Anton helt opslugte af at dekorere muren, mens de fortalte hinanden historier om, hvad de tegnede. Man fornemmer, hvordan hulemalerierne kom til verden.
Da vi langt om længe fik vristet alle småfolkene fri af de kreative udfoldelser og fik dem gennet afsted med kurs hjemad, stødte vi efter 100 meter ind i Almas veninde Liva, som også var på stranden med sin familie, og så gik alt i stå igen. Livas far tumlede med Carl og Anton, mens Liva og Alma gravede hinanden ned i sandet. Alle børn var i strømpesokker i sandet. Det var en fest.
Da vi gik videre, var børneflokken forøget med endnu en, idet Liva gik med Alma hjem. Alma ytrede på hjemvejen, at det havde været en af de bedste søndage, hun kunne mindes.
Børnene gik alle sammen med over for at plukke brændenælder. Carl og Anton tog sig af jobbet med at fylde Livas cykelhjelm med mælkebøtter, hvis nogen nu skulle brænde sig. I praksis gik der dog kun få minutter, før de søde små tumlede sig i leg på skolens sportsplads, mens moderen høvlede brændenælder i den medbragte pose. Mormor havde været mere end skeptisk ved udsigten til at få serveret ukrudt til middag, men måtte indrømme, at det faktisk smagte meget godt.
Alt i alt en meget hyggelig dag. Flere af dem, tak.
1. maj
I år droppede vi Fælledparkens 1. maj-cirkus og nøjedes at sympatisere hjemmefra og derefter spise middag med Rie, Peter, Johanne, Johannes veninde Jeanette, Cornelius og August. Hyggelig italiener bag Chr.havns Torv, men majet lang ventetid på maden. Den søde servitrice beklagede og anglede efter forståelse for, at det ikke var så nemt med så mange mennesker. Vi kiggede os omkring i lokalet. Vi syntes ikke, der var så mange mennesker. Men selskabet var godt, og vi havde Lego så vi bar over. Maden var også god, da den endelig kom, om end de to ikke-ostespisende Helger-børn måtte vente ekstra længe på deres mad, idet det naturligvis var gået galt med beskeden “uden ost” på vej fra bord til køkken.
Carl og Alma kørte hver sin fulde portion lasagne, efterfulgt af en trekuglers is. Moderen var imponeret. Der var bred enighed om, at de var nogle ualmindeligt søde børn, og det kan man jo ikke være uenig i. Carl satte kronen på værket med et kækt vink og et “nu skrider vi”, da vi gik ud af døren. Det var en ualmindelig hyggelig aften.
Afghansk bondefamilie
Uheld
Påskeferien indledtes hos mormor. Hygge og afslapning, afbrudt af et dramatisk styrt fra et tårn på legepladsen. Carl faldt ned og fik et par grimme flænger i hagen. Heldigvis boede mormors læge tæt på, så han kiggede, rensede og limede, og efter en Panodil og en masse ynk og omsorg var Carl klar igen.
Den sidste aften i Haderslev skulle vi på restaurant Ridehuset. Efter godt en halv times tid uden så meget som at afgive bestilling fortrak vi til Slotsgade, hvor vi spiste tapas. Det var lækkert, men klokken var mange, og de små kunne næsten ikke hænge sammen.
Syge Carl
Carl havde et par dage med feber og ondt i halsen. Den første dag frabad han sig meget bestemt at blive hjemme, men da han fik feber om aftenen, var der ingen vej udenom: Kedelige hjemmedage var en realitet. Efter et par dage var han frisk igen, men fik en ekstra dag hjemme for at komme helt oven på. Den brugte vi bl.a. på at tage ind til byen med nogle musikskolepapirer og spise frokost på cafe. Carl var voldsomt begejstret for maden: “Ørj, det her brød smager godt. Mor, du skal bede dem om at få opskriften! Eller også skal du spørge, hvor de køber det! Bøffen smager også vildt godt! Du skal spørge dem, hvordan de får den til at smage så godt.”
Filmaften
D. 15. marts var dagen, hvor det blev Carls tur til den traditionelle overnatning i børnehaven for de store, snart til skole bortdragede børn. Han glædede sig vildt og havde også haft en skøn overnatning, som dog blev en anelse spoleret af, at familien kom for sent til fællesmorgenmaden om lørdagen. Da han havde fået afleveret sin skideballe og var blevet trøstet, var han dog glad igen. Heldigt, for der var flere aktiviteter på programmet.
Anton og Mille kom, og så gik turen til bowlinghallen. Det var sjovt. Vi var ikke særlig gode, men det var sjovt. Desværre fik moderen en parkeringsbøde. Det var ikke sjovt.
Om aftenen var klassens piger inviteret til filmaften. Seks stk. mødte op, så Scoobydoo, spiste lasagne, legede jorden er giftig i stuen og så endnu en Scoobydoo. Meget hyggeligt, stor succes, det gør vi igen en anden gang. Mille blev og overnattede.
Leas fødselsdag
Den 9. marts holdt Lea sin fødselsdag, som samtidig var en slags erstatning for den fravalgte konfirmation. Programmet lød på bowling, efterfulgt af frokost i Den gamle by. Det var hundehamrende koldt, men derudover var der ingenting at klage over, og vi mener ikke, at vejret var Leas skyld. Bowlingen var en stor succes. Moderen brillerede med at score under 100 point og blev slået af næsten alle andre. Alma havde en stor dag. Ganske vist havde børnene bander på, men hun scorede alligevel ganske pænt.
Mere fastelavn…
Kusine Maria havde inviteret til fastelavn i weekenden. De voksne skulle også være udklædte. Det slap vi ganske godt fra, når vi selv skal sige det. Vi fik introduceret en ny figur i familien: Linse (det var selvfølgelig Alma, der fandt på det navn), som havde nogle meget velopdragne og yndige børn. Dér kan man virkelig tale om one size fits all!
Fastelavn…
I år var der ikke noget med spinlon-indkøb i Fætter BR, ej heller genbrug af egne remedier. Børnene var meget specifikke i deres ønsker: Alma ville være en M&M, og Carl ville være en McDonalds-mand – en figur, som han har set på et papskilt, som er kommet ind i huset fra gud ved hvor.
Godt så. Der blev købt stof og stifter til limpistolen, og så gik vi i gang. Det blev egentlig meget vellykket, og børnene var i hvert fald godt tilfredse. Alma blev kåret til bedst udklædte i sin klasse, hvilket vakte glæde, og da vi var til fastelavnsfest i judoklubben gentog det sig, denne gang med en pokal til at understrege æren. Sådan skal det være, mente Alma.
Interfaith Harmony
I anledning af FN’s Interfaith Harmony Week arrangerede VerdensKulturCentret på Nørrebronx et række workshops, hvor man kunne synge, lære stage-fight og meget andet. Lederen af sang-workshoppen var ingen anden end korlederen på Goldschmidts Akademi Fatma Zidan, så naturligvis var en masse korbørn troppet op. Moderen og Alma kom også, og eftersom Alma havde set MGP sammen med Hannah aftenen forinden, var de to ret samkørte, så Hannah tog også med. I løbet af dagen lærte vi (delvist…) en arabisk sang, spiste harmoni-suppe og hang ud. Om aftenen var elementer fra de forskellige workshops blevet sat sammen til en forestilling. Det var ret sjovt og ganske udfordrende.
Lego World
Juleferie
En enkelt dag igen, og så er ferien uigenkaldeligt slut. Det er en skam, for den har godt nok været god. Børnene har taget sent op-sent i seng-konceptet til sig, og alle har stortrivedes med at holde fri. Børnene har leget med diverse legekammerater efter helligdagene, vi har været på et par småture, og ellers har alting bare kørt i meget lavt tempo; noget, der vist bekommer os alle temmelig godt. Alma, den søde skat, ymter, at det har været en af de bedste juleferier i hendes liv. Carl slår øjnene op om morgenen og spørger, om ikke der er nogen, der vil med ind i sofaen og hygge. Livet er godt.
Vær velkommen, 2013
Et år er gået, et nyt er begyndt. Overgangen mellem de to blev fejret sammen med Nikolaj og hans familie.
Alma var helt oppe at ringe over 1) at skulle holde nytår med en af sine venner 2) at vi skulle starte på ET HELT NYT ÅR!
Carl havde en lille krise på vej op ad havegangen, hvor han tårevædet bedyrede, at han helst ville være derhjemme, fordi han ikke kunne lide, at tingene var anderledes, og hos Nikolaj var alting anderledes – legetøjet, huset, reglerne. Det holdt dog ikke mere end to minutter efter ankomst, for så var han i fuld gang med noget af det anderledes legetøj, og således endte alt lykkeligt.
Det var en superhyggelig aften med lækker mad (heriblandt en hjemmelavet tomatsuppe af den slags, som det tager to døgn at lave) og god stemning. Børnene legede og holdt tappert ud uden. Nikolajs lillesøster Selma måtte dog give fortabt hen på aftenen, men de andre var stadig vågne kl. 01.15, da vi trillede hjem. Henrik, faderen, havde indkøbt en pakke assorterede skyde-af-dimser og lod børnene skiftes til at vælge en ting, der skulle fyres af. Konceptet var udmærket og intentionerne de bedste, men pakken viste sig at være mere omfangsrig end først beregnet, så efter halvanden time var den slet, slet ikke tom endnu… Vi kan afsløre, at de sidste brag først blev affyret 1. januar.
Dagmar var ikke meget glad for bulder og brag, men bar sin vanskæbne med nogenlunde oprejst pande, i hvert fald så længe hun var indendørs.
Glade, dejlige jul




For Vittoria og Annika var det første gang, de skulle opleve en dansk jul. Det var med en vis spænding, vi imødeså samværet med mange mennesker og hund, men det gik noget så overordentligt udmærket alt sammen. Pigerne lagde ud med at være bange for Dagmar, men det varede ikke længe, før de opgav konceptet og i stedet sluttede venskab med den brogede livsnyder.
Børnene fandt fluks hinanden og legede eksemplarisk juledagene igennem. Juleaften blev man ganske varm om hjertet, da vi gik rundt om træet og sang julesange på livets løs, mens Annika gik med og kiggede på lysene og den syngende familie med et saligt smil. Alma og Carl havde gensidigt sådan ønsket at give hinanden hhv. en fjernstyret helikopter og en fjernstyret helikopterbil, og det kunne moderen naturligvis ikke stå for, så det blev enden af det. Der indtraf et øjebliks potentiel krise, da papiret kom af, fordi de elektroniske dimser var mindre i virkeligheden, end de havde forekommet englebørnene på billederne, men de blev modtaget med glæde, og især Alma har øvet sig meget.
Mormor blev en dag ekstra, og efter en langsom formiddag tog vi en tur i Tivoli, hvor børnene nåede at afprøve en massiv mængde forlystelser på meget effektiv vis. Hyggeligt, julesmukt og pyntet med lys og temmelig koldt. Siden er der blevet leget igennem med diverse legekammerater, og vi ser nu frem til nytåret, som skal fejres med Nikolaj og familie.

You must be logged in to post a comment.