10 uger

Så blev Alma ti uger og fylder lidt mere på arvelammet. Vi har målt hende til 60 cm. Hvad hun vejer, ved ingen med sikkerhed, men hun er i hvert fald på den tunge side af en pose kartofler. Hun er i fuld gang med at udforske, hvad man kan bruge hænder til ud over at kradse sig selv i ansigtet, og hun har tilbragt mange hyggelige stunder i sit aktivitetscenter, som er blevet forsynet med et spejl. Så ligger hun der og storgriner til sig selv og træner sit stadig voksende lydvokabular med begejstring.

Helene og Alma v. solnedgang

Den lille familie drog i samlet flok til Klitmøller Kro. Faderen og moderen spiste vanen tro på skift, mens Alma fra gårdhaven gjorde støjende opmærksom på sig selv og krævede mangen en rundtur på armen til de øvrige gæsters store interesse. Gennem vinduerne fulgte de med i, hvor meget og hvor længe hun græd, og kommenterede livligt frem- og tilbageskridt i babyneddysningen. Maden var ikke værd at skrive hverken hjem eller på bloggen om, men efter det noget pauvre måltid gik vi til stranden og beundrede en fantastisk solnedgang. I stilhed, for Alma var faldet i søvn.

Visit hos Kirsten Kjær

Selvfølgelig skulle Alma en tur omkring Kirsten Kjær Museet for at hilse på John og Harald – dem med lammet. Harald beordrede faderen til at afmontere bæreselen, idet han mente, at pigebarnets utilfredshed var et resultat af manglende bevægelsesfrihed. “Hun skal sprælle, skal hun.” Derfor nød Alma det privilegium at bese samtlige Kirsten Kjærs malerier samt de aktuelle udstillinger på armen, kun afbrudt af en lille picnic undervejs. Efter så megen kunst kan selv den bedste baby få trang til en lille mundsmag af noget godt.

Ida m. pynt

Anne Marie Helger er en kvinde, som forstår sig på pynt, herunder kunsten at pakke en gave ind, så den virkelig ser ud af noget. Ida var ikke sen til at kapre den afmonterede indpakningsdekoration, og som det kan ses på billedet, tjener det allehånde gode formål at gøre sig umage med gavebåndene; når gaven er pakket ud, har man en fiks og festlig hovedbeklædning.
Indholdet af gaven var for øvrigt lige så farvestrålende:En vindharpe med knaldkulørte glasstykker, som har stor fascinationsværdi for en baby, og en stabel brogede kopper til forældrene.

Barnedåb

Søndag d. 31. juli blev Alma døbt; hendes fulde navn er Alma Vindsmark Søholm.
Alma forholdt sig smukt i ro i kirken, men valgte at lave et seriøst stykke blearbejde med tilhørende grimasser under selve velsignelsen. Det foranledigede Flemming Pless til at bede hende finde en anden kirke, når hun skal konfirmeres. Som det kan ses på billedet, hvilede hun veltilfreds på gjort gerning efter indsatsen.
Festivitasen blev holdt på Livornovej, hvor venner og frænder fylkedes om buffetbordet. Heldigvis var vejret med os, så gæsterne kunne fordele sig både ude og inde. Alma blev rigt begavet med både smykker, tøj i pigelige, lyserøde nuancer og diverse babyegnede legesager. Hun har stadig ikke rigtig kontrol over sine små, fægtende vedhæng og har derfor ikke stor fornøjelse af krammedyr endnu, men det kommer. Foreløbig nøjes hun med at tampe løs på de hængende bamser i aktivitetscentret.
På Almas og egne vegne siger vi tusind tak til jer alle for gaver, opmærksomhed og en dejlig dag.

Smil!

Trods hyppig mavepine har Alma også sine gyldne øjeblikke. Smilet ses hyppigt, når hun dyrker sin seneste workout-hobby benstræk. Øvelsen går ud på at sidde på knæ med et par voksne hænder under armene og sætte af med benene, hvorefter den behjertede forælder venligst rejser hende op. Der står hun så og ligner en flækket træsko, sætter sig på knæ og vupti, op igen. Og igen og igen og igen og igen. Selv moderat voldsomme grådanfald kan standses med en gang motion, og det hjælper vist også lidt på mavekneb. Til gengæld udløser det gråd, hvis forældrearme bliver trætte før Almaben, men pyt, hvad som helst, der kan standse hylene, er så rigeligt arbejdet værd, og lidt styrketræning af armmusklerne kan man vel altid bruge.

Rekorder på slottet

Stakkels Alma har stadig svært ved at komme overens med sit umodne fordøjelsessystem. Zoneterapien udvirkede desværre ikke de mirakler, man håbede på, i hvert fald ikke efter første behandling. I går slog hun adskillige af sine hidtidige rekorder ved at være vågen næsten uafbrudt fra kl. 8.00 til kl. 23.00. Da var hun til gengæld også så udmattet, at hun kvitterede for mandsopdækningen ved at sove til kl. 6.45. Aldrig har hun været vågen så længe (eller grædt så meget), og aldrig har hun sovet sådan et stræk. Desuden lå hendes aftensmad et par timer før hendes selvvalgte sengetid, så der var over ni timer mellem aftens- og morgenmaden – det er godt nok heller aldrig sket før! På mandag skal hun til lægen for at få en henvisning til en børnelæge, så vi kan finde ud af, om der er noget, vi kan gøre for hende, og for at være helt sikre på, at der ikke er andet i vejen end den nok så plagsomme mavepine. (Lægebesøget sker på sundhedsplejerskens opfordring, så det er ikke bare forældrene, der er pivede!)

Søndagsgæster i solen

Nu da solen ser ud til at ha forladt landet igen, tænker vi med vemod tilbage på et par gode grillsøndage i parken foran Amager Slot. Her er det Peter, Johanne, Cornelius og August, der kom forbi på vej til Øresundsbron, fint suppleret af Junge, der medbragte medister i egen økotarm til grillen.

Sidste søndag i juni var parken fuld af fremmede, da Shahin, Inge, Niels og Lea skulle besigtige Alma-fænomenet over en håndfuld grillpølser. Marianne, Rebecca og Zacharias kastede også glans over grillorgiet.

Faster Dorte kommer til staden

Alma havde fint besøg i dag. For første gang skulle hun møde sin travle karrierefaster, der mødte op med en hvid bamse med rødt hjerte. Alma kvitterede med op til flere store skvulp gylp på onkel faster.

Big Mama tilføjer:

Alma havde taget sit fine tøj på, fordi hun skulle have besøg af sin faster Dorte. Når man skal beses for første gang i en alder af seks uger, gælder det om at tage sig godt ud. Alma havde valgt et flot, rødternet sæt, som står godt til voksdugen. Skønt man ikke kan se det på billedet, havde både Alma og den nye bamse et rødt hjerte påmonteret, og de havde ikke engang snakket sammen på forhånd.

Alma havde fået strenge pålæg om at opføre sig pænt, men det lykkedes ikke ganske. Som det første gylpede hun en sejrsstråle ud over fasteren, som ikke havde været forudseende nok til at medbringe en skiftebluse, (dog var der tryk nok på sprøjtet til, at det meste røg over målet og ned på gulvet), hvorefter hun klynkede resten af eftermiddagen.
Fasteren stod med ægte familiefølelse det hele igennem og smilede endda undervejs, som man kan se på billedet.

PS. Foruden bamsen begavede fasteren også Alma med et par lækre, hudfarvede – undskyld, lyserøde – sutsko, som hun kan bruge, når hun bliver lidt større.

Mavepinezonen

Over de sidste uger har Alma oparbejdet nogle maveproblemer, som kulminerede i weekenden med den smertelige erkendelse af, at vi vist stod (står?) med et ægte kolikbarn. Mandag morgen blev der omgående ringet til zoneterapeuten! Alma fik sin første behandling samme dag og skal til opfølgning og tjek på mandag. Med alle tænkelige forbehold og frygtsomme blikke i retning af nemesis ser det ud til, at det har hjulpet hende at blive kildet under fødderne. I hvert fald har hun været glad og mild og en ren fornøjelse med et par halve timers undtagelse indtil nu. Lad os alle bede til, at det holder!

Rengøring i stalden

I weekenden måtte Alma lide den tort at blive trådt på hovedet af en flue, da hun var med til hovedrengøring i stalden. Hun var ikke til megen hjælp, men undlod dog at gå i vejen, så der blev både fejet spindelvæv ned, ryddet op og kalket uden Almas deltagelse. Hun vågnede med vanlig præcision, da de forsamlede udmugersker skulle spise, og blev behørigt beundret.