Home alone for første gang

I dag var så dagen, hvor Alma skulle være alene hjemme for allerførste gang i hele sit liv. Faderen befandt sig på Bornholm, hvor han diskuterede vigtige og seriøse forretningsanliggender med vigtige og seriøse mennesker, og moderens hestebarn stod fortabt på marken og afventede den vante, kærlige pleje, så tiden var inde: Alma skulle præsenteres for det beklagelige faktum, at forældre kan absentere sig, og stifte bekendtskab med fænomenet barnepige. I dette tilfælde var barnepigen Berit, som ankom med godt humør og en stak jurabøger under armen. Alma tissede på sit tøj og var ikke særligt bekymret over moderens forestående afgang. Alt forløb da også i bedste ro og orden. Alma spiste, legede og afsluttede dagen, som hun oftest gør det, med stædigt at insistere “jegerikketrætjegerikketrætjegerikketrætjeger…”, hvorefter hun himler med øjnene og dratter bevidstløst om med en sutteflaske solidt forankret i mundvigen. Berit lagde hende i seng og viderebragte den gode nyhed til moderen, som åndede lettet op og nussede hesten færdig med ro i sindet.

Anne Marie og Alma

Alma og hendes moder aflagde visit hos fru Helger. Alma var i noget bedre lune end ved sidste besøg, så da hun vågnede af sin lur, greb Anne Marie straks chancen og hev hende op af liften. Alma var lidt benovet over alle de spændende, glimtende ting, der var at kigge på, og måtte gang på gang afbryde sit måltid for at grine henrykt over krystallysekronen, pyntepuderne og alle de andre skønne genstande, der skinnede så flot til hende.

Søvnrekord m.m.

Fredag slog Alma sin hidtidige rekord i at sove, idet hun drattede i søvn i barnevognen midt på Amagerbrogade kl. 18.00 og først vågnede næste morgen kl. 06.10. Dyyyygtig pige!
Søndag overgik hun sig selv med hensyn til gylp, idet faderen måtte igennem fire tøjskift og et bad under moderens hestebetingede fravær.
Desuden er hun begyndt at eksperimentere kraftigt med forskellige udråb, formentlig stærkt motiveret af moderens uendelige pludren. Det stakkels barn tror sikkert, at lydsporet skal køre nonstop, hvis verdens orden skal bestå. Hun åbner munder på vid gab, og efter et par sekunders arbejde for at få stemmebåndene kørt ind på den rigtige vibration udstøder hun højlydte hvin og ai´er. Hun bruger også sit nye lydforråd til protest, når bammerne driller i aktivitetscentret, når hun er træt af at sidde i sin doughnut, når man lægger hende på maven, når det går for langsomt med at få flasken varmet op, og når verden på anden vis går hende imod. Det er mageløst dejligt, at der nu er alternativer til gråd!

På job med moar

I dag har Alma været på arbejde, godt nok sammen med sin moder, som agerede PC-supporter i Birkerød. En tjans, som hun havde raget til sig via en anselig personrække: Den supporthungrende kunde Eileen er veninde med Grethe, som er søster til Bent, som for nylig gik på pension fra Rådet, hvor han arbejdede sammen med Almas fader. Networking for alvor. Alma blev sulten på vej til Birkerød og ankom i en tilstand af fuldstændig opløsning. En gedigen sutteflaske satte hende i bedre humør, så efter nogle minutters afsluttende høløøø´er var hun i sit mest charmerende hjørne. Hun underholdt sig selv en tid, men følte derefter trang til lidt positiv opmærksomhed, og det kan nok være, at Eileen var leveringsdygtig. Hun dikkede og klukkede, så det var en lyst. Angiveligt er hendes to sønner lidt sene i optrækket i forhold til barnebarnsproduktion, så det passede hende mægtig godt at nusse baby, mens netbank og virusbeskyttelse blev sparket i gang. I starten af oktober skal vi ordne noget mere computer-noget for Almas nye veninde.

Travl baby

Alma har haft en travl uge. Mandag var hun til møde med de andre fem babyer i mødregruppen. Mødet fandt sted på Ingolfs Kaffebar. Alma var stærkt pikeret over, at de andre fortsat har mere hår end hende, og brokkede sig en del. Vi håber, de andre taber håret inden næste møde.
Onsdag oplevede hun sit livs hidtil mest seriøse, kulturelle input på Statens Museum for Kunst. Alma og hendes moder mødtes med Jonathan og hans moder Janne fra netmødregruppen Junimor. Barnevognene skulle blive udenfor, så med bebserne trygt monteret i bæreseler og vores tasker i en på stedet lånt klapvogn drog vi igennem de i øvrigt ikke særligt klapvognevenlige kunsthaller og beså en temmelig billedfattig Matisse-udstilling med samt en mangfoldighed af øvrige billedkunstnere. Alma var meget optaget af et kubistisk værk af “Kvinde og hest”, fordi hun mente, at hesten måtte være i familie med Bent. Efter museumsbesøget slog vi lejr på en cafe på Sølvtorvet, hvor Alma og Jonathan i skøn samdrægtighed blev fodret af og napsede sig en lur, mens mødrene indtog en latte, og så gik vi tur i Botanisk Have og endte, begejstrede over den vellykkede udflugt, med at aftale, at vi laver en fast, månedlig museumsondagsaftale. (Onsdag er gratisdag på byens museer, og gratis kan vi godt lide, især når ethvert kulturelt fremstød udføres under trussel af potentiel babysabotage.) Det var en lang og spændende dag for den nu noget overstimulerede Alma, som efter hjemkomsten skreg i halvanden time og gik ud som et lys.
Fredag kom Berit, der aspirerer til titlen som yndlingstante, forbi til en cafe-frokost. Alma vil naturligvis ikke holdes udenfor, når der skal være fest, så i stedet for at sove underholdt hun cafegæster og forbipasserende med sin egen babyvariant af prøjsisk strækmarch frem og tilbage i den tæppebelagte vindueskarm. Maden var heller ikke bedre værd, det var meget sjovere at lege med Alma.
Og så er der vel ikke noget at sige til, at hun følte trang til liiige at tage sig en slapper i sin doughnut i godt selskab med den navnkundige zebra Bent. (Til almindelig orientering er Bent et meget almindeligt navn for zebraer, det hedder de faktisk næsten alle sammen.)

Fremskridt

De seneste dage i Almas liv:
Efterhånden har hun lært at styre sine hænder og fører nu med udsøgt præcision sine små, fedtede næver ind i munden.
Lørdag greb hun for første gang fat i et stykke legetøj og trak det hen til sig. Det var zebraen Bent, der havde æren.
Søndag prøvede hun at putte Bent i munden.
Mandag hev hun en tot hår ud på Bent og prøvede at putte den i munden … Det lykkedes ikke. Til gengæld fik hun zebrahår i både øjne og næse, hvilket hun naturligvis forstod at gøre til et veritabelt drama. Måske skal hun være skuespiller?
Og det helt store: Mandag aften stod hun på egne ben med armene om halsen på moderen, men uden opløftende voksenhænder. Moderen havde som vanligt holdt hende oprejst og løsnede så grebet for at få hende til at sætte sig ned – men Alma blev da bare stående selv.

Babybio

Alma har været på sin første tur i biffen. Babybio-ekskursionen startede ellers ikke særlig lovende, eftersom moderen kørte til den forkerte biograf, fik rettet fejlen, ankom ret sent til den rigtige biograf blot for at konstaterede, at det var den forkerte film. Ammehjernen slog til igen! Men da fortørnelsen over egen manglende formåen havde lagt sig, viste filmen – Crash – sig for øvrigt at være mægtig god.

Babybio er en forrygende ide! Man tropper op om formiddagen, medbringende baby med tilbehør. Man vælger frit, om man vil tage bebsen med i salen eller stille den til at sove udenfor. Sovende bebser nummereres (og moderen får en genpart af nummeret) og når nogen vågner og græder, bliver nummeret kaldt op i salen, så den pågældende fru moder kan ile afkommet til undsætning. I salen sidder en masse piger med babyer på skødet. Der er tre-fire sæder mellem hver, for alle skal have plads til lifte, dyner og pusletasker. Der smaskes og gryntes og pives rundt omkring, og på trapperne står der med jævne mellemrum en kvinde med et barn i favnen og gynger frem og tilbage.

Alma var vågen, så hun kom med i salen med det samme og blev monteret for enden af en sutteflaske. Den indhalerede hun på rekordtid, brokkede sig og fik en til. Den anbragte hun godt og solidt bagest i ganen, og så lagde hun sig til at sove og snorkede sig hyggeligt bappende på sutteflasken igennem resten af filmen. Dygtig pige! Det bliver ikke sidste gang, vi tager i babybio, Alma og jeg.

Meike og Alma

Alma og hendes moder besøgte Meike i hendes kolonihave, mens faderen adlød pligtens kalden og tilbragte solskinssøndagen foran skærmen. (Til almindelig orientering er Meike foruden Almas mors veninde også Jackies yndlingserstatningsopvarterske, når hans ordinære serviceperson ved sjældne lejligheder må overlade pasningen til anden side.) Vi spiste frokost på en cafe med et meget rustikt menukort, og Alma gjorde sit bedste for at charmere alle tilstedeværende. Dog lykkedes det hende ikke at charme sig til den softice, som hun her havde fået kig på. Egentlig skulle vi have været til koncert efter frokosten, men først skulle Alma spise, og så skulle vi spise, og så skulle Alma liiige spise igen, så da vi endelig arriverede på koncertstedet og var på vej ind, mødte vi musikerne på vej ud med deres instrumenter. Ha! Vi var da ligeglade. Vi drak kaffe og spiste chokolade på terassen i stedet. De var garanteret også smadderdårlige…

Når vi ses igen, kan jeg selv stå!

På vej hjem fra Silas´ sommerhus slog Alma og hendes forældre et smut forbi Valby, hvor Tom og Ileana overnattede hos Pia og Ole den sidste nat, før de tog retur til Guatamala. Tom og Ileana har nået at opleve Alma både fra den pæne og den mindre pæne side, men de kan godt lide hende alligevel. “What a beautiful baby”, siger Ileana. Moderen labber det i sig 🙂 Tomasito har med stor indføling fulgt Almas mavepiner og spisevaner og sørget for, at alle var stille, når hun skulle sove. Tomasito er desuden meget optaget af, hvornår hun får hår, han er vist bekymret for, at hun kommer til at se ud som sin far, hvad det angår. Vi håber, hun er lidt mere hårfager til næste år.

Alma og Silas

Fredag besøgte Alma Silas i hans families sommerhus uden for Malmø. Silas´ mor hedder Tandi og er en veninde af Almas far. Alma og Silas var fælles om at gøre den første og interessante taktile erfaring med græs. Silas er en måned yngre end Alma, men med skam at melde gav han hende i den grad baghjul mht. til ligge på maven. Silas ligger bekvemt støttet på albuerne med løftet pande og betragter verden, (men han har også smugtrænet i maven, den lille stjernekigger). Alma holder armene ud til siden, løfter hovedet, knalder ansigtet ned i underlaget og begynder at græde…