Vi mødte en lille hund, Clover, og hendes ejer, som samlede penge ind til en dyrlægeregning, efter at Clover havde brækket benet. Det fremgik ikke helt klart, hvor længe siden det var, men hunden var sød og ejeren venlig, så vi bidrog naturligvis.

Golden Gate Bridge
Intet SF-besøg uden en tur over Golden Gate Bridge. Da vi vågnede til sol fra en skyfri himmel, virkede det som en oplagt dag til den tur. Vi startede i Golden Gate Park, hvor børnene frekventerede byens første legeplads (som dog var blevet opdateret nogle gange siden indvielsen). Vi så solslikkende skildpadder i fri dressur og hoppede så på en bus til starten af broen. Hvor vi noget overraskede konstaterede, at den var ramt af noget meget lokal tågedannelse. Meget lokal, meget tæt. Udsigten var således ikke-eksisterende, til gengæld var trafikken tæt. Det er en pudsig oplevelse af gå til fods ved siden af en motorvej. Midt på broen skulle Carl tisse… så han fik fornøjelsen af at bidrage lidt til vandstanden i San Francisco Bay.
Vel ovre på den anden side skulle vi finde en færge, der sejlede tilbage. Alma, som elsker at sejle, var helt oppe på beatet ved udsigten. Imidlertid lavede moderen et klassisk turiststunt på bussen ned til færgen og kom til at proppe en 20 dollar-seddel i billetautomaten i stedet for en ener. Og da de automater ikke kan give penge tilbage, måtte vi investere i returbilletter i stedet, så Almapigen blev snydt for sin sejltur. Hun tog det pænt, dog.
Hippietown
Vi boede i det gamle hippieområde, og skønt der er løbet meget vand i stranden siden dengang, fornægter arven sig ikke. Mangfoldigheden er skøn. High end-modebutikker ligger side om side med genbrugsbikse, og veggie-restauranter og øko-supermarkeder slås om pladsen med tømmermandsfastfood og røgbutikker, der sælger vandpiber og chillums og alle slags tobak. Der lugter mildt af hash, når man går ned ad gaden – Lille-Christiania. Vi gik ned for at spise fredag aften, og hold på hatten for en masse syrehoveder, der trillede rundt. Ret hyggeligt.
Diner
Den traditionelle diner lever i bedste velgående, også i San Francisco, og vi nåede to af slagsen. Sådan en god, amerikansk morgenmad ligger tungt! Et par pandekager med smør og sirup, æg, bacon, french toast og hash browns – mums. Og så er det billigt, især fordi man ikke behøver spise resten af dagen.
Fotos
California dreaming
Vi er i bekneb for opladere, så fotos følger senere; jeg siger det bare. Vi er i bekneb, fordi vi er i San Francisco og kun har to omformer-tingester, så der kan kun sættes to ting til opladning ad gangen. Og det er jo egentlig for lidt, når man tager antallet af devices i betragtning.
Carl fyldte syv år (og hvor vildt er det lige!!). Om fredagen havde han en vandmelonhaj med til uddeling i klassen, lørdag var der fødselsdag, Dagmaraflevering og pakning, og søndag kl. 3.45 hoppede vi i taxaen til lufthavnen. Gaaaaab!
Turen til Guds eget land gik fortrinligt. De børn er bare nogle hårde rejsenitter. Første etape var København-Amsterdam. Overkommelig distance, modbydelig turbulens på vej ned, kvalme og ofring i fedttæt pose. Heldigvis gik det lange stræk Amsterdam-San Francisco glat. Filmene var desværre alle på engelsk, men med jævnlige serveringer, nogenlunde god plads, bøger, spil og Nintendo forløb tiden ok. Børnene var råseje. Alma fik en lillebitte lur, Carl faldt desværre i søvn på vej ned… Vi blev hentet af Martin, og vel ankommet til Petaluma nappede børnene en time på øjet, før vi gik en tur (i regnvejr!), forsøgte med et legepladsbesøg og fik en is før sengetid.
Dagen efter gjorde vi downtown Petaluma og tog den med ro. Moderen blev ramt af noget forkølelseshalsonde og måtte tanke op på amerikanske drugs, som ikke fås i Danmark – better living with chemistry, som Karina siger. Nu går det bedre.
Tirsdag tog vi bussen til San Francisco og bad en taxa finde vej til den lejede lejlighed. Kay, vores udleder, var netop ankommet, da vi kom tyve minutter for tidligt. Han havde lige tænkt sig, at han skulle nå at gøre rent. Mjo. Det gik han så i gang med, og det kan afsløres, at det ikke er hans spidskompetence. Men pyt med det, badeværelset, sengetøj og håndklæder er rene, så det går nok. Vi gik tur, shoppede sko og faldt bevidstløse omkuld, da vi kom hjem.
I dag har vi været i Chinatown, i det italienske område og på Pier 39 for at se søløver. Vi har gået rigtig meget rundt i byen, som er aldeles vidunderlig! På vej hjem hoppede vi på en af de historiske cabel cars, der kører på skinner og skal tage tilløb for at komme op ad bakkerne. De er topnuttede, og man kan sidde med benene ud over kanten foran i vognen. Det prøver vi i morgen.
Julefrokost i Århus
Dagen efter jul gik turen til Århus, hvor hele Søholm-klanen samledes til den traditionelle julefrokost med god mad, spil og pakkeleg. Desuden skulle der jo udveksles gaver, så der kom flere skønherligheder til alle. Pakkelegen udartede som sædvanligt, og en stærkt eftertragtet pakke, som endte hos Carl, viste sig at indeholde en pakke grydesvampe. Her kunne man godt have troet, at barnet ville blive skuffet, men det var slet ikke tilfældet. Han gav sig i stedet til at bygge med dem.
Lys, hæv dig
Der blev flyttet rundt på møblementet for at skaffe plads til juletræet, og det betød, at lampen måtte hæves for ikke at give brodne pander og buler. Silvia er en handlingens kvinde, og efter en ihærdig indsats på stol og trappestige, bevæbnet med ske og strips, hang lampen passende højt oppe under loftet, og dans om træ kunne afvikles i god ro og orden.
Månebilen fra helvede
Før jul havde moderen og de dunede små været for Hanley’s, hvor vi havde set og prøvet en fjernstyret månebil. Carl var bjergtaget, og Alma hviskede, at den ville hun gerne give ham i julegave. Så moderen fjernshoppede en månebil med lys fra Amazon, og Carl var ellevild og havde nær krammet livet af den glade giver. Den lyser, når man tænder den, og det er fint. Desværre spillede den også en hysterisk diskorytme, som ikke kunne slukkes eller skrues ned. Heldigvis fik faderen skilt monstrummet ad og kappet ledningen til muzakken, så nu kan den køre, uden at man bliver sindssyg over det.
Endelig jul!
D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.
Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.
Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.
Fotosjov
Pynt med pynt på
Lillejuleaftensdag. De søde børn var berammet til et møde med den lokale fotograf på mormors foranledning. Det gik udmærket, om end Carl brød sammen i tårer over at føle sig presset, og fotografen var noget ude af trit med virkeligheden i forhold til at tage billeder af børn:
Børn, stoneface
Fotograf: “Kan I sige “tissemyre”?”
Børn: “Tissemyre fniiiis”
Børn, stoneface
“Klik”
Vel hjemme blev der pyntet for fuld kraft. Juletræet med sin pynt står klar, og bagefter fik gaverne tur. Vi havde kun pakket dem ind, men ikke givet dem bånd og sløjfer, al den stund bånd og sløjfer bliver fladmaste af transport. I stedet havde vi taget pynten med. Moderen og alle fire unger barrikaderede sig i soveværelset. I praksis viste det sig, at Carl og Alma gerne tog mod hjælp fra kusinerne, og moderens rolle stort set blev begrænset til at transportere færdigpyntede pakker fra soveværelse til gavebjerg.
Kunst og fantasi
Carl tegner på livet løs, og han udfolder en imponerende fantasi. Nedenstående er fra hans dagbog fra skolen, hvor de tegner og skriver om livet i 0.u. Billedet forestiller Pelle (Alma 10.000’s lillebror, red.), som har fået ildkugler, og Carl med våben, som har bundet en masse uhyrer sammen med harpiks.
Carl har desuden fået en tegnebog, hvor han har ambitioner om at tegne en daglig tegning hele året. Her har vi et blobbermonster, en sindssyg kok med en motorsav og en mand, der vil skyde ti kanonkugler på uhyret på én gang.
Juleferie!
Aaaaah! Juleferie. God koncept. Anton og familie er i Danmark, så Carl og Anton hang ud onsdag-torsdag, og Anton overnattede til fredag. Lørdag var det tidligt op og afsted, idet vi var tilsagt hos moderens kusine Janne og Ulrik til lasagne kl. 11. I Billund. Men det lykkedes næsten, selv på trods af et pitstop, fordi Alma var kvalmeramt og måtte have luft og en bolle. I vores fravær bor familien Anton i huset og passer Valle-missen.
Lasagnen var god og mængden af lækkerier rigelig, og babyen var topnuttet! Hunden var også temmelig populær (hos alle andre end Dagmar, den mokke). Faktisk var der ikke rigtigt en finger at sætte på besøget. Alma mente, det måtte være fedt at bo i Billund og være tæt på både Legoland og Lalandia, men erkendte dog, at det nok ikke var byttet værd. Vi er glade for Amager. Til gengæld aftalte vi at returnere til sommer og blive lidt længere. Til den tid skal vi så i Legoland og Givskud Løvepark, men IKKE Lalandia. Den fejl begår man kun én gang i sit liv.
Derefter Haderslev. Koldt og mørkt og vådt vejr. Meget velegnet til at krybe sammen inden døre og foretage sig ikke ret meget. Om natten var Alma syg med mavepine og opkast, men hun er ved at være frisk igen. Silvia og pigerne er kommet, så nu går det vilde leg. I morgen skal alle fire børn fotograferes hos fotografen, eftersom vores forskellige selvtagne billeder ikke tilfredsstiller mormor. Og så er det juuuuuuuul!
Alma skulle fortælle noget om et land, og hun kunne ikke komme på navnet. “I ved nok, der, hvor de er uvenner og slås?”
Afghanistan? Irak? Syrien? Så bød Carl ind: Oslo?!
Det var nu heller ikke Oslo. Det var Egypten. Men det var et godt bud. Nordmænd er ikke til at styre.
Et hæsligt kræ
Børn og hund har overnattet hos Alma og Pelle. Så det var en rolig morgen på parcellen. Faderen og moderen havde været til hver sin julefrokost, og faderen havde sågar hygget sig med onkel Smart, der var kommet helt fra Århus for at deltage i Anders og Dittes julekalas. Og det gav pote. Onkel havde et billede af en meget grim hund, som han selv havde fotograferet uden for Netto forleden. Han har venligt delt det med os her.
Århustur
Tak for besøg til Carl og Alma og tak for lån til forældrene.
Hyggeligt med gæster fra Amager. Vi nåede rigtigt meget på det døgn, vi havde børnene i vores varetægt.
Allerede på færgen mod Jylland torsdag aften var der højt humør, og der blev taget fotos med de obligatoriske kaninører og spist softice – på faderens initiativ. Fasteren var uskyldig. Da vi ankom til Århus, stod farmor klar med sprøde andelår, og Ole sluttede sig til selskabet.
Oven på en gang hoppeborg i Nordcenter Stor med farmor fredag formiddag, var den vildeste energi brændt af, og selskabet var klar til en tur i Den Gamle Bys nye julehus. Faster D, som var på arbejde i DGB tog imod flokken, og børnene prøvede den stærkt imødesete gimmick, hvor man stikker hovedet op på nisseloftet gennem et wc-bræt. Der var også en kravlevæg, et julehuskespil på væggen og meget andet børnesjov.
Efter at have fået varmen over henholdsvis en sukkerkringle, et par af Den Gamle Bys legendariske lyserøde hindbærsnitter og en vanillekrans, gik turen videre rundt på de toppede brosten til købmandsbutikken, skolen, borgmestergården og markedspladsen. Her var begejstringen stor, da Carl lige netop siden sidste besøg havde haft held til at vokse så meget, at han kunne snige sig op på de 120 centimeter, som er påkrævede, hvis man skal svinge sig i luftgyngen. Faster D var også tilfreds med vokse-indsatsen. Så slap hun nemlig for at ledsage Alma på luftturen. Børnene klarede den på egen hånd.
Hjemme på Gefionsvej ventede Ole med flæskesteg, og så var der fest. “Vi er samlede her i dag for at hylde flæsket,” proklamerede Alma højstemt. Hun havde sørget for, at vi fik indkøbt juleservietter og havde dækket et stemningsfuldt bord, så selv om vi kun var i november, blev der taget forskud på julen, gnasket gris og spist moste kartofler med litervis af Oles børnevenlige brune sovs. Om lørdagen blev menuen i øvrigt gentaget til frokosten, og da blev der taget sugerør i brug for at få det fulde udbytte af de populære dråber.
Efter fredagsmiddagen placerede børnene sig – godt indpakkede i tæpper – med hver sin skål fredagsslik foran fjerneren, og så var der ro en stund. Inden sengetid kiggede Carl og Ole i vikingebøger, og Ole fortalte om arkæologiske fund fra vikingernes vilde liv for en meget interesseret tilhører. Børnene fik også en smagsprøve på faster D’s museumsprogrammer – fra Skanderborg Museum, hvor en arkæolog fortalte om knogle- og kraniefund fra Illerup Ådal. De syntes, det var sejt, at deres faster var inde i fjernsynet. Efter den strabadserende dag var der udbredt stemning for at gå tidligt til ro, så efter en godnathistorie sov de kære små faktisk allerede omkring kl. 21.
Lørdag morgen puslede det i stuen, og vi kunne fra soveværelset se, at der var lys i det meste af huset. Et kig på uret afslørede til fasterens gru, at klokken var 5.22. Carl mente, at det var ved at være tid til at stå op, men han fik besked på at sove lidt længere. Det prøvede han så på den næste times tid, men det lykkedes ikke rigtigt, så ved halv syv-tiden måtte han installeres med dynen foran Ramasjang og var vældigt tilfreds med det.
Alma sluttede sig til ham i sofaen en times tid senere, og faster D stod op og kogte havregrød og lagde dej til dagens pebernøddebagning.
Efter morgenmaden nåede vi et par spil, og børnene gik så i gang med den sædvanlige leg, hvor de deler huset op og indretter hvert deres “hus” ved at hente så mange ting som muligt fra værelserne ind i stuerne. Alma forkyndte, at hun boede både i stuen og i køkkenet, og da de voksne spurgte, hvor vi så skulle være, fik vi at vide, at vi bare skulle være der også – det var kun hyggeligt. “I er de gamle bedsteforældre, som er kommet for at være her, fordi I er utilfredse med plejehjemmet.” Mjaaa…
Vi skulle hente et par bøger på biblioteket og drog af sted alle mand. Derfra marcherede vi i regnen videre til kirkegården med en julekrans til farfar. Den blev nedlagt på Pegasusstenen af børnebørnene i fællesskab. Besøget på kirkegården udviklede sig til den helt store nekro-antropologiske ekspedition, hvor vi læste sidste hilsner på silke-kransebånd, fortalte om brænding kontra full-body-begravelser, så på soldatergrave og muslimske gravsten. Alma var noget betaget af de mange nipsting – egern, småfugle og lysestager – som folk havde anbragt på gravene, så hun mente, at det nok var bedst at gå i gang med at investere i de ting, der skulle være på hendes grav til sin tid. Så var hun jo selv herre over, hvordan den blev indrettet, for “det kan jeg da virkelig ikke overlade til min mor…”
Stærkt optændte af emnet gik børnene i gang med at tegne skitser til deres egne gravmæler, da vi var nået hjem igen. Carl var inde på noget med et stenhus, hvori hans grav til sin tid skulle være – vi snakker nok nærmest et mausolæum. Ja, der er jo ingen grund til at fedte med sit eftermæle. Den der med “de ukendtes” fællesgrav købte de da overhovedet heller ikke. Hvad er der sjovt ved det?
Temaet “for-jul” blev ført igennem, og vi fik efter frokosten trillet og bagt et par hundrede pebernødder. Derefter blev der stillet op til det store slag Trivial Pursuit. Børnene ville gerne prøve kræfter med ostespillet, så det kastede vi os ud i, desuagtet at vi ikke er indehavere af en børne- eller familieudgave af spillet. Det blev så klaret ved, at faster D. improviserede børnespørgsmål hen ad vejen, og det var der ikke nogen, der klagede over. Carl vandt, og det var en tiltrængt sejr, efter at han havde været på randen af en nedsmeltning over to nederlag i det nervepirrende gåsespil aftenen før.
Sidste punkt på lørdagens hyggeprogram var ild i pejsen. En helt ny feature på Gefionsvej, hvor der nu er blevet sat gang i motoren, som skal trække røgen op gennem skorstenen. Det fungerer og er råhyggeligt, og det var et par tilfredse gæster, der sad og kiggede ind i ilden med hver sin dåse egne friskbagte pebernødder inden for rækkevidde. Efter en slutspurt med en gang dyreyatzy, kom farmor og afhentede Amagerkiksene, og freden sænkede sig atter over matriklen.
Kærlig hilsen Ole og Dorte
Skostørrelser
Det måtte jo ske en dag, og den dag var så i dag. Alma kunne ikke passe de vinterstøvler, som ellers havde stået klar, så vi måtte afsted for at købe nye. De strammede alle sammen, indtil skobutiksdamen tjekkede fod kontra skostørrelse og kunne konstatere, at moderen havde ramt 1-2 numre forkert. Alma bruger nu størrelse 36, og dermed er vi nået til det, der måtte ske en dag: Moderen og Alma kan nu passe sko (eller i hvert fald vinterstøvler). Det føjede et forsonende element til prisen, at moderen kan arve, når Alma vokser ud af dem.
Forandring fryder ikke en skid
Alma-pigen er ikke meget for ændringer, det være sig store eller små. Undtagen dem, hun selv sætter i søen, naturligvis, det siger sig selv. Så da puslebordet efter seks uvirksomme år blev pillet ned og solgt, var hun ikke meget tilfreds. Siden er rulle-fætter, kurv med blade og tørretumbler også blevet bortabsenteret fra badeværelset og erstattet af et nyt skab, og her til aften havde hun ifølge barnefaderen en regulær nedtursnedsmeltning over alle de gode, gamle venneting, hun nu havde mistet i sit liv.
Da moderen forleden luftede tanken om at udskifte den sønderslidte kontorstol, blev det også taget unådigt op. “Den er en del af familien, mor!” Moderen indvendte spagt, at den jo sådan set er slidt igennem til skumgummifyldet og dertil ret ulækker, fordi folk har spildt alt muligt på den, men den slags brugsslitage ser Alma ikke som minusser, men som tegn på autenticitet og unik-hed. Hun går en svær tid i møde, eftersom vinduerne snart skal skiftes…
Turen til Ikea efter skabet sammen med Carl og moderen var dog festlig nok. Børnene fandt noget babygear i form af hatte med kaniner i og stablede et rask lille trylleshow på benene. Børnenes Ikea, ja, det tror jeg nok! Kødboller og øko-juice i cafeteriet, som Ikea insisterer på at kalde en restaurant, var også helt ok, og er man lidt fiks på fingrene, kan emballage hurtigt forvandles til en build-a-bear-seng. Der er ikke meget, der ikke kan lade sig gøre, når man har en limpistol.
Find en fejl
De er sjove, børnene. I går stillede Carl sig op i undertøj og sprutfnis og spurgte: Mor, kan du finde en fejl ved mig?
Fejlen var hans tissemand, som kækt var trukket ud af gylpen. Det kan godt afsløres, at moderen brød sammen i krampelatter, og Carl var lykkelig for så stor succes.










You must be logged in to post a comment.