Alma er til moderens udelte henrykkelse startet til kor på Goldschmidts Akademi, Ellebjergafdelingen, hvor Channe Nussbaum er korleder. Det er så hyggeligt at have hende med! Der kørte noget kædedans i pausen.
Påske i Århus
Påskeferien blev mestendels tilbragt i Århus. En hel uge indlogerede vi os på Hotel Klokkerbakken. Der var tid både til arbejde og leg, Stenomuseet, Den Gamle By, æggejagt, overnatning hos Dorte og Ole samt fællesfødselsdag for Ole, Anja og Silje, hvor Dagmar brillerede ved at finde og hugge to af de bortgemte påskeæg i haven. Alma og Carl havde produceret hjemmelavede gaver af hhv. elastikker og trylledej. Der lå en del timers arbejde i især Almas gaver, hvor hun troligt sad og så instruktionsvideoer på Youtube og kopierede (efter øjemål, for instruktionerne var på engelsk).
Trylledejsfødselsdagsgaveproduktion
I 70’er-lejlighederne blev børnene paralyseret af noget tv-køkken
Den Gamle By og stylter – vi har også video!
Stenomuseets lyksaligheder
Der var en, der var to, der var tre, der var Carl…
Køkkenjam!
Tillykke!
Fuldt hus
Skolen har været lukket 1. maj (kommunal lukkedag) og 2. maj (som kompensation for en undervisningslørdag i efteråret). Alma fik Nikolaj på besøg, og Carl koblede sig på legen og var uproblematisk med. Så ringede fritten. Alma havde lavet en halv aftale om at komme på frit og lege med Lina, og nu sad Lina bundulykkelig og ventede på Alma. Nå, for søren. Heldigvis var Linas mor til at få fat på, så vi driblede over og hentede hende hjem til flokken.
I eftermiddags tog vi i biografen og så Rejsen til fjerkongens rige. God film, syntes de små, og på et tidspunkt blev den så uhyggelig, at Carl måtte på skødet, og et par mindre børn på rækken bagved brød ud i gråd.
Søndagskylling i haven
The Old Corner
Søndag stak vi afsted til Yosemite, den store nationalpark på kanten af Sierra Nevada. Den fylder 3.081 km2, og 85% er defineret som “wilderness”. Det var en lang tur, som blev endnu længere af, at vi lavede et par stop. Et af dem var i Farmington, som tilsyneladende bestod af et brandstationsskur, en tankstation, to andre bygninger, hvoraf den ene husede en bar, samt en beboer, som fiffigt havde fået moslet sine nationale og religiøse overbevisninger sammen til et samlet budskab. På en eller anden måde slog Farmington os ikke som et sted, hvor man havde lyst til at blive.
Hovedattraktionen på turen dukkede op lidt senere. En gammel saloon ved navn The Old Corner. Og gammel var den; den blev bygget, da området var boblende aktivitet på grund af minedrift, i 1860 cirka, og den har ligget der lige siden. Et par præriebrande er gået pænt udenom, og skønt der er blevet bygget lidt til i baren og sikkert (måske) også malet en gang eller to, ligner stedet sig selv fra gamle dage at dømme efter de fotografier, der var spredt på væggene med rund hånd. Der var fx et foto af en gammel togrøver ved navn Black Beard, som stod ved baren og fik en øl. Deraf kunne man se, at den udskårne del af baren var den oprindelige. På en optrykt plakat, der hang ved siden af, kunne man se, at selvsamme Black Beard blev pågrebet af myndighederne og fik bortabsenteret sit hoved, som derefter kom på glas og blev sendt på udstillingsturne til de forskellige saloons. Only one day! Den samme skæbne led en anden forbryder, Joaquim. Helt ærligt, hvor mærkeligt er det lige? At putte folks hoveder i glas og sende dem på tour??
På væggene hang desuden signerede dollarsedler, skilte, gamle plakater, reklamer, et rensdyr, en elg (begge pyntet med hatte, perlekæder og diverse), et slangskind, gamle brugsgenstande, et galgereb og en del andet, som er blevet glemt i skrivende stund. Loftet var fyldt med kasketter. Helt fyldt. Hvis udtrykket “overlæsset uden at være enkelt” nogensinde har passende, er det i denne sammenhæng. Hold på hatten for et ravende radikalt raritetskabinet!
Der sad et par drukmåse og hyggede sig derinde. De lovpriste maden i høje toner, især noget, de kaldte French Dip. “That’ll bring a smile on your face for sure,” lovede de. Vi var sultne, så vi bestilte noget mad. Faderen faldt for fristelsen og valgte French Dip. Det viste sig at være en skive oksekød i en blødt flute, som skulle dyppet i et glas med noget tyndtflydende BBQ-sovs. Vi kan afsløre her i dette lukkede forum, at The Old Corner ikke er et sted, man kommer på grund af maden. Men det var en oplevelse af de sjældne, og vi drog berigede videre.
Old Corner udefra. Øverste etage blev i sin tid brugt som bordel. Nu kan man leje værelser deroppe for 50 dollars, så måske er det stadig bordel
Saloonens historie
Den del af baren, der har udskæringer, er den oprindelige
Til toiletterne
Righoldig vægdekoration
Børn må ikke sidde ved baren på steder, hvor der bliver serveret alkohol, efter californisk lov, så vi spiste ved et andet bord. Lamperne ville moderen godt have haft med
Reklamebikinipigepapskilte med påklistrede, lokale ansigter og et stort tv
Og ved siden af pappigerne en udstilling af effekter af ældre dato
Se hovedet i krukken! For one day only!
Alt, hvad man kan drømme om, lige her på Old Corner
Hyggedage i Petaluma
Efter alle vores mange aktiviteter var det på sin plads med et par afslappende dage i Petaluma. Børnene har spillet Minecraft sammen i et uendeligt antal timer. De kan spille sammen alle fire på hver sin spilledims, og snakken går livligt om, hvad de skal bygge og hvorhenne, hvem der skal gå ud og fange kyllingerne, om der skal være lava eller ej, og om, hvornår Carl og Anton har reserveret plads på pigernes hotel. Det er fantastisk underholdende at høre på, og på trods af spilledimserne må det anses for en meget social aktivitet.
Vi har været på legepladsen og i klubben – et lokal sportscenter med alle mulige aktiviteter, også for børnene. Ungerne har badet i poolen og spillet squash og wii. Vi har spist frokost på den lokale ølbryggeri Lagunitas, som også har en restaurant. Lækker mad og en velgørende, afslappet stemning. Dejlige dage! Af hjertet tak til Karina og Martin for at lade os hænge ud i deres liv.
Udflugt til Sonoma
Vi brugte en solbeskinnet dag på at cruise rundt i en pittoresk, lille by ved navn Sonoma. Den har også en mission, men denne gang sprang vi over. I stedet gik vi tur i parken, hvor der sandt for dyden var en del ting, man ikke måtte, klatrede i træer, nød solen, spiste is, kiggede på butikker og vandrede ud til general Valejos hus. Han blev sendt fra Mexico op for at grundlægge en by og hjælpe missionen. Inde i huset hang et billede af hr. generalen og et par damer, hvoraf den ældste og tykkeste så noget muggen ud. Vi gættede på en sur svigermor, men fandt siden ud af, at det faktisk var fru Valejo. Hun havde fået 16 børn, og seks af dem døde som små, så der er måske ikke noget at sige til, at hun er lidt sammenbidt at se på. Huset blev ved den ældste Valejodatters mellemkost lokalhistorisk nationalarv, så turister som yours truly nu kan betale fem dollars for at få lov at bese gemakkerne. Oven over hovedhuset lå først køkkenbygningen, hvor den kinesiske kok også havde sit hummer, og derover på bjergskråningen en lillebitte hytte, hvor en af sønnerne havde fået lov at bo. Med sit gevær, sin riffel, fiskegrejet, de 14 hunde, de tre aber, de fire katte og naturligvis papegøjen. Vi må ikke glemme papegøjen.
Sonoma er en meget smuk, lille by
Trækravl langs en solrig sti
Biografen har en temmelig stationær dame i billetsalget
Biografen har også en flot indgang
Generalens hus. Stort, men antallet af børn taget i betragtning alligevel ikke SÅ stort igen
Børneværelse anno gamle dage
Børneværelse, pic 2
Carl entrede et lokalhistorisk tog
Men bortset fra det er I velkomne…
Fiiiiine sko!
Point Reyes
Point Reyes er en halvø, klassificeret som naturpark og rammen om storslået natur og et rigt dyre- og planteliv. Søelefanterne yngler, hvaler migrerer forbi, og rødhovedede gribbe flyver lige forbi. Fabelagtigt. Liggende ud til Stillehavet, sådan ret yderligt, er det også temmelig forblæst og køligt. Vejret var smukt og forholdsvis stille, da vi var det, men som regel er det blæsende eller stormfuldt. Yderst på spidsen af spidsen ligger et gammelt fyrtårn. Det er ikke i brug mere, men i forne tider var det bemandet med fyrpassere. Det har ikke været nogen fed tjans at sidde derude i storm og rusk og blinke i mørket og vente på bedre tider. Undervejs besøgte vi en lille stenstrand, hvor børnene fandt nogle meget rengnavede (eller -vaskede) knogler. Dog ikke fra hvaler.
Storslået udsigt!
Alma spejder efter hvaler. Det var ikke rigtigt sæson, men vi så alligevel seks stk.!
Fyrtårnets indre
Fyrtårnet udefra
Søelefanterne feder den på stranden. Eller – feder den er måske ikke helt rigtigt, eftersom hunnerne ikke spiser noget de uger, de ligger med deres unger
Mja… gæt et dyr?
Der er langt ned fra fyrtårnet
308 trin og en rampe ned og 308 trin og en rampe op igen
Gribben tager en svæver, mens den tænker over, hvad de skal lave nu
Det er ikke kun i Vestjylland, man kan se, hvorfra vinden kommer
Det mystiske hus
Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.
Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.
Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.
Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.
Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.
En af de attraktioner, som ikke var sprogafhængige
Hele flokken, klar til afgang
Forsiden af huset
Og bagsiden
En dør, der fører ud til ingenting
Landskab. Tørt. Pænt.
Moderen shoppede sko i San Francisco. Her er det ene par…
Panoramabillede af mystikhuset
Tre engle
Så nær Silicon Valley! Faderen følte sig hjemme
Missionens kirke
Alteret
Hvis man ikke har plads til søjler, balkoner og forsiringer, kan man bare male dem på væggen. Det er næsten lige så godt
Carl og Frans af Assisi
Almas rejseblog
Som nævnt skriver Alma daglige rapporter tilbage til klassen, som en slags kompensation for sit fravær. Der er vist ikke nogen, der har oplyst adressen på Almas rejseblog, så her kommer den: http://almasblog.soholm.net
Sol, strand, sand og vand…
… og en bandsat blæst! Alma havde fablet om at bade, så til stranden det gik. Der var ok-varmt i Petaluma, men ude ved vandet blæste det en pelikan, og det var p…koldt, for nu at sige det lige ud. Ikke at det forhindrede børnene i at ville bade, naturligvis. De måtte dog nøjes med at dyppe tæerne, for bølgerne var noget for store til, at de kunne håndtere dem.
Store træer!
Intet besøg i Californien uden redwoods. Vi tog til Armstrong Redwoods State Natural Reserve for at bese kæmperne. De allerstørste skal findes længere nordpå, men man fik en fornemmelse af den træede majestæt også hos Armstrong. Naturparken er opkaldt efter oberst Armstrong, som var en forsynet mand, der med bekymring fulgte rydningen af redwood-skovene og besluttede, at træerne på hans jord være mere værd som træer end som tømmer. Det ældste træ var ca. 1.400 år gammelt. 1.400 år!!
Redwoods beskytter sig selv mod brande med en enorm fugtighed i bunden. De nederste meter af træerne er svampede, og alting er fugtigt. De er høje, men har til gengæld næsten intet rodnet. Egentlig lidt overraskende, at det lykkes dem at blive stående i så uhyrligt mange år. De sætter frø i venteposition rundt om sig, og sker der noget med modertræet, begynder frøene at skyde, så en kreds af nye træer vokser op. Heller ikke redwoods bryder sig åbenbart om død og forgængelighed.
Carl og Anton
En sovende drage?
Skovens højeste træ, Parson Jones.
Parson Jones-fakta
Fem rødder
Det er altså nogle pænt store træer!
En væltet kæmpe, man kan gå på
San Jose Mission
Efter mysteriehytten lagde vi vejen forbi Fremont for at se San Jose Mission. Der ligger missionsbygninger med kirker spredt over hele staten, og skolebørnene har dem som særligt tema i fjerde klasse. Her lærer de om de glorværdige spanske missionærer, som kom for at kristne indianerne. Til gengæld for omvendelsen fik indianerne mad, sygdomme samt lov til at bygge missionshusene og kirkerne. Det var et meget interessant stykke lokalhistorie, om end man kan mene, at det alt taget i betragtning ville være bedst at gå lidt stille med dørene om det afsnit af landets historie.
Kirken var flot
Alteret
Når man ikke har råd eller plads til søjler og balkon…
… Maler man dem bare på væggen
Imposant gravsten med Frans af Assisi
The Winchester Mystery House
Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.
Together again
Panorama af huset
En dør, der ikke fører nogen steder hen
Huset
Bagsiden af huset
Tre engle
Et egern med en ualmindelig stor tillid til sin omverden
Diverse SF-pics
Sejltur
Som kompensation for den manglende færgetur fra Sausalito til San Francisco tog faderen med Alma og Carl på en rundtur i bugten. Moderen forblev på land. Vandet trækker ikke meget, og billetterne var ret dyre, og da der samtidig var en nyindkøbt bog at hygge sig med, var det ikke noget stort offer. Søulkene havde en god tur.
Carls og Almas
Til Carls store henrykkelse hed gaden neden for vores Carl Street. Der var også et Carl Hotel og en Carl’s Burger. Alma øffede lidt, og sørme om ikke det viste sig, at der lige i nærheden også lå en Alma Street. Er det et tegn? Bør vi flytte til San Francisco?
Søløver
Ved Pier 39 fylker søløverne sig. De er kommet til af sig selv og er (selvfølgelig) blevet en turistattraktion, så der er lagt flåder ud til flokken, hvor de kan ligge og sole sig. En løselig optælling landede på ca. 1.000 søløver. De lugter ikke så godt, men er enormt sjove at se på. De kan godt lide at ligge tæt, og eftersom der løbende er nye, der gerne vil op og mænge sig, er der et leben og en råben, når de solvarme, tørre søløver bliver luffet på af våde, kolde, små søløver, som også vil være med i hulen. Heldigvis for sidstnævnte er søløver ikke særlig smidige, og når de oven i købet ligger meget tæt, må de de under luffer trampede nøjes med at løfte hovedet og OU-OU’e surt, indtil der bliver ro igen.
Cabel cars – igen, igen!
San Francisco har nogle historiske cabel cars, som ikke er særlig hurtige, men til gengæld enormt hyggelige og charmerende. Foran i vognene sidder man udendørs og kan sågar få lov at stå på trinbrættet. Billetterne koster 6 dollars pr. næse, men vi købte tredagespas til offentlig transport, og de gjaldt også cabel cars, så vi turede lystigt rundt i antiktransporten.
Udsigten fra en cabel car
Alt, hvad man ikke må
Sådan ser de ud
Vognstyreren bremser og ringer med klokken. Og snakker med passagererne.
Ren glæde trods det sene tidspunkt
Rundt i byen
Vi brugte en del tid på at traske rundt og indsnuse atmosfæren. Vi var igennem Chinatown, som er den største og ældste kinesiske bydel på de kanter, efter at en hulens masse kinesere i sin tid kom til Californien for at bygge jernbane. Det er ret hypet med en masse turistslam til uhyrlige priser, men midt i det hele lå en lille plads med en legeplads, hvor de gamle kinesere samledes for at snakke og spille kort. Der blev ikke talt meget engelsk der!
Indgangen til Chinatown
Der blev spillet og sladret – bemærk de tre gamle damer på bænken bagest i billedet, godt snøret til mod kulden 🙂
Ved toiletterne sad damerne også og spillede
Flotte lygtepæle
Omkring indgangen til Chinatown lå der nogle butikker med glas og statuer og flotte skakspil. Alting var sjovt nok temmelig dyrt, så det blev ikke til noget flot skakspil. Til gengæld investerede Carl i en emaljefrø, der kan åbnes og gemme på små ting.
You must be logged in to post a comment.