Udflugt til Sonoma

Vi brugte en solbeskinnet dag på at cruise rundt i en pittoresk, lille by ved navn Sonoma. Den har også en mission, men denne gang sprang vi over. I stedet gik vi tur i parken, hvor der sandt for dyden var en del ting, man ikke måtte, klatrede i træer, nød solen, spiste is, kiggede på butikker og vandrede ud til general Valejos hus. Han blev sendt fra Mexico op for at grundlægge en by og hjælpe missionen. Inde i huset hang et billede af hr. generalen og et par damer, hvoraf den ældste og tykkeste så noget muggen ud. Vi gættede på en sur svigermor, men fandt siden ud af, at det faktisk var fru Valejo. Hun havde fået 16 børn, og seks af dem døde som små, så der er måske ikke noget at sige til, at hun er lidt sammenbidt at se på. Huset blev ved den ældste Valejodatters mellemkost lokalhistorisk nationalarv, så turister som yours truly nu kan betale fem dollars for at få lov at bese gemakkerne. Oven over hovedhuset lå først køkkenbygningen, hvor den kinesiske kok også havde sit hummer, og derover på bjergskråningen en lillebitte hytte, hvor en af sønnerne havde fået lov at bo. Med sit gevær, sin riffel, fiskegrejet, de 14 hunde, de tre aber, de fire katte og naturligvis papegøjen. Vi må ikke glemme papegøjen.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.