Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.