Efter at have rådet over de samme ca. ti ord det sidste år, har Carl pludselig besluttet, at han har brug for et par stykker til. I løbet af weekenden har han således taget fire stk. til sig:
Høj (i betydningen højt oppe – endnu et af de interesse-orienterede ord)
Hjem
Her
Gok (med meget tydeligt “k” og i betydningen at gokke nogen. Carl er entydigt en af testosteron-invaliderne, og hans lege handler næsten altid om, at nogen tæver nogle andre)
Det hidtil eksisterende ordforråd: Hej, hov, ja, nej, ned, mere, is, bil, bold, bolle, min, moar (u-ar), ud.
Dertil en række mere eller mindre originale lyd- eller egenord: Vov (hund), ne-ne (påpegende), voja (halløj, opmærksomhedspåkaldende), prr (hest), aaaah (sangtitel: Lille Poul ser ud på solen eller Lille og sød), øj (høj eller stor), eee-eeer (her eller der)
De få ord og lyde bruges så sammen med fagter, hvormed han faktisk kan kommunikere imponerende præcist. Fx “ne-ne” og slå sig på bagdelen = lorteble.
“Ne-ne” og slå sig på ryggen under cykling = jeg vil gerne skubbes lidt.
“Hov” (med bekymret stemmeføring) og hænder på maven = jeg er bange.
“Hov” og slå ud med den ene hånd = hvor blev den/han/hun af?






Moderen og mindstebarnet er alene hjemme, mens Alma gør Århus sammen med faderen. Alma havde glædet sig enormt til at skulle på tur alene med faderen (og ikke mindst til soloopmærksomhed fra diverse århusianske familiemedlemmer). Carl, den lille klistermedister, er derimod godt tilfreds med at have moderen for sig selv derhjemme. Efter afgangen i går pegede han hele tiden på døren og sagde “hå-nej, hå-bil”, derefter på sig selv og på moderen med et “hå-nej” pro persona. Meningen var klar nok: Far og Alma er her ikke, de er kørt i bilen, mor og Carl skal ikke køre nogen steder. Og så runder han af med et tilfreds “hå-ja”, mens han slår ud med en altomfattende håndbevægelse.






