Når man ser den første stjerne, må man ønske. Og når man får den store del af ønskebenet. Og drømme må man ikke fortælle, for så går de ikke i opfyldelse. Alma sværmer for den slags, men Carl har erklæret det for fuks og humbug og bliver helt ophidset over sligt bedrag, når talen falder på at ønske.
“Det virker slet ikke, Alma, det passer ikke. Jeg har prøvet. Jeg ønskede en gang, at jeg kunne alting, men det kunne jeg slet ikke! Og en anden gang ønskede jeg, at når jeg kom over til Anton, så havde han fået alle de Skylanders, der findes i hele verden, men det havde han heller ikke! Det virker ikke!”
Haren
Verdens sødeste Alma overlever lockouten i turnusordning sammen med tre andre piger. I går havde de skrevet hver sin historie. Således præsenterer vi et værk fra Alma Vindsmark Søholms hånd:
Der var engang en hare. Den boede sammen med sin familie, men den lille Emma måtte aldrig komme uden for hulen. Men Emma var så eventyrlysten, så en dag gik hun ud af hulen. Da hun havde gået i en time, så hun ræven. Hun så hans spidse tænder. Hun tænkte: Jeg må væk. I det samme trådte hun på en tør pind, så han hørte hende. Han sagde: Mmmm, morgenmad. Så nu skulle hun hjemad, men hvordan? Han var så hurtig. Hun måtte hoppe. Hun hoppede så hurtigt, hun kunne. Endelig kunne hun se hulen. Hun råbte hjælp. Hendes far kom ud af hulen. Han slog ræven. Den løb væk med halen mellem benene. Hun blev så glad. Nu skulle hun i seng.
Rokketand og frit
Carl har fået brev fra skolen om, at han skal starte i 0.u, og at han skal starte på frit 1. maj. På klasselisten genfinder man en del forældrepar fra Almas årgang, så det bliver nogle hyggelige forældremøder. Der er andre end Carls forældre, der under 2’eren at starte skolelivet i selskab med Christian og Anette. Vi har endnu ikke fået at vide, hvilken frit han skal gå på, men ved dog, at det i hvert fald ikke bliver på Satellitten sammen med Alma, for der er ingen 3. klasser, der skal stoppe.
Og som om det ikke kunne være nok, har Carl i dag fået sin første rokketand! Han er ikke til at skyde igennem af bare stor dreng-hed.
Død og borte
Moderen har vedtaget i enlig majestæt, at Carl og Alma skal gøre deres legetøjshylder rene hver weekend. Især Carl omfatter opgaven med en inderlig afsky og kommer oftest til at tude af arrigskab i processen. Forleden lørdag råbte han derinde fra, at han havde lyst til at dræbe sig selv. Det alarmerede faderen, som argumenterede længe og indtrængende for, at det er en dårlig løsning på problemerne. Carl var ikke modtagelig, og til sidst spurgte faderen, hvorfor han havde lyst til at dræbe sig selv? “Fordi så kan jeg blive genfødt som bæver,” svarede Carl.
Barn under kniven
Alma har efterhånden længe døjet med sit venstre knæ, som efter et fald i børnehaven begyndte at knække. Umiddelbart var der ingen grund til handling, mente lægen, eftersom det ikke voldte hende besvær, men bare sagde knæk. Besværet kom dog til, så vi blev sendt til ortopædkirurg (med nogle ugers ventetid). Det vil næsten føre for vidt at gøre rede for det ekstremt rodede og ineffektive forløb, men nu, 9 måneder senere, er vi kommet så vidt, at vi med MR-skanningsbilleder i hånden har været hos en meget venlig kirurgisk overlæge på Amager Hospital. Man hører meget dårligt om Amager Hospital, men de er gode til ortopædkirurgi. Det er det, de kan derovre, og vi følte os i gode hænder. Det viste sig, at Alma har en diskoid menisk, hvilket vil sige, at menisken ikke er to halvmåneformede dele, men en hel skive. Det er ikke almindeligt, men dog et kendt fænomen, og sådan en menisk bliver lettere skadet. Skadet er den blevet, så nu er den hævet og har muligvis forskubbet sig lidt. Operation er påkrævet.
Vi venter nu på at få en indkaldelse fra Hvidovre, hvor operationen skal finde sted, fordi det er der, man kan det der med at bedøve små mennesker. Operationen bliver udført af en overlæge fra Amager – de har to og kun to, som udfører netop den slags operationer. Mja. Det er ikke helt ukompliceret, og meget begejstret ved udsigten til at skulle putte den syvårige engel i narkose og have nogle til at rode i hendes knæ, er man jo ikke. Men omvendt kan hun ikke bruge benet frit nu, så der vil være flere skadevirkninger ved at lade stå til end ved at operere. Heldigvis har vi doktor Helweg med på sidelinjen som konsulent, så moderen løbende kan sikre sig, at alt går rigtig til.
Dag h demo
Soya og Karen Blixen
Gasolin: »På kommoden ligger Soya og Karen Blixen«
Alma: »Jeg håber ikke, at Karen Blixen er blevet helt våd af soja!«
Afghansk bondefamilie
Uheld
Påskeferien indledtes hos mormor. Hygge og afslapning, afbrudt af et dramatisk styrt fra et tårn på legepladsen. Carl faldt ned og fik et par grimme flænger i hagen. Heldigvis boede mormors læge tæt på, så han kiggede, rensede og limede, og efter en Panodil og en masse ynk og omsorg var Carl klar igen.
Den sidste aften i Haderslev skulle vi på restaurant Ridehuset. Efter godt en halv times tid uden så meget som at afgive bestilling fortrak vi til Slotsgade, hvor vi spiste tapas. Det var lækkert, men klokken var mange, og de små kunne næsten ikke hænge sammen.
Syge Carl
Carl havde et par dage med feber og ondt i halsen. Den første dag frabad han sig meget bestemt at blive hjemme, men da han fik feber om aftenen, var der ingen vej udenom: Kedelige hjemmedage var en realitet. Efter et par dage var han frisk igen, men fik en ekstra dag hjemme for at komme helt oven på. Den brugte vi bl.a. på at tage ind til byen med nogle musikskolepapirer og spise frokost på cafe. Carl var voldsomt begejstret for maden: “Ørj, det her brød smager godt. Mor, du skal bede dem om at få opskriften! Eller også skal du spørge, hvor de køber det! Bøffen smager også vildt godt! Du skal spørge dem, hvordan de får den til at smage så godt.”
Brystbetragtninger
Carl:
“Mor, jeg så en dame i dag. Hun var voksen, men hendes bryster var ikke kommet rigtigt frem. De kunne ikke skubbes op og ned lige som dine, de sad stadig fast på hende.”
Jaså…
Filmaften
D. 15. marts var dagen, hvor det blev Carls tur til den traditionelle overnatning i børnehaven for de store, snart til skole bortdragede børn. Han glædede sig vildt og havde også haft en skøn overnatning, som dog blev en anelse spoleret af, at familien kom for sent til fællesmorgenmaden om lørdagen. Da han havde fået afleveret sin skideballe og var blevet trøstet, var han dog glad igen. Heldigt, for der var flere aktiviteter på programmet.
Anton og Mille kom, og så gik turen til bowlinghallen. Det var sjovt. Vi var ikke særlig gode, men det var sjovt. Desværre fik moderen en parkeringsbøde. Det var ikke sjovt.
Om aftenen var klassens piger inviteret til filmaften. Seks stk. mødte op, så Scoobydoo, spiste lasagne, legede jorden er giftig i stuen og så endnu en Scoobydoo. Meget hyggeligt, stor succes, det gør vi igen en anden gang. Mille blev og overnattede.
Leas fødselsdag
Den 9. marts holdt Lea sin fødselsdag, som samtidig var en slags erstatning for den fravalgte konfirmation. Programmet lød på bowling, efterfulgt af frokost i Den gamle by. Det var hundehamrende koldt, men derudover var der ingenting at klage over, og vi mener ikke, at vejret var Leas skyld. Bowlingen var en stor succes. Moderen brillerede med at score under 100 point og blev slået af næsten alle andre. Alma havde en stor dag. Ganske vist havde børnene bander på, men hun scorede alligevel ganske pænt.
Godnat
Mere fastelavn…
Kusine Maria havde inviteret til fastelavn i weekenden. De voksne skulle også være udklædte. Det slap vi ganske godt fra, når vi selv skal sige det. Vi fik introduceret en ny figur i familien: Linse (det var selvfølgelig Alma, der fandt på det navn), som havde nogle meget velopdragne og yndige børn. Dér kan man virkelig tale om one size fits all!
Fastelavn…
I år var der ikke noget med spinlon-indkøb i Fætter BR, ej heller genbrug af egne remedier. Børnene var meget specifikke i deres ønsker: Alma ville være en M&M, og Carl ville være en McDonalds-mand – en figur, som han har set på et papskilt, som er kommet ind i huset fra gud ved hvor.
Godt så. Der blev købt stof og stifter til limpistolen, og så gik vi i gang. Det blev egentlig meget vellykket, og børnene var i hvert fald godt tilfredse. Alma blev kåret til bedst udklædte i sin klasse, hvilket vakte glæde, og da vi var til fastelavnsfest i judoklubben gentog det sig, denne gang med en pokal til at understrege æren. Sådan skal det være, mente Alma.
Hundehuer
Almas første brev
Interfaith Harmony
I anledning af FN’s Interfaith Harmony Week arrangerede VerdensKulturCentret på Nørrebronx et række workshops, hvor man kunne synge, lære stage-fight og meget andet. Lederen af sang-workshoppen var ingen anden end korlederen på Goldschmidts Akademi Fatma Zidan, så naturligvis var en masse korbørn troppet op. Moderen og Alma kom også, og eftersom Alma havde set MGP sammen med Hannah aftenen forinden, var de to ret samkørte, så Hannah tog også med. I løbet af dagen lærte vi (delvist…) en arabisk sang, spiste harmoni-suppe og hang ud. Om aftenen var elementer fra de forskellige workshops blevet sat sammen til en forestilling. Det var ret sjovt og ganske udfordrende.







You must be logged in to post a comment.