Viva Espana!

Tre dage før sommerferiens officiel start for skolebørn drog moderen og de små, som ikke længere er så små, mod syd sammen med mormor med destination Alicante -> Torreveija. Der var afgang om aftenen, så vi landede først sent om aftenen. Biludlejningen pressede en latterligt dyr ekstraforsikring igennem, hvilket de umiddelbart slap afsted med, fordi man ikke er ret indstillet på besvær med to meget trætte børn på slæb. Alma bar det pænt, men Carl fik et mindre sammenbrud ved ankomsten og græd over, at han savnede Dagmar og sin far, og at han ikke kendte huset, og at han slet ikke kunne sove sådan et fremmed sted. Elendigheden toppede, da der viste sig at være lukket for vandet. “Sig, det er løgn: Vi er i Spanien i et fremmed hus, og så er der ikke noget VAND?!?” udbrød han tårevædet. Han sov, før hovedet ramte puden.

Men intet får verden til at ændre sig til det bedre som søvn, og dagen efter var stemningen noget mere i retning af ferie. Der var varmt og dejligt, om end vandet var koldere end forventet – moderen var kun i en enkelt gang, hvilket børnene var noget utilfredse med. De to uger gik med ultimativ afslapning. Der blev tilbragt mange timer med spil og læsning, både indenad og højt. Vi spillede ludo om, hvem der skulle give is. Vi var på stranden nogle gange, men det trak ikke så meget, som moderen nok havde troet. Vi vandrede til stranden, og vi vandrede ned i byen, og nogle aftener vandrede vi først hjem omkring midnat – børnene fulgte langt hen ad vejen moderens døgnrytme med sene aftener og sene morgener. I deres første leveår var vi en anelse bekymrede over deres tilsyneladende A-menneskementalitet, men hangen til at stå tidligt op viser sig heldigvis at være noget, de vokser fra.

Carl havde et uheld, idet han skulle springe fra én stenbænk til en anden og havde overvurderet sin springformået. Med fuld kraft knaldede han skinnebenet ind i den skarpe stenkant, så moderen var overbevist om, at benet var brækket. Han græd (skreg) i nogle minutter, snøftede lidt videre og sluttede sig derpå til Alma, da hun ville over på legepladsen. Hun havde trøstet med efter bedste evne, men da hun vurderede, at den akutte ulykke havde lagt sig, var hun klar til at smutte videre, og Carl var altså klar til at smutte med. Han havde fået en bule midt på skinnebenet og en lang hudafskrabning. Dagen efter var der kun hudafskrabningen tilbage. Ikke engang et blåt mærke fik han. Vildt.

Først våd, så kåd …

Dagmar har været i bad, hvilket fremgår af forrige historie. Vandets farve taler sit eget sorte sprog. Bagefter var Dagmar noget ved siden af sig selv. Hun krøb sammen og sov. Men efterhånden da pelsen var blevet tørrere, kom hun på banen igen, og vi gik en tur. Vi endte hos Nina og Bjarne, der var igang med en storudlugning i haven med tilhørende container. Bjarnes forældre var kaldt ind til at hjælpe. Nina viste os, hvordan marsvinene skulle håndteres, når vi skal passe dem om nogle uger. Da Dagmar så deres bur i baghaven, blev hun helt kåd og ivrig. Hun ville allerhelst være kravlet ind i det og snusede vildt og voldsomt til det hele. Hun var ikke til at få med. Især ikke fordi hun ikke havde fået sit halsbånd på efter badet.

Da jeg endelig fik slæbt hende om i forhaven igen, fandt hun græsningsburet med de rigtige dyr i. Det var endnu bedre. Hun VILLE bare ind til dem. Jeg måtte trække hende afsted med alle kræfter, men hun var kun interesseret i de små kræ. Ved ikke, hvad der var så attraktivt ved de diminutive gnavere. Måske tror Dagmar, at hun er et marsvin?

[Nu er kan denne blog med rette kaldes en hamsterblog. 😉 ]

Rapport fra hjemmefronten

Men ungdommen morer sig i Spanien med badning, badedyr og is-extravaganza skridter vagthunden og arbejdshesten den hjemlige front af. I afvigte weekend blev der dog tid til et enkelt besøg på Gyldenholm Slot syd for Slagelse, hvor hunden og herren overnattede i eget telt – uden pløkker og oversejl. Det var Lars og Roxana, der holdt fest og således fik hunden lejlighed til at hilse på sin århusianske navnebror foruden familiens skaldede onkel og hårfagre faster fra Århus. Der var mange gamle kendinge, og det var vældig hyggeligt. Ikke mindst da vi kunne dele bilturen med fru konfektøse Johanne og husbond Peter. Og også fordi det trods dårlige vejrudsigter alligevel holdt tørt.

Alma otte år!

Efter at have talt ned i flere måneder blev det endelig Almas fødselsdag. Den 8. juni faldt på en lørdag, mens klassefødselsdagen var sat til fredag. Faderen havde bortabsenteret sig til Berlin indtil fredag aften, så mormor kom forbi og gav en hånd med. Heldigvis var vejret med os i år, så pigerne kunne være både ude og inde. Vi startede med at piske dem igennem nogle lege på skolens sportsplads, hvor vi kunne klemme os ind mellem fire skoleklasser, der havde idræt, i håb om at køre dem en smule trætte. Vel hjemme i haven blev der åbnet gaver og serveret boller, pølsehorn og saft.

Alma havde eksplicit frabedt sig en skattejagt, så i stedet havde moderen fabrikeret en quiz. Vinderholdet fik sure tæer i slikkepindeform. Taberholdene fik tilsvarende i trøstepræmie – Alma tåler meget dårligt, hvis nogen kunne gå hen og blive kede af det. Sidste punkt på dagsordenen var en reprise på sidste års succes med byg selv-lagkager. Det var lige så populært i år. Der blev smækket lagkagebunde sammen og pyntet til den store guldmedalje, og alle ungerne var svært tilfreds med at drage hjem med en kagekasse i hånden.

Hjerteveninde Mille blev og overnattede, så hun var med på den ægte fødselsdagsmorgen. Den 8. juni var tilfældigvis også dagen for det store kvartersloppemarked på Italiensvej, så da der var blevet pakket gaver ud, fandt børnene diverse salgbare effekter frem, og så drog vi på loppemarked nogle timer. Mille blev hentet af sin mor, men heldigvis var den anden Alma – Alma 10.000 – i mellemtiden kommet, så de to Almaer slog sig omgående sammen i stedet. Da vi ikke gad mere loppemarked, gik vi til stranden og købte is og derefter videre til middag på restaurant. Alma 10.000 blev og overnattede. Vores Alma var kistelykkelig for sin fødselsdag og syntes svært godt om at blive otte år.

Carl, nu uden hår

Carl har længe været glad for sit lange hår, men nu kom han og forkyndte, at han ville klippes korthåret. Godt så, afsted til frisøren med os. Carl kiggede i frisørbøger og fandt den frisure, han gerne ville have. Den var meget kort, men han var helt sikker i sin sag, så frisøren gik i gang. Mod sædvane lød der ikke et kny fra barnet, mens frisøren svingede saksen, og de gyldne lokker faldt tæt. Bagefter gik han fascineret og rørte ved sit hoved og var så optaget, at det ikke engang vakte nogen særlig harme, at frisøren ikke havde nogle slikkepinde i dag.

Almatiske guldkorn

Der kommer løbende finurlige ting ud af munden på Alma. Fx fik hun en hjerteformet pude med One Direction til sin fødselsdag af en klassekammerat. Hun tog undrende imod, takkede pænt og kiggede spørgende på sin moder, som kiggede lige så spørgende tilbage. Da gæsterne var gået, måtte vi tjekke, hvad det der One Direction var, så vi besøgte deres hjemmeside og så en video på Youtube. Alma var ikke imponeret og konkluderede, at “det er jo bare nogle drenge, der har sat deres hår pænt fra morgenstunden”.

En anden skønherlighed, vistnok samlet op på fritten:
Æbler har kerner
Piger har hjerner
En guitar har strenge
Hvad faen har drenge?

De bliver store, de børn

Grundlovsdag er fridag, så vi lagde hårdt ud i går aftes med at erklære “man gør, som man vil”-aften. Moderen følte sig ikke kaldet til at være sådan en mor, som bestemte og kostede børn i seng til tiden, og den var børnene sjovt nok helt med på. Carl legede udenfor til kl. 22, og da han kom ind, passede det med, at moderen var færdig med sine gøremål, og så smed vi os alle tre i sofaen og så film. Og gik i seng til midnat.
I dag var vi langsomme startere. Siden hen gik Carl ud sammen med Anton, og Alma besluttede, at hun godt kunne gå alene over til den anden Alma for at lege – en tur på en kilometers penge. Så moderen fik arbejdet det fornødne. Almaerne kom for og mellemlandede for at hente rulleskøjter og bamser, som skulle køre tur i rulleskøjterne, og så trillede de af igen.

Moderen adviserede det tilbageværende, udelegende barn om sit fravær grundet hundeluftertur. En time senere kom Carl blæsende op, mens moderen var ude på altanen. “Moar – moar”, lød det. Da moderen kom ind og tilkendegav sit nærvær, brød Carl grædende sammen. Her kunne man godt tro, at det skyldtes, han havde været ked af ikke at finde sin mor, da han kom ind, men sådan hang det slet ikke sammen. Næ, tværtimod var han i gang med at ringe via Facetime, fordi han troede, at moderen stadig luftede hund, og han var vildt skuffet over ikke at få lov at være stor og og selvstændig og ringe op for at spørge, om han måtte spise hos naboen. Det er alligevel første gang, Carl har skullet trøstes, fordi man VAR der…

For meget!

Carl ytrede ønske om at kaste med hoppebolde og blev mødt med det sædvanlige forbud mod at gøre det i 1) køkken 2) stue 3) soveværelse. “Du kan gå ind på værelset og kaste med dem, hvis du vil kaste indenfor,” lød det fra det mødrene ophav. Det fik Alma til at protesterer højlydt på grund af risikoen for, at nogle af hendes sartere ejendele skulle gå til i processen. Se, den vinkel havde Carl ikke tænkt på før, men det gjorde han nu! I løbet af sekunder røg han ud inde fra værelset, helt underdrejet af bar forargelse: “Åhr, I tænker kun på jeres egne ting, men I er bare ligeglade med vores ting! De må godt gå i stykker! I siger bare, at jeg skal kaste inde på værelset, og så går vores ting i stykker, og det er I bare ligeglade med!!!”

Det måtte så gøres endnu klarere, at der ikke var tale om et kaste-påbud, men om en kaste-tilladelse, og at det derefter var op til børnene selv, om de ville løbe risikoen, eller om Carl skulle gå udenfor for at kaste. I skøn forening tømte de søde små værelset for de genstande, som var i risikozonen, hvorefter Carl lystigt kastede løs.
De børn er altså meget, meget svære at stå for.

Ingen operation før sommerferien

Alma var til præ-operationel undersøgelse forleden, og samtidig kunne de fortælle os, at operationen af knæet var sat til 14. juni. Det var jo udmærket, indtil det kom for en dag, at følgevirkningerne af operationen worst case er to uger med skinne for at holde knæet strakt og derefter fire uger, hvor benet må bøjes lidt efter lidt. Med en planlagt Spanienstur ti dage efter den fastsatte dato, efterfulgt af nogle uger i Klitmøller, var det en smal sag at beslutte, at det må vente til august med at få rodet i det knæ.

Sverige 2013

Kristi Himmelfart kom og gik, og med den også den årlige hyttetur til Sverige. Traditionen tro kørte faderen afsted med Carl og Alma onsdag eftermiddag, mens moderen fulgte pr. tog fredag eftermiddag. Mange mennesker på lidt plads i mange dage – dårlig kombination! Dog var afgangen nær ikke blevet til noget, fordi bilen pludselig opførte sig mærkeligt. Den ville ikke starte og kørte i vildt høje omdrejninger, når den endelig kom i gang. Faderen drog ud for at finde et værksted, der havde længe åbent, med den tese i baghovedet, at der var blevet fyldt forkert benzin på den – og ikke af ham selv… Heldigvis viste det sig at være en temperaturdims, der forårsagede problemet. Det blev diagnosticeret af et par gutter i en baggård på Strandlodsvej. Værkstedet havde lukket, men de sad og hang og mente at vide noget om biler. De kiggede og tændte og slukke og trykkede og diskuterede. Den ene havde selv haft sådan en bil. Han havde haft det samme problem. Han havde lige sådan en reservedel liggende. Og vupti vapti var bilen pludselig ikke i stykker mere, og det ville han da godt have… bom-bom… skal vi sige 100 kr? for.

De søde børn elsker Sverigesturen. Fra solen pipper frem første gang om foråret, snakker Alma om, at lugten, luften, lyset og alt andet forårsagtigt minder hende om Sverige, og årets tur var en lige så stor succes som de andre år.

Moderen gik glip af den obligatoriske rundboldturnering børn mod voksne, som blev afholdt torsdag i stedet for fredag. Alma og især Carl var meget oprørte over, at der ikke blev spillet mere rundbold, men fredag aften var folk for trætte, og lørdag var en masse taget hjem. Til gengæld lykkedes det Carl at stable en fodboldkamp på benene fredag aften. Med stor ihærdighed hvervede han interessenter og fordelte hold, og heldigvis fik han det maget sådan, at han selv var på det vindende hold.

Bandekasse

Børn tænker nogle gange meget konkret. Carl har hørt nogle tale om en bandekasse. Moderen bander nogle gange. Carl tager hende det unådigt op. I dag kom så foreslaget om en bandekasse på banen. Moderen gav ondt af sig ved tanken om at blive blanket af pga. dårligt sprog. Carl svarede i oprigtig undren: “Nej, mor, du skal ikke give os penge!?! Når du kan mærke, at du skal bande, skal du gå ind i bandekassen og bande der!”

Der var to, der var tre, der var….

Lidt spontant poppede mormor forbi slottet på en solbeskinnet søndag. De søde små havde været i bad og vasket hylder (den faste og inderligt forhadte weekendtjans med at vaske sine legetøjshylder), og Anton var kommet på besøg. Der var to punkter på programmet: Is på stranden og høst af brændenælder til aftensmaden – brændenældesuppe og hjemmebagte speltboller. (Man burde faktisk bo i 2100 Ø for at køre den hjem. Til gengæld behøver man ikke købe nælderne i Irma, når man bor på Amager.)
Da vi var klar til at gå til stranden, viste det sig, at Antons mor var taget på indkøb, så vi udvidede konceptet fra to til tre børn. Isene var gode! Og store! På stranden fandt børnene nogle forkullet træ, som man kunne tegne med, og så gik der ellers grafitti i den. I over en time var især Carl og Anton helt opslugte af at dekorere muren, mens de fortalte hinanden historier om, hvad de tegnede. Man fornemmer, hvordan hulemalerierne kom til verden.
Da vi langt om længe fik vristet alle småfolkene fri af de kreative udfoldelser og fik dem gennet afsted med kurs hjemad, stødte vi efter 100 meter ind i Almas veninde Liva, som også var på stranden med sin familie, og så gik alt i stå igen. Livas far tumlede med Carl og Anton, mens Liva og Alma gravede hinanden ned i sandet. Alle børn var i strømpesokker i sandet. Det var en fest.
Da vi gik videre, var børneflokken forøget med endnu en, idet Liva gik med Alma hjem. Alma ytrede på hjemvejen, at det havde været en af de bedste søndage, hun kunne mindes.
Børnene gik alle sammen med over for at plukke brændenælder. Carl og Anton tog sig af jobbet med at fylde Livas cykelhjelm med mælkebøtter, hvis nogen nu skulle brænde sig. I praksis gik der dog kun få minutter, før de søde små tumlede sig i leg på skolens sportsplads, mens moderen høvlede brændenælder i den medbragte pose. Mormor havde været mere end skeptisk ved udsigten til at få serveret ukrudt til middag, men måtte indrømme, at det faktisk smagte meget godt.
Alt i alt en meget hyggelig dag. Flere af dem, tak.

1. maj

I år droppede vi Fælledparkens 1. maj-cirkus og nøjedes at sympatisere hjemmefra og derefter spise middag med Rie, Peter, Johanne, Johannes veninde Jeanette, Cornelius og August. Hyggelig italiener bag Chr.havns Torv, men majet lang ventetid på maden. Den søde servitrice beklagede og anglede efter forståelse for, at det ikke var så nemt med så mange mennesker. Vi kiggede os omkring i lokalet. Vi syntes ikke, der var så mange mennesker. Men selskabet var godt, og vi havde Lego så vi bar over. Maden var også god, da den endelig kom, om end de to ikke-ostespisende Helger-børn måtte vente ekstra længe på deres mad, idet det naturligvis var gået galt med beskeden “uden ost” på vej fra bord til køkken.
Carl og Alma kørte hver sin fulde portion lasagne, efterfulgt af en trekuglers is. Moderen var imponeret. Der var bred enighed om, at de var nogle ualmindeligt søde børn, og det kan man jo ikke være uenig i. Carl satte kronen på værket med et kækt vink og et “nu skrider vi”, da vi gik ud af døren. Det var en ualmindelig hyggelig aften.

Styr på detaljen

Carl havde første dag i fritten i går. Han skal gå i Pavillonen. Børnene blev samlet og fik skitseret diverse regler og forordninger og rettigheder, og så blev de vist rundt og fik flere anvisninger, mens forældrene var bænket med en kop kaffe. Carl holder af at have styr på detaljerne og holdt sig ikke tilbage.
“I må ikke gå igennem køkkenet. Der er varme ting, kogende vand, og I kan komme til at støde ind i nogen. I må kun være der, hvis I skal bage med en voksen.”
Nu er det sådan, at køleskabet til børnenes madpakker står i køkkenet, så prompte hørte man Carl: “Hvad så, når vi skal have vores madpakker?”
Dernæst fik de forevist en tavle med forskellige aktiviteter, hvor man skal anbringe et lille billede af sig selv under den aktivitet, man nu skal i gang med.
“Hvorfor?” lød Carls klare røst.
Jo, det er jo, så man kan holde styr på, hvor børnene er henne, fik han forklaret – og så var han helt klar til at gøre, som han blev bedt om.

Farvel, børnehave

Så kom dagen, hvor det sidste barn havde sidste dag i børnehaven. Dagen var imødeset med længsel af Carl, som glæder sig vildt til at komme på frit og få mange venner, men moderen fandt det alligevel lidt vemodigt at sige farvel til børnehaven, hvor vi har haft vores daglige gang i syv år.
Carl havde bestilt zombieboller og flødeboller til uddeling. Alma skulle naturligvis med til festen. Carl havde selv pyntet bordet med et dino-tema. Alma var en smule bitter ved tanken om sin egen afskedsfest, hvor hun måtte dele æren (og opmærksomheden!) med to andre, der skulle stoppe samme dag, mens Carl fik det hele for sig selv – så uretfærdig kan verden være.
Carl delte glad boller og flødeboller ud, og så havde stort set alle børnene lavet gaver i form af tegninger, som hver især var pakket fint ind og skulle pakkes ud igen. Tidskrævende, men enormt hyggeligt. Traditionen tro fik han af børnehaven sin mappe med tegninger, der var suppleret med fotos fra hans børnehavetid. Det var sjovt at se udviklingen fra tre til seks år. På et par af billederne var Carl sammen med pædagogen Torben. Det gav et stik i hjertet. Selvsammen Torben fik nemlig mavekræft, og efter et års tid, hvor han havde det fint og var på besøg i børnehaven hver onsdag, gik det pludselig ned ad bakke. Han blev begravet dagen før Carls afsked. Carl har virket ret uberørt, mens Alma blev meget ked af det ved pludselig at blive konfronteret med “aldrig mere”. Det ER også lang tid. Moderen købte blomster til begravelsen, og Alma fandt et flot billede, hun havde broderet, som Torben fik med, da han “skulle holde begravelse”. Moderen fik flash back til dengang, hvor vi fandt en død fugleunge på vej til vuggestuen og tog den med hjem for at begrave den, og lillebitte Carl var helt frisk på at begrave den, indtil den havde fået jord på, hvorefter han brød fuldstændig sammen og ville grave den op og tage den med ind og give den mad, så den kunne blive rask. Han troede, vi var onde ved den. Det var en traumatisk oplevelse.
Nå, men livet går jo videre, og Carl takkede af med maner. Til sidst sang stuen farvelsang for ham, og så fik de fleste en løftekrammer af den lille kraftkarl, før vi gik hjem. For sidste gang. Snøft. Heldigvis bliver vi inviteret til sommerfesten i august, så vi kan vente med at tage endelig afsked, til vi har vænnet os til ikke at være der mere.

Frit-barn

Så er Carl officielt blevet en stor dreng, som går på fritidshjem og ikke i børnehave. Det er en stor ting at skifte miljø efter næsten seks år, men alt tegner godt. Carl skal gå i Pavillonen sammen med det meste af sin kommende klasse. Lige nu leges der dåseskjul.

20130503-085903.jpg