Alma har den sikre løsning på eventuelle problemer med truende forfølgere. Hun laver monsteransigt og er sikker på, at det vil skræmme enhver ildesindet person bort. Skulle man løbe ind i en trold eller en heks, har hun også løsningen på det. Til trolden siger man Trolde-bolle, og så bliver den til en bolle. Til en heks råber man heks-kvæks, og så bliver hun til en lillebitte frø. Voilá!
Vittoria (og nok også Silvia) har begavet de søde børn med hver sit kæmpeeksemplar af hhv. Peter Plys og Æslet. Ungerne var lykkelige, og Carl har ikke været fysisk adskilt fra sit æseldyr endnu. Han og Vittoria holdt kastekonkurrence med deres dyr, mens Alma betegnende nok gik i gang med at skifte ble på Peter Plys. Vi er taknemmelige for, at betalende børn også må medtage håndbagage i flyet. 
Alma har efterhånden foldet et stort, socialt potentiale ud. Hun får løbende nye venner og erklærer ofte, at hun blev venner med den-og-den i en lynende fart. Hun er også begyndt at koble sig på, når børnene på vejen leger. Der er sket en hel del på den front, siden sommeren startede, må man nok sige. Alle ungerne interagerer på kryds og tværs, i særdeleshed, når vejret er godt; og så kan de voksne jo passende drikke kaffe eller kold hvidvin i skyggen, mens børnegrupperingerne indtager diverse villahaver. Sommer i forstæderne holder big time, og 13 børn, fordelt på fem huse, borger for rige legemuligheder. Moderen har først rigtig fået øjnene op for fordelene i sommeren 2009, hvor Carl og Alma så småt er blevet store nok til at have fornøjelse af selskabet.
Carl har aldrig ligget på den lade side, når det drejer sig om socialt samvær, og i særdeleshed er han glad for at lege med Anton på tre, som han indtil for nylig gik i vuggestue sammen med. Anton bor tre huse væk og er lige så glad for at lege med Carl, så næsten dagligt ser man det ene eller det andet lille, stoute barn med en mor på slæb på vej hen for at spørge, om den anden kan lege.
Alma har af og til playdates med veninderne fra børnehaven, især Freja. Forleden weekend, hvor vejret var fantastisk, kom Freja og hendes mor på besøg, og så tog de respektive mødre og børn på stranden. Midt i seancen kom Anton, som var på jagt efter Carl, og så var der idel lykke hele vejen rundt. I hvert fald indtil en noget emsig gut troppede op og erklærede, at han og hans kæreste fandt det meget bekymrende, at Alma gik i vandet (langs med stranden) så langt væk fra mig. Meget bekymrende, gentog han en del gange, og ymtede også, at han bestemt troede, at han delte sin bekymring med mange andre strandgæster. Moderen kunne og kan stadig ikke se problemet i, at Alma befinder i lavt vand 30 meter væk på et sted med fuldt udsyn, så manden måtte forblive bekymret. Man bliver stedse overrasket over sine medmennesker.
Carl lader sig ikke afficere af en smule regn. Det kan øse, det kan pøse, det kan regne, ja, det kan, når bare man har paraplyen med. 
Så er det fire år siden, at den forventede søn blev eksterneret og viste sig at være en Alma. Alma har glædet sig meget længe til at blive fire år, efter at hun i umindelige tider har fortalt alle og enhver, at hun var “tre og et halvt og en hel meter”.
Dagen startede tidligt. Det magede sig nemlig således, at Almas fødselsdag samtidig var den første dag på årets koloniuge i børnehaven, og kolonibussen kører fra institutionen kl. 8 – hvilket er helt normal mødetid for nogle, men grænsende til børnemishandling for andre, herunder os. Så hvis der skulle være tid til fødselsdagshygge og boller, og det skulle der jo, måtte vi i gang fra den årle morgenstund. Kl. 5.30 meldte Carl sig på banen og blev til sin egen store forbløffelse hevet op af sengen i stedet for at blive tvangsgenputtet i moderens seng. Dagen inden den store dag var gaverne blevet lagt frem og bordet dækket med flag, der var pakket kolonitaske og bagt (sukkerfri) kage og pakket alskens fødselsdagsaccesories, så søde Alma kunne blive fejret med maner langt fra hjemmet. Derfor kunne vi nøjes med at tænde ovnen og gå syngende ind for at vække Alma til det store gaveorgie.
Alma var ikke udelt begejstret for at blive vækket. Hun er vant til at sove, til hun vågner, så det var en uvant situation. Hun tøede dog hurtigt op, da hun så stablen af gaver. Den besøgende farmor kommenterede mængden, hvortil Alma replicerede: “Jamen, det er jo, fordi I holder af mig!” Sandt nok, Alma. Da alle gaverne var lukket op, også lillebror-gaverne til Carl, vankede der boller med syltetøj, inden ungerne skyndsomst blev smidt i tøjet og Alma gelejdet over til børnehaven, hvor moderen vinkede farvel til en glad Alma i bussen og med gru mindedes sidste år, hvor Alma lige var startet i børnehaven og noget ked af det der kolonikoncept, hvor hun i selskab med fremmede voksne og børn skulle transporteres meget langt hjemmefra i en meget stor bus.
Carl var blevet hjemme hos farmor, så han blev efterfølgende afhentet derhjemme i god ro og orden, så han slap for en lang dag og blev afleveret hen mod 9.30 som sædvanligt. Under børnenes fravær fik moderen arbejdet, og farmor købte ind og bagte kage. Efter børneafhentning kom Almas stuekammerater Freja og Thea med hjem til en lille fødselsdagskomsammen. De trætte kolonibørn returnerer først kl. 16, så der var ikke tid til megen festivitas, men et par stykker kage og en times tid i haven blev det da til. Derefter satte den lille familie kursen mod en ny, børnevenlig øko-cafe på Amager. Stedet viste sig at være skønt: Lækker og lødig mad til både børn og voksne, topvenlig betjening og et super legerum til børnene. Det var første, men helt sikkert ikke sidste gang, vi kommer der. Alma var på en eller anden måde gået glip af det med, at vi skulle ud at spise, så hun blev glædeligt overrasket. Da vi forlod stedet, kom hun hen og krammede moderen og sagde: “Tak, mange, mange tak for fødselsdagen, mor. Det var en dejlig overraskelse, og det har været en dejlig dag.” Det er svært ikke at blive seriøst rørt over det søde barn. Hun kopierer muligvis formuleringer, som hun har hørt fra andre, men budskabet kommer fra hjertet. Hun fortalte også, at hun meget hurtigt var blevet kammerater med en stor dreng på fem år inde i legerummet, og hun har sagt mange, mange tusind tak for gaver til alle de glade givere i løbet af dagen.
Efter hjemkomsten fik de trætte børn lov til at slå sig løs med økologisk vingummi og chokolade; Alma har glædet sig i mere end et halvt år til at få lov at få slik og chokolade til sin fødselsdag, så hun skulle ikke snydes, selv om der sandt at sige var røget rigeligt med kalorier indenbords. Hun var også lykkelig for det og havde alt i alt uden tvivl en dejlig fødselsdag.
Obs! Billeder følger.
Et billede siger mere end 1000 ord… og han bad altså selv om at få det på!
Man lærer en del om konflikthåndtering, når man går i børnehave, og fra tid til anden viser det sig, at de forenede pædagogiske anstrengelser faktisk bærer frugt. Til aftensmaden gik Carl i protestmode over at blive nægtet et stykke parmesanost og nægtede at spise. “Det er okay, Carl, det bestemmer du selv,” sagde moderen. Alma havde ikke rigtig fanget konteksten, men hørte bare udsagnet, vurderede, at moderen vaklede, og reagerede prompte og indtrængende: “Mor! Du er jo vant til at bestemme. Du skal holde fast i dit nej!”
Børnene var med ude at købe ind. Carl driblede Irma tynd med sin lille vogn med nogle få, udvalgte varer og var jævnligt ude af syne. På vej mod kassen måtte moderen konstatere, at barnet intetsteds var at finde. Alma blev afbrudt i sin uophørlige ordstrøm, mens moderen ledte efter mindstebarnet og fandt ham i færd med at stille den lille vogn pænt på plads.
Mor: Sætter du vognen på plads?
Carl: Jaer!
Mor: Men hvor er ærterne og de andre varer?
Kassedamen: Herovre
Det viste sig, at Carl havde fundet en plads i kassekøen, hvor han nydeligt havde placeret sine varer på båndet, før han gik over for at aflevere vognen. Han har lært, at man ikke må tage varer med ud, før de har været på båndet og er blevet betalt. Bare ærgerligt, at hende med dankortet ikke var på pletten, da det gjaldt.
En Almaspecialitet er opstilling af genstande på sindrige måder. Carl hidbragte råmaterialet. Installationskunst i det små, måske?
Carl har taget bolden op og dyrker for øjeblikket i stor stil at stille dyr op på fine rækker. I starten stod de der bare alle sammen. Så begyndte de at stå på række. Det næste skridt var at sortere dem efter art, mens de blev stillet på række, og nu er han nået frem til, at de står i familier. Carl finder et lille dyr, siger en pivelyd med lillebitte stemme, finder en større variant af dyret, siger med øm og kærlig stemme “ooaaarr” og holder dem tæt sammen, så de kan kramme, hvorefter de bliver stillet side om side med et kærligt “ee-eeer” (der = sådan der).
Carl kravlede lige ind i tørretumbleren og lukkede døren pænt efter sig…
Carl og Alma leger efterhånden fint sammen på tumle- og løbeplanet. “Skal vi løbe racerløb, Carl,” spørger Alma. “Ja!” siger Carl, sætter hænderne på ryggen og tonser afsted. (Af uransagelige årsager dribler han gerne rundt med hænderne krydset på ryggen…) Og sengetummel er bare noget af det bedste.
Alm
ene nuttepics:
Burgere er vældig populære, også hos de små mennesker.
Carl er meget glad for Almas lyserøde rosentaske og medbringer den gerne i både vuggestue og på legepladsen. Den klæder ham også fortryllende.
Endelig er bloggen klar igen! Så vi er klar til at servere billeder fra de sidste par måneder! (Dog må december-bondegårdsbilleder og julen vente lidt endnu. De fotos ligger nemlig i det billedbibliotek, som faderen på mystisk vis har bortfjernet fra computeren…)
Alma kom i går eftertænksomt hen til moderen og sagde, at hun nok mente, vi skulle til at sælge noget af legetøjet. “For vi har jo så meget, mor, og hvis vi får en masse julegaver, kommer det jo til at fylde hele vores hus, og det går jo ikke.” Barnet har jo noget så ret og har vist overhørt rigeligt mange samtaler om at sætte dette og hint til salg på nettet.
Alma er meget opsat på at få fat i julemanden, når han kommer juleaften. Hun spørger dagligt, om han mon kommer, og fortæller, hvordan hun vil skynde sig ud og snakke med ham og kramme ham. Til julefest i institutionen kom julemanden traditionen tro ned gennem loftet (og Carl peger stadig mod loftet og laver forbløffet-ansigt) og delte slikposer ud. Adspurgt erklærede Alma, at det havde været en dårlig julefest, fordi børnene bare skulle blive siddende på deres pladser, underforstået, at der ikke var lejlighed til at kramme julemanden.
Og hvorfor denne store interesse for nærkontakt med rødklædt tyksak? Naturligvis fordi Alma har besluttet, at hun vil ud at flyve en tur i kanen…
Hvad sker der for det barn, altså??
Fader: Jeg kender to børn, der skal ud at have nattøj på.
Alma: Ja, det er Jens og Billy.
(Og ingen aner, hvem Jens og Billy er…)