Carlebarnet har periodisk stammet – som så mange andre børn gør i perioder. Normalt driver det over af sig selv og handler om usikkerhed eller for stor sproglig iver. Nu har han imidlertid stammet gennem en længere periode, og det bliver kun værre. I Carls tilfælde taler han ikke staccato, men virker, som om svælget kramper sig sammen for ham. Han skærer ansigter og virrer med hovedet, mens han gentager og gentager det ord eller den stavelse, som har sat ham i stå. Det er synd for ham, og det generer ham enormt. Han taler stadig uden at lade sig standse, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Han er allerede begyndt nogle gange at bede moderen sige det dumme ord, der ikke vil komme ud af hans mund. Derfor er børnehaven nu blevet sat i gang med at starte et forløb, hvor man gennem en talepædagog bliver henvist til Stammecentret. Og SÅ skal vi nok få has på den stammen!