Kategoriarkiv: Special Guest Stars

Her kan du se Almas baby-venner og voxne, som har krydset Almas korte livsbane.

Alene hjemme – med gæster

1. fredag efter Halloween havde moderen overskudsagtigt inviteret Carls legegruppe med påhængende familier til at lege og spise med. Det udviklede sig hyggeligt og afslappet og blev også halvsent.

Lørdag bød på en drengefødselsdag på fortet om formiddagen og en pige-ditto om eftermiddagen, mens moderen tog et fortjent sommerhusrefugium med damerne. Det ku Alma ikke vente på, så Alma 10K blev indkaldt. Og sådan begyndte en dobbelt-marathon-legeaftale med Alma 10K og Pelle, der strakte sig frem til søndag eftermiddag.

Og således kom faderens storindkøb til tarteletter med kylling og asparges til deres ret – bogstaveligt talt. Der blev produceret og spist 18 tarteletter (kun levnet 2) og alle var glade. Drengene havde denne lørdag nået at svine sig til på legepladsen, smadre papkasser under oprydning i faderens lager-garage, besøge genbrugsstation, hoppe nøgne på våd og kold trampolin, genvinde varmen i brusebad, lave senator-optog i badehåndklæder, lege med gormitier mm.

Det blev sent. Næsten elleve inden pigerne som de sidste krøb til køjs på loftet. Faderen blev mindet om judostævne kl. 9 søndag morgen og fortrød den lemfældige omgang med sengetider.

Vi troede, at gæsterne skulle afleveres hos deres forældre inden judoarrangementet, men det blev der lavet om på, så kvartetten fulgte ad til Carls judo-turnering. Efter fem brave kampe mod overmagten, trak vi hjemad og legen fortsatte – drengen hos Carl og pigerne hos Alma 10K, indtil gæsterne skulle på familiebesøg.

En vild og lang improviseret weekend.

Halloween mm

Torsdag den 31. oktober var H-dag. Mens Alma gik tiggergang med Mille og Alma i Milles hood, så skulle Carl følges med Storm under faderens auspecier. De to kammersjukker kom ret vidt omkring på de lokale børnemættede veje, da drengene foretrak at banke på hos kendte mennesker. Alligevel blev høsten betragtelig. Mellem 20 og 30 stykker. Halvdelen af fangsten blev indtaget hjemme foran Hotel Transylvania. Carl udstod uhyggen alene, da Alma skulle hentes og Storm følges hjem ved halv-otte-tiden.

Alma havde også fået så hatten passede, så hun dejsede om og så Transylvania med brormand, da hun vendte hjem til fødegården igen.

Efterårsferie 2013

Det har været en heftig efterårsferie på social-siden. Først kom mormor. Derefter en flyvende udskiftning med farmor. Og da hun tog hjem, kom de afrikanske piger. Det har været overdrevet hyggeligt alt sammen.
Mormor har beriget vores tilværelse med det til dato mest fantastiske fuglefoderbræt. Det er hamret ned i plænen ved siden af skuret, fiffigt placeret, så ingen katte kan nå det pga. udhæng på taget.
IMG_7101
Farmor tog os med på “verdens bedste restaurant”, Den kinesiske mur, hvis verdensklassestatus primært er begrundet i et running sushi-bånd. Der er bare ikke noget, der kan konkurrere med at tage små tallerkener med hapsere, når de futter forbi på rullebåndet, fuldstændig som man har lyst. Farmor havde i øvrigt bestilt et spil til levering hos os, og planen var selvfølgelig at spille det, mens hun var der. Uheldigvis nåede det ikke at komme i tide. Til gengæld har børnene har stor glæde af det efterfølgende, især en bogstavleg-del, hvor man trækker et bogstav og så skal finde så mange ord som muligt, der starter med det bogstav, inden for bestemte kategorier. Det er imponerende, hvor meget de børn faktisk kan.

Og så kom pigerne, og det var som altid en stor fornøjelse. De var selv taget med toget denne gang, og bortset fra lidt besvær med at finde dem, da de ankom, er alt gået glat. Vi har været i biografen og måtte køre i to hold, fordi der endte med at være i alt seks børn (Carls ven Gustav var også med), og så mange kan der ikke på forsvarlig vis proppes i bilen. Vi var på Nationalmuseet og se vikingeudstilling og et smut på Tøjhusmuseet, hvor der var ridderdage, og hvor Carl havde tilbragt dagen sammen med førnævnte Gustav.

Vi nåede også at få Scoldoscals’ telefon repareret og indkøbt en oplader og et taletidskort, så hun kan komme i forbindelse med omverdenen. Indkøb blev foretaget i Field’s kl. 20 fredag aften. Scoldoscals var bjergtaget – “sikke et dejligt sted”, blev hun ved med at sige, mens hun stirrede sig henrevet omkring. Mjo… Moderen er som bekendt knap så begejstret for Fields, men ikke desto mindre sætter vi det på som et programpunkt ved næste besøg. Vi har også allerede aftalt, at vi skal på Nationalmuseet igen for at kigge nærmere på de faste udstillinger, som vi kun nåede at se i forbifarten.

Desuden blev der produceret eksorbitante lagkager, scones og boller i anledning af faderens fødselsdag, og de blev nydt i så stor grad, at fredagsslik måtte konverteres til lørdagsslik.

I dag tog pigerne hjem, katten blev syg og måtte på et urimeligt dyrt dyrlægebesøg, og Alma har debuteret i Wordfeud. Hendes første chat-kommentar til faderen var “Va så bieber svækling”. I morgen står den på udmugning og rengøring, og så er det hverdag igen.

Oscar på besøg

Mens Alma bliver knæopereret på Hvidovre, og vi venter på mormorens ankomst fra Kastrup, viser Carl sit værelse frem for første gang for Oscar: »Når du ser mit værelse, er du bare I himlen!«, præparerede han allerede uden for huset sin nye ven.
Gæsten blev ført ind med lukkede øjne og stillet over for legetøjsreolen: »Bare tag dig af retterne!«, proklamerede den lille materialist.

Lånekusiner på feriebesøg

Mormor tilbragte et par dage på slottet sammen med Riziki, Louise og Scoldoscals. Det var ualmindeligt vellykket! Vi tog det roligt med masser af tid til at hænge ud. Vi brugte nogle timer på Den Blå Planet sammen med 100.000 andre, men derudover stod den meget på leg og samvær og isspisning og strandtur. Et mysterium, der aldrig blev løst, var, hvorfor Scoldoscals går i vandet med nederdelen på, men sådan er verden jo så forunderlig.

Vejret var guddommeligt, og børnene sov i haven i to nætter. Nogle i telt, andre på trampolin. Skal man være hudløst ærlig, havde man nok regnet med, at i hvert fald et par stykker var kommet retur til huset, da først det blev mørkt, men det var der ikke noget med. Carl var sågar vågnet og skulle tisse og var kravlet ned fra trampolinen og havde tisset og var kravlet op igen. Nat to sov han dog indenfor, der var noget med, at det var for besværligt at være ude, når han vågnede, men de andre nappede en nat mere.

Vi nåede også et besøg hos den anden Alma, som havde lavet en aftale med mormor om en bytter, hvor Alma skulle have en Thorkild (en hæklet abe) og til gengæld skulle give et eller andet af egen fabrikation. Det blev et glas syltetøj og en tegning. Vi – det vil sige børnene – lavede kager, som vi havde med, og så tilbragte vi et par hyggelige timer i Almas have. Alma, Alma og Riziki legede så godt, at vi efterlod de to, da vi gik hjem, og først samlede dem op, da vi skulle ud at spise.

Det var et enormt hyggeligt besøg, og vi har allerede lagt billet ind på at få dem tilbage i efterårsferien.

Besøg hos kusinerne

Sådan en hyggelig kusinedag kunne ikke stå alene, så dagen efter pakkede vi børn og hund og kørte til Aalborg, hvor mormor passede børn. Endnu en meget vellykket dag med en noget mere human temperatur. Faktisk blev det decideret sommervarmt. Det var rart!
Der var et målrettet dagsprogram, så vi satte fluks kursen mod zoo som det første. Barnefaderen havde glemt sin hat og sin solcreme, så han gik rundt som Lawrence of Aalborg Zoo med et håndklæde kækt draperet om hovedet for at dække den sarte isse. Zoo havde en god legeplads og en masse dyr (sjovt nok). Dagmar tiltede trekantet, da hun opdagede en lille indhegning med marsvin – dem har hun stiftet bekendtskab med hjemme på vejen, og hun finder dem umådeholdent interessante. Til gengæld luskede hun rundt med halen mellem benene og så sig nervøst over skulderen, da vi var i nærheden af de store katte.
Vi spiste friture-domineret frokost med fri udsigt til et rensdyrfamilie, og på vej ud faldt vi over noget sceneunderholdning, som de tre store havde en del sjov ud af, mens Annika hævdede at hade “dem der” og følgelig tilbragte hele seancen med hænderne for ørerne.
Derefter entrede vi Aalborgtårnet, der havde en storslået udsigt og verdens kedeligste cafeteria. Dagmar måtte blive nede, så vi returnerede ret hurtigt til jorden og gik videre til kunstmuseet, der bød på dagens sidste, men ikke mindste attraktion, en springvandskunstinstallation i haven. To kredse af huller sendte med forskellige intervaller vand til vejrs, og det var både flot og sjovt at lege i for børnene. Og koldt…. Mormor forsøgte med stor stamina at vinde gehør for det synspunkt, at øvelsen var at undgå at blive våd. Til sidst gav Alma fortabt: “Men mormor, hvad nu, hvis vi ikke har LYST til at lave øvelsen!?!”
Inden afgang nåede vi også at spise aftensmad og bese den nye residens udefra. Den ligger som nærmeste nabo til zoo, hvilket udløser gratis årskort. Cool. Vi glæder os til at se det indefra næste gang.

Besøg af kusinerne

En dag havde vi fint sommerhusbesøg af mormor og kusinerne fra Aalborg. Det var en meget hyggelig dag med gåtur, strandtur i noget kølige temperaturer, is, legeplads og skærmstening.
Annika lagde ud med at være meget bange for Dagmar, men det gik hurtigt over, og begge kusiner var stolte som små paver over at være hundeholder, da vi gik tur. Det var lidt et tovtrækkeri at holde pigerne påklædte, for de insisterede på ikke at fryse, og onkel Niels havde truet med bål og brand, hvis de blev snottede, eftersom familien skulle til Italien tre dage efter. Men det lykkedes. Så vidt vides blev ingen andre end Alma forkølet.

Slutspurt

Børnene blev gode venner med kattene i området, især en lys kat, som blev døbt Riften, fordi den havde et sår ved det ene øre.
Der bliver lavet salt i området. Vi kørte hen for at se nærmere på det, men kunne desværre ikke komme ind på selve området for at røre ved saltbjergene.
Den sidste dag blev der gjort rent, Carl og Alma vaskede trappe og terasse, og om aftenen slog vi os løs med kunstneriske is.

Tabarca

I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!

Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.

Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…

Alma otte år!

Efter at have talt ned i flere måneder blev det endelig Almas fødselsdag. Den 8. juni faldt på en lørdag, mens klassefødselsdagen var sat til fredag. Faderen havde bortabsenteret sig til Berlin indtil fredag aften, så mormor kom forbi og gav en hånd med. Heldigvis var vejret med os i år, så pigerne kunne være både ude og inde. Vi startede med at piske dem igennem nogle lege på skolens sportsplads, hvor vi kunne klemme os ind mellem fire skoleklasser, der havde idræt, i håb om at køre dem en smule trætte. Vel hjemme i haven blev der åbnet gaver og serveret boller, pølsehorn og saft.

Alma havde eksplicit frabedt sig en skattejagt, så i stedet havde moderen fabrikeret en quiz. Vinderholdet fik sure tæer i slikkepindeform. Taberholdene fik tilsvarende i trøstepræmie – Alma tåler meget dårligt, hvis nogen kunne gå hen og blive kede af det. Sidste punkt på dagsordenen var en reprise på sidste års succes med byg selv-lagkager. Det var lige så populært i år. Der blev smækket lagkagebunde sammen og pyntet til den store guldmedalje, og alle ungerne var svært tilfreds med at drage hjem med en kagekasse i hånden.

Hjerteveninde Mille blev og overnattede, så hun var med på den ægte fødselsdagsmorgen. Den 8. juni var tilfældigvis også dagen for det store kvartersloppemarked på Italiensvej, så da der var blevet pakket gaver ud, fandt børnene diverse salgbare effekter frem, og så drog vi på loppemarked nogle timer. Mille blev hentet af sin mor, men heldigvis var den anden Alma – Alma 10.000 – i mellemtiden kommet, så de to Almaer slog sig omgående sammen i stedet. Da vi ikke gad mere loppemarked, gik vi til stranden og købte is og derefter videre til middag på restaurant. Alma 10.000 blev og overnattede. Vores Alma var kistelykkelig for sin fødselsdag og syntes svært godt om at blive otte år.

Sverige 2013

Kristi Himmelfart kom og gik, og med den også den årlige hyttetur til Sverige. Traditionen tro kørte faderen afsted med Carl og Alma onsdag eftermiddag, mens moderen fulgte pr. tog fredag eftermiddag. Mange mennesker på lidt plads i mange dage – dårlig kombination! Dog var afgangen nær ikke blevet til noget, fordi bilen pludselig opførte sig mærkeligt. Den ville ikke starte og kørte i vildt høje omdrejninger, når den endelig kom i gang. Faderen drog ud for at finde et værksted, der havde længe åbent, med den tese i baghovedet, at der var blevet fyldt forkert benzin på den – og ikke af ham selv… Heldigvis viste det sig at være en temperaturdims, der forårsagede problemet. Det blev diagnosticeret af et par gutter i en baggård på Strandlodsvej. Værkstedet havde lukket, men de sad og hang og mente at vide noget om biler. De kiggede og tændte og slukke og trykkede og diskuterede. Den ene havde selv haft sådan en bil. Han havde haft det samme problem. Han havde lige sådan en reservedel liggende. Og vupti vapti var bilen pludselig ikke i stykker mere, og det ville han da godt have… bom-bom… skal vi sige 100 kr? for.

De søde børn elsker Sverigesturen. Fra solen pipper frem første gang om foråret, snakker Alma om, at lugten, luften, lyset og alt andet forårsagtigt minder hende om Sverige, og årets tur var en lige så stor succes som de andre år.

Moderen gik glip af den obligatoriske rundboldturnering børn mod voksne, som blev afholdt torsdag i stedet for fredag. Alma og især Carl var meget oprørte over, at der ikke blev spillet mere rundbold, men fredag aften var folk for trætte, og lørdag var en masse taget hjem. Til gengæld lykkedes det Carl at stable en fodboldkamp på benene fredag aften. Med stor ihærdighed hvervede han interessenter og fordelte hold, og heldigvis fik han det maget sådan, at han selv var på det vindende hold.

Der var to, der var tre, der var….

Lidt spontant poppede mormor forbi slottet på en solbeskinnet søndag. De søde små havde været i bad og vasket hylder (den faste og inderligt forhadte weekendtjans med at vaske sine legetøjshylder), og Anton var kommet på besøg. Der var to punkter på programmet: Is på stranden og høst af brændenælder til aftensmaden – brændenældesuppe og hjemmebagte speltboller. (Man burde faktisk bo i 2100 Ø for at køre den hjem. Til gengæld behøver man ikke købe nælderne i Irma, når man bor på Amager.)
Da vi var klar til at gå til stranden, viste det sig, at Antons mor var taget på indkøb, så vi udvidede konceptet fra to til tre børn. Isene var gode! Og store! På stranden fandt børnene nogle forkullet træ, som man kunne tegne med, og så gik der ellers grafitti i den. I over en time var især Carl og Anton helt opslugte af at dekorere muren, mens de fortalte hinanden historier om, hvad de tegnede. Man fornemmer, hvordan hulemalerierne kom til verden.
Da vi langt om længe fik vristet alle småfolkene fri af de kreative udfoldelser og fik dem gennet afsted med kurs hjemad, stødte vi efter 100 meter ind i Almas veninde Liva, som også var på stranden med sin familie, og så gik alt i stå igen. Livas far tumlede med Carl og Anton, mens Liva og Alma gravede hinanden ned i sandet. Alle børn var i strømpesokker i sandet. Det var en fest.
Da vi gik videre, var børneflokken forøget med endnu en, idet Liva gik med Alma hjem. Alma ytrede på hjemvejen, at det havde været en af de bedste søndage, hun kunne mindes.
Børnene gik alle sammen med over for at plukke brændenælder. Carl og Anton tog sig af jobbet med at fylde Livas cykelhjelm med mælkebøtter, hvis nogen nu skulle brænde sig. I praksis gik der dog kun få minutter, før de søde små tumlede sig i leg på skolens sportsplads, mens moderen høvlede brændenælder i den medbragte pose. Mormor havde været mere end skeptisk ved udsigten til at få serveret ukrudt til middag, men måtte indrømme, at det faktisk smagte meget godt.
Alt i alt en meget hyggelig dag. Flere af dem, tak.

1. maj

I år droppede vi Fælledparkens 1. maj-cirkus og nøjedes at sympatisere hjemmefra og derefter spise middag med Rie, Peter, Johanne, Johannes veninde Jeanette, Cornelius og August. Hyggelig italiener bag Chr.havns Torv, men majet lang ventetid på maden. Den søde servitrice beklagede og anglede efter forståelse for, at det ikke var så nemt med så mange mennesker. Vi kiggede os omkring i lokalet. Vi syntes ikke, der var så mange mennesker. Men selskabet var godt, og vi havde Lego så vi bar over. Maden var også god, da den endelig kom, om end de to ikke-ostespisende Helger-børn måtte vente ekstra længe på deres mad, idet det naturligvis var gået galt med beskeden “uden ost” på vej fra bord til køkken.
Carl og Alma kørte hver sin fulde portion lasagne, efterfulgt af en trekuglers is. Moderen var imponeret. Der var bred enighed om, at de var nogle ualmindeligt søde børn, og det kan man jo ikke være uenig i. Carl satte kronen på værket med et kækt vink og et “nu skrider vi”, da vi gik ud af døren. Det var en ualmindelig hyggelig aften.

Farvel, børnehave

Så kom dagen, hvor det sidste barn havde sidste dag i børnehaven. Dagen var imødeset med længsel af Carl, som glæder sig vildt til at komme på frit og få mange venner, men moderen fandt det alligevel lidt vemodigt at sige farvel til børnehaven, hvor vi har haft vores daglige gang i syv år.
Carl havde bestilt zombieboller og flødeboller til uddeling. Alma skulle naturligvis med til festen. Carl havde selv pyntet bordet med et dino-tema. Alma var en smule bitter ved tanken om sin egen afskedsfest, hvor hun måtte dele æren (og opmærksomheden!) med to andre, der skulle stoppe samme dag, mens Carl fik det hele for sig selv – så uretfærdig kan verden være.
Carl delte glad boller og flødeboller ud, og så havde stort set alle børnene lavet gaver i form af tegninger, som hver især var pakket fint ind og skulle pakkes ud igen. Tidskrævende, men enormt hyggeligt. Traditionen tro fik han af børnehaven sin mappe med tegninger, der var suppleret med fotos fra hans børnehavetid. Det var sjovt at se udviklingen fra tre til seks år. På et par af billederne var Carl sammen med pædagogen Torben. Det gav et stik i hjertet. Selvsammen Torben fik nemlig mavekræft, og efter et års tid, hvor han havde det fint og var på besøg i børnehaven hver onsdag, gik det pludselig ned ad bakke. Han blev begravet dagen før Carls afsked. Carl har virket ret uberørt, mens Alma blev meget ked af det ved pludselig at blive konfronteret med “aldrig mere”. Det ER også lang tid. Moderen købte blomster til begravelsen, og Alma fandt et flot billede, hun havde broderet, som Torben fik med, da han “skulle holde begravelse”. Moderen fik flash back til dengang, hvor vi fandt en død fugleunge på vej til vuggestuen og tog den med hjem for at begrave den, og lillebitte Carl var helt frisk på at begrave den, indtil den havde fået jord på, hvorefter han brød fuldstændig sammen og ville grave den op og tage den med ind og give den mad, så den kunne blive rask. Han troede, vi var onde ved den. Det var en traumatisk oplevelse.
Nå, men livet går jo videre, og Carl takkede af med maner. Til sidst sang stuen farvelsang for ham, og så fik de fleste en løftekrammer af den lille kraftkarl, før vi gik hjem. For sidste gang. Snøft. Heldigvis bliver vi inviteret til sommerfesten i august, så vi kan vente med at tage endelig afsked, til vi har vænnet os til ikke at være der mere.

Filmaften

D. 15. marts var dagen, hvor det blev Carls tur til den traditionelle overnatning i børnehaven for de store, snart til skole bortdragede børn. Han glædede sig vildt og havde også haft en skøn overnatning, som dog blev en anelse spoleret af, at familien kom for sent til fællesmorgenmaden om lørdagen. Da han havde fået afleveret sin skideballe og var blevet trøstet, var han dog glad igen. Heldigt, for der var flere aktiviteter på programmet.
Anton og Mille kom, og så gik turen til bowlinghallen. Det var sjovt. Vi var ikke særlig gode, men det var sjovt. Desværre fik moderen en parkeringsbøde. Det var ikke sjovt.
Om aftenen var klassens piger inviteret til filmaften. Seks stk. mødte op, så Scoobydoo, spiste lasagne, legede jorden er giftig i stuen og så endnu en Scoobydoo. Meget hyggeligt, stor succes, det gør vi igen en anden gang. Mille blev og overnattede.

Interfaith Harmony

I anledning af FN’s Interfaith Harmony Week arrangerede VerdensKulturCentret på Nørrebronx et række workshops, hvor man kunne synge, lære stage-fight og meget andet. Lederen af sang-workshoppen var ingen anden end korlederen på Goldschmidts Akademi Fatma Zidan, så naturligvis var en masse korbørn troppet op. Moderen og Alma kom også, og eftersom Alma havde set MGP sammen med Hannah aftenen forinden, var de to ret samkørte, så Hannah tog også med. I løbet af dagen lærte vi (delvist…) en arabisk sang, spiste harmoni-suppe og hang ud. Om aftenen var elementer fra de forskellige workshops blevet sat sammen til en forestilling. Det var ret sjovt og ganske udfordrende.

Carl seks år!

Så blev det endelig dagen, som Carl havde ventet på i måneder – hans seks års fødselsdag. Den sidste fødselsdag, der blev fejret i børnehaven. Den sidste fødselsdag uden en halv skoleklasse på besøg.
Mormor var kommet tilrejsende, så hun var med, da familien fra den årle morgenstund gjorde sig klar til at fejre fødselaren, som ikke bryder sig om betegnelsen fødselar, men foretrækker at blive kaldt fødselsdagsbarn. Carl lå og slog knuder på sig selv af utålmodighed inde i sengen, for naturligvis var han vågen og lå og ventede på at blive “vækket” med sang og flag. “Kom NU,” gjaldede det derinde fra med jævne mellemrum.
Gaverne lå traditionen tro klar på bordet. En stor stabel hos Carl, to gaver hos Alma. I virkeligheden skulle der kun være én, nemlig storesøstergaven, men Dagmar er jo så ny i familien, så hun havde ikke forstået det. Hun troede, det var lige som til jul, så hun gav dem begge gaver.
Børnene drog afsted til hver sin fastelavnsfredag, mens moderen bagte bolleslange og gjorde klar til skattejagt. Kiksekagen, som Carl havde bestilt, var lagt sammen dagen i forvejen.
Alma, mormor og Anton tog alle med til fejring i børnehaven, så det blev en stor fest. Carl havde pyntet bordet med monstertrucks og nød hver sekund af festivitasen, hvor han de tidligere år var lidt genert over al opmærksomheden. Traditionen tro skulle han også løftes på stolen i samme antal ryk, som han fyldte år. De smilede godt nok, pædagogerne, da de nåede til tops og til seks år, men deres biceps rystede… Fødselsdagssangen var “den med instrumenterne”, og det kan afsløres, at Carl kørte rock-tema: Rockguitar, rocktrommer og rockklaver.

Vi napsede Milas og Victor med hjem, hvor skattejagten ventede. Plottet var, at en trold havde kidnappet kiksekagen og skulle betales med chilirosiner for at give den tilbage. For at finde stedet, hvor løsesummen skulle afleveres, skulle børnene løse opgaver, som hver udløste et bogstav. Moderen var med rundt, mens faderen spillede rollen som trold hjemme fra loftet. Kommunikationen kørte via sms. Det var ret sjovt, men de to små var lidt for små og noget for trætte, så de stod af på halvvejen og joinede trolden. Efter indtagelse af kiksekage var der fri leg til afhentning, hvorefter Carl og Anton smuttede over for at spille Wii. Og så Disney og mere slik. Jo. Det var en god fødselsdag.

Vær velkommen, 2013

Et år er gået, et nyt er begyndt. Overgangen mellem de to blev fejret sammen med Nikolaj og hans familie.

Alma var helt oppe at ringe over 1) at skulle holde nytår med en af sine venner 2) at vi skulle starte på ET HELT NYT ÅR!
Carl havde en lille krise på vej op ad havegangen, hvor han tårevædet bedyrede, at han helst ville være derhjemme, fordi han ikke kunne lide, at tingene var anderledes, og hos Nikolaj var alting anderledes – legetøjet, huset, reglerne. Det holdt dog ikke mere end to minutter efter ankomst, for så var han i fuld gang med noget af det anderledes legetøj, og således endte alt lykkeligt.

Det var en superhyggelig aften med lækker mad (heriblandt en hjemmelavet tomatsuppe af den slags, som det tager to døgn at lave) og god stemning. Børnene legede og holdt tappert ud uden. Nikolajs lillesøster Selma måtte dog give fortabt hen på aftenen, men de andre var stadig vågne kl. 01.15, da vi trillede hjem. Henrik, faderen, havde indkøbt en pakke assorterede skyde-af-dimser og lod børnene skiftes til at vælge en ting, der skulle fyres af. Konceptet var udmærket og intentionerne de bedste, men pakken viste sig at være mere omfangsrig end først beregnet, så efter halvanden time var den slet, slet ikke tom endnu… Vi kan afsløre, at de sidste brag først blev affyret 1. januar.

Dagmar var ikke meget glad for bulder og brag, men bar sin vanskæbne med nogenlunde oprejst pande, i hvert fald så længe hun var indendørs.

Glade, dejlige jul

Forventningsfuld, glad giver. "Carl, det er bare den BEDSTE gave, den, du får af mig!"
Forventningsfuld, glad giver. “Carl, det er bare den BEDSTE gave, den, du får af mig!”
Hundefobien holdt ikke så længe. Annika holdt længst ud og kundgjorde det højt og lydeligt, da hun ikke længere var bange. Vi forevigede øjeblikket, hvor lille pige klappede ikke-farlige hund.
Hundefobien holdt ikke så længe. Annika holdt længst ud og kundgjorde det højt og lydeligt, da hun ikke længere var bange. Vi forevigede øjeblikket, hvor lille pige klappede ikke-farlige hund.
juletræ
 

Risengrødsgnaskende, søde børn, som udviste stor tålmodighed, da middagen blev forsinket pga. uvelkommen orm i den første omgang grødris.
Risengrødsgnaskende, søde børn, som udviste stor tålmodighed, da middagen blev forsinket pga. uvelkommen orm i den første omgang grødris.
Julen 2012 blev den jul, hvor vi for første gang tilbragte højtiden under eget tag. Det var meget velkomment; børnene glædede sig over det dagligt fra midt i november. Desværre var Morten, Anja, Silje og Vikki fraværende, det samme var den store, hvide gorilla, men resten af klanen fra begge sider holdt sig indenlands og gæstede slottet. Det var en fabelagtigt hyggelig og afslappet jul, og vi fra slottet vil gerne takke alle gæster for deres uundværlige bidrag til den gode stemning.

For Vittoria og Annika var det første gang, de skulle opleve en dansk jul. Det var med en vis spænding, vi imødeså samværet med mange mennesker og hund, men det gik noget så overordentligt udmærket alt sammen. Pigerne lagde ud med at være bange for Dagmar, men det varede ikke længe, før de opgav konceptet og i stedet sluttede venskab med den brogede livsnyder.

Børnene fandt fluks hinanden og legede eksemplarisk juledagene igennem. Juleaften blev man ganske varm om hjertet, da vi gik rundt om træet og sang julesange på livets løs, mens Annika gik med og kiggede på lysene og den syngende familie med et saligt smil. Alma og Carl havde gensidigt sådan ønsket at give hinanden hhv. en fjernstyret helikopter og en fjernstyret helikopterbil, og det kunne moderen naturligvis ikke stå for, så det blev enden af det. Der indtraf et øjebliks potentiel krise, da papiret kom af, fordi de elektroniske dimser var mindre i virkeligheden, end de havde forekommet englebørnene på billederne, men de blev modtaget med glæde, og især Alma har øvet sig meget.

Mormor blev en dag ekstra, og efter en langsom formiddag tog vi en tur i Tivoli, hvor børnene nåede at afprøve en massiv mængde forlystelser på meget effektiv vis. Hyggeligt, julesmukt og pyntet med lys og temmelig koldt. Siden er der blevet leget igennem med diverse legekammerater, og vi ser nu frem til nytåret, som skal fejres med Nikolaj og familie.