Den traditionelle Sverigestur var rykket fra Kr. Himmelfart til pinse i det herrens år 2014, og det var heldigt, for det betød, at Alma kunne fejre sin ni års fødselsdag med rigtig mange gæster!
Vi tog tidligt afsted i år og landede som nogle af de første, hvilket betød, at vi for en gangs skyld fik lagt beslag på den lille lederhytte, der ligger så smukt og fredfyldt for sig selv i det grønne. Dejligt! Privatliv og fred til at sove. I den store hytte er der altid nogle, der fester til temmelig sent. Derefter er der nogle, der snorker, og så er der nogle børn, der står op. Kort sagt er der liv døgnet rundt, stort set, så det var kærkomment at opleve Sverige fra den side, hvor man kan trække sig tilbage.
Børnene ser man ikke meget til mere, de indgår i det parallelsamfund af dværge, som kører deres egne dagsordener, dog med slåskamp med Niels som et tilbagevendende punkt.
Traditionen tro blev der spillet rundbold (som de voksne vandt! Jo, vi gjorde så!), lavet mad over bål og sejlet i kano. Som et nyt indslag blev der spist ghost chili. To aftener i træk… Jackass.
Søndag havde så englebarnet fødselsdag. Tænk, at hun er ni år! Hun fik gaver fra familien i hytten fra morgenstunden, og så var der pandekager, boller og flere gaver, da vi kom over i hytten. Moderen havde på barnets anmodning fabrikeret en større ladning kiksekage, som blev fortæret om eftermiddagen. Det var en anderledes fødselsdag, men så vidt vides var der ingen ankepunkter.
Kategoriarkiv: Special Guest Stars
Guds fred og håtdågs
Bjørn på vejen blev konfirmeret. Hen under aften kom der en pølsevogn, og så var “os fra vejen” inviteret til at smutte på gæstefestvisit og spise hotdogs. Det gad vi da godt. Børnene havde en fest med selv at kunne gå hen til hotdogmanden og bestille, hvad de gerne ville have, lige så mange gange de havde lyst, der blev virkelig kørt nogle pølser ned af både små og store, mens gruppeleg blev afviklet/verdenssituationen blev fikset.
Drama!
Alma gik til teater i foråret, og var det en succes? Ja, det tror jeg nok! Hun var ellevild med det og glædede sig til at komme afsted hele ugen. Det samme gjorde i øvrigt Alma 10.000, som var på samme hold. I alt ca. 15 teaterglade børn, som i løbet af forårsmånederne sammen med instruktøren fandt på et teaterstykke, som de øvede og opførte for forældrene til afslutningen. Succesen fortsætter til efteråret, og Alma er allerede begyndt at mumle om Eventyrteatret…
Stykket handlede om en dreng, som af nogle meget onde forældre blev sendt på børnehjem med nogle meget onde pædagoger og ved en fejl kom til at ødelægge tiden, så han blev sendt på kryds og tværs til forskellige tidsaldre, hvor han blev venner med folk på stedet og derefter røg videre. Der var nogle tidsmareridssekvenser, der var meget virkningsfulde. Heldigvis endte det i sidste øjeblik med, at tiden blev repareret.
Børnene havde flere småroller hver undtagen hovedpersonen. Alma var en fordrukken far, en stenalderpige og et tidsmareridt.
Dialogpris
Henrik Goldschmidt fra en af modtagerne af årets Dialogpriser, blandt andet for arbejdet med musikskolen, så moderen og de dunede små var med til overrækkelsen. Først var der mad, og det kan man jo ikke sige noget dårligt om. Derefter var der prisoverrækkelse og mange taler, og det var lidt kedeligt, men børnene var velforberedte: Alma havde pakket en lille taske med Anders And-blade, så da de havde fået bænket sig, pakkede hun bladene ud, og så sad de der og opførte sig eksemplarisk i de to timer, det varede. Moderen har sakset to fotos fra Dialogforums Facebookside (de to sidste). Prøv at se, hvem der sidder og piller næse dér på anden række…
Grillfest i Carls frit
Pavillonen inviterede til grillfest på denne smukke mandag. Perfekt vejr. Vi fandt et lidt afsides hjørne med godt bålgrill og eget shelter. Alma 10k hænger jo gerne ud med Alma før og efter musik, så hun var naturligvis med.
Der var to slags pølser, majskolber, friske ærter og hindbær. Og et par pølseender til vagthunden.
En god dag.
Storfamiliedrift
Gram Slot, weekend med mange mennesker. Det var der godt plads til. Rigeligt, endda. Familien fra Amager Slot fylkede sig med de fire fra Aalborg, Lille Mikkel og hans forældre, Henrik og Lisa med deres søde små, Irene og nys ankomne Morten samt naturligvis stamsylten, der finansierede hele gildet.
Vi valgte klogeligt at køre fra hovedstaden til en overnatning i Haderslev fredag. Det tog lige fire glade timer at tilbagelægge den tur, idet man blev hængende i diverse vejarbejder undervejs. Vi stoppede os ind i lejligheden på Naffet sammen med Niels, Silvia, Vittoria og Annika, og lørdag morgen tog vi til Gram tidsnok til at nå rundvisningen kl. 10. I al beskedenhed var det egentlig ret godt klaret. Vi ventede sammen med de øvrige rundvisningsgæster på mormor, indtil en telefonopringning afslørede, at hun ikke havde planlagt at deltage, men havde undladt at informere resten af verden om det.
Men det var en god weekend. Vi nåede ikke de økologiske køer, men vi fandt hestene og klappede dem og gav dem græs. Masser af halvvåde timer på legepladsen, god(e) frokost(er), lasagne i rigelige mængder og Melodi Grand Pris, der nu har fået en meget fiksere navn, lørdag aften. Dog kun for nogle. Carl holdt til fire sange, Annika og derefter Vittoria drattede i søvn undervejs, og en anselig andel af de tilstedeværende voksne tilbragte aftenen i den anden stue med at larme og drikke rødvin. Det var festligt. Lad os gøre det igen.
Ketchupmand
Korbarn
Påske i Århus
Påskeferien blev mestendels tilbragt i Århus. En hel uge indlogerede vi os på Hotel Klokkerbakken. Der var tid både til arbejde og leg, Stenomuseet, Den Gamle By, æggejagt, overnatning hos Dorte og Ole samt fællesfødselsdag for Ole, Anja og Silje, hvor Dagmar brillerede ved at finde og hugge to af de bortgemte påskeæg i haven. Alma og Carl havde produceret hjemmelavede gaver af hhv. elastikker og trylledej. Der lå en del timers arbejde i især Almas gaver, hvor hun troligt sad og så instruktionsvideoer på Youtube og kopierede (efter øjemål, for instruktionerne var på engelsk).
Fuldt hus
Skolen har været lukket 1. maj (kommunal lukkedag) og 2. maj (som kompensation for en undervisningslørdag i efteråret). Alma fik Nikolaj på besøg, og Carl koblede sig på legen og var uproblematisk med. Så ringede fritten. Alma havde lavet en halv aftale om at komme på frit og lege med Lina, og nu sad Lina bundulykkelig og ventede på Alma. Nå, for søren. Heldigvis var Linas mor til at få fat på, så vi driblede over og hentede hende hjem til flokken.
I eftermiddags tog vi i biografen og så Rejsen til fjerkongens rige. God film, syntes de små, og på et tidspunkt blev den så uhyggelig, at Carl måtte på skødet, og et par mindre børn på rækken bagved brød ud i gråd.
Hyggedage i Petaluma
Efter alle vores mange aktiviteter var det på sin plads med et par afslappende dage i Petaluma. Børnene har spillet Minecraft sammen i et uendeligt antal timer. De kan spille sammen alle fire på hver sin spilledims, og snakken går livligt om, hvad de skal bygge og hvorhenne, hvem der skal gå ud og fange kyllingerne, om der skal være lava eller ej, og om, hvornår Carl og Anton har reserveret plads på pigernes hotel. Det er fantastisk underholdende at høre på, og på trods af spilledimserne må det anses for en meget social aktivitet.
Vi har været på legepladsen og i klubben – et lokal sportscenter med alle mulige aktiviteter, også for børnene. Ungerne har badet i poolen og spillet squash og wii. Vi har spist frokost på den lokale ølbryggeri Lagunitas, som også har en restaurant. Lækker mad og en velgørende, afslappet stemning. Dejlige dage! Af hjertet tak til Karina og Martin for at lade os hænge ud i deres liv.
Det mystiske hus
Efter at have gjort San Francisco og hentet bil hos uforskammet og irriterende udlejningsperson i lufthavnen kørte vi til San Jose og overnattede der for at mødes med familien Rocco næste dag ved Winchester Mystery House. Og det var i sandhed mystisk! Vinduer i gulvet, døre, der fører ud til ingenting, og trapper, der ender blindt.
Huset blev bygget af Sarah Winchester, som giftede sig ind i Winchesterklanen (ja, dem med riflen). De var angiveligt madly in love, men lykken varede ikke ved. Først døde deres spæde datter. Så døde Sarahs forældre, nogle måneder efter døde hendes mand, og umiddelbart efter det døde så hans forældre. Pludselig stod Sarah lidt alene i verden, og i et forsøg på at komme overens med sin vanskæbne søgte hun en spiritist, som kunne fortælle, at dødsfaldene skyldtes de vrede ånder af alle dem, der var blevet dræbt med Winchester-rifler. Heldigvis var der en måde at holde dem fra livet på. Sarah skulle bare bygge et hus til dem. Vel at mærke et hus, som aldrig måtte blive færdigt.
Nuvel, Sarah var en velhavende kvinde, for at sige det på jysk, så hun satte et byggeri i gang, som pågik 24 timer i døgnet i 38 år. Hun lavede selv arkitekttegningerne, vistnok efter anvisninger fra ånderne, som hun konsulterede hver aften fra et rum, hvortil kun hun selv havde adgang. I sin storhedstid havde huset over 700 værelser, men store dele af det blev ødelagt ved det store jordskælv i 1906. Sarah blev ved sammenstyrtningen spærret inde i et soveværelse, og da huset jo havde ganske mange rum, tog det en rum tid at finde hende. Jordskælvet lagde 3/4 af San Francisco øde og kostede ufatteligt mange liv, men Sarah betragtede det alligevel som en vred besked fra ånderne til hende personligt: Hun havde lagt for meget energi i den forreste del af huset… Så den del blev lukket af og aldrig genopbygget, og så gik hun videre på bagsiden.
Huset blev bygget af de fineste og mest kostbare materialer med venetiansk glas og hvad har vi, men det var rammen om et ensomt liv. Bortset fra en niece, som boede der i nogle år, levede Sarah alene og modtog aldrig én eneste gæst i huset.
Vi fik en rundvisning igennem 110 af de 140 værelser, der er tilbage. Det var meget interessant, men Carl og Alma fik ikke så meget ud af det, fordi guiden naturligvis talte engelsk. Bagefter kørte vi til San Jose for at se The Mission. Missionerne blev bygget af de spanske missionærer – eller rettere, af de indianere, som missionærerne omvendte, og som til gengæld fik mad samt lov til at arbejde, bl.a. som hus- og kirkebyggere – og dannede rammen om missionsvirksomheden. Det er en stor ting i USA, selv om nogle kunne mene, at man skulle gå lidt stille med lige den del af lokalhistorien. Alle børn i fjerde klasse har The Missions som tema, hvor de skal skrive om dem og bygge en model af deres lokale version. Mærkeligt. Men det var interessant, selv om det er en trist historie.
Store træer!
Intet besøg i Californien uden redwoods. Vi tog til Armstrong Redwoods State Natural Reserve for at bese kæmperne. De allerstørste skal findes længere nordpå, men man fik en fornemmelse af den træede majestæt også hos Armstrong. Naturparken er opkaldt efter oberst Armstrong, som var en forsynet mand, der med bekymring fulgte rydningen af redwood-skovene og besluttede, at træerne på hans jord være mere værd som træer end som tømmer. Det ældste træ var ca. 1.400 år gammelt. 1.400 år!!
Redwoods beskytter sig selv mod brande med en enorm fugtighed i bunden. De nederste meter af træerne er svampede, og alting er fugtigt. De er høje, men har til gengæld næsten intet rodnet. Egentlig lidt overraskende, at det lykkes dem at blive stående i så uhyrligt mange år. De sætter frø i venteposition rundt om sig, og sker der noget med modertræet, begynder frøene at skyde, så en kreds af nye træer vokser op. Heller ikke redwoods bryder sig åbenbart om død og forgængelighed.
The Winchester Mystery House
Vi forlod San Francisco og kørte ad 101 forbi Google, NASA og afkørslen til Silicon Valley efter at have indkøbt et sæde til Carl og diverse andre fornødenheder i Target, USA´s svar på Bilka.
En enkelt hotelovernatning blev det til (med en morgenmad, der fik børnene helt op at ringe, blandt andet kunne man bage sine egne vafler!), før vi mødtes med familien Rocco i San Jose for at se The Winchester Mystery House. Børnene var glade for at se hinanden, og vi fik en rundvisning i det højst besynderlige hus. Det var spændende, men desværre for børnene var det på engelsk, så de måtte nøjes med en gengivelse efter hukommelsen, hver gang guiden var færdig med at fortælle om et værelse. For nemheds skyld kopierer vi historien om huset fra Almas blog til klassen – hvis sproget er lidt for let tilgængeligt hist og her, har det sin naturlige forklaring i, at det er skrevet med 2.u som modtager:
Huset blev bygget af Sarah Winchester og havde før det store jordskælv i 1906 over 700 værelser. Jordskælvet fik en stor del af huset til at styrte sammen, så i dag har det “kun†160 værelser. Vi så de 110 på en rundvisning. Sarah var en klog og dygtig kvinde. Hun og hr. Winchester – riffel-familien – forelskede sig vildt i hinanden og blev gift. De fik ét barn: En datter, som var syg. Hun kunne ikke fordøje protein og døde af sult, da hun var seks uger. Det var en stor sorg for Sarah, men det blev værre. Hendes mor døde, og få måneder efter døde hendes mand. Få måneder senere døde begge svigerforældre. I løbet af et år havde Sarah mistet sin familie, og hun sørgede resten af sit liv.
Hun gik til en spiritist og fik at vide, at alle ulykkerne skyldtes ånderne fra alle dem, der var blevet dræbt af Winchesterriflerne, og at den eneste måde at undgå dem på var at bygge et hus, som aldrig blev bygget færdigt. Så det gik Sarah i gang med. Hun var selv arkitekt på byggeriet; eller rettere, ånderne var. Hver aften låste hun sig inde i et særligt værelse og snakkede med sine åndelige vejledere, som gav hende morgendagens byggeplaner. Der var 13 tømrere i gang 24 timer i døgnet hver eneste dag i 38 år, og Sarah sov i et nyt værelse hver nat for at snyde ånderne. Der er trapper, der ikke fører nogle steder hen, vinduer i gulvet og døre, der lukker op til det tomme ingenting.
Rundt i byen
Vi brugte en del tid på at traske rundt og indsnuse atmosfæren. Vi var igennem Chinatown, som er den største og ældste kinesiske bydel på de kanter, efter at en hulens masse kinesere i sin tid kom til Californien for at bygge jernbane. Det er ret hypet med en masse turistslam til uhyrlige priser, men midt i det hele lå en lille plads med en legeplads, hvor de gamle kinesere samledes for at snakke og spille kort. Der blev ikke talt meget engelsk der!
Omkring indgangen til Chinatown lå der nogle butikker med glas og statuer og flotte skakspil. Alting var sjovt nok temmelig dyrt, så det blev ikke til noget flot skakspil. Til gengæld investerede Carl i en emaljefrø, der kan åbnes og gemme på små ting.



Lys, hæv dig
Der blev flyttet rundt på møblementet for at skaffe plads til juletræet, og det betød, at lampen måtte hæves for ikke at give brodne pander og buler. Silvia er en handlingens kvinde, og efter en ihærdig indsats på stol og trappestige, bevæbnet med ske og strips, hang lampen passende højt oppe under loftet, og dans om træ kunne afvikles i god ro og orden.
Endelig jul!
D. 24. oprandt endelig, men hold nu op, hvor er sådan en juleaftensdag svær at få has på. Annika og Vittoria var sløje og havde kastet op om natten, så de var noget slappe i koderne. Alma var heller ikke helt på toppen, og Carl kunne bare slet ikke være i sin krop af forventning og begejstring.
Men med tegnefilm og julekalendere fik dagen alligevel en ende til slut, og det gjorde julemiddagen også. (Silvia fik mandlen – igen!) Mens vi gjorde klar, fes Carl rundt og rundt om træet og sang “Nu er det jul igen” i hyper-tempo. Resten af aftenen blev for hans vedkommende primært tilbragt med at hoppe op og ned i spænding over indholdet af gaverne, både dem, han fik, og dem, han gav, og så alle de andres.
Carl fik meget Lego. Alma fik Lego og Petshop og som kronen på værket en mobiltelefon, og hun var lykkelig! Det er en lille Samsung, der klappes sammen, og hun er fælt godt tilfreds med den lille, fikse tingest, som er HELT HENDES EGEN med eget telefonnummer. Så nu kan hun sende sms’er til Mille og ringe til sin mor fra fritten, når hun gerne vil lave en legeaftale. Toppen! Ved puttetid var begge børn enige om, at det havde været den bedste juleaften nogensinde.
Fotosjov
Pynt med pynt på
Lillejuleaftensdag. De søde børn var berammet til et møde med den lokale fotograf på mormors foranledning. Det gik udmærket, om end Carl brød sammen i tårer over at føle sig presset, og fotografen var noget ude af trit med virkeligheden i forhold til at tage billeder af børn:
Børn, stoneface
Fotograf: “Kan I sige “tissemyre”?”
Børn: “Tissemyre fniiiis”
Børn, stoneface
“Klik”
Vel hjemme blev der pyntet for fuld kraft. Juletræet med sin pynt står klar, og bagefter fik gaverne tur. Vi havde kun pakket dem ind, men ikke givet dem bånd og sløjfer, al den stund bånd og sløjfer bliver fladmaste af transport. I stedet havde vi taget pynten med. Moderen og alle fire unger barrikaderede sig i soveværelset. I praksis viste det sig, at Carl og Alma gerne tog mod hjælp fra kusinerne, og moderens rolle stort set blev begrænset til at transportere færdigpyntede pakker fra soveværelse til gavebjerg.
Århustur
Tak for besøg til Carl og Alma og tak for lån til forældrene.
Hyggeligt med gæster fra Amager. Vi nåede rigtigt meget på det døgn, vi havde børnene i vores varetægt.
Allerede på færgen mod Jylland torsdag aften var der højt humør, og der blev taget fotos med de obligatoriske kaninører og spist softice – på faderens initiativ. Fasteren var uskyldig. Da vi ankom til Århus, stod farmor klar med sprøde andelår, og Ole sluttede sig til selskabet.
Oven på en gang hoppeborg i Nordcenter Stor med farmor fredag formiddag, var den vildeste energi brændt af, og selskabet var klar til en tur i Den Gamle Bys nye julehus. Faster D, som var på arbejde i DGB tog imod flokken, og børnene prøvede den stærkt imødesete gimmick, hvor man stikker hovedet op på nisseloftet gennem et wc-bræt. Der var også en kravlevæg, et julehuskespil på væggen og meget andet børnesjov.
Efter at have fået varmen over henholdsvis en sukkerkringle, et par af Den Gamle Bys legendariske lyserøde hindbærsnitter og en vanillekrans, gik turen videre rundt på de toppede brosten til købmandsbutikken, skolen, borgmestergården og markedspladsen. Her var begejstringen stor, da Carl lige netop siden sidste besøg havde haft held til at vokse så meget, at han kunne snige sig op på de 120 centimeter, som er påkrævede, hvis man skal svinge sig i luftgyngen. Faster D var også tilfreds med vokse-indsatsen. Så slap hun nemlig for at ledsage Alma på luftturen. Børnene klarede den på egen hånd.
Hjemme på Gefionsvej ventede Ole med flæskesteg, og så var der fest. “Vi er samlede her i dag for at hylde flæsket,” proklamerede Alma højstemt. Hun havde sørget for, at vi fik indkøbt juleservietter og havde dækket et stemningsfuldt bord, så selv om vi kun var i november, blev der taget forskud på julen, gnasket gris og spist moste kartofler med litervis af Oles børnevenlige brune sovs. Om lørdagen blev menuen i øvrigt gentaget til frokosten, og da blev der taget sugerør i brug for at få det fulde udbytte af de populære dråber.
Efter fredagsmiddagen placerede børnene sig – godt indpakkede i tæpper – med hver sin skål fredagsslik foran fjerneren, og så var der ro en stund. Inden sengetid kiggede Carl og Ole i vikingebøger, og Ole fortalte om arkæologiske fund fra vikingernes vilde liv for en meget interesseret tilhører. Børnene fik også en smagsprøve på faster D’s museumsprogrammer – fra Skanderborg Museum, hvor en arkæolog fortalte om knogle- og kraniefund fra Illerup Ådal. De syntes, det var sejt, at deres faster var inde i fjernsynet. Efter den strabadserende dag var der udbredt stemning for at gå tidligt til ro, så efter en godnathistorie sov de kære små faktisk allerede omkring kl. 21.
Lørdag morgen puslede det i stuen, og vi kunne fra soveværelset se, at der var lys i det meste af huset. Et kig på uret afslørede til fasterens gru, at klokken var 5.22. Carl mente, at det var ved at være tid til at stå op, men han fik besked på at sove lidt længere. Det prøvede han så på den næste times tid, men det lykkedes ikke rigtigt, så ved halv syv-tiden måtte han installeres med dynen foran Ramasjang og var vældigt tilfreds med det.
Alma sluttede sig til ham i sofaen en times tid senere, og faster D stod op og kogte havregrød og lagde dej til dagens pebernøddebagning.
Efter morgenmaden nåede vi et par spil, og børnene gik så i gang med den sædvanlige leg, hvor de deler huset op og indretter hvert deres “hus” ved at hente så mange ting som muligt fra værelserne ind i stuerne. Alma forkyndte, at hun boede både i stuen og i køkkenet, og da de voksne spurgte, hvor vi så skulle være, fik vi at vide, at vi bare skulle være der også – det var kun hyggeligt. “I er de gamle bedsteforældre, som er kommet for at være her, fordi I er utilfredse med plejehjemmet.” Mjaaa…
Vi skulle hente et par bøger på biblioteket og drog af sted alle mand. Derfra marcherede vi i regnen videre til kirkegården med en julekrans til farfar. Den blev nedlagt på Pegasusstenen af børnebørnene i fællesskab. Besøget på kirkegården udviklede sig til den helt store nekro-antropologiske ekspedition, hvor vi læste sidste hilsner på silke-kransebånd, fortalte om brænding kontra full-body-begravelser, så på soldatergrave og muslimske gravsten. Alma var noget betaget af de mange nipsting – egern, småfugle og lysestager – som folk havde anbragt på gravene, så hun mente, at det nok var bedst at gå i gang med at investere i de ting, der skulle være på hendes grav til sin tid. Så var hun jo selv herre over, hvordan den blev indrettet, for “det kan jeg da virkelig ikke overlade til min mor…”
Stærkt optændte af emnet gik børnene i gang med at tegne skitser til deres egne gravmæler, da vi var nået hjem igen. Carl var inde på noget med et stenhus, hvori hans grav til sin tid skulle være – vi snakker nok nærmest et mausolæum. Ja, der er jo ingen grund til at fedte med sit eftermæle. Den der med “de ukendtes” fællesgrav købte de da overhovedet heller ikke. Hvad er der sjovt ved det?
Temaet “for-jul” blev ført igennem, og vi fik efter frokosten trillet og bagt et par hundrede pebernødder. Derefter blev der stillet op til det store slag Trivial Pursuit. Børnene ville gerne prøve kræfter med ostespillet, så det kastede vi os ud i, desuagtet at vi ikke er indehavere af en børne- eller familieudgave af spillet. Det blev så klaret ved, at faster D. improviserede børnespørgsmål hen ad vejen, og det var der ikke nogen, der klagede over. Carl vandt, og det var en tiltrængt sejr, efter at han havde været på randen af en nedsmeltning over to nederlag i det nervepirrende gåsespil aftenen før.
Sidste punkt på lørdagens hyggeprogram var ild i pejsen. En helt ny feature på Gefionsvej, hvor der nu er blevet sat gang i motoren, som skal trække røgen op gennem skorstenen. Det fungerer og er råhyggeligt, og det var et par tilfredse gæster, der sad og kiggede ind i ilden med hver sin dåse egne friskbagte pebernødder inden for rækkevidde. Efter en slutspurt med en gang dyreyatzy, kom farmor og afhentede Amagerkiksene, og freden sænkede sig atter over matriklen.
Kærlig hilsen Ole og Dorte







You must be logged in to post a comment.