Drama!

Alma gik til teater i foråret, og var det en succes? Ja, det tror jeg nok! Hun var ellevild med det og glædede sig til at komme afsted hele ugen. Det samme gjorde i øvrigt Alma 10.000, som var på samme hold. I alt ca. 15 teaterglade børn, som i løbet af forårsmånederne sammen med instruktøren fandt på et teaterstykke, som de øvede og opførte for forældrene til afslutningen. Succesen fortsætter til efteråret, og Alma er allerede begyndt at mumle om Eventyrteatret…
Stykket handlede om en dreng, som af nogle meget onde forældre blev sendt på børnehjem med nogle meget onde pædagoger og ved en fejl kom til at ødelægge tiden, så han blev sendt på kryds og tværs til forskellige tidsaldre, hvor han blev venner med folk på stedet og derefter røg videre. Der var nogle tidsmareridssekvenser, der var meget virkningsfulde. Heldigvis endte det i sidste øjeblik med, at tiden blev repareret.
Børnene havde flere småroller hver undtagen hovedpersonen. Alma var en fordrukken far, en stenalderpige og et tidsmareridt.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.