Storfamiliedrift

Gram Slot, weekend med mange mennesker. Det var der godt plads til. Rigeligt, endda. Familien fra Amager Slot fylkede sig med de fire fra Aalborg, Lille Mikkel og hans forældre, Henrik og Lisa med deres søde små, Irene og nys ankomne Morten samt naturligvis stamsylten, der finansierede hele gildet.
Vi valgte klogeligt at køre fra hovedstaden til en overnatning i Haderslev fredag. Det tog lige fire glade timer at tilbagelægge den tur, idet man blev hængende i diverse vejarbejder undervejs. Vi stoppede os ind i lejligheden på Naffet sammen med Niels, Silvia, Vittoria og Annika, og lørdag morgen tog vi til Gram tidsnok til at nå rundvisningen kl. 10. I al beskedenhed var det egentlig ret godt klaret. Vi ventede sammen med de øvrige rundvisningsgæster på mormor, indtil en telefonopringning afslørede, at hun ikke havde planlagt at deltage, men havde undladt at informere resten af verden om det.

Men det var en god weekend. Vi nåede ikke de økologiske køer, men vi fandt hestene og klappede dem og gav dem græs. Masser af halvvåde timer på legepladsen, god(e) frokost(er), lasagne i rigelige mængder og Melodi Grand Pris, der nu har fået en meget fiksere navn, lørdag aften. Dog kun for nogle. Carl holdt til fire sange, Annika og derefter Vittoria drattede i søvn undervejs, og en anselig andel af de tilstedeværende voksne tilbragte aftenen i den anden stue med at larme og drikke rødvin. Det var festligt. Lad os gøre det igen.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.