I år droppede vi Fælledparkens 1. maj-cirkus og nøjedes at sympatisere hjemmefra og derefter spise middag med Rie, Peter, Johanne, Johannes veninde Jeanette, Cornelius og August. Hyggelig italiener bag Chr.havns Torv, men majet lang ventetid på maden. Den søde servitrice beklagede og anglede efter forståelse for, at det ikke var så nemt med så mange mennesker. Vi kiggede os omkring i lokalet. Vi syntes ikke, der var så mange mennesker. Men selskabet var godt, og vi havde Lego så vi bar over. Maden var også god, da den endelig kom, om end de to ikke-ostespisende Helger-børn måtte vente ekstra længe på deres mad, idet det naturligvis var gået galt med beskeden “uden ost” på vej fra bord til køkken.
Carl og Alma kørte hver sin fulde portion lasagne, efterfulgt af en trekuglers is. Moderen var imponeret. Der var bred enighed om, at de var nogle ualmindeligt søde børn, og det kan man jo ikke være uenig i. Carl satte kronen på værket med et kækt vink og et “nu skrider vi”, da vi gik ud af døren. Det var en ualmindelig hyggelig aften.
Kategoriarkiv: Faderen
Quiz battle 30.000+
Farvel, børnehave
Så kom dagen, hvor det sidste barn havde sidste dag i børnehaven. Dagen var imødeset med længsel af Carl, som glæder sig vildt til at komme på frit og få mange venner, men moderen fandt det alligevel lidt vemodigt at sige farvel til børnehaven, hvor vi har haft vores daglige gang i syv år.
Carl havde bestilt zombieboller og flødeboller til uddeling. Alma skulle naturligvis med til festen. Carl havde selv pyntet bordet med et dino-tema. Alma var en smule bitter ved tanken om sin egen afskedsfest, hvor hun måtte dele æren (og opmærksomheden!) med to andre, der skulle stoppe samme dag, mens Carl fik det hele for sig selv – så uretfærdig kan verden være.
Carl delte glad boller og flødeboller ud, og så havde stort set alle børnene lavet gaver i form af tegninger, som hver især var pakket fint ind og skulle pakkes ud igen. Tidskrævende, men enormt hyggeligt. Traditionen tro fik han af børnehaven sin mappe med tegninger, der var suppleret med fotos fra hans børnehavetid. Det var sjovt at se udviklingen fra tre til seks år. På et par af billederne var Carl sammen med pædagogen Torben. Det gav et stik i hjertet. Selvsammen Torben fik nemlig mavekræft, og efter et års tid, hvor han havde det fint og var på besøg i børnehaven hver onsdag, gik det pludselig ned ad bakke. Han blev begravet dagen før Carls afsked. Carl har virket ret uberørt, mens Alma blev meget ked af det ved pludselig at blive konfronteret med “aldrig mere”. Det ER også lang tid. Moderen købte blomster til begravelsen, og Alma fandt et flot billede, hun havde broderet, som Torben fik med, da han “skulle holde begravelse”. Moderen fik flash back til dengang, hvor vi fandt en død fugleunge på vej til vuggestuen og tog den med hjem for at begrave den, og lillebitte Carl var helt frisk på at begrave den, indtil den havde fået jord på, hvorefter han brød fuldstændig sammen og ville grave den op og tage den med ind og give den mad, så den kunne blive rask. Han troede, vi var onde ved den. Det var en traumatisk oplevelse.
Nå, men livet går jo videre, og Carl takkede af med maner. Til sidst sang stuen farvelsang for ham, og så fik de fleste en løftekrammer af den lille kraftkarl, før vi gik hjem. For sidste gang. Snøft. Heldigvis bliver vi inviteret til sommerfesten i august, så vi kan vente med at tage endelig afsked, til vi har vænnet os til ikke at være der mere.
Afghansk bondefamilie
Mere fastelavn…
Kusine Maria havde inviteret til fastelavn i weekenden. De voksne skulle også være udklædte. Det slap vi ganske godt fra, når vi selv skal sige det. Vi fik introduceret en ny figur i familien: Linse (det var selvfølgelig Alma, der fandt på det navn), som havde nogle meget velopdragne og yndige børn. Dér kan man virkelig tale om one size fits all!
Vær velkommen, 2013
Et år er gået, et nyt er begyndt. Overgangen mellem de to blev fejret sammen med Nikolaj og hans familie.
Alma var helt oppe at ringe over 1) at skulle holde nytår med en af sine venner 2) at vi skulle starte på ET HELT NYT ÅR!
Carl havde en lille krise på vej op ad havegangen, hvor han tårevædet bedyrede, at han helst ville være derhjemme, fordi han ikke kunne lide, at tingene var anderledes, og hos Nikolaj var alting anderledes – legetøjet, huset, reglerne. Det holdt dog ikke mere end to minutter efter ankomst, for så var han i fuld gang med noget af det anderledes legetøj, og således endte alt lykkeligt.
Det var en superhyggelig aften med lækker mad (heriblandt en hjemmelavet tomatsuppe af den slags, som det tager to døgn at lave) og god stemning. Børnene legede og holdt tappert ud uden. Nikolajs lillesøster Selma måtte dog give fortabt hen på aftenen, men de andre var stadig vågne kl. 01.15, da vi trillede hjem. Henrik, faderen, havde indkøbt en pakke assorterede skyde-af-dimser og lod børnene skiftes til at vælge en ting, der skulle fyres af. Konceptet var udmærket og intentionerne de bedste, men pakken viste sig at være mere omfangsrig end først beregnet, så efter halvanden time var den slet, slet ikke tom endnu… Vi kan afsløre, at de sidste brag først blev affyret 1. januar.
Dagmar var ikke meget glad for bulder og brag, men bar sin vanskæbne med nogenlunde oprejst pande, i hvert fald så længe hun var indendørs.
Krybbespil
Carl har kastet sig over det krybbespil, han for et par år siden fik af farmoren.
Det er meget populært med alle de løse figurer, og Carl opfatter det tydeligvis som et egentligt brætspil, hvor han selv kan lave reglerne.
To af de gennemgående regler er:
1) Man skal give Jesus, hvad han vil ha!
2) Carl kan – og vil – lave om på reglerne undervejs. (Hvilket vel egentlig placerer ham i den ultimative hovedrolle som Jahve.)
Carl: Man skal bare gi Jesus det, han gerne vil ha, så gør han ikke onde ting ved én.
Far: Dem, der tror på Jesus, sir, at Jesus altid er god ved én – og aldrig ond.
Carl (overbærende): Jamen far, det er jo bare et SPIL … det er jo bare et spil.
Carl: Så skal du lytte GODT efter. For jeg kan lave om på reglerne.
Far: Så er du jo en slags gud, der kan bestemme over det hele.
Carl: Det ER mit spil …
Sofadyr
Sommerfest i børnehaven
Vi har også forsømt at viderebringe fotodokumentation fra børnehavens sommerfest. Sikke en slendrian!
Sommefesten forløber på samme måde hver år. Der er en masse boder med aktiviteter, som børnene kan prøve. De får et armbånd, og for hver bod får de et klistermærke. Men inden boderne plejer vi at kaste os over kagebordet, hvor håbefulde forældre forsøger at få deres mesterværk kåret til årets kage. Med skam at melde har slottet aldrig været repræsenteret i konkurrencen. Efter bodeprøvning er der sammenskudsspisning, og som oftest er der ret dårlig afsætning, eftersom alle har spist sig dumme i kager en time forinden. Fast indslag er også fællessang.
Carl og Alma tog en pause på Månestuen med leg, både fælles og hver for sig. Carl legede også lidt med Viktor og Milas, to yngre drenge fra stuen, som han har taget til sig som legekammerater, efter at Yussef og Anton holdt op. Moderen er meget imponeret over Carls evne til at få tingene til at fungere. Vi havde snakket om, at han skulle finde nogle nye at lege med, når han blev “alene”, og det har han taget til sig. Den første dag efter Yussefs afgang opsøgte han de to små helt målbevidst og har etableret nye legerelationer med åbne øjne. Det er stærkt gået af en femårig. De to små er henrykte over at lege med store Carl, og han har desuden fundet sammen med en jævnaldrende dreng fra nabostuen.
Midt i maden begyndte det at øse ned, så folk styrtede i tørvejr. De fleste løb indenfor, men faderen og smållingerne satte kurs mod legehuset, der går under tilnavnet “højhuset”. Det hedder sådan, fordi der er en etage mere ovenpå, og skønt der var tørt, viste det sig at være et lidt dårligt valg, for der kom massive mængder sand i maden, når andre børn tossede rundt foroven.
De børn, der er gået ud for at starte i skole, bliver inviteret til den førstkommende sommerfest, så Yussef var med. Der var stor gensynsglæde, men ellers må vi desværre konstatere, at det venskab ser ud til at løbe ud i sandet. Kommunen har ikke været interesseret i at anbringe Yussef og Iman i aflastning, og det er meget svært at holde fast i at ses på nogenlunde regelmæssig basis, når det skal aftales fra gang til gang. Det er en stor skam og meget sørgeligt.
Madmodsvindere
En gennemgang af iPhoto afslører, at moderen har været stærkt forsømmelig i forhold til bloggen. Fx har vi endnu ikke bragt fotos fra Madmodsløbet, som jo ligger nogle uger tilbage. Nå, men vi vil insistere på, at sent er bedre end aldrig, og bringer således billederne her. Vi valgte at se stort på aldersklasserne, så både Alma, Vikki og Carl løb på samme tid, Carl i følgeskab med faderen, som var forsynet med en stor prop i næsen for at forhindre blodspor i græsset.
Bornholm er stedet, hvis man kan lide at gå i sjovt og udfordrende terræn. Det kan vi godt. Carl og Alma klatrer og hopper som bjerggeder, så moderen må mane til forsigtighed i stedse strengere tonefald. Den første dag tog vi til badeklipperne – et velegnet og ret ukendt badested ved Ypnasted. Efter en times tid besluttede vi at kravle over klipperne et par kilometer langs kysten til Bølshavn. Det var en spontan beslutning, så der var ikke medbragt nogen madpakke. Til gengæld var det med dametaske og fiskenet. Det var en sjov tur, og det viste sig faktisk muligt at blive på klipperne, indtil vi kunne hoppe direkte ned på stranden ved Bølshavn. Vi havde kalkuleret med at spise frokost, når vi nåede frem. Desværre var der ingen steder at spise… så vi måtte gå på vores flade konvolutter tilbage til bilen i Ypnasted, denne gang ad den slagne kyststi.
Derefter fuld fart med kursen stik Gudhjem, hvor vi droppede ind på den første, den bedste restaurant, som tilfældigvis bød på stegt flæsk og persillesovs til faderens store glæde. Det var et tiltrængt måltid! Desserten fik vi i Ypnasted, hvor Rie trakterede med is og bær og kaffe, skrabnæsespil og boccia.
Drama!
Velkommen i den grønne skov
Vandretur fra skovlegepladsen til Nors Sø og retur er en obligatorisk øvelse, når man er i sommerhus. Carl valgte at indvie sine nye gummistøvler ved den lejlighed, og de klarede det fint. Det gjorde Carl også, om end syv kilometer i gummistøvler ER ret langt. Det sidste stykke holdt han og faderen modet oppe ved at synge Kringsat af fiender, en af Carls yndlinge. Hundene havde en frihedsfest, og vi fandt en sand velsignelse af bittesmå frøer.
Klitmøller 2012
Alma, moderen og hundene ankom planmæssigt i Klitmøller lørdag aften, godt brugte efter en lang tur, men også ved godt mod. Farmor blev en ekstra dag, så vi havde fornøjelsen af også at være sammen med hende lidt. Vejret har ikke været imponerende. Meget lidt imponerende. Men der har dog været nogle lune timer hist og pist, så de søde små og hvalrossen aka faderen er blevet dyppet i bølgen den blå, og vi har spist på terassen op til flere gange. I hvert fald to. Heldigvis er børnene nu så store, at det ikke er en katastrofe, hvis man ikke kommer så meget ud en dag, og heldigvis opdagede vi et nyt Harry Potter-spil til iDimserne – det kan der gå mange skønne timer med. Moderen og børnene har fulgtes pænt ad gennem banerne.
Onsdag var vi i Aalborg for at besøge onkel Niels, Silvia og pigerne, som nu er rykket til Danmark og har slået sig ned i en fantastisk, kæmpestor lejlighed i Hasseris. Det var dejligt at se hinanden igen, og så var det ovenikøbet onkels fødselsdag! Vi havde købt en dannebrogsfarvet Hoptimist til ham. Den fik en lidt lunken modtagelse, men ham Niels har nu heller aldrig haft sans for det. Det samme gælder for øvrigt faderen, som omgående erklærede den for en hadegave, da han hørte om den. Moderen og de små syntes til gengæld, den var et kæmpehit.
Farveeeeel
Ferieklar!
I morgen tager faderen og Carl til Klitmøller for at tilbringe en drengeuge i sommerhuset sammen med farmor. Alma og moderen følger efter næste weekend efter besøg af mormor og de afrikanske piger. Begge børn glæder sig til alenetid. Carl hævder at ville tage afsted i faderens aflagte tyrolerbukser. Han synes, det er så smart, at der er hul i lommerne, så han kan klø sin tissemand.
Venuspassagen 2012
Så oprandt dagen, hvor Venus moslede sig ind imellem Jorden og Solen. Den såkaldte Venus-passage. Den var annonceret til at være synlig ved solopgang. Naboens var i god tid inviteret til at komme over med kaffe og stjernekikkert og mødte fuldtalligt frem. På værtssiden var det kun faderen og Alma, der var parat til at ofre nattesøvnen for dette sekel-fænomen. Alma valgte dog at kravle til køjs efter at ha set fænomenet gennem særlige briller og et lille glas juice.
For ikke at se direkte på solen havde Hans fremskaffet nogle 3D-lignende briller. At kigge direkte gennem kikkerten er endnu farligere, så vi projicerede solbilledet op på en hvid flade – som i et laterna magica. Resultatet var glimrende. En lille fin skønhedsplet bevægede sig fra venstre mod højre i toppen af solskiven. På projektionen bevægede solen sig dog spejlvendt fra højre mod venstre.
Hele operationen var computerunderstøttet: to gamle eMac’er stod stabilt på gulvet og sikrede, at projektionspladen ikke bevægede sig eller skred.
Familiekaos på Klokkerbakken
Så blev det den weekend, hvor Klokkerbakken blev invaderet af fætre og kusiner i rå mængder, smukt suppleret med tre (ikke-sorte) enker. Lykkeligvis havde sommeren valgt at falde netop denne weekend, så solen skinnede og varmede fra morgen til aften. Familien fra slottet rykkede ind allerede fredag, kusine Maria stødte til lørdag aften, og søndag myldrede resten til fra nær og fjern.
Telte blev rejst – mange telte, mange parasoller, der blev kokkereret og bagt og spist og snakket og grinet og spist noget mere. Alle var blev inddelt i arbejdsgrupper (klart var de det, det var Dorte og Maria, der stod for planlægningen), så der var styr på detaljerne.
Børnene kastede mod dåser og havde gedigen vandkamp, hvor Siljes kæreste Frederik velvilligt bistod som den, hele flokken af unger skulle slås med. Vandslangen blev erobret og tilbageerobret mange gange – tak til Frederik for udholdenheden.
Carl fik en splint i foden, som først moder og derefter fader tilbragte temmelig meget tid med at prøve at få ud. Uden held. Til sidst valgte Carl at satse på, at den arbejder sig ud af sig selv. Den sidder der endnu i skrivende stund, så vi afventer i spænding, om den bortabsenterer sig eller forårsager en rask blodforgiftning.
Ud på eftermiddagen trængte både hunde og børn til luftforandring, så moderen omkalfatrede sig selv fra desserthold til børneunderholningshold og tog dem med på legepladsen, hvor vi havde et par gode timer.
Alle aftener var klokken mindst 22, før rollingerne sov. Man skulle tro, det ville få dem til at tørne tidligt ind i dag, men det var så ikke tilfældet. Alma gymnasticerede løs i sengen, mens Carl gjorde sig ærinder ud for at stille presserende spørgsmål som “Var det koldt at være udenfor?” I skrivende stund er der dog faldet ro over børneværelset.
Som noget nyt tog vi denne gang med færgen fra Kalundborg. Turen varer to timer og 40 minutter, men der er få mennesker, film i legerummet og ikke mindst en wii, som man kan spille på! Dét var populært – og moderen er nu den regerende Kattegatmest i bowling! Det var lidt en fejl, at vi kom med den langsomme færge, men det viste sig at være en ganske god løsning.
Vi iler til med et skønsomt udvalg af fotos – med fokus på egne smållinger.
Sverige 2012
Kristi Himmelfart blev traditionen tro tilbragt i en overbefolket hytte i de svenske skove. Faderen og smållingerne tog afsted onsdag aften, og moderen fulgte, ligeledes traditionen tro, efter om fredagen. Overbefolkningen var dog ikke lige så markant som sidste år, skønt de største af børnene ubemærket er gået hen og blevet voksne og i år medbragte kærester, eftersom andre havde fået forfald.
Vejret var ikke helt så godt, som man kunne have ønsket, men dog ikke så dårligt, at hverken kanotur eller bålaften måtte aflyses. Madlavning over bål, fællesspisning udendørs og fællesang i ildens skær er ikke at foragte. Børnene stortrives i Sverige, ikke mindst fordi der hersker en udstrakt grad af selvbestemmelse. Man bestemmer selv, hvornår man vil i seng, og der er en noget friere adgang til sødtex, end de er vant til. Der er heller ikke de samme restriktioner på skærmforbundne aktiviteter som derhjemme, så de var lykkelige og meget selvkørende.
Eneste skår i glæden, og det var til gengæld ret stort, var, at Alma forliste sin iPod under pakningen på den sidste dag. Hun havde den, og pludselig var den væk. Alt blev gennemsøgt, men forgæves. Den er heller ikke dukket op til overfladen, efterhånden som folk har fået pakket ud, så den mest sandsynlige forklaring er desværre, at den er blevet rodet sammen med noget udsmidningsegnet og er røget i skraldespanden. Dét var ærgerligt!
Odden-Ebeltoft
Marts-turen til Århus gik over Odden-Ebeltoft til især Almas store fortrydelse. Hun mente, at færgeturen var for kort, og den var da også beskåret med ca. 1/3. Og når så en del af tiden går med at spise sin madpakke, så er der bare ikke meget tid tilbage at lege i. Så det vil hun gerne frabede sig en anden gang. Faderen var dog – ud over de billigere billetter – begejstret for, at man ikke behøvede at køre hjemmefra kl. 7 om morgenen.
Da det var fredag, havde moderen også puttet fredagsslik i madpakkerne. Så Carl startede festlighederne med et Kinder-æg med indbygget Überraschung. (Faderen kan stadig ikke rigtig forlige sig med det tyske fænomen, der i år har 40-års jubilæum … lissom moderen.)





You must be logged in to post a comment.