Så oprandt dagen, hvor Venus moslede sig ind imellem Jorden og Solen. Den såkaldte Venus-passage. Den var annonceret til at være synlig ved solopgang. Naboens var i god tid inviteret til at komme over med kaffe og stjernekikkert og mødte fuldtalligt frem. På værtssiden var det kun faderen og Alma, der var parat til at ofre nattesøvnen for dette sekel-fænomen. Alma valgte dog at kravle til køjs efter at ha set fænomenet gennem særlige briller og et lille glas juice.
For ikke at se direkte på solen havde Hans fremskaffet nogle 3D-lignende briller. At kigge direkte gennem kikkerten er endnu farligere, så vi projicerede solbilledet op på en hvid flade – som i et laterna magica. Resultatet var glimrende. En lille fin skønhedsplet bevægede sig fra venstre mod højre i toppen af solskiven. På projektionen bevægede solen sig dog spejlvendt fra højre mod venstre.
Hele operationen var computerunderstøttet: to gamle eMac’er stod stabilt på gulvet og sikrede, at projektionspladen ikke bevægede sig eller skred.
