Sommerfest i børnehaven

Vi har også forsømt at viderebringe fotodokumentation fra børnehavens sommerfest. Sikke en slendrian!

Sommefesten forløber på samme måde hver år. Der er en masse boder med aktiviteter, som børnene kan prøve. De får et armbånd, og for hver bod får de et klistermærke. Men inden boderne plejer vi at kaste os over kagebordet, hvor håbefulde forældre forsøger at få deres mesterværk kåret til årets kage. Med skam at melde har slottet aldrig været repræsenteret i konkurrencen. Efter bodeprøvning er der sammenskudsspisning, og som oftest er der ret dårlig afsætning, eftersom alle har spist sig dumme i kager en time forinden. Fast indslag er også fællessang.

Carl og Alma tog en pause på Månestuen med leg, både fælles og hver for sig. Carl legede også lidt med Viktor og Milas, to yngre drenge fra stuen, som han har taget til sig som legekammerater, efter at Yussef og Anton holdt op. Moderen er meget imponeret over Carls evne til at få tingene til at fungere. Vi havde snakket om, at han skulle finde nogle nye at lege med, når han blev “alene”, og det har han taget til sig. Den første dag efter Yussefs afgang opsøgte han de to små helt målbevidst og har etableret nye legerelationer med åbne øjne. Det er stærkt gået af en femårig. De to små er henrykte over at lege med store Carl, og han har desuden fundet sammen med en jævnaldrende dreng fra nabostuen.

Midt i maden begyndte det at øse ned, så folk styrtede i tørvejr. De fleste løb indenfor, men faderen og smållingerne satte kurs mod legehuset, der går under tilnavnet “højhuset”. Det hedder sådan, fordi der er en etage mere ovenpå, og skønt der var tørt, viste det sig at være et lidt dårligt valg, for der kom massive mængder sand i maden, når andre børn tossede rundt foroven.

De børn, der er gået ud for at starte i skole, bliver inviteret til den førstkommende sommerfest, så Yussef var med. Der var stor gensynsglæde, men ellers må vi desværre konstatere, at det venskab ser ud til at løbe ud i sandet. Kommunen har ikke været interesseret i at anbringe Yussef og Iman i aflastning, og det er meget svært at holde fast i at ses på nogenlunde regelmæssig basis, når det skal aftales fra gang til gang. Det er en stor skam og meget sørgeligt.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.