Kategoriarkiv: Carl

Alene hjemme – med gæster

1. fredag efter Halloween havde moderen overskudsagtigt inviteret Carls legegruppe med påhængende familier til at lege og spise med. Det udviklede sig hyggeligt og afslappet og blev også halvsent.

Lørdag bød på en drengefødselsdag på fortet om formiddagen og en pige-ditto om eftermiddagen, mens moderen tog et fortjent sommerhusrefugium med damerne. Det ku Alma ikke vente på, så Alma 10K blev indkaldt. Og sådan begyndte en dobbelt-marathon-legeaftale med Alma 10K og Pelle, der strakte sig frem til søndag eftermiddag.

Og således kom faderens storindkøb til tarteletter med kylling og asparges til deres ret – bogstaveligt talt. Der blev produceret og spist 18 tarteletter (kun levnet 2) og alle var glade. Drengene havde denne lørdag nået at svine sig til på legepladsen, smadre papkasser under oprydning i faderens lager-garage, besøge genbrugsstation, hoppe nøgne på våd og kold trampolin, genvinde varmen i brusebad, lave senator-optog i badehåndklæder, lege med gormitier mm.

Det blev sent. Næsten elleve inden pigerne som de sidste krøb til køjs på loftet. Faderen blev mindet om judostævne kl. 9 søndag morgen og fortrød den lemfældige omgang med sengetider.

Vi troede, at gæsterne skulle afleveres hos deres forældre inden judoarrangementet, men det blev der lavet om på, så kvartetten fulgte ad til Carls judo-turnering. Efter fem brave kampe mod overmagten, trak vi hjemad og legen fortsatte – drengen hos Carl og pigerne hos Alma 10K, indtil gæsterne skulle på familiebesøg.

En vild og lang improviseret weekend.

Halloween mm

Torsdag den 31. oktober var H-dag. Mens Alma gik tiggergang med Mille og Alma i Milles hood, så skulle Carl følges med Storm under faderens auspecier. De to kammersjukker kom ret vidt omkring på de lokale børnemættede veje, da drengene foretrak at banke på hos kendte mennesker. Alligevel blev høsten betragtelig. Mellem 20 og 30 stykker. Halvdelen af fangsten blev indtaget hjemme foran Hotel Transylvania. Carl udstod uhyggen alene, da Alma skulle hentes og Storm følges hjem ved halv-otte-tiden.

Alma havde også fået så hatten passede, så hun dejsede om og så Transylvania med brormand, da hun vendte hjem til fødegården igen.

Efterårsferie 2013

Det har været en heftig efterårsferie på social-siden. Først kom mormor. Derefter en flyvende udskiftning med farmor. Og da hun tog hjem, kom de afrikanske piger. Det har været overdrevet hyggeligt alt sammen.
Mormor har beriget vores tilværelse med det til dato mest fantastiske fuglefoderbræt. Det er hamret ned i plænen ved siden af skuret, fiffigt placeret, så ingen katte kan nå det pga. udhæng på taget.
IMG_7101
Farmor tog os med på “verdens bedste restaurant”, Den kinesiske mur, hvis verdensklassestatus primært er begrundet i et running sushi-bånd. Der er bare ikke noget, der kan konkurrere med at tage små tallerkener med hapsere, når de futter forbi på rullebåndet, fuldstændig som man har lyst. Farmor havde i øvrigt bestilt et spil til levering hos os, og planen var selvfølgelig at spille det, mens hun var der. Uheldigvis nåede det ikke at komme i tide. Til gengæld har børnene har stor glæde af det efterfølgende, især en bogstavleg-del, hvor man trækker et bogstav og så skal finde så mange ord som muligt, der starter med det bogstav, inden for bestemte kategorier. Det er imponerende, hvor meget de børn faktisk kan.

Og så kom pigerne, og det var som altid en stor fornøjelse. De var selv taget med toget denne gang, og bortset fra lidt besvær med at finde dem, da de ankom, er alt gået glat. Vi har været i biografen og måtte køre i to hold, fordi der endte med at være i alt seks børn (Carls ven Gustav var også med), og så mange kan der ikke på forsvarlig vis proppes i bilen. Vi var på Nationalmuseet og se vikingeudstilling og et smut på Tøjhusmuseet, hvor der var ridderdage, og hvor Carl havde tilbragt dagen sammen med førnævnte Gustav.

Vi nåede også at få Scoldoscals’ telefon repareret og indkøbt en oplader og et taletidskort, så hun kan komme i forbindelse med omverdenen. Indkøb blev foretaget i Field’s kl. 20 fredag aften. Scoldoscals var bjergtaget – “sikke et dejligt sted”, blev hun ved med at sige, mens hun stirrede sig henrevet omkring. Mjo… Moderen er som bekendt knap så begejstret for Fields, men ikke desto mindre sætter vi det på som et programpunkt ved næste besøg. Vi har også allerede aftalt, at vi skal på Nationalmuseet igen for at kigge nærmere på de faste udstillinger, som vi kun nåede at se i forbifarten.

Desuden blev der produceret eksorbitante lagkager, scones og boller i anledning af faderens fødselsdag, og de blev nydt i så stor grad, at fredagsslik måtte konverteres til lørdagsslik.

I dag tog pigerne hjem, katten blev syg og måtte på et urimeligt dyrt dyrlægebesøg, og Alma har debuteret i Wordfeud. Hendes første chat-kommentar til faderen var “Va så bieber svækling”. I morgen står den på udmugning og rengøring, og så er det hverdag igen.

Skolemælk, nej tak

Carl kom ophidset hjem og brokkede sig over, at han ikke ville have skolemælk. Moderens reaktion: ???? Der er nemlig ikke blevet bestilt skolemælk til Carl, så hvis han får, er der en anden, der ikke får. Ergo henvendte moderen sig til læreren i dag for at forklare, at Carl altså ikke skal have skolemælk. Det viste sig, at Carl i sin uendelige harme havde glemt at fortælle, at det kun var sket én gang, at der var blevet udleveret en mælk til ham i stedet for til Carl Christian, og at det i øvrigt var blevet opklaret på stedet og ikke havde gentaget sig.
Somme tider er virkeligheden svær, når den bliver gengivet af en seks-årig.

Oscar på besøg

Mens Alma bliver knæopereret på Hvidovre, og vi venter på mormorens ankomst fra Kastrup, viser Carl sit værelse frem for første gang for Oscar: »Når du ser mit værelse, er du bare I himlen!«, præparerede han allerede uden for huset sin nye ven.
Gæsten blev ført ind med lukkede øjne og stillet over for legetøjsreolen: »Bare tag dig af retterne!«, proklamerede den lille materialist.

Lånekusiner på feriebesøg

Mormor tilbragte et par dage på slottet sammen med Riziki, Louise og Scoldoscals. Det var ualmindeligt vellykket! Vi tog det roligt med masser af tid til at hænge ud. Vi brugte nogle timer på Den Blå Planet sammen med 100.000 andre, men derudover stod den meget på leg og samvær og isspisning og strandtur. Et mysterium, der aldrig blev løst, var, hvorfor Scoldoscals går i vandet med nederdelen på, men sådan er verden jo så forunderlig.

Vejret var guddommeligt, og børnene sov i haven i to nætter. Nogle i telt, andre på trampolin. Skal man være hudløst ærlig, havde man nok regnet med, at i hvert fald et par stykker var kommet retur til huset, da først det blev mørkt, men det var der ikke noget med. Carl var sågar vågnet og skulle tisse og var kravlet ned fra trampolinen og havde tisset og var kravlet op igen. Nat to sov han dog indenfor, der var noget med, at det var for besværligt at være ude, når han vågnede, men de andre nappede en nat mere.

Vi nåede også et besøg hos den anden Alma, som havde lavet en aftale med mormor om en bytter, hvor Alma skulle have en Thorkild (en hæklet abe) og til gengæld skulle give et eller andet af egen fabrikation. Det blev et glas syltetøj og en tegning. Vi – det vil sige børnene – lavede kager, som vi havde med, og så tilbragte vi et par hyggelige timer i Almas have. Alma, Alma og Riziki legede så godt, at vi efterlod de to, da vi gik hjem, og først samlede dem op, da vi skulle ud at spise.

Det var et enormt hyggeligt besøg, og vi har allerede lagt billet ind på at få dem tilbage i efterårsferien.

Carl 0.u!

Den store dag, hvor Carl startede i skole. Han var ikke SÅ imponeret af den første dag. Der var en masse snak, en kedelig dame og kun to skoletimer. Det spillede ikke. Han ville ligesom godt have lidt mere skole og lidt mindre snak. Det kommer, min skat, det kommer… Bortset fra, at Carl gerådede i krise, da børnene blev bedt om at gå hen til deres respektive klasser, og han ikke kunne huske, hvilken klasse han hørte til, har han været fuldstændig cool med det der skole. Han behøver ikke have sin mor med ind i klasse, selvom han får tilbuddet – “nej, mor, vi siger bare farvel herude på gangen” – og han er tilsyneladende ret godt tilfreds. Dog brokker han sig over, at der er nogle drenge, der hele tiden larmer i klassen og på fritten. Øjensynligt deler han sin søsters holdning til formålsløs forstyrrelse: Det er for åndssvagt. Det skal blive spændende at se, om det holder ved. Det skal også blive spændende at følge klassen. Der er et overtal af drenge på hele årgangen, så det kan godt blive livligt. I Carls klasse er der 30 børn, heraf 18 drenge!

Besøg hos kusinerne

Sådan en hyggelig kusinedag kunne ikke stå alene, så dagen efter pakkede vi børn og hund og kørte til Aalborg, hvor mormor passede børn. Endnu en meget vellykket dag med en noget mere human temperatur. Faktisk blev det decideret sommervarmt. Det var rart!
Der var et målrettet dagsprogram, så vi satte fluks kursen mod zoo som det første. Barnefaderen havde glemt sin hat og sin solcreme, så han gik rundt som Lawrence of Aalborg Zoo med et håndklæde kækt draperet om hovedet for at dække den sarte isse. Zoo havde en god legeplads og en masse dyr (sjovt nok). Dagmar tiltede trekantet, da hun opdagede en lille indhegning med marsvin – dem har hun stiftet bekendtskab med hjemme på vejen, og hun finder dem umådeholdent interessante. Til gengæld luskede hun rundt med halen mellem benene og så sig nervøst over skulderen, da vi var i nærheden af de store katte.
Vi spiste friture-domineret frokost med fri udsigt til et rensdyrfamilie, og på vej ud faldt vi over noget sceneunderholdning, som de tre store havde en del sjov ud af, mens Annika hævdede at hade “dem der” og følgelig tilbragte hele seancen med hænderne for ørerne.
Derefter entrede vi Aalborgtårnet, der havde en storslået udsigt og verdens kedeligste cafeteria. Dagmar måtte blive nede, så vi returnerede ret hurtigt til jorden og gik videre til kunstmuseet, der bød på dagens sidste, men ikke mindste attraktion, en springvandskunstinstallation i haven. To kredse af huller sendte med forskellige intervaller vand til vejrs, og det var både flot og sjovt at lege i for børnene. Og koldt…. Mormor forsøgte med stor stamina at vinde gehør for det synspunkt, at øvelsen var at undgå at blive våd. Til sidst gav Alma fortabt: “Men mormor, hvad nu, hvis vi ikke har LYST til at lave øvelsen!?!”
Inden afgang nåede vi også at spise aftensmad og bese den nye residens udefra. Den ligger som nærmeste nabo til zoo, hvilket udløser gratis årskort. Cool. Vi glæder os til at se det indefra næste gang.

Besøg af kusinerne

En dag havde vi fint sommerhusbesøg af mormor og kusinerne fra Aalborg. Det var en meget hyggelig dag med gåtur, strandtur i noget kølige temperaturer, is, legeplads og skærmstening.
Annika lagde ud med at være meget bange for Dagmar, men det gik hurtigt over, og begge kusiner var stolte som små paver over at være hundeholder, da vi gik tur. Det var lidt et tovtrækkeri at holde pigerne påklædte, for de insisterede på ikke at fryse, og onkel Niels havde truet med bål og brand, hvis de blev snottede, eftersom familien skulle til Italien tre dage efter. Men det lykkedes. Så vidt vides blev ingen andre end Alma forkølet.

Jubiii, bål!

Det er måske alle, der ved det, men moderen har en brændende forkærlighed for at lave bål. På det lille, beskyttede bålsted ved Vandet Sø var der mulighed for at udleve tilbøjelighederne. Vi var der en aften, lavede bål og stegte burgere, majs og bruschetta. Lækkert. Dagmar nød at få lov til at drible rundt efter forgodtbefindende og blev temmelig beskidt af sine udflugter i sivene. Det var for sjovt, så det måtte gentages. Maden var lidt en undskyldning for at tænde ild, så gang to havde vi kun pølser og skumfiduser. Og alle gode gange tre, så det lykkedes også moderen at få sat ild på indsamlet drivtømmer en ret blæsende aften på stranden. Bål er godt!

Formalia skal være i orden

Carl og Alma synes, det er noget frygteligt pjat, at man ikke må drikke sit eget vand på restauranter og cafeer. Carl ymtede, at han ville have en restaurant, når han blev voksen, og der måtte man gerne drikke sit eget vand. Alma spandt videre på ideen og ville have en storladen bygning med en stor have, hvor der skulle stå i pavillon. Carl (spekulativt og i ramme alvor): Men skal man så ikke have en byggetilladelse?

Slutspurt

Børnene blev gode venner med kattene i området, især en lys kat, som blev døbt Riften, fordi den havde et sår ved det ene øre.
Der bliver lavet salt i området. Vi kørte hen for at se nærmere på det, men kunne desværre ikke komme ind på selve området for at røre ved saltbjergene.
Den sidste dag blev der gjort rent, Carl og Alma vaskede trappe og terasse, og om aftenen slog vi os løs med kunstneriske is.

Tabarca

I byen hang der store plakater med et billede af en båd, hvor en masse glade mennesker sad og kiggede ud af store vinduer under vandet. Et nærmere studie afslørede, at det drejede sig om en tur til øen Tabarca, hvor man kunne sidde og kigge under vandet undervejs og derefter tilbringe nogle timer på øen og så sejle hjem igen. Billetterne var halvdyre, men pyt, det måtte da prøves. Det havde der så ikke været nogen grund til, viste det sig. Reklamens magt!

Båden var en katamaran, hvor man kunne kigge ud af et par små ruder i pontonerne. Ikke just det, de havde reklameret med. Der var en strid modvind, så det vippede uforholdsmæssigt meget på turen derud. Alle blev søsyge undtagen mormor, men ingen brækkede sig. Man må være taknemmelig for de små ting. Ved ankomsten blev der delt gammelt brød ud til børnene, så de kunne fodre fisk, som man i Danmark fodrer ænder. Det var meget sjovt. Desværre var der ikke ret meget andet, der var sjovt ved den tur.

Øen var meget lille og selvfølgelig temmelig solsveden. Der lå en række turistfælder af restauranter ved havnen, som alle serverede den samme elendige mad og husede flokke af vilde katte. Dem fodrede vi med pasta. Byen bestod af tre gader den ene vej og fire gader den anden vej. 30% af husene var souvenir-butikker og barer. Generelt var der ikke gjort noget særligt for at gøre noget som helst lækkert eller attraktivt, hvilket formentlige beror på, at turistbåde fra alle kystbyerne ankommer planmæssigt hver dag, og at pågældende turister derefter er bundet til øen i 5,5 timer, før båden sejler hjem igen. Vi gik rundt og kiggede lidt, badede lidt fra klipperne og ventede på, at vi kunne komme væk…

I vandet!

Som bekendt har moderen en kraftig aversion mod koldt vand, og havvandets temperatur lod en del tilbage at ønske, så det blev kun til en enkelt dag i bølgen den blå. Det blev til gengæld også dokumenteret! Det samme blev nogle af bygningsværkerne, som vi lavede i fællesskab.

Orihuela

Vi kørte også en tur til den nærliggende Orihuela, som er en større by med et charmerende, gammelt centrum med pladser, skæve gader, broer og alt, hvad til faget hører. Det eneste, der manglede, var restauranter. Højest besynderligt. Der var en del barer, hvor man kunne få forskellige slags bocadillos, men ingen restauranter. Til sidst slog vi os til tåls med et underlødigt friture-måltid på en bar, hvorefter vi naturligvis fandt byens samlede restaurantbestand rundt om næste hjørne.

Diverse feriepics

Her følger lidt godt og blandet fra ferien i Spanien.

Tandløs

Carl har længe haft to rokketænder i undermunden, og de nye takketænder var begyndt at vokse op bagved, så han havde dobbelttænder som en haj. Okay, en haj har vist syv rækker, men I ser billedet, ikke? Men en morgen konstaterede han, at han manglede en tand. Han havde uhørt fornøjelse ud af visheden om, at han havde slugt den i søvne og dermed havde spist noget af sig selv… Den anden røg ud i lufthavnen, da vi skulle hjem, efter at have siddet så løst, at den nærmest lå ned.

Klippevandring

I Torreveija er der bygget en halvanden kilometer lang mole, komplet med overdækkede bænke og vandpost på halvvejen. Og det er jo en udmærket tur at vandre derud og tilbage ad den slagne vej. For enden er der store klipper, hvor fiskerne står, og hvor vi til mormors store bestyrtelse klatrede ned for at fodbade før tilbageturen. MEN på ydersiden af den slagne vej er der stablet klippeblokke op, og det er naturligvis langt sjovere at tilbagelægge turen til spidsen ved at klatre og hoppe fra klippe til klippe, så det gjorde moderen og de små en dag. Det var langt og hårdt, men sjovt, og vi mødte adskillige familier af vilde katte, som havde forlagt residensen til kølige og velbeskyttede klipperevner. Vi klatrede dog kun den ene vej. Tilbage til byen tog vi den nemme løsning.

Marked

Om fredagen forvandles en del af byen til markedsplads. Boder smækkes op på gaderne, og nogle timer efter pilles de ned igen og efterlader et svineri af affald, som så bliver ryddet af en kommunal gravko. Markedet er et fast indslag i hver eneste ferie, og således også i denne. Den største attraktion var slikboderne, hvor børnene fik lov at forkøbe sig i fredagsslik i større mængder, end de nogensinde har prøvet før. Derudover var det mest småting som hårblomster, hatte og lign., vi investerede i. Alma ønskede sig et badedyr til stranden, men det var der ikke noget med, så hun købte en oppustelig delfin i en strandbiks senere på dagen i stedet.

Viva Espana!

Tre dage før sommerferiens officiel start for skolebørn drog moderen og de små, som ikke længere er så små, mod syd sammen med mormor med destination Alicante -> Torreveija. Der var afgang om aftenen, så vi landede først sent om aftenen. Biludlejningen pressede en latterligt dyr ekstraforsikring igennem, hvilket de umiddelbart slap afsted med, fordi man ikke er ret indstillet på besvær med to meget trætte børn på slæb. Alma bar det pænt, men Carl fik et mindre sammenbrud ved ankomsten og græd over, at han savnede Dagmar og sin far, og at han ikke kendte huset, og at han slet ikke kunne sove sådan et fremmed sted. Elendigheden toppede, da der viste sig at være lukket for vandet. “Sig, det er løgn: Vi er i Spanien i et fremmed hus, og så er der ikke noget VAND?!?” udbrød han tårevædet. Han sov, før hovedet ramte puden.

Men intet får verden til at ændre sig til det bedre som søvn, og dagen efter var stemningen noget mere i retning af ferie. Der var varmt og dejligt, om end vandet var koldere end forventet – moderen var kun i en enkelt gang, hvilket børnene var noget utilfredse med. De to uger gik med ultimativ afslapning. Der blev tilbragt mange timer med spil og læsning, både indenad og højt. Vi spillede ludo om, hvem der skulle give is. Vi var på stranden nogle gange, men det trak ikke så meget, som moderen nok havde troet. Vi vandrede til stranden, og vi vandrede ned i byen, og nogle aftener vandrede vi først hjem omkring midnat – børnene fulgte langt hen ad vejen moderens døgnrytme med sene aftener og sene morgener. I deres første leveår var vi en anelse bekymrede over deres tilsyneladende A-menneskementalitet, men hangen til at stå tidligt op viser sig heldigvis at være noget, de vokser fra.

Carl havde et uheld, idet han skulle springe fra én stenbænk til en anden og havde overvurderet sin springformået. Med fuld kraft knaldede han skinnebenet ind i den skarpe stenkant, så moderen var overbevist om, at benet var brækket. Han græd (skreg) i nogle minutter, snøftede lidt videre og sluttede sig derpå til Alma, da hun ville over på legepladsen. Hun havde trøstet med efter bedste evne, men da hun vurderede, at den akutte ulykke havde lagt sig, var hun klar til at smutte videre, og Carl var altså klar til at smutte med. Han havde fået en bule midt på skinnebenet og en lang hudafskrabning. Dagen efter var der kun hudafskrabningen tilbage. Ikke engang et blåt mærke fik han. Vildt.